Taknemmelighedsrunden #120

1. Life-Saver Anne og hendes dejlige Jakob gav lasagne og gode livsråd krydret med virkelig mange grin i mandags. Og det var lige præcis, hvad jeg havde brug for.

2. Og næste dag kom Bedsteveninden forbi med vin, chips og tough love. Og det var også lige præcis, hvad jeg havde brug for.

3. Mødtes med Min Dejlige Anna for at spise os mætte i nudler og gå tur rundt om søerne, mens lyset blev afløst af mørket og vi sammen gik og talte om fortid, nutid og fremtid.

4. At spise burgere og se The Incredibles 2 med Drengevennen er i virkeligheden, hvad jeg helst ville bruge alle mine torsdage på, hvis jeg selv kunne bestemme. Især når der midt mellem pomfritter og sure vingummistjerner bliver sagt fine ting, der gør mig varm om hjertet.

5. Det går pænt godt med min nye kunde. Og det er jeg pænt stolt af.

6. Lidt fredagsopvarmningsvin med et par fra Bearnaiselogen cementerede virkelig, hvorfor det er, at jeg nogle gange bliver helt angst for at vi allesammen skal være rigtige voksne på et tidspunkt. Fuldskab før kl. 18, sexhistorier og tøjkriser en masse. ❤

7. Og det gør det at spise flæsk på Guldkroen med hele Bearnaiselogen bestemt også.

8. At få at vide, at man er smuk, når man fuldt danser rundt i sine nye jeans på Bremen kl. 1.30 om natten kan man leve længe på, skal jeg hilse at sige

9. Tømmermænd og kebab med Life-Saver Anne og senere tømmermænd og pizza med Besteveninden er sådan alle tømmermændsdage burde spenderes.

10. Og hjemmelavede sliders, vin og en masse, masse grin sammen med verdens bedste Studdy-Buddy Elias er helt bestemt sådan alle søndage burde være.

Det er ret svært når ens veninder bliver veninder. Også selvom det også er ret godt

Jeg har altid drømt om en stor venindegruppe. En man kunne sidde sammen med og drikke rødvin og tale om livet med. En man kunne rejse med, en man kunne feste med, en man kunne græde med. En man kunne grine med. En man kunne føle sammenhørighed med. Ligesom de gør på film.

Hvad de dog ikke fortæller på film er, hvor svært det nogle gange kan være, hvis to af dine veninder bliver veninder og dermed ses uden dig. Også selvom det de laver ikke engang er noget, du egentlig gad at være med til.

Der er så ufattelig mange gode og fine ting ved, at ens veninder bliver veninder og at I dermed går fra to til tre, til fire til en gruppe. Men der er næsten ligeså mange svære ting ved det. Man skal bare helst ikke tale om det.

Der er helt sikkert rigtig mange, der ikke har det sådan. Som bare synes, det er mega pisse dejligt, når nye venskaber opstår på tværs i deres egne. Som kan glæde sig over det, og som aldrig føler sig udenfor eller bliver jaloux.

Jeg er bare ikke en af dem.

For selvom jeg nyder min venindegruppe, selvom jeg nyder at kunne se dem allesammen på en gang, og at de allesammen nyder hinandens selskab, selvom jeg elsker vores gruppedynamik, vores humor og vores interne jokes, så ville jeg også nogle gange ønske, at jeg kunne gå tilbage og bare have mine veninder for mig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke under mine veninder, at have andre veninder end mig. Det gør mig glad helt ind i hjertet, at dem jeg elsker har andre end mig, der også elsker dem og som fylder dem op med kærlighed. Det er bare svært at overføre den følelse til, når mine veninder holder af hinanden.

Ikke fordi jeg ikke logisk set godt ved, at der ikke går noget fra mig, af at de også elsker hinanden eller at de dermed så ikke har tid eller lyst til at se mig. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men følelsen af at blive holdt udenfor, at blive forladt, at blive valgt fra – det overdøver glæden over, at mine veninder nu har endnu flere de kan ty til, at de har endnu flere de kan grine med, der kan forstå dem, og som elsker dem.

Og jeg ved godt, at det er mega åndssvagt at bruge krudt på at tænke over. Og at føle. For det første kan jeg ikke lave det om, jeg kan ikke bestemme, hvem der må være venner med hvem, og det har jeg heller ikke lyst til. Og for det andet så ved jeg jo også fra mig selv, at fordi jeg hænger ud med den ene veninde alene, så betyder det ikke, at jeg elsker den anden mindre.

Men det er stadig svært, især fordi det er sådan en grim følelse. Noget man ikke skal tænke eller føle og det er slet ikke noget, man skal sige højt. Men det gør jeg nu alligevel, for ellers gror det fast og bliver grimt og svært. Jeg lader mig selv føle det, accepterer, at det er sådan, jeg har det, sidder med det indtil det går over, og derefter prøver jeg at se på mine veninder, der ler sammen. Og aller oftest gør det mig glad helt ned i sokkerne.

Taknemmelighedsrunden #114

1. En uge i selskab med de tre sødeste, dejligste, sjoveste og skøreste veninder gør at jeg egentlig ikke føler, at jeg behøver at skrive flere taknemmeligheder ind. #EverythingIsLove

2. Det gør jeg dog alligevel. Spiste nemlig en absurd mængde pasta på min ferie og det gjorde mig lige lykkelig hver gang. #CarbQueens

3. Selvom det var 33 grader på Malta og jeg tannede en del, blev jeg ikke solskoldet. #YouWillNotDefeatMeSkinCancer

4. Er dog blevet brun nok i ansigtet til endelig at kunne bruge den foundation jeg fik i vinters og som var cirka tre nuancer for mørk. #SnehvideGoHome

5. Badede nøgen for første gang siden jeg var barn den sidste aften på Malta (Vi var fulde og jeg faldt, men det taler vi ikke om) og jeg kan hilse og sige, at nøgenbadning slår al anden slags badning. #NudistLivet

6. Bedsteveninden og jeg lod endnu engang som om vi var lesbiske og fik os en parmassage, hvilket udover ekstrem velvære fik os til at indse, at vi begge to virkelig snart bliver nødt til at tage til Asien igen. #MassageHverDagTak

7. Intet slår dog at sove i sin egen seng igen efter en uge på den mest knirkende madras i verden. Og rugbrød selvfølgelig. Altid rugbrød. #DanskeVærdier

8. VM er slut. #PraisedBe

Taknemmelighedsrunden #113

1. DON DRAPER FANDT MIN FARS RING. CRISIS AVERTED.

2. Og han lavede en bunke pandekager, der var Rasmus Klump værdig.

3. Eminem på Roskilde var så fænomenal, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Fucking episk. Fucking smukt.

4. Og det at dele oplevelsen med Bedsteveninden var det vildeste og bedste i hele verden.

5. Roskilde var generelt bare awesome, og jeg skal helt sikkert tilbage næste år.

6. At holde Skypemøde med Netflix med manglende stemme, morgenhår og tømmermænd kan forresten godt lade sig gøre. Jeg elsker mit job.

7. Burgere, is og varme snakke med den bedste bror i verden er en perfekt måde at bruge sin fredag på.

8. Og at tage til Malta med de tre bedste damer i verden er den bedste måde at bruge sin lørdag på.

9. Søndag, sol og strand. Mit liv er godt.

Fødselsdagstanker: Det absurde i at gå så meget i panik over et fucking tal

I dag er jeg fyldt 29 år. Jeg er nu ligeså gammel, som Fran Fine i Alletiders Barnepige påstod, at hun var igennem samtlige sæsoner af serien, fordi det der med at være over 30 og single åbenbart var en dødssynd.

Jeg er ligeså gammel som min mor, da hun fødte mig. Og jeg er ældre end min mormor var, da hun var gift, havde to børn, et hus og et arbejde som folkeskolelærer. Jeg er 29 somre og går i dag ind i mit 30. år. Og det skal nok gå altsammen.

Det er jo bare et tal, siger jeg til mig selv. Men det tal ville grangiveligt betyde mindre, hvis jeg var et andet sted i mit liv. Hvis jeg allerede havde kæresten og barnet. Men det sjove er, at jeg ikke som sådan længes efter nogle af de ting. Jeg ønsker mig dem, men der er stadig masser af ting, jeg gerne vil nå inden, jeg får dem. Jeg er slet ikke færdig med at være ung, dum og fuld på hverdage. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt i verden og lede efter dele af mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er ikke færdig med, at stå op kl. 11 og spise kold pizza til morgenmad. Jeg er ikke færdig med at være mig selv.

Og derfor burde det jo være ligegyldigt med det tal. Men det er det bare ikke alligevel. Jeg har aldrig været andet end ung. Og det lige pludselig ikke at være det sådan rigtigt længere er skræmmende. Også selvom det jo ikke betyder noget for andre end mig selv. Jeg er godt klar over, at det er mine egne overbevisninger, uskrevne regler og forbehold, der gør det svært. Der er ingen andre, der siger at jeg ikke kan det, jeg gerne vil på grund af min alder, at jeg burde tage at blive voksen eller som spørger, om jeg ikke skal til at skynde mig lidt. Det er kun mig. Og så måske også lidt samfundets syn på, hvad man burde lave, når man er en 29-årig kvinde. Men altså, samfundet burde jo også virkelig bare lukke røven på det punkt.

Det sjove er, at som jeg skriver det her går det mere og mere op for mig, at det måske faktisk ikke er frygten for fremtiden, frygten for om jeg kommer til at nå de ting, jeg gerne vil og om, hvad andre tænker om mig, der gør det at fylde 29 skræmmende. Det er ligeså meget tristheden over, at alting forandrer sig. Melankolien i, at en æra snart er slut. At det hver eneste dag bliver en lille smule mere anderledes i takt med, at vi bliver ældre og dermed ændrer os. For hold kæft, hvor har været og er det sjovt at være ung og fri. Hold kæft hvor bliver mit hjerte fyldt med bobler og kærlighed, når jeg tænker på alle de ting, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har oplevet dem med. Og det er det, jeg ikke har lyst til at sige farvel til.

Der vil selvfølgelig være masser af kærlighed og bobler i årerne, der kommer. Masser af nye oplevelser. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kommer til at skulle sige farvel til alt det sjove. Der kommer måske bare lidt mindre af det eller det tager en anden form, fordi min tid og mit liv sikkert bliver fyldt ud med noget, der er sjovt og dejligt og fyldt med kærlighed på en anden måde.

I fredags sad jeg på en trappesten med Min Louise og røg en sidste fuldemandscigaret inden solen stod helt op. Vi fnisede, krammede og talte om en blanding af dybe og latterfremkaldende åndsvage ting. Og hele vejen igennem cigaretten, som vist nok gik fra en til to, måske tre, der sugede jeg det hele til mig. Louises lyse hår, hendes fuldemandssnøvlen, hendes arm om min skulder. Himlen der langsomt gik fra sort til blå, trappestenen under mig, der stadig var lun fra solen, 7elevens neonlysende skilt.

Og nu har jeg skrevet det ind i vores kronologi. Vores historie. Min historie. Den som fortæller at jeg, Amalie Frøkjær-Rubbås havde de bedste, de hårdeste, de sjoveste, de mest grådkvalte, de lykkeligste, de mest livsomvæltende, de sejeste og de mest kærlighedsfyldte 20’ere.

Og uanset hvordan mit år som 29-årig og mine år i 30’erne kommer til at blive, så ved jeg, at jeg har levet det allerbedste jeg kunne de sidste ni år. Og det skal sgu da fejres.

Fortællingen om når veninder bliver til søstre

I går aftes cyklede jeg hjem fuld af øl og kærlighed. Jeg havde nemlig været på date. På date med Min Louise. En længeventet en af slagsen og en meget tiltrængt en. Louise kommer nemlig ikke særlig meget ud, og derfor ses vi oftes med hendes to dejlige børn løbene rundt mellem benene på os. Men i går var det bare os to, tre retter og en masse snak om alt og intet. Det blev ikke sent, hun skulle trods alt tidligt op med rollingerne, men da vi fnisende og lettere småtipsy cyklede fra Mikkelers og hjemad var mit hjerte alligevel allerede fyldt til bristepunktet af kærlighed og lykke.

Engang havde jeg meget få veninder. I dag har jeg en hel hær. Nogle ser jeg ikke så tit, men de er alligevel en fasttømret del af mit venindeensemble og de fylder mig hver og en med lykke og kærlighed, taknemmelighed og glæde. Jeg ved, at de ville komme løbenbe, hvis det virkelig gjaldt og også bare, hvis jeg har bagt en kage, jeg gerne vil dele ud af.

Andre er efterhånden igennem årene blevet til noget, der minder umiskendeligt meget om søstre. Hos dem føler jeg mig hjemme. Hos dem ved jeg, at jeg kan være både den bedste og den værste udgave af mig selv. Hos dem kan jeg lave ingenting og alting. Det er dem, jeg ringer til for at fortælle de mindste og de største ting. Det er dem, der kan tyde, hvad det er, jeg har allermest brug for og give det til mig. Det er dem, der næsten kan give mig forelskede sommerfugle i maven, samtidig med at en dyb, stærk og ubrydelig kærlighed flyder rundt imellem os.

På det sidste har jeg næsten hver eneste nat drømt om alle mine veninder. Forvirrede og lange drømme med skiftende scener og fokuspunkter. En ting har dog været gennemgående – jeg er aldrig rigtig en del af den store samling af veninder. Jeg bliver på en eller anden måde enten forhindret i at være med eller også bliver jeg valgt fra eller holdt udenfor. Nogle gange bliver jeg sågar fortalt, at jeg er elsket, men drømmeversionen af mig ved godt, at det der bliver sagt ikke er sandt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor disse drømme popper op så ofte. Måske er det fordi, jeg efter alt for mange barndomstraumer har svært ved at rumme, at de fleste af mine veninder jo også er veninder med hinanden og ikke kun med mig, og de får mig af en eller anden grund til at føle mig holdt udenfor og valgt fra. Måske er det fordi mine veninder er det allervigtigste i mit liv lige nu, og jeg derfor midt i kærligheden mærker rædslen for at miste den og dem. Og måske er det blot fordi, jeg nogle gange, trods hæren af veninder, alligevel kan føle mig ensom og helt og aldeles Malle Alene i Verden.

Jeg ved det ikke. Alt jeg ved er, at mine veninder er det allervigtigste holdepunkt for mig, og at hver eneste gang min tro på mig selv vakler en smule, vakler min tro på, at mine veninder ikke tænker de samme onde tanker, som jeg nogle gange kan tænke om mig selv også.

Samtidig ved jeg også, at jeg aldrig nogensinde før i mit liv har haft og følt så meget kærlighed fra så mange mennesker på samme tid. Og at den kærlighed, trods frygten for at miste den og ikke at fortjene den gør, at min familie føles større nu. Jeg har udvidet den op og gennem årene, uden helt at lægge mærke til det, tilføjet flere og flere mennesker til den kerne, som er mit hjerte og min familie.

Og det er noget af det største og fineste, der nogensinde er sket. Og nok også derfor, jeg så krampagtigt forsøger at holde fast i det.

veninder

 

 

Taknemmelighedsrunden #97

1. Har seriøst fået mig den sødeste studdy buddy. Og er egentlig udover det så tilfreds med mine nye medstuderende, at jeg for første gang i mit liv rent faktisk glæder mig til at skulle på studietur.

2. Bedsteveninden gav bøffer og rødvin, og jeg gav hende til gengæld er stort og velfortjent kram.

3. Hjemmehygge og sushi indtaget i pyjamas og rent sengetøj.

4. Morgenmad og en længeventet og meget trængende snak med den dejligste Min Louise, er vist nok den bedste måde st starte fredagen på.

5. Venindegrin, vin og dernæst skrålsang og flirt på den bruneste bodega på Nørrebro.

6. Brunch og fødselsdagsfejring med Bearnaiselogen hos Verdens Bedste Anne, der udover bacon og pandekager også (og heldigvis) sørgede for mimosaer til den tømmermændsramte.

7. Verdens stærkeste drink blandet af verdens sødeste Anna, som i samme ombæring fortalte, at hun havde savnet mig.

8. Endnu flere drinks og endnu flere grin med de dejligste veninder.

9. Sen nattetime-kærlighedserklæringer imellem mig og Bedsteveninden hen over et fad med ost og med en øl i hånden.

10. Sol i ansigtet og kunst i øjenene på Louisiana med verdens bedste bror.