Kan man overhovedet få en kæreste, når man har en blog?

Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 18 dage. Jeg ved ikke, om nogen er jer har opdaget det, men uanset så er det helt uhørt. Det er aldrig sket i bloggens tre år lange historie, at der er gået så lang tid uden, at jeg har sat mig ved tasterne og trykket udgiv.

Men der er noget, der har naget mig i lang tid nu. Noget som har suget alt inspirationen ud af mig, hvilket har gjort det til lidt af en kamp at sende indlæg ud i æteren. Og til sidst, nærmere betegnet for 18 dage siden, så besluttede jeg mig for at lytte til det, der nagede. Lytte uden at lade mig forstyrre af følelsen af, at jeg BURDE skrive noget. For let’s be honest, jeg bør jo ingenting, når det kommer til den her blog. Den eneste, der bestemmer er mig. Og jeg havde brug for en pause.

Jeg havde brug for en pause til at finde ud af, om jeg havde lyst til at fortsætte. Noget som jeg ikke rigtig har fundet svaret på endnu. Jeg er nemlig de sidste par månder kommet i tvivl, om mit ønske om at dele ud af mit perpektiv på alle de ting, som jeg ved rigtig mange går rundt og tumler med – som nogle gange gør livet hårdt og svært at komme igennem – har for store konsekvenser at dele. Om mine historier om forliste forhold, om manglende selvværd, om pinlige dates og om forbudte følelser kommer til at ødelægge mine chancer for at få et job, jeg gerne vil have og ikke mindst en mand, jeg gerne vil havde.

For et års tid siden skrev jeg, at der var en, der havde spurgt mig om netop det. Om det nu også var en god ide at dele så ærligt ud om mig selv, især i forhold til min karriere. Og på det tidspunkt ville jeg ikke høre tale om, at det måske ville være en god ide at tone det hele lidt ned. At dele lidt mindre. For pointen, grunden til at jeg skrev alt det her, grunden til at jeg delte ud var og er, at jeg gerne vil skrive om de ting, som jeg selv har brug for at læse. Jeg vil gerne skrive om de ting, som de fleste nøjes med at hviske til en veninde eller som de holder for sig selv, fordi det enten er for svært at sætte ord på eller fordi, de føler, at de nok er de eneste, der har det sådan.

Grunden til at jeg skriver er først og fremmest, fordi jeg gerne vil nedbryde tabuer, og fordi jeg er træt af, at læse det ene sponsorerede blogindlæg efter det andet fra kvinder, som uadtil har nærmest perfekte liv, og derfor aldrig taler om, når livet gør rigtig fucking naller. For igen, let’s be honest her, livet gør fucking naller for alle. Og derfor burde det ikke være noget, vi bør skjule fra hinanden.

Men efterhånden som jeg er trådt mere og mere ind i datingverdenen, og også er blevet mere seriøs og sikker på, hvad det er jeg gerne vil arbejde med i min karriere, er jeg blevet i tvivl, om jeg kan blive ved med at stå ved den holdning. Om jeg kan blive ved at have det mål. For selvom jeg virkelig stadig synes, at det ikke burde komme an på det, at det ikke burde have nogen betydning, og at hvis en kommende arbejdsgiver/kæreste ikke kan deale med, at jeg er sådan en, der skriver ærlige ting på nettet, og hvis de ikke kan finde ud af at skelne mellem Blogger Amalie og Den Rigtige Amalie, jamen så passer vi nok bare ikke sammen – så er jeg alligevel blevet i tvivl, om man kan, og om jeg tør, stille det så sort og hvidt op.

For jeg ved, at uanset min intention og uanset at folk virkelig, virkelig burde vide bedre end at danne sig et indtryk af, hvem jeg er udfra små øjebliksbilleder og velvalgte anekdoter fra mit liv, så er det alligevel præcis det rigtig mange gør. Og selvom jeg virkelig gerne ville blive ved med at være super modig og super ligeglad, så ved jeg ikke om jeg kan det mere. Jeg ved ikke, om jeg tør tro på, at jeg sagtens kan lande drømmejobbet, selvom der står så utrolig mange personlige ting om, hvordan jeg nogle gange ikke tror, at jeg er dygtig nok til netop at lande drømmejobbet. Og jeg ved ikke, om jeg tør satse på, at der findes en mand derude, der enten ikke vil lade sig påvirke af alle de ting, der står om mit turbulente kærlighedsliv eller som vil lade være at læse med indtil han har hørt alle de historier, jeg har skrevet om her på den helt naturlige måde. Måden der hedder at lære mig at kende ved rent faktisk at tale med mig.

Jeg ville virkelig ønske, at der findes både en fremtidig chef og en fremtidig kæreste, der kan og vil det, men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, om jeg ikke bare går rundt og skyder mig selv i foden hver eneste uge, når jeg poster indlæg efter indlæg om, hvordan jeg har det indeni. Og jeg ved ikke længere helt, om jeg tør tage chancen.

Jeg synes selv, det er mega kyllingeagtigt. Især fordi jeg jo netop synes, at vi alle burde blive bedre til at tale om, hvordan vi egentlig går og har det, og at alt ikke altid skal være så pisse pastelfarvet og instavenligt. Og det er også derfor, at jeg indtil videre har nøjedes med at gå igennem bloggens mange indlæg og fjerne dem, der er allermest selvudleverende, og som jeg ville have rigtig svært ved at et menneske, som jeg skal have noget at gøre med på et profeessionelt eller personligt plan kan læse uden, at jeg kan styre det.

Jeg er nemlig ikke klar til at lægge hele det her bag mig og lukke døren til Mit Uperfekte År. Men jeg kan også mærke, at jeg heller ikke længere kan være ligeså kæphøj, som jeg har været. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde helt konkret endnu, men jeg kan nok i hvert fald allerede nu sige, at der i hvert fald ikke kommer flere recaps af Tinderdates eller fortællinger om så personlige ting, at jeg lidt har ondt i maven, når jeg trykker udgiv.

Og det håber jeg, at I er med på.

Reklamer

Fortællingen om at opdage, at jeg slet ikke er nået så langt på min rejse, som jeg troede

For et halvt år siden sprang jeg ud som selvstændig, og det har været, en mildt sagt, hård start. Sådan tror jeg dog de fleste selvstændiges først halve år er. Og nok også hele. Få penge, meget usikkerhed og masser af arbejde. Mit halve år har dog også været krydret med en voksende tvivl. En tvivl om det jeg havde begivet mig ud på, nu også var det rigtige.

Tvivlen har ikke gået på det at være selvstændig, for det har jeg drømt om i mange år, men mere om det jeg havde slået mig og mit firma op på i virkeligheden var det, jeg havde allermest lyst til at lave. Det kom lidt ind fra siden af. En ide fra en tidligere kollega. Noget der virkede indlysende på det tidspunkt, men som efterhånden er blevet mere og mere mudret i mit hoved.

Jeg er god til at skrive. Jeg elsker kommunikation. Og jeg er en virkelig talentfuld SoMe-nørd. Men om jeg brænder sådan for reals for det? Det ved jeg ærlig talt ikke rigtig. Jeg tror, det er noget jeg godt kan lide, fordi jeg er god til det. Og det er også fint, for hvem vil ikke gerne være god til sit arbejde? Men det er ikke det, jeg drømmer om, om natten. Jeg har ikke store fluffy håb og drømme om at bygge et kommunikationsimperium og lære fra mig.

I stedet, og sådan har jeg egentlig nok haft det i virkelig lang tid, drømmer jeg om at bruge mig selv i mit arbejde. At skrive, at fortælle, at holde foredrag og workshops, lave podcast – og med alt det nå mennesker, som kan bruge det, jeg giver og kan til noget i deres eget liv.

Men det er samtidig også noget, der skræmmer mig. Noget som jeg ikke helt tror på, at jeg kan. Og derfor sidder jeg med det derhjemme. Gemmer det til mine dagdrømmerier. Og nogle gange tror jeg på det. Går i gang. Arbejder på alt det, jeg gerne vil. Men det er som om morgendagens lys efter en aften fyldt med iver, med tro, med gumption tager det hele fra mig igen. Og nogle gange tror jeg ikke en gang på, at jeg kan det, jeg allerede har sagt mig for – mit firma.

De fleste gange, det meste af tiden er jeg egentlig bare rimelig grundforvirret og i tvivl. For hvad fanden skal jeg stille op med mit liv? Jeg føler mig allerede lidt som en fiasko, for helt ærligt – jeg havde jo fundet ud af det. Havde jeg ikke? Var jeg ikke kommet ret langt i jagten efter det liv, jeg satte mig for at få, da jeg gik fra Fodboldfyren? Det troede jeg i hvert fald, men efterhånden føles det ikke helt sådan.

Det sjove er, at jeg jo til alle andre ville sige, at det er helt okay at være grundforvirret, at være i tvivl og ikke at vide, hvilken vej man skal gå. For det er det jo. Og derfor har jeg også besluttet mig for at bruge noget tid på at finde ud af det uden samtidig at slå mig selv oven i hovedet over endnu ikke at vide det.

I torsdags begyndte jeg på en kandidat i journalistik. Beslutningen om at starte har været svær, fordi jeg aldrig rigtig har haft lyst til at læse videre, og det at jeg overhovedet søgte ind handlede mest om, at jeg så i det mindste kunne få en smule økonomisk stabilitet. Men henover julen og januar er beslutningen vokset på mig. Jeg tror, det bliver godt. Jeg tror, jeg kommer til at lære en masse. Jeg tror, jeg kommer til at blive klogere. Og allermest tror jeg på, at det vil give mig en ro til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv og mine drømme.

Måske finder jeg ud af, at jeg skal leve de store drømme ud og se min kommunikationsvirksomhed som en måde at skaffe penge til det, som de store drømme ikke dækker. Måske finder jeg ud, at jeg de store drømme slet ikke er mine alligevel. Måske finder jeg nogle helt andre.

Jeg ved det ikke. Jeg ved rent faktisk ikke sådan super meget i øjeblikket. Altså udover, at jeg i 2018 skal lade være med at sidde og putte med mine drømme. Og derfor ved jeg også, at jeg indtil videre vil bruge min tid på at være en god studerende. På at skrive her på bloggen. På at skrive nogle artikler for at spæde SU’en op. Og på at lave en podcast. For det er den største drøm lige nu. Og den skal ikke vente mere.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook