Fortællingen om Min Kærlighed Til USA

Jeg ved ikke, hvad det helt præcist er, der gør det. De store afstande, de store huse, de store veje, de store donuts. Men jeg elsker USA. Som i elsker-elsker-jeg-vil-bo-der-igen-en-dag. Jeg har nemlig boet der en gang før, da jeg som 20-årig var au pair i Washington DC. Og selvom jeg brugte ret lang tid på at tude ned i min starbucks latte over hjemve og en usympatisk værstfamilie, så gik alle mine amerikanerdrømme alligevel i opfyldelse. Jeg kørte lange ture i store biler, jeg drak kaffe to-go, jeg gik på diner og spiste burgers med mine veninder, og jeg mødte en masse søde amerikanere, der tog imod mig med åbne arme, og som jeg stadig kender den dag i dag.

Der er bare et eller andet over det land. Selvom jeg slet ikke er enig i deres politik, og generelt heller ikke i deres syn på, hvordan livet skal leves sådan rigtigt, så falmer min fascination af landet og dets mennesker aldrig. At gå gennem New Yorks gader og føle sig som en lille bitte myre, at køre ad de uendelige motorveje og vide, at jeg snildt kunne forsvinde hen et helt nyt sted, hvis jeg ville, at møde de næsten altid venlige mennesker, der bor der, og at opleve så mange forskellige kulturer i et og samme land er for mig helt vidunderligt. Og så er der så også alle de der stegte ting, men dem taler vi ikke for meget om. (Jeg begynder bare at savle)

Jeg elsker at rejse, det har jeg vist fået slået fast her på bloggen, og jeg vil gerne se så meget af verden som muligt. (Minus Nord-Korea og visse mellemøstlige lande med næsten lige så strenge regler. Jeg ville garanteret ende i fængsel) Men USA er et af de eneste lande, som jeg altid gerne vil tilbage til, og et som jeg virkelig godt kunne tænke mig at bo i. Bare lidt, bare en lille smule. Jeg kan dog ikke rigtig se, hvordan det skulle ske. Min tid som studerende er forbi, og jeg er desværre ikke så berømt endnu, at andre folk end mig selv skriver om mig, hvilket er det, der ofte skal til, hvis man gerne vil have et green card. Og sådan en amerikansk mand der, nja. Det ved jeg alligevel ikke helt, om jeg har lyst til. Medmindre han hedder Jake Gyllenhall eller Leonardo DiCaprio selvfølgelig.

Så jeg må nok bare nøjes med at komme på besøg. En gang måske i lidt længere tid end det som en 17 dages roadtrip giver en. Og så ellers bare nyde Danmark. For her er sgu også pænt rart. Især når ens besti kommer og henter en i lufthaven som en overraskelse. #ohthelove

image

Dag 18, år 2 – Dinerlove

Taknemmelighedsrunden #19

1. Igår fik jeg endelig spist en masse stegte ting. Det var lækkert.

2. Og det var også igår, hvor jeg var på Johnny Cash Museum, prøvede cowboystøvler- og hatte og lyttede til Honkey Tonk musik. Igår var en god i dag i Nashville.

3. I nat sov jeg i seng for første gang i fem dage. Det var en dejlig, blød oplevelse. Desværre kan jeg nu for alvor officelt sige, at jeg åbenbart ikke længere kan sove i samme seng som andre mennesker uden at vågne, hver eneste fucking time, og må derfor nok indstille mig på et liv som forever-alone. Men sengen var en Hilton seng, så det kommer med på listen alligevel. #singleseng

4. Mine søde veninder hjemme i Danmark har heldigvis ike glemt mig, selvom jeg i dag har været væk i en hel uge. Igår var jeg således så heldig at få snaps fra samtlige timer af deres, hvad det så ud til, meget fulde bytur, hvor det flere gange blev proklameret, at jeg altså manglede. Det var skønt. Og det er de også.

5. I dag har min dejlige mor fødselsdag, og hvis der er noget jeg er taknemmelig for, så er det sgu hende. Tillykke med fødselsdagen, seje, søde, vidunderlige mor.

6. Mine første dage på min amerikanertur blev tilbragt i henholdvis New York og Atlanta, som begge har fantastiske skylines. #instagramdrøm

7. I dag skal vi til Memphis og se Graceland, og min indre Elviselsker er ret meget oppe at køre.

image

Dag 14 – Skylinedrøm

Fortællingen om Den Fede Film og Fødevareindustrien

Jeg havde egentlig tænkt mig at gå i gang med at se endnu et afsnit af Mad Men og spise Oreos , mens jeg på en og samme tid ville nyde noget Malletid, og have ondt af mig selv over netop at sidde alene lørdag aften og zappe zombieagtigt rundt på Netflix.
Men så faldt jeg over filmen Fed Up, som handler om, hvordan fødevareindustrien har gjort en kæmpe del af den vestlige befolkning fede ved blandt andet at infiltrere både de amerikanske kostråd og den mad der serveres på de offentlige skoler i USA.

Den fortæller, hvordan fødevareproducenterne langsomt, men sikkert har fjernet det naturlige fedt i de fleste forarbejdede produkter og erstattet det med sukker, for derefter at sælge dem som værende sundere alternativer eller ligefrem slankende.
Og samtidig bliver amerikanerne, og de fleste andre indbyggere i den vestlige verden bare federe og federe.

burger

Dag 23 – Rigtig mad i form af rigtig burger

Jeg lagde ret hurtigt Oreokiksene fra mig, og lyttede med forfærdelse, men egentlig ikke megen overraskelse, til de mange eksperter som fortalte, hvordan sunde og videnskabeligt beviste kostråd blev gemt væk af fødevareindustriens lobbyister og erstattet med ideen om, at det hele bare handler om, hvor mange kalorier man indtager i forhold til, hvor mange man forbrænder. En ide, de er blevet nødt til at holde fast i, for at kunne få folk til at købe deres produkter.

Men de fleste eksperter understregede i filmen, at holdningen om, at fede mennesker eller folk der generelt bare gerne vil tabe sig, bare skal spise noget mindre og løbe lidt mere, er en lodret løgn.
En kalorie er nemlig ikke bare en kalorie, og du kan spise nok så meget slankemad eller sulte dig selv på en kur af gulerødder og linser, men det bliver du ikke slank af.
I hvert fald ikke i særlig lang tid.

Ved at bilde folk ind, at det er deres egen skyld, at de er tykke, at de bare skal tage sig sammen og spise noget mindre eller endnu bedre, spise noget slankemad, har fødevareproducenterne tjent svimlende med penge, mens de har skubbet folk tættere og tættere på dødens rand.
Derudover har forsimplingen af, hvad det kræver at tabe sig gjort, at folk generelt tænker dårligt om overvægtige mennesker. Og det er her, filmen for alvor bed sig fast i mig. Hele sommeren har jeg opsnappet snak om fatshaming, altså konceptet om at få overvægtige mennesker til at få det dårligt over, at de er som de er, da det ifølge normalvægtige mennesker både er forkert og de overvægtiges egen skyld.

suppe

Dag 24 – Suppeaften uden Heinz

Jeg vil slet ikke sige mig selv for god til aldrig nogensinde, at have tænkt mit om, at ham den tykke på tanken nok ikke burde spise den ekstra hotdog. Men jeg har aldrig sagt det højt, og slet ikke til den overvægtige selv. For jeg ved, hvor svært det kan være at stå imod. Jeg er ikke tyk eller fed, men jeg kunne sagtens tabe mig et par kilo uden at komme til at ligne et KZ-offer. Jeg har prøvet adskillig kure og ved nu efter i nærmest 15 år at have tænkt alt for meget på mad og slankekure, at de ikke virker.

Og efter at have set Fed Up ved jeg også, hvorfor det er så svært at sige fra og ikke spise den pose vingummier, som ligger i skabet.

For ikke nok med, at fødevareindustrien har bildt os ind, at slankemad slanker, så gør den store mængde af sukker, der puttes i næsten alt forarbejdet mad, at vi bliver afhængige. Vi bliver afhængige af den mad, som ikke er god for os, og det kræver en enorm stor indsats at blive fri fra den. Både fordi afhængighed generelt er svær at overkomme, men især fordi vi bliver bombaderet med reklamer for præcis den slags mad, vi forsøger at undgå. Overalt er der plakater, der lokker med burgere og M&M’s, og i næsten alle butikker, om det så er en Silvan eller en Seven Eleven, er der slik, chokolade og sodavand, som gør alt for at blive købt og spist.

Og det er pisse uhyggeligt. Det er skræmmende, fordi der i så mange år er nogen, der har fået lov til at korrumpere sundhedssystemet og dermed vores kroppe, men det mest skræmmende synes jeg faktisk er, at de selv samme mennesker, har bildt næsten hele verdens befolkning ind, at det er de tykkes egen skyld. Og når hele verden er imod en, er det fandme svært at stå imod den afhængighed, som al den dårlige mad, vi godtroende har spist er overalt.

Det blev et meget langt indlæg om et meget bredt emne. Jeg håber, du har læst med helt hertil, og at du har lyst til at se filmen Fed Up. Og så håber jeg, at du laver noget rigtig mad i aften. Noget der kun er fyldt med lækre ingredienser i deres helt egen og naturlige form. For hvis vi alle gør det, mister fødevareindustriens og deres kunstige mad deres fodfæste.

fedup

Dag 25 – Er du også fed up?