Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Fortællingen om Et Velkommen Til Fodboldfyrens Kæreste Nummer Fire  

Eller kæreste og kæreste. Hun siger selv, at de var bollevenner. I citationstegn. Hvad end det så betyder. Jeg har ikke talt med hende. Kæresten/bollevennen altså. Hun skrev en kommentar til dette blogindlæg og fortalte, at også hun har haft et forhold til Fodboldfyren, og at hun har fulgt mig længe, og har været i tvivl om hun skulle sige noget eller ej.

Det har hun så gjort nu. Men som sagt har jeg ikke talt med hende, så jeg ved ikke mere, end hvad der står i hendes kommentar. Jeg har ellers svaret og sagt, at hun meget gerne må skrive en mail til mig, men har intet hørt endnu.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige eller mene efterhånden. Jeg havde jo allerede en ide om, at der måtte være flere forhold, siden manden ikke har kunnet regne ud, hvem det var, der havde fortalt mig sandheden. Og jeg har endda også håbet at høre fra flere, så jeg kunne stykke endnu mere af dette umulige puslespil sammen. Men at sidde der midt i et strategimøde på arbejdet og læse sådan en besked, det var…hårdt. Og irriterende.

Jeg blev nemlig ked af det. Selvfølgelig vil de fleste nok sige, men ked-af-det-heden overraskede mig. For jeg ved jo godt, hvem han er nu. Jeg ved jo godt, hvad det er han har gjort. Jeg ved godt, at alt var løgn. Så hvorfor bliver jeg ked af det? Hvorfor gør det ondt?

Jeg ved det ikke rigtigt. For oftest så hader jeg ham bare. Og samtidig er jeg taknemmelig for, at jeg aldrig behøver at se ham igen. At jeg slap væk. Og så fylder vreden. Lysten til at lade alle, der kender ham og holder af ham vide, hvilket menneske han i virkeligheden er. Og den lettere beroligende tanke om, at han sandsynligvis aldrig kommer til at opnå noget i sit liv, men i stedet kommer til at ende ensom og alene på en lædersofa købt med kontanthjælp.

Men selvfølgelig fylder sorgen også. Sammen med ked-af-det-heden. Især når jeg i glimt husker øjeblikke, som indtil for et halvt år siden altid har været forbundet med kærlighed. Øjeblikke og glimt fra det liv, vi levede sammen og som jeg troede på. Minder om ham, som jeg troede elskede mig.

Så derfor skriver jeg nu. Drikker et glas vin og ryger en cigaret. Alt imens Beyonce kører på fuld smadder. Jeg skriver, så jeg kan forstå – ikke ham, det kommer jeg aldrig til – men mig selv. Forstå og lytte til alt det, der rumsterer lige nu. Både hadet, vreden, tristheden, men også kærligheden. For den var der, og den var ægte. Den var ægte for mig. Og det er jo derfor, det gør ondt.

Dag 284, år 2 – Skriver hjertet ud


 

Fortællingen om At Stoppe Med At Skrive Om Fodboldfyren 

Det er efterhånden noget tid siden, at bloggen blev brugt til at dele tanker om Fodboldfyren, og nu føler jeg, at jeg egentlig ikke rigtig så meget mere at sige. Eller ej, det er løgn. Jeg har helt vildt meget tilbage at sige og fortælle, men det er alt sammen noget, som jeg er ved at skrive ned et andet sted. I et dokument på min computer. Et dokument, som skal blive til en bog, der fortæller hele historien og som skal udgives. Og ja, så tænker jeg, at det sådan rent forretningsmæssigt sgu nok ville være lidt dumt at skrive det hele her først.

Så derfor bliver dette indlæg det sidste, jeg kommer til at skrive om Fodboldfyren her på bloggen. Medmindre der altså sker et eller andet revolutionerede, som at han mister sin penis i en bilulykke eller der endnu en gang tikker en besked ind hos mig fra en pige, som også har været hans kæreste. Mens han var min, altså.

Det er dog ikke kun på grund af mine onde forretningsplaner om at overtage verdensherredømmet via det skrevne ord, (eller bare endelig blive en rigtig forfatter, som jeg altid har drømt om og med det også gøre en vis Fodboldfyr pænt frustreret) at jeg har besluttet mig for, at dette skal være det sidste indlæg om ham. Det er også fordi, jeg faktisk ikke rigtig orker at snakke så meget om ham mere. Eller lad mig sige det på en anden måde, jeg vil ret meget gerne have, at han snart fucker ud af mit hoved. For selvom jeg intet har tilbage for ham, og selvom jeg er godt på vej til ikke længere at være helt fuldstændig fucked up over, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var en løgn, så fylder han stadig rigtig meget. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham på den ene eller den anden måde, og der findes en stemme inde i mig, der nogen gange, fuldstændig ud af det blå, gerne mens jeg foretager mig ganske normale ting som at tisse eller vaske op, bryder igennem mine andre tanker og højt og koldt siger; Jeg håber bare, du dør xxx.

Nogle gange bliver jeg helt forskrækket, andre gange giver jeg den et mental high five. Men uanset, så er den en anelse forstyrrende og også en smule overdreven. For jeg håber jo selvfølgelig ikke, at han dør. Jeg håber bare, at han kommer til at leve et trist, fattigt og meningsløst liv og til sidst dø alene. Men altså, det er jo noget helt andet end at ønske, at han skulle falde om her som 32-årig. Tænker jeg.

Jeps, jeg er stadig ret vred. Og vreden går nok ikke væk lige foreløbig. Og det hjælper måske heller ikke lige nu at sidde og skrive historien om, hvor stor en nar Fodboldfyren har været ned i et ensomt worddokument. Men jeg tror dog, at det på sigt vil hjælpe at have gjort det. Jeg tror, at jeg ved at skrive mig igennem vores historie kan finde en eller anden form for slutning på det hele. Noget closure, noget ro. Og noget ligegyldighed. Jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til at finde forståelse eller tilgivelse. Men ro, det ved jeg er derude et sted. Og jeg tror den sidder lige ved siden af ligegyldigheden. Og jeg glæder mig virkelig til at møde dem begge.

Dag 191, år 2

Fortællingen om Fodboldfyrens Piger Og Om Lysten Til Hævn

Der er slet ikke noget tilbage i mig længere. Jeg ligger på gulvet i min stue, krøllet sammen i et hjørne. Tina Dickow strømmer ud af højtaleren, og jeg synger med. Synger klart og tydeligt og kun med en let skælven i stemmen, når tankerne forstyrrer musikken. Når musikken forstyrrer tankerne.

Jeg har lige talt med endnu en af Fodboldfyrens piger. En pige, som fortæller, at hun har kendt ham i flere år. At de fleste af de gange, han sagde han skulle hjem til en ven, i stedet tog hjem til hende. At de nærmest var kærester, dog uden at være det, fordi jeg jo fandtes. At hun var forelsket i ham, og at hun har hadet både ham og sig selv, fordi hun blev ved med at se ham. Og han hende. Og at han ved siden af hende havde mange andre også.

Jeg er ikke overrasket længere. Tidligere på ugen havde jeg besøg af en pige med en lignende historie. En der bare ikke havde kendt til mig, før det var for sent. Men på trods af manglen på overraskelse, føles det alligevel som om al luften er blevet slået ud af mig, da vi efter tre timer begge lægger røret på.

Jeg har kendt til så lidt, og selv det var alt for meget. Men det var til at bære, det kunne forklares med et “Det var bare sex, det er dig, han virkelig elsker”.
Det her. Det kan ikke forklares. Det kan ikke forstås. Det kan ikke tilgives.
Jeg har åbnet en kasse fyldt med løgne. Og jeg forsøger ihærdigt at lægge puslespillet, forstå, få vished. Men det er en umulig opgave. Jeg kommer aldrig til at få stykket alle brikkerne sammen til et helt og fuldendt billede, og jeg kommer aldrig, aldrig, aldrig til at forstå. Men vished har jeg fået. Jeg ved, at alting var en løgn. Hvert et ord, hver en handling, hvert et løfte. Også selvom Fodboldfyren aldrig selv vil indrømme det eller for den sags skyld indse, at det er sandheden.

Han elskede mig aldrig. Han elskede ingen. Han elsker kun sig selv. Hvilket nok er godt, for der er ingen andre, der kommer til at elske ham og fortvivle hans død, når den en dag kommer. Det kommer han til at sørge for igen og igen resten af hans liv. For han kan ikke finde ud af andet.

Jeg tænker tit på hævn i disse dage. Overvejer at købe en busreklame med hans billede og påskriften “Løb væk, piger. Ham her, han bringer kun ulykke og klamydia med sig”. Jeg ærgrer mig over, at han er for fattig til at have en bil, jeg kan smadre. Jeg bliver ved med at starte på et brev til hans forældre, da jeg tænker, at de burde vide, hvad for en person deres søn egentlig er, og at det ikke er mig, der er løgneren. Jeg beder til, at han mister de resterende af hans i forvejen få venner og ønsker ofte, at jeg havde en voodoodukke og nogle virkelig skarpe nåle.

Det startede ellers godt ud. Med en følelse af frihed. Og den er her stadig, det er stadig den mest grundlæggende følelse i disse dage. Men vreden, foragten, skuffelsen og sorgen over, at mit liv de sidste seks år har været en løgn, sidder tungt på mit bryst i øjeblikket. For hvad gør jeg nu? Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på nogen igen? Hvordan skal jeg lære at leve med, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var falskt? Hvad skal jeg gøre af sorgen over at have mistet noget, der egentlig slet ikke var der?

Det føles lidt som om, jeg svæver rundt oppe over mig selv, mens jeg ligger der i hjørnet af stuen. Som om klarheden, visheden og freden er lige under mig, men jeg kan ikke nå den. Ikke endnu i hvert fald. Jeg kan se den dog. Den er der et sted, og jeg ved, at jeg finder den. Jeg skal bare lige have styr på det her rod. Og det kommer til at tage noget tid, ved jeg. Men jeg ved også, hvordan jeg skal komme frem til det.

Jeg skal skrive en bog.

Dag 57, år 2

 

Fortællingen om Det Der Er Værre End Utroskab

Det lyder som en kliche. At det ikke er utroskaben, men løgnen, der er det værste. Men det er ikke desto mindre sandt. For selvom alle de billeder, man kan have i hovedet af ens kæreste, der knalder en anden, kysser en anden og ligger nøgen sammen med en anden er forfærdelige nok i sig selv, så er den løgn, den mistillid og ikke mindst den skam, der opstår efter man enten har taget dem i løgnen eller har godtaget den, selvom alt inde i en skriger på, at der er noget galt, meget værre.

Utroskab er forfærdeligt. Bare lyt til ordet. Utro. Der er nogen, der ikke er tro. Der er nogen, man ikke kan tro på. Og det er det, der gør mest ondt. Det er det, der ødelægger alt. Det er det, der følger med løgnen, der er det værste. Mistilliden, forvirringen, skammen. Spørgsmålet, der hænger over dit hoved og tynger din krop –  Er det fordi, du ikke er god nok? Det er der alt sammen, ligegyldigt om du med sikkerhed ved, at du er blevet løjet overfor, og også hvis du ikke er sikker.

Det er usikkerheden på, om du nogensinde vil kunne stole på nogen igen.

De sidste par dage efter mit blogindlæg i søndags har jeg fået mange henvendelser fra folk, der har kendt Fodboldfyren. Både tidligere venner, men især piger, som han har været sammen med. Og de skriver fordi, de kan genkende min historie. De kan genkende hans handlinger, hans måde at opføre sig på. Vennerne skriver for at sige undskyld, fordi de ikke sagde noget til mig, om hvad de vidste, der foregik og pigerne skriver for at sige undskyld for, at have knaldet med min kæreste. Også selvom de sjældent har vidst, at jeg eksisterede, før det var for sent.

Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg bliver gang på gang overrasket. Jeg troede, at jeg havde fundet frem til alle løgnene selv, men det står efterhånden klart, at det ville have været en umulig opgave. Og igen er det ikke selve utroskaben, der gør ondt. I hvert fald ikke mere. Det er løgnen. Det er bedraget. Det er at vide, at alle de gange, at han svor at ligemeget, hvad han gjorde, så var det mig, der var vigtigst, så var det mig, han ville, så var det mig, der skulle være hans familie – ikke var sandt. De ord betød intet for ham, og betød alt for mig. Og det vidste han.

I disse dage går jeg rundt i en underlig døs. Oftest, heldigvis, er det en berusende en af slagsen, hvor følelsen af endelig at være fri er stærkest. Følelsen af sikkerhed om, at skrive søndagens blogindlæg var den helt rigtige, fordi jeg ved, at jeg blev nødt til det. For jeg kunne ikke blot nøjes med at brænde broen mellem ham og mig, hvis jeg ville slippe fuldstændig fri af Fodboldfyrens klør. Jeg blev nødt til at springe den i luften, så han aldrig nogensinde kunne eller ville vende tilbage.

Og så er der den anden slags døs. Vredes- og afmagtsdøsen. For det at finde ud af alle de nye ting, han har gjort, giver mig lyst til at konfrontere ham. Giver mig lyst til at skrige og råbe af ham. Forbande ham langt, langt væk. Fortælle ham, hvad jeg synes om ham. Også selvom jeg ved, at jeg aldrig vil få noget ud af det. Jeg ved, at han ikke er i stand til at se, at han har gjort noget forkert, så derfor ville det at råbe af ham, skrige af mine lungers fulde kraft være det samme som at gøre det til en lukket dør. En kold og afstumpet en af slagsen.

Og så er der afmagten. Det at vide, at jeg intet kan gøre. Jeg kan ikke sørge for, at han ikke også gør det mod andre. Jeg kan ikke, selvom jeg ville opgive alle mine julegaver, hvis jeg kunne få lov, oute ham rigtigt. Jeg kan ikke gøre som Samantha og hænge 1000 sedler op i København med hans navn og billede på, hvor der står at man bør holde sig langt væk fra ham. Jeg kan ikke advare nogen rigtigt. I hvert fald ikke, hvis jeg vil undgå at blive sagsøgt.

Så kære du, (også dig, der må læse det her flere år fra nu)

Hvis du kender ham, hvis du er i hans klør, hvis du kan mærke, at der er noget galt, men ikke kan sætte din finger på hvad, hvis du føler, at næsten alt du gør er forkert, og hvis disse indlæg giver dig ondt i maven, så skriv til mig. Så skal jeg nok hjælpe dig.

Dag 146, år 2

Fortællingen om At Indse At Ens Ekskæreste I Virkeligheden Er en Sociopat 

Jeg sidder på min altan. Klokken er 00.18 den 14. december 2016. Det er koldt, og bilernes lygter flimrer frem og tilbage på vejen foran mig. Jeg tænder en cigaret, putter mine høretelefoner i ørerne og trykker play på Beyonces “The best thing I never had”. Og så ler jeg.

***

Lørdag den 10. december kl. 8.30. Jeg vågner og kigger på min telefon. Den Lyshårede Fodboldfyr har skrevet. Han er vred, sur og skuffet. Såret. Over det jeg skrev på bloggen dagen før. Jeg svarer, at jeg er vred. At det måske var lidt barnligt, men om jeg mon dog alligevel ikke havde ret. Eller hvad? Han skriver, at han gerne vil mødes med mig og snakke om det. Jeg skriver, at det har jeg ikke lyst til. At hvis han har fået en kæreste, så kan han bare sige det. Vi behøver ikke at mødes af den grund. Men det er ikke det, siger han.

***

Lørdag ca. 16.30. Han insisterer på at ville mødes, og jeg insisterer på ikke at ville mødes uden at vide, hvad det er, vi skal tale om. Jeg ringer til ham. Det lyder hult i telefonen. Rungende. En vaskemaskine kører. Jeg spørger, hvor han er.
“I vaskekælderen”, siger han.
“Hvorfor er du i en vaskekælder?”, spørger jeg velvidende, at der hos hans forældre, hvor han har boet, siden jeg kom tilbage fra Asien, er et bryggers og ikke en vaskekælder. “Fordi jeg er flyttet,” siger han.
“Hvor er du flyttet hen?, spørger jeg.
“Hjem til en pige”, siger han.

Alle muskler i min krop spænder til. “Så du har fået en kæreste?”, spørger jeg.
“Ja, eller det er vel det folk tænker. Men du ved godt, at jeg jo ikke føler noget for hende.”
Jeg spørger, hvorfor han dog i alverden så er flyttet hjem til en pige, som han ikke føler noget for. Han forklarer noget med en lejlighed, han fik tilbudt, der lå langt væk og at pigen han så, spurgte om han i stedet for at tage den, så ikke bare ville flytte ind hos hende.
“Men det betyder ikke noget”, siger han. “Hun er ikke vigtig”.
Jeg forklarer ham, at det jo netop er sådan noget, der får folk til at kalde ham en idiot.
“Stakkels pige”, siger jeg, mens jeg samtidig føler en form for lettelse. Hun er er ikke vigtig.

***

Mandag den 12. december kl. 16.22. Jeg sidder på Hovedbiblioteket og venter. Vi har aftalt at mødes alligevel. Fodboldfyren vil gerne tale ansigt til ansigt. Jeg ved ikke helt om hvad. Han træder ind af svingdøren og går hen imod mig. Vil give mig et kram. Jeg gengælder det ikke. Jeg er på vagt, kan jeg mærke. Hvad er det, han vil?
Vi går over på en cafe og sætter os for at snakke. Først taler vi om løst og fast, men hurtigt begynder vi at tale om Elefanten i rummet. Pigen. Hende han er flyttet sammen med. Jeg spørger, hvad han har gang i. Hvorfor han er flyttet sammen med en, som han fortæller mig, han ikke er forelsket i. Han siger, at han ikke kunne holde ud af bo hjemme hos sine forældre længere.
“Super god grund,” siger jeg.
“Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide hende,” siger han så.
“Men du kan ikke lide hende, lide hende?”, spørger jeg.
“Nej”, siger han.

***

Mandag kl. 19.00. Vi går ned ad strøget. Vi griner og snakker om gamle dage. Jeg kan mærke, at jeg er rolig. Han. Kan. Ikke. Lide. Hende. Det er sygt. Det er skørt. Og det er synd for pigen. Men det er rart for mig. Han er ikke kommet videre. Jeg er stadig med i løbet, om, hvem der kommer videre hurtigst, hvor åndssvagt det end lyder. Jeg spørger, om han ville blive ked af det, hvis jeg fik en kæreste? Han taler udenom. Siger først, at det er så tydeligt, at jeg længes efter en. At det er det eneste, jeg tænker på. Jeg bliver vred. Stopper op. Siger at det da ikke passer. Og siger, at det jo heller ikke svarer på mit spørgsmål. Han begynder igen at tale om sin egen situation, om hvordan han jo ikke føler noget, men siger så til sidst ja.
“For jeg ved jo, at hvis du får en kæreste, så går du all in. Så mener du det.”
Ja, tænker jeg. Som alle normale mennesker vel gør.

Han skifter emne pludseligt. Siger, at en af grundende til, at det ikke gik mellem os, jo også var fordi, jeg insisterede på at være uvenner med hans familie. Jeg stopper op igen. Råber næsten ad ham. Siger at det ikke passer. Siger, at hans brødre og deres kærester igen og igen med vilje holdt mig og ham udenfor deres fællesskab. At kæresterne konsekvent talte hen over hovedet på mig til familiesammenkomster og ignorerede mig. At jeg flere gange forsøgte at skabe et sammenhold mellem alle tre par, men at de ikke gad. Og til sidst fik jeg nok. Og at han skulle have støttet mig.

Vi råber frem og tilbage. Han siger, at han da ikke kunne gøre noget, når jeg opførte mig sindssygt. Jeg siger, at det ikke er sindssygt at sige fra, og heller ikke selvom man gør det med hævet stemme. At det er menneskeligt. At han ikke var fair. Og at de var nogle idioter. Jeg stopper min tale. Ser på ham. Julelysende glimter i mørket, folk går forbi med julegaver i farvestrålende poser.  Jeg mærker den følelse af magtesløshed, som jeg kender alt for godt. Den der giver mig lyst til at lægge mig ned på jorden og give op.
Jeg spørger, hvorfor det egentlig var vi skulle mødes og snakke.
“Jeg ville se dig”, siger han. “Og så sige, at jeg ikke vil have, at du skriver mere om mig. I hvert fald ikke, hvis du gerne vil have mig i dit liv”.

***

Tirsdag den 13. december kl. 21.30. I min sofa sidder Linnea. Vi drikker te og taler om hjertesorger. Det gør ondt inde i hende. Jeg forsøger at trøste, så godt jeg kan. Begynder at fortælle om Den Lyshårede Fodboldfyr og om alt det, som er sket de sidste par dage. Hun lytter med store øjne, og siger så, at hun skal fortælle mig noget. At hun er begyndt at arbejde sammen med en af Fodboldfyrens gamle venner, og at han har fortalt hende nogle vilde ting. Hun tøver. Jeg kan se, at hun ikke helt ved, om det er en god ide at fortælle mig det. Hvis jeg nu bliver såret. Men så går hun alligevel i gang.

Det er en fortælling, ord og og en historie, der føles så velkendt, at det forvirrer mig. Det føles som mit. Noget jeg har oplevet. Men det kommer fra Fodboldfyrens ven.

*

Igennem vores fem år sammen var Fodboldfyren generelt ikke til at regne med, han holdt ikke, hvad han lovede, han respekterede ikke mine grænser, han kunne eller ville ikke sætte sig ind i mine følelser, han brugte skyld som våben, og ordene skør og sindssyg var velkendte ord i vores forhold. Jeg var skør. Jeg var sindssyg. Jeg burde søge hjælp. Fordi jeg ikke stolede på ham, fordi jeg ville bekræftes i, at han elskede mig. Jeg var svag. Jeg gjorde mig selv til et offer, selvom det alligevel altid var ham, det endte med at være synd for. Hans mangel på samvittighed gjorde mig målløs gang på gang. Og hans løgne – store, formfuldendte og fortalt uden at blinke – gjorde mig igen og igen usikker på, om det nu faktisk var rigtigt. Var jeg skør? Så jeg bare spøgelser?

Men nej, det gjorde jeg ikke. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Den Lyshårede Fodboldfyr har været mig utro. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg med en knugende fornemmelse i maven har kigget igennem hans telefon for at forsikre mig selv om, at der ikke var noget at være bekymret for, for så bare at finde netop det og det, der var værre. Noget at være bekymret for. Noget at blive vred over. Noget at gå fra ham over.

Jeg har ikke tal på de løgne han har spundet, og ved stadig ikke, hvad der egentlig var sandt og hvad der ikke var. Jeg ved ikke gang, om han virkelig elskede mig. Efterhånden tror jeg det ikke. Jeg tror, han tror det. Men jeg tror også, at han egentlig slet ikke ved, hvad ægte kærlighed er. For man siger ikke til et menneske man elsker, at de er sindssyge. Man lyver ikke for dem. Man siger ikke, at de ikke kan finde ud af noget. Man undskylder ikke sin egen utroskab med, at den anden er kedelig og grim. Man har ikke andre piger på besøg, når man har en kæreste, der næste dag kommer hjem for at ligge i selvsamme seng. På selvsamme lagen.

Så hvorfor gik jeg ikke? Hvorfor blev jeg her, hos en mand der tydeligvis ikke respekterede mig, ikke elskede mig, ikke ville mig det godt? Hvorfor blev jeg ved med at give, når alt han gjorde var at tage? Fordi jeg elskede ham så højt. Og fordi han langsomt, men sikkert fjernede mig fra mig selv. Stykke for stykke pillede han mig fra hinanden, indtil jeg bare var en skal, der var overbevist om, at jeg ikke kunne få bedre. At jeg ikke ville kunne overleve uden ham. For jeg var jo ikke noget værd.

*

Fodboldfyrens ven havde selvfølgelig ikke oplevet alt dette. Men hans beskrivelser af, hvad for en person han langsomt lærte at kende, en person der var ligeglad med andre mennesker, bare han kunne få, hvad han ville og havde brug for, ramte plet. En person, der ifølge vennen, sked højt og helligt på det eneste krav, jeg havde til ham, da jeg tog til Asien og lod ham bo i min lejlighed – at der ingen piger var tilladt i mit hjem – det er den Fodboldfyr, jeg kender. Ham jeg ikke helt troede på eksisterede udenfor mine tanker, fordi jeg aldrig havde mødt nogen, der kunne bekræfte mig i det. Jeg troede nok stadig, at jeg var lidt skør. Også selvom jeg nu faktisk var gået. Havde smidt skallen og havde samlet mig selv op. Selv der, altså lige indtil nu, havde jeg troet, at der var et godt menneske i ham. At han bare var en såret sjæl, der skulle hjælpes. At han var god nok på bunden, og at alle mine oplevelser og alle de smertefulde minder sikkert ikke var helt så korrekte. At jeg måske huskede forkert. At det måske bare var mig der, fordi jeg ikke var den rigtige for ham, havde frembragt alt dette inde i ham.

 ***

Onsdag den 14. december kl. 00.18. Jeg tager et sug af cigaretten. Ler igen. Min krop føles lettere end den har gjort i lang tid. Måske har den faktisk aldrig været så let før. Hele dagen, før Linnea kom, gik jeg og tænkte på, hvordan jeg kunne slippe fri. Hvordan jeg, uden at såre nogen, uden at skabe drama, uden at sætte foden ned og sige farvel for evigt, kunne give slip. Kunne holde op med at tænke på os, på alle de ting, der gik galt og alle de ting, der gik godt, på hvad Den Lyshårede Fodboldfyr tænkte om mig og på, hvordan livet fremad ville blive, hvis han stadig skulle være der. Og nu, nu sidder jeg der på altanen. I decemberkulden. I mørket og med Beyonce bragende i ørerne. Og er helt og aldeles ligeglad. Jeg ler igen. Griner spruttende ind imellem mine sug i cigaretten. Får næsten tårer i øjnene. Glædestårer.

Jeg skal nemlig ikke tænke mere over det, ved jeg nu. For han skal slet, slet ikke være i mit liv. Jeg vil ikke have ham.

Jeg er fri.

PS. V, hvis du læser det her. Så løb. 

Dag 138, år 2 – When you know