Ting mine veninder siger #5

Sagt til kæresten: Du kan da ikke bare stå af i 1. gear, af fødslen, når du ikke stod af i Roskilde.

– Tinder er ligesom at spille Tetris bare med mennesker.

– Altså er der andet end firsersange, der kan fortælle os sandheden om livet? Det tror jeg ikke nej.

– Vi omgiver os jo konstant med idioter.

– Mine sexflapper er helt åbne nu.

– SIG MIG, SIDEN HVORNÅR ER DU BLEVET SÅ FUCKING ZEN?!

– Men piger, når man har drukket Dom-perignon så er alt sexet.

– Leonardo Dicaprio er bare for god mod dyr til at være rigtig sexet.

– Hvad er det nu for en sang, hvor hun synger om at ville have noget sæd?

– Min hud er simpelthen bare så blød, efter jeg har barberet alt mit skæg af.

– Inderst inde er jeg en bitch, men jeg viser det bare aldrig til nogen.

– Uuuh, der er anemoner i luften! Nej, vent. Det hedder det ikke….

– Du er nemlig så renæssancepæn, at jeg har næsten lyst til at male et billede af dig.

– Det er bare det, vi skal vende os til i mediebranchen. At blive taget analt.

Ting mine veninder siger #4

 

img_3589-1

Efter lang, lang tids tørke; Amalie, jeg er simpelthen bare så glad for ikke at være jomfru mere.

– Jeg gider da ikke bare sige ja til sådan en popdreng!

– Jeg har længe manglet nipple covers.

– Hvad koster en fortrydelsespille nu om dage?

– Nå, det var godt, at vi lige fik snakket kønsbehåring.

– Jeg tror, du skal overveje om det ikke skal være en nødpik i stedet for en fast pik.

– How I Met Your Mother er bare lidt som at gå ind i Fakta. Kedelig discount.

– Det er bare fordi du ikke ved, om du får pik eller ej, at du er så sur.

– Det er utroligt, at det selv under et kristent og sindssygt diktatur er muligt for slaveinde June at få et forhold op at køre, mens det i København er noget nær umuligt at møde en mand, der er noget værd.

– Jeg gjorde rent i går og opdagede, at jeg havde 60 par sko. Det er jo sindssygt!

– Det gode ved ikke at bruge kondom er, at man aldrig rigtig ved, hvornår den kommer.

– Jeg har haft masser af rotter oppe i mit ærme.

– Du er min lille hamsterven.

– Man må ikke blive kærester med ham med den pæne pik. Den skal sendes videre!

– Altså han er fra Køge, så regner ikke som sådan med, at det bliver en succesfuld date.

Det er ret svært når ens veninder bliver veninder. Også selvom det også er ret godt

Jeg har altid drømt om en stor venindegruppe. En man kunne sidde sammen med og drikke rødvin og tale om livet med. En man kunne rejse med, en man kunne feste med, en man kunne græde med. En man kunne grine med. En man kunne føle sammenhørighed med. Ligesom de gør på film.

Hvad de dog ikke fortæller på film er, hvor svært det nogle gange kan være, hvis to af dine veninder bliver veninder og dermed ses uden dig. Også selvom det de laver ikke engang er noget, du egentlig gad at være med til.

Der er så ufattelig mange gode og fine ting ved, at ens veninder bliver veninder og at I dermed går fra to til tre, til fire til en gruppe. Men der er næsten ligeså mange svære ting ved det. Man skal bare helst ikke tale om det.

Der er helt sikkert rigtig mange, der ikke har det sådan. Som bare synes, det er mega pisse dejligt, når nye venskaber opstår på tværs i deres egne. Som kan glæde sig over det, og som aldrig føler sig udenfor eller bliver jaloux.

Jeg er bare ikke en af dem.

For selvom jeg nyder min venindegruppe, selvom jeg nyder at kunne se dem allesammen på en gang, og at de allesammen nyder hinandens selskab, selvom jeg elsker vores gruppedynamik, vores humor og vores interne jokes, så ville jeg også nogle gange ønske, at jeg kunne gå tilbage og bare have mine veninder for mig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke under mine veninder, at have andre veninder end mig. Det gør mig glad helt ind i hjertet, at dem jeg elsker har andre end mig, der også elsker dem og som fylder dem op med kærlighed. Det er bare svært at overføre den følelse til, når mine veninder holder af hinanden.

Ikke fordi jeg ikke logisk set godt ved, at der ikke går noget fra mig, af at de også elsker hinanden eller at de dermed så ikke har tid eller lyst til at se mig. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men følelsen af at blive holdt udenfor, at blive forladt, at blive valgt fra – det overdøver glæden over, at mine veninder nu har endnu flere de kan ty til, at de har endnu flere de kan grine med, der kan forstå dem, og som elsker dem.

Og jeg ved godt, at det er mega åndssvagt at bruge krudt på at tænke over. Og at føle. For det første kan jeg ikke lave det om, jeg kan ikke bestemme, hvem der må være venner med hvem, og det har jeg heller ikke lyst til. Og for det andet så ved jeg jo også fra mig selv, at fordi jeg hænger ud med den ene veninde alene, så betyder det ikke, at jeg elsker den anden mindre.

Men det er stadig svært, især fordi det er sådan en grim følelse. Noget man ikke skal tænke eller føle og det er slet ikke noget, man skal sige højt. Men det gør jeg nu alligevel, for ellers gror det fast og bliver grimt og svært. Jeg lader mig selv føle det, accepterer, at det er sådan, jeg har det, sidder med det indtil det går over, og derefter prøver jeg at se på mine veninder, der ler sammen. Og aller oftest gør det mig glad helt ned i sokkerne.

20’ernes kontraster: Når du popper fortrydelsespiller med tømmermænd, mens dine veninder bliver gravide og holder parmiddag

For nogle måneder siden mødtes jeg med min Bearnaiseloge for at fejre Verdens Bedste Annes fødselsdag med brunch, champagne og kærlighed. Bruncen faldt morgenen efter en bytur, som nogle af os havde været på, og som det altid sker, når Bearnaiselogen samles, faldt snakken hurtigt på mænd, sex og hvad der dertil hører. Vi grinede og plejede vores tømmermænd, en fortalte om et nyligt break-up, en fortalte om sit arbejde, der var blevet jævnt stressende, jeg recappede mit engangsknald fra aftenen før og en annoncerede, at hun var gravid.

En kontrastfyldt samtale blev vi enige om, alt imens vi hvinede af lykke over den glade nyhed – en nyhed som for bare nogle år siden, og til stadighed alt afhængigt af hvem, der kommer med den, ikke umiddelbart ville blive mødt med et tillykke, men med et; Er du okay? Hvad gør du?

Det at være sidst i 20’erne er underligt. På en og samme tid er vi voksne, men vi er også unge. Vi drikker os fulde på hverdage, men står op og går på arbejde. Vi pointerer at det er meget voksent, hvis nogen køber en opvaskemaskine, og vi ønsker os samtidig en højere end de nyeste par sko. Vi går i byen og drikker os hammerlamme, men kommer ikke senere hjem end kl. 3 om natten. Vi spiser chips til aftensmad og den næste dag holder vi fint middagsselskab med tre retter og hjemmelavet surdejsbrød.

Vi er lidt all over the place.

Og så er der kontrasterne imellem os. Nogle er helt sat. Med job og kæreste, pensionsopsparing, parmiddage og en babyplan. Andre lidt mindre fastlåste, men stadig med et fultidsjob på hånden og kærestens navn på postkassen. Og så er der dem, der stadig render lidt rundt og leder. Efter lidt af det hele. Dem der skyller fortrydelsespiller ned med reparationsbajere og som enten er på dagpenge, er projektansatte eller stadig studerer. Dem som tit har en ny sjov historie fra Tinderlivet klar og som stadig kun køber økovarer først på måneden.

Det sjove er dog, at stedet hvor vi hver især befinder os i live ikke betyder særlig meget for troen på en selv, tvivlen på om vi nu også gør det rigtige, om det vi er i gang med er det, der er meningen med livet. Den tvivl er i os alle, selv dem med pensionsopsparingen og babyplanen. Og selvom den måske popper lidt oftere op hos dem af os, der stadig ikke helt er sikre på hvilken retning, der er den rette, og som i øvrigt har fået fucket deres cyklus totalt op af alle de der fortrydelespiller, så er det svært at blive voksen ligegyldigt hvorhenne i livet vi er.

Gør jeg det godt nok? Laller jeg for meget rundt? Er det overhovedet det rigtige job, jeg har? Er ham jeg er sammen med the one? Er det rigtigt, at få et barn nu? Spilder jeg min tid? Hvad gør jeg, hvis jeg aldrig finder min hylde? Hvad hvis jeg gror fast, hvor jeg er?

Vi taler om alle de ting. Og alle, uanset civilstatus, job, uddannelse og økonomi tænker de samme ting. Hvilket nok også er derfor, at vi trods kontrasterne imellem os stadig kan finde ind til hinanden og være sammen om det, der er vigtigt. At være veninder og for alvor at være ved at blive voksne. På den ene eller anden måde.

Ting mine veninder siger #3

– Er det klamt ikke at have trusser på i den her kjole?

Ikke medmindre du altså har helt vildt meget udflåd.

God pointe.

– The mistakes I made, the men that I laid has made me the woman I am today.

– Det her vand er så salt! Det ville være perfekt at koge pasta i.

– Jeg har meldt mig til Slow Yoga i morgen kl. 7. Jeg håber det betyder, at man bare skal ligge ned.

– Skal nok arbejde på at være lidt mindre nederen, men det må blive efter nytår, kan ikke overskue det lige nu.

– Det er simpelthen en skam, at ingen skal se mig nøgen i de her dage. Jeg er så brun og lækker.

– Du er ikke overdressed, du er diller-dressed.

– Der er bare nogen tinderbilleder, hvor man vildt gerne vil kunne zoome. Som i vildt gerne.

– Jeg tror faktisk ikke, at jeg er til den indbagte alligevel. Jeg har simpelhen spist for meget brød i dag til at spise så meget mere brød.

– Vidste slet ikke, at jeg har været sammen med så mange. Det løber sgu op det møg.

– Husk lige at spørge om han har en ubåd, inden du tager med ham hjem.

Taknemmelighedsrunden #76

1. Fælleskontor, grin, gode råd, kaffe og gåtur i solskinnet sammen med Pizza-Anne.

2. Rødvin, hvidvin, chokolade og dybe snakke krydret med venindekærlighedserklæringer sammen med min dejlige Louise.

3. En ide og drøm, der endelig er ved at tage form og som fylder fremtidsudsigterne med spændthed.

4. To nye potientielle kunder i min biks.

5. Et herre sejt team, som jeg er blevet en del af og som jeg glæder mig til at arbejde sammen med de næste par måneder.

6. Verdens Bedste Annes Verdens Bedste Kødsovs + rødvin og mange, mange grin.

7. Pasning af Verdens Længste Kat

8. Dark & Stormys og 90’er fest med hende her.

9. Mere kaffe og flere grin med den sødeste Pizza-Anne.

10. Solskin og søndagsmiddag med den bedste familie, der findes.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at ville holde fast i tiden og udskyde voksendommen

Jeg har altid gerne ville have børn. Og jeg har i mit liv været skruk flere gange. Jeg har længtes efter at skabe en familie, der var anderledes end min egen, jeg har higet efter trygheden og sikkerheden i at være en lille kerne sammen, og jeg har drømt og planlagt alt det, jeg gerne ville have til at ske.

Jeg vil stadig gerne have børn. Jeg ved endda, hvad de skal hedde, (og jeg rokker mig ikke) og jeg vil stadig gerne have den der kerne af en familie. Men jeg er ikke skruk. Og jeg kan faktisk i virkeligheden ikke rigtig forestille mig eller drømme om noget, der har med børn og familier at gøre. For det er slet ikke on my mind. Faktisk higer jeg nærmere efter ungdommen og ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og blive her i slut 20’erne i lang tid endnu. Jeg har ikke lyst til at blive rigtig voksen. For jeg elsker den tid, jeg er i nu så højt. Jeg elsker, at jeg har så mange veninder, at vi ses så ofte og at vi er en bastant og fast del af hinandens liv.

Og det er også derfor, jeg nærmest bliver sur, når jeg tænker på, hvordan fremtiden kommer til at være, når alle mine veninder, inklusiv mig selv forhåbentlig, har fået børn, fuldtidsjob og en mand, der jo også skal plejes. Jeg synes nemlig, det lyder helt absurd, når jeg hører om veninder med familier, der skal arrangere venindedates langt ude i fremtiden, fordi alles kalendre er helt fyldt op med arbejde, børn, svigerforældrefødselsdage og børneaktiviteter. For sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være, når jeg selv får nogen.

Jeg vil gerne have, at der skal være plads til, at jeg kan se mine veninder i løbet af ugen, måske ikke dem alle, det er trods alt allerede nu en smule utopisk, men jeg vil gerne have, at det skal være muligt at se en veninde i hverdagen. Jeg vil gerne have, at det ikke altid involverer vores fremtidige børn, og jeg vil gerne have, at det ikke skal være noget, der skal tage flere dage at aftale, eller at der skal gå flere måneder, før vi så endelig ses.

Jeg ved godt, at det nok desværre ikke kan blive ved med at være som det er lige nu. Og at jeg til den tid måske heller ikke har lyst til, at det skal være som den gang, vi alle var i 20’erne. Og jeg ved godt, at jeg helt sikkert kommer til at få nogle andre prioriteter, end jeg har i dag, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg helt oprigtigt ikke vil have en stor lyst til at se og tale med mine veninder ofte.

Nogle gange bliver jeg helt trist over foranderligheden, der præger den tid, de fleste af mine veninder og jer er i lige nu. Det med, at vi aldrig kan vide, hvor vi er om et år er både spændende, men samtidig også trist. For jeg elsker som sagt virkelig tiden, som den er lige nu. Vi er stadig unge, de fleste af os er stadig rimelig frie, og det er ikke unormalt at ses spontant med en flaske vin under armen og at tale og tale i flere timer.

En veninde jeg har, hun glæder sig til 30’erne, siger hun. Hun synes 20’erne har været hårde. Gode, men hårde, og hun er klar til mere ro. Jeg – jeg kunne godt bruge fem år mere her. Tror jeg. Her hvor alt er åbent og muligt. Her hvor der stadig ikke er så mange, der mener, at man skal være et bestemt sted. Her hvor der er mere rødvin, stjerner på himlen og grin i maven, end bleer, Real Kreditlån og MUS-samtaler. Her hvor jeg bare er min egen og ingen andres.

Men tiden her er jo som sagt foranderlig. Og måske har jeg det anderledes i morgen. Måske vil jeg længes efter faste rammer og trygge arme om et år. Måske har jeg allerede fundet dem der. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg bare, at jeg higer efter frihed. Efter at gøre præcis, som jeg vil, når jeg vil det. Og at noget af det, der trækker mest ned på humørkontoen er tanken om, at jeg ikke længere har al den tid i verden, som jeg kunne ønske mig. At både jeg selv og folk omkring mig bliver ældre og har forventninger til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og at selvom jeg jo burde være ligeglad, så betyder det noget, hvad andre folk tænker – Og jeg tænker, at de tænker, at man ikke kan rejse jorden rundt og være fri som fuglen, drikke sig fuld i Pina Coladas og knalde med en canbana boy, når man er over 30.

Og det tænker jeg også lidt selv, at man ikke kan. Så derfor skal jeg måske nok til at komme i gang med at suge al ungdommen ud af ungdommen, inden den bliver erstattet af voksendommen. Eller også skal jeg bare tage en chill pill, ryge en cigaret og sige til mig selv, at når man er klar, så føles det nok helt rigtigt. Og så er der nok slet ikke noget andet sted, man hellere vil være.

Ja, det er nok sådan, det er.

Læs mere om lidt af de samme tanker her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook