Tænk hvor dejligt det ville være, hvis vi kunne se os selv gennem andres øjne

Jeg hader at blive filmet. Som i virkelig hader. Jeg kan heller ikke rigtig lide at få taget billeder, og jeg gruer altid inden jeg skal se, hvad videokameraet eller det almindelige kamera har opfanget. For jeg bliver ofte ked af det.

“Ser jeg virkelig sådan der ud?”
“Hvad fuck er det, mit ansigt har gang i?”
“Hvorfor smiler du så meget, din idiot?”
“Og hvorfor var der ingen, der sagde, at jeg lige burde trække maven lidt ind?”

Og selvom jeg godt er klar over, at størstedelen af de komplimenter jeg får for mit udseende nok ikke er løgn, så tænker jeg ofte, at de netop er lige præcis det, når jeg ser et candid billede af mig selv.

Igår kom jeg så forbi Megan Jayne Crabble, der har profilen Bodyposipanda på Instagram, hvor hun ligesom mange andre kæmper for, at vi alle sammen skal få det bedre med vores kroppe. Det gør hun blandt andet ved at shake kroppen (og dermed også dellerne) til god musik og skrive små tekster, der udfordrer vores tanker om den perfekte krop. Og igår lagde hun to billeder op – en selfie og et, som var taget af hendes veninde uden hun vidste det. Hun skrev, at hun selv plejede at hade at blive tagget på og se billeder af sig selv, som andre havde taget, og at hun altid lynhurtigt fandt tusind fejl ved den måde, hun så ud på. I dag prøver hun dog i stedet at lade være med at finde fejlene. I stedet forsøger hun at genkalde sig, hvordan hun havde det, da billedet blev taget. Hvem hun var sammen med, hvad de lavede, hvordan det føltes og på den måde se på billedet for, hvad det egentlig er – en lille historie om et øjeblik i livet. Og intet andet.

I kommentarfeltet til de to billeder, hun lagde op (som var en kilometer lang, da damen her har omkring 900.000 følgere) skrev vores egen Ida Rud, eller Idakys, som hun hedder på instagram, at hun også nu, efter flere års selv- og kropshad, forsøger at se sig selv og billedet gennem den person, der tog det’s øjne. For i de fleste tilfælde er det en person, der enten holder af hende eller har forsøgt at få hende til at se så godt ud som muligt.

Der er så meget mere end spejlbilleder
De to exceptionelle damer fik mig derefter til at tænke på en fuldesnak, jeg havde med Bedsteveninden i lørdags. Vi havde været sammen hele dagen, først i Dyrehaven, så til varm suppespisning og drinks og nu var vi ved at gøre os klar til fest. Vi stod og lagde makeup, mens vi sippede billige Gin&Tonics med autocitron (for mere voksne er vi åbnebart ikke blevet) og snakkede om, hvad vi skulle have på. Jeg havde prøvet bluse efter bluse og intet var godt nok, og noget af det var også lidt for småt. Og på et tidspunkt indrømmede jeg, at selvom jeg troede, at jeg for længst havde fået styr på det med maden, faktisk slet ikke havde det alligevel. Det er i stedet gået helt galt, og følelsen af nederlaget, følelsen af at jeg tit ikke har styr på mig selv eller hvorfor jeg spiser gør mig både flov og helt umådelig trist. For i mine øjne er det bare endnu et tegn på, at jeg generelt ikke har styr på noget som helst. Og at jeg ikke har rykket mig en meter fra den jeg var for 2,5 år siden.

Men så var det, at Bedsteveninden kiggede mig dybt i øjnene, dunkede mig i hovedet og nævnte alle de ting, jeg har gjort, opnået, startet, sagt, fortalt, oplevet og tænkt siden jeg som 26 år og tre måneder skred ud af Fodboldfyrens liv og ind i mit eget.

Jeg tog ud at rejse helt selv og var herre sej 
Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være en klassisk journalist og stod ved min beslutning 
Jeg tog en coachuddannelse og fik et job ud af det 
Jeg har ikke været bange for at gå ind i dybet og se mig selv og mine problemer, handlemønstre og selvopstillede forhindringer i øjnene 
Jeg har startet min egen forretning 
Jeg giver ud af mig selv – både til mine venner og til helt fremmede på internettet om alle de svære ting, der kan være ved livet 
Jeg nægter at gå på kompromis og “sælge min sjæl” i sikkerhedens og økonomiens navn 
Og jeg stod en gang for alle op til Fodboldfyren og alle hans løgne og stoppede dermed også med at holde mig selv for ører og øjne, så sandheden endelig kunne komme frem

Hun listede, som I kan se, altså rimelig mange ting op. Og jeg gjorde det samme for hende, da hun akkurat som mig kan have svært ved at se alle de gode, fine, smukke, kloge, seje, vilde og fantastiske ting, som gør hende til noget af det mest specielle i hele verden. Og efter vi havde rost hinanden til skyerne, tøret kærlighedstårerne væk og drukket endnu en drink blev vi enige om, at det faktisk er ærgerligt, at man ikke kan se sig selv gennem andres øjne. For hvis man kunne ville man se så meget mere, end det vi selv ser i spejlet. Og ærgerligt, det synes jeg stadig her et par dage senere, og især oven på de to førnævnte kloge damers tanker, at det er.

Nedenunder her er der et billede taget i dyrehaven i lørdags. Det er ikke grimt, men med mine selvkritiske øjne er der stadig masser af fejl. Jeg ligner lidt en mus, synes jeg. Jeg smiler lidt for bredt til, at det er pænt. Det ser lidt ud som om, jeg har nogle grå stænk i håret (hvilket nok er meget sandsynligt), mit tørklæde sidder dårligt, mine øjne er ikke til at se overhovedet og min skæve fortand står tydeligt frem.

Men hvis jeg skulle prøve at se mig selv gennem mine veninders øjne for eksempel, så ser jeg lykkelig ud, derude i skoven. Mit lange, smukke, trykke, krøllede hår falder ned over mit bryst, min skæve fortand giver mig karakter, mit store smil er smittende og min mussenæse får mig kun til at se overdrevet sød ud.

Jeg er alle ovenstående ting, men tænk hvor dejligt det ville være, hvis vi kunne se os selv gennem andres øjne. Så vi rent faktisk kunne se det hele. Det sande. Men måske kan vi godt. Hvis vi bare prøver lidt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #66

1. Jeg tror snart, jeg har spist min egen vægt i tzatziki.

2. Her er 33 grader i Grækenland og man kan få Kinder Buoeno is. #feriegoals 

3. Jeg tror aldrig, jeg har grint så meget, som jeg har gjort i denne uge. Eller lavet så mange både gode og dårlige jokes. 

4. Igår kiggede Kage-Anne, som jeg fra nu af vil kalde Verdens Bedste Anne, kærligt på mig og sagde, at hun elskede mig. #venindegoals 

5. Og Bedsteveninden kigger ofte meget venindeforelsket på mig. 

6. Her er ufattelig smukt og jeg har hele igen måtte stoppe op for lige at glo lidt ekstra på det hele. 

7. Igår aftes fik jeg et stykke stort feta til forret. Med honning og sesamfrø på. #foodgoals 

8. Al den afslapning og fritid har fået mig til at indse nogle ting om, hvordan jeg egentlig går og har det. Og om hvad jeg kan gøre ved det. Og selvom det har været lidt hårdt, har det også været godt. 

9. De her to. Den her kærlighed. 

Dag 342, år 2

Fortællingen om At Være En Blegfis i Grækenland 

Såeh, det er tredjedagen i Grækenland, og jeg er allerede blevet solbrændt. Heldigvis ikke så voldsomt, men stadigvæk irriterende. En ny tendens er nemlig i de sidste par år opstået – jeg bliver kun solbrændt i pletter. Og bliver derfor altså også kun solbrun i pletter. Hvilket nu har mundet ud i, at jeg har fået et helt nyt kælenavn – Plet. 

Men udover pletterne og den ikke eksisterende wifi på hotellet, så går det ganske fantastisk her i Grækenland. Det er noget virkelig særligt over at være væk sammen, og Bedsteveninden, Kage-Anne og jeg nyder hinandens selskab gevaldigt og har nok også snart skræmt halvdelen af vores hotelnaboer væk med vores høje, grimme grin og vores sjofle samtaler. (Godt her ikke er så mange børnefamilier) 

Og lige nu ligger jeg på en solseng på en strand i Parga og lader det salte middelhavsvand tørre bort, mens jeg kigger på mine to veninder, der pjatter videre i vandet, og som tidligere i dag trøstede mig med store kram og store ord, da en ond tvivl om mit eget værd, skyllede ind over mig. En tvivl som nu er blevet skubbet væk af følelsen af lykke. 

Blege lår i Grækenland, dag 343, år 2

Ting Mine Veninder Siger #2

img_3589-2

– Jeg tror faktisk godt, at lige præcis du kan have hør på.

– Ej, undskyld. Jeg fik bare lige helt vildt mange dickflashes. Hvad var det, du sagde?

– Analsex er meget lækkert. Men første gang troede jeg, at der kom en lort ud. Men det var bare en pik

– Jeg har simpelthen bare vildt meget optur over, at du er døbt! Altså, så du kan være gudmor for den mindste.

– Du har slet ikke puttet nok fløde i den mælkeblanding. Det skal være meget mere gulligt. Og tykt.

– Jeg har simpelthen slugt så meget sæd for den mand! Og hvad har det givet? Nada!

– Dit hul i hjertet kan altså ikke blive fyldt ud af en stor pik. Også selvom det helt klart ville være at foretrække.

– Om at stemme til Eurovision: Hvis man er i tvivl, så har man det bare ikke i hjertet. Og så kan man altså ligeså godt lade være.

– Jeg håber, jeg kan finde en, der bare synes, at det er topdollar med en kvinde, der har en to børn og en bred røv.

– Medina lyder jo egentlig lidt som et retarderet barn, når hun synger. Det er nok derfor, der er så mange børn, der godt kan lide hende.

– Jeg er jo egentlig bare en klat smør, der har ligget ude for længe. Alt for blød og eftergivende.

– Nå, men jeg ville altså ikke synes det ville være okay at date din ex. Kun måske, hvis det var Leonardo D, men selv der ville det være lidt iffy.

– Der mangler virkelig en “Om så du var den sidste mand på jorden” knap på tinder.

Taknemmelighedsrunden #56 

1. Chefen har været i Danmark, hvilket har resulteret i rigtig mange gode møder, ros samt en stor opbakning til mit-eget-firma-projekt. #arbejdslykke 

2. Spontant cafebesøg med Bedsteveninden og Kage-Anne fyldt med grin, insidejokes og mandesnak. 

3. Fantastisk opbakning fra alle jer dejlige læsere, venner og familie efter mit blogindlæg om Fodboldfyrens nyeste beskyldninger. Tak. ♥️ 

4. Penis. #dondrapertotherescue

5. Mit første kundemøde gik virkelig godt. Som i virkelig godt. Som i jeg-har-fået-endnu-mere-blod-på-tanden-godt. #ogendnumerearbejdslykke 

6. Frokost med den dejligste Louise, som på sin fantastiske blog har skrevet om, hvordan det er at blive forladt og efterladt med to små børn. 

7. Forårsfest i Sofias Hus med de dejligste kollegaer og den lækreste sushi. #hjertetfyldtmedkærlighed 

8. Fancy voksenmiddag med Bedsteveninden og Kage-Anne. Vin, latter, store snakke, sjove snakke og en skrålende cykeltur i støvregn. #everythingislove 

9. Søndagssolskin og en mormor, der venter på at blive bespist. 

Dag 273, år 2

Fortællingen om At Komme Løbende Når Lortet Brænder

En af mine bedste veninder går for tiden igennem noget virkelig, virkelig svært. Noget som, når jeg tænker på det, gør mig så uendelig trist og ked af det. Trist fordi hele situationen er så pisse ulykkelig og slet ikke, hvad hverken hun, jeg eller alle andre havde forestillet os skulle ske. Og ked af det, fordi det på alle måder bare er vanvittig hårdt for hende at skulle gå igennem.

I starten håbede jeg med hende og troede virkelig på, at det hele nok skulle vende. Og nu, nu hvor håbet langsomt er ved at svinde, ønsker jeg i stedet. For jeg ville virkelig ønske, selvom det er helt umuligt, at jeg kunne fjerne al den smerte, hun sidder med lige nu. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spole tiden frem til et sted, der var overkommeligt for hende at være, et sted, hvor det værste var overstået. Et sted, hvor hun kan trække vejret igen.

Men det kan jeg ikke. Jeg kan ingenting gøre for at hjælpe, for at fikse det. Også selvom jeg efterhånden flere gange har været lige ved at skubbe alt til side for at marchere ud i verden for at forsøge at gøre netop det. Så i stedet prøver jeg bare at være der. Jeg ringer. Skriver. Lytter. Laver mad. Aflaster. Tilbyder at komme med vin. Og fortæller ikke mindst, hvor fantastisk, jeg synes hun er. For det synes jeg virkelig.

For midt i ulykken, har hun aldrig været sejere. Jeg er så pisse stolt af min veninde. Hun kæmper, klatre op, rejser sig igen og igen. Og det er der, i hende, at jeg ser håbet. Og det gør hun heldigvis også selv.

Dag 235, år 2 – At række ud


Alt det her –  det svære og hårde blandet med kærlighed, og mit ønske om at hjælpe, hvor end jeg kan, har fået mig til at tænke en masse. Både over, hvor usikkert vores liv egentlig er, og på hvem det er, der står der, når hele lortet brænder.

Jeg tænkte nemlig ikke over, at jeg hjalp min veninde. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det teknisk set var det, jeg var i gang med, men det var alligevel ikke noget, jeg tænkte over. Jeg gjorde det bare, fordi jeg kunne se og mærke, at hun havde brug for det. Jeg så og ser det ikke som noget særligt, snarere noget naturligt. Noget forventligt. For selvfølgelige hjælper jeg da mine veninder. Men min veninde har i løbet af de sidste par uger takket mig mange gange. Og mange af gangene med store ord, der i mine øre lød som om, hun næsten syntes, at det var for meget. At hun ikke kunne være det bekendt.

Men i min verden er det mig, hendes veninde, der ikke ville kunne være det bekendt, hvis jeg intet gjorde. For man hjælper da sine venner, gør man ikke? Det kommer måske til at lyde lidt helligt det hele, men det med at hjælpe andre, også uden de nødvendigvis spørger dig direkte, er noget jeg har tænkt meget over. Både i forhold til venner og familie. Jeg kommer fra en familie, hvor man er der for hinanden og gør alt, hvad man kan for at hjælpe. Også selvom den man hjælper ikke har spurgt direkte efter det. Og det er sådan, jeg synes det skal være. I hvert fald når det gælder dem, man er tættest på.

For selvfølgelig er det ikke alle i min venne- og bekendtskabskreds, som jeg ville strække mig ligeså meget for, som jeg gør for dem, der er aller tættest på mig. Men generelt vil jeg gerne hjælpe folk, hvis jeg kan. Det har helt sikkert også noget at gøre med, at jeg på den måde føler noget selv. Jeg føler mig vigtig. Anerkendt. At jeg dur til noget. Det kan jeg ikke frasige mig. Men det betyder ikke, at jeg uanset hvad ikke synes, at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden. Generelt synes jeg, vi hjælper hinanden alt for lidt i denne verden. Vi rækker ikke nok ud, vi støtter ikke hinanden, så godt vi kan, og det synes jeg er synd. For det behøver oftest ikke være noget særlig stort. Et kram. En lift. Et fad lasagne. En dør, der bliver holdt. Et “Hvad har du brug for?” i stedet for et “Du må sige, hvis der er noget, jeg kan gøre”.

Det er betyder alverden. Og det burde ikke være noget, man man føler, man ikke kan tage imod.

Fortællingen om Når Ens Bedste Veninde Får En Kæreste

Det er begyndt at stå lidt trægt til med singlerne i min vennekreds. I sommer var det ellers som om, at der blev ved med at komme nye til, og selvom det selvfølgelig ofte var trist og svært for de veninder, der gik fra at være kærester med nogen til at være alene, så var det ret lækkert for mig og de andre singlepiger i venindegruppen.

Nu er der så kun 3,5 tilbage, og selvom jeg alle de gange, hvor en veninde er kommet til mig og har fortalt om sin nye mand, er blevet glad og har hvinet på hendes vegne, har det også været en smule svært. Ikke fordi jeg er blevet misundelig, men fordi det magiske i at være sammen om at være os selv, langsomt forsvandt mere og mere.

Og så kom Bedsteveninden. Det havde været under opsejling i et stykke tid, og vi havde debatteret frem og tilbage, jeg havde hørt på både the pros and the cons og jeg havde lyttet til frygten, som fandtes i hende, samt det lille og voksende håb om, at det måske faktisk var noget. Og så en aften stod hun i min hoveddør og smilede fjoget. De var blevet kærester. Og selvom alt inde i mig gerne ville have, at jeg skulle være fyldt med glæde på hendes vegne, så var jeg det ikke. Jeg var glad, bevares, men ikke kun. Og lige siden har jeg været fyldt med en mærkelig ambivalent følelse af både at ønske det aller, aller bedste for min bedste veninde, samtidig med gerne at ville have hende helt for mig selv.

For selvfølgelig er jeg glad for, at hun, som hun selv sagde forleden; “For første gang har fundet en kæreste, der faktisk er gennegående sød”. Selvfølgelig er jeg glad for, at hun er fyldt med følelser, der får hende til at smile som en tosset teenager. Og selvfølgelig er jeg glad for, at hun har fundet en, der vil hende på en måde, der virker helt og aldeles oprigtig og ordentlig. For jeg vil jo for alt i verden gerne have, at hun skal være lykkelig.

Men samtidig gør det også lidt ondt.

14212675_10153970572152297_1797267875854092139_n-kopi

Dag 215, år 2 – Venindekærlighed

 

Og så i lørdags skulle vi ses, og i vores snak et par dage før aftalen, talte vi om at vi skulle være sammen hele dagen. Hele dagen blev så først kl. 15, fordi hun havde lovet at klemme en gåtur ind med den nye kæreste inden, og det var derfor en halvbitter Amalie, der drog afsted mod hendes lejlighed. En som allerede havde gennemspillet, hvad hun troede, der ville ske – at Bedsteveninden ville være forsinket eller rykke aftalen til senere på grund af ham.

Jeg nåede faktisk at blive godt og grundig sur, mens jeg sad på cyklen, så sur at jeg ikke rigtig kunne forestille mig, hvordan dagen overhovedet skulle kunne blive god. Men så ringede hun, og sagde med en af de mange sjove stemmer vi ofte taler med, at hun lige var på vej ned i bageren for at købe noget kage til os, og om jeg ikke ville møde hende dernede?

Og der midt på cykelstien fik jeg tårer i øjnene. Tårer der fik mig til at stoppe op og få vredesknuden i mit bryst til at løsne sig. For jeg var egentlig slet ikke sur eller vred. Jeg var bange. Bange for at miste hende og alt det vi har sammen.

Og det er jeg nok stadig. Også selvom vi havde en aldeles fremragende dag, og at vores bytur senere om aftenen bød på et møde med den nye kæreste, som jeg meget fuldt fik hvisket til Bedsteveninden, at jeg hermed godkendte. For han er virkelig sød. Og jeg kunne se, at han kiggede ligeså fjoget på hende, som hun gjorde på ham. Og sådanne typer skal man sgu holde fast i.

Men det ændrer ikke på det faktum, at hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv, og at vi i det sidste år, hvor ingen af os har haft en kæreste, er kommet tættere på hinanden end nogensinde før. Vi har været hinandens personer, og det er en lille smule svært at acceptere, at hun nu har fået en, der er ligeså vigtig, måske faktisk vigtigere end jeg. Også selvom jeg ved, at det er det mest naturlige i verden, og at det også er sådan det skal være.

Så jeg øver mig. Øver mig i at være glad på hendes vegne uden også at være bange. For jeg ved egentlig godt, at der ikke er noget at være bange for. Hun vil nemlig altid være min. Min bedste veninde.