Fortællingen om at opdage, at man er blevet en bitterfisse

Her på det sidste har jeg simplethen været i så dårligt humør. Ikke hele tiden, men ofte. Jeg har både været sur, irriteret, ked af det og bare sådan generel ynkværdig. Jeg har ligget på sofaen og spist chips, mens jeg har råbt af fjernsynet. Jeg er gået i seng med ondt i maven og ondt i sjælen over noget, jeg ikke helt kunne placere. Jeg har sovet elendigt. Og jeg har følt, at det hele da også snart kunne være ligemeget. Bare rolig, ikke på Jeg-vil- ikke-leve-mere-måden, men på Jeg-giver-op-og-gør-chips-og-dip-til-en-fast-del-af-min-kostpyramide-måden.

Og det var først, da jeg fik lyst til at dyppe min venindes hoved ned i hendes egen kødsovs, fordi hun skubbede et billede af sin kæreste op i mit ansigt og udbrød “ER HAN IKKE SØD?!”, at jeg indså, at jeg nok måske rent faktisk havde fået mig et lille problem.

Jeg er blevet en bitterfisse. 

Og det siger jeg, selvom jeg altså står fast ved at det ligegyldigt, hvilken tilstand eller humør man er i, er en ret så irriterende ting at gøre. For helt ærligt, det er jo din kæreste. Lad seriøst være med at spørge mig, hvordan jeg synes han ser ud. Det kan kun blive akavet.

Men udover det, så jo. Jeg er blevet en bitterfisse, der synes alt mere eller mindre er irriterende, og som i mine ekstra svage øjeblikke bliver reduceret til et kynisk og sortseende menneske.

Er du forelsket, siger du? Ja, jeg giver jer et år. Maks to! 

Er du blevet forfremmet? Fedt. Så får du da i det mindste en større fratrædelsesordning, når du en gang bliver fyret. 

Har han kysset med en anden? Åh, buhu! Luk røven. Min eks havde tre andre kærester. 

Skal I til Thailand? Nå, pas på, der ikke er nogen, der putter noget narko i jeres kufferter, ikk? 

Er du gravid? Fedt, endnu flere børn til denne dødsdømte planet. 

Okay, jeg har selvfølgelig ikke sagt de ting der. Bortset fra nummer tre engang, jeg var fuld. Men hvis man kunne tegne et humør med sætninger, så ville ovenstående vise mit. Og det betyder ikke, at jeg slet ikke har været glad og har grint, følt glæde, håb eller kærlighed de sidste par uger. (Heldigvis) Det betyder bare, at jeg generelt ikke er særlig meget i hopla og også ret let giver op og lægger mig ned for at glo surt op i loftet.

Men jeg ved ikke rigtig, hvad det er.

Måske er det følelsen af overvældelse, tvivl og frygt, når jeg kommer i tanke om, hvad det er jeg har rodet mig ud i karrieremæssigt.

Måske er det følelsen af ikke at være god nok.

Måske er det, det at se alle mine veninder være på vej sikkert i mål med deres liv og karriere, mens jeg sidder på sidelinjen og tæller mønterne, jeg har fundet i min sofa og alle de kondomer jeg har, men ikke bruger til noget.

Måske er det tanken om, at der ikke findes nogen derude, der kan elske mig og alt mit lort. Og at jeg desuden alligevel hverken ved, hvor jeg skulle lede, hvis der var en eller hvordan jeg skulle kunne lade ham elske mig. Eller mig ham.

Måske er det fordi, sommeren er gået og den næsten ikke var her, og der nu forude venter kulde, gråvejr og mørke.

Måske er det, fordi jeg synes tiden smutter fra mig. Går alt for hurtigt og, at det gør mig bange for at vågne op i morgen, og så pludselig være 35 uden at have opdaget det og uden at have fuldt med.

Måske er det det hele pakket ind i hinanden.

Men uanset så nytter det ikke noget. For ligeså meget som jeg tror på, at man må og skal give plads til det man føler, når man føler det, at man skal lære at kunne rumme det triste, det svære og det lortede, ligeså godt ved jeg også, at man trods alt ikke skal svælge i det, som var det mayo på en tømmermandsdag. En lille smule svælgen skal der være plads til. En lille smule råben. En lille smule græden ned i puden. Og en lille smule hemmelig nutellaspisning. Men det må ikke blive permanent. Det må ikke blive det, man tror kommer til at være ens tilstand resten af livet. For det kommer det ikke til, det ved jeg heldigvis godt.

Så derfor sætter jeg fra i dag af en stopper for selvmedlidenhed og rødvin og råben. For selvom hende Bitterfissen kan være meget sjov engang imellem, gider jeg altså ikke at have hende med rundt hele tiden. Det er hun simpelthen for tung til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om At Lukke Tristheden Ind For At Kunne Lukke Vreden Ud 

Jeg har snart brugt et halvt år på at være vred. Virkelig vred. Og jeg har slet ikke kunnet forestille mig, hvordan jeg kunne komme til at give slip på den og slet heller ikke, hvordan jeg kunne komme til at tilgive og slippe det hele.

For mig har det føltes fuldstændig umuligt. For hvordan skulle jeg kunne være ikke-vred? Det som Fodboldfyren har gjort er så voldsomt, så forfærdeligt og så gennem-utilgiveligt, at min meget veludviklede retfærdighedsans har været på konstant overarbejde lige siden, jeg fandt ud af, hvad der egentlig har foregået i alle de år vi var kærester.

Jeg har været så vred og så retfærdighedshungrende, at jeg har følt, at han burde komme i fængsel. At han burde dømmes for utroskab og generel nederenhed. For løgne og bedrag. For at have ødelagt og taget nogle af de hidtil vigtigste år af mit liv. For at have ødelagt mig. Og jeg har endda tænkt, at jeg næsten ville ønske, at han slog mig ud af frustration for det, jeg har skrevet og fortalt om ham her på bloggen, hvis vi mødte hinanden tilfældigt. Bare så jeg kunne melde ham til politiet, og han så rent faktisk ville blive dømt for noget.

Og selvfølgelig har jeg det. Det han har gjort er utilgiveligt. Og forfærdeligt. Og jeg har intet closure fået. Jeg har ikke råbt ad ham, jeg har ikke skældt ham ud. Jeg har ikke brændt alle hans ting eller tisset på hans playstation. Og det, der skulle have været mit afgørende “fuck-dig-moment” – at sætte de resterende af hans ting ud på gaden og sende en iskold sms om, at han nok burde skynde sig hen for at hente dem –  kom før jeg overhovedet vidste, hvor stort et svin han i virkeligheden var. På det tidspunkt vidste jeg så lidt, og selv det var alt for meget. Så jeg har været vred. Sydende og spruttende vred. Iskold- og jeg-håber-du-bliver-kørt-over-af-en-tank-vred.

Men jeg har nærmest ikke været ked af det.

Vreden har nemlig fyldt alt for meget til, at der overhovedet har været plads til tristheden. Og desuden har jeg heller ikke haft tid eller lyst til at deale med den. Eller har villet acceptere, at den overhovedet var der. I min verden har jeg allerede været ked af det længe nok. Jeg har faktisk brug seks år på det. Seks år på at være ulykkelig og uforstående overfor, hvorfor min kæreste var, som han var, og hvorfor jeg enten ikke kunne lave mig selv om eller bare gå min vej. Jeg har grædt, jeg har hulket. Og han fortjener ikke en eneste tårer mere.

Vreden derimod, den fortjener han.

Men efter et halvt år fyldt med vrede er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke mere. Og jeg vil heller ikke mere. Det tager alt for meget af min energi, alt for meget af min glæde, og han fortjener heller intet af det. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle slippe den.

Det tror jeg dog, at jeg ved nu.

3393339333933393

Dag 306, år 2

Som jeg skrev her, var jeg i weekenden på retreat med denne fantastiske mand. Og også med lidt hjælp fra min fantastiske medkursister på min Mastercoachuddannelse, har jeg indset, at jeg bliver nødt til at lukke tristheden ind, så jeg kan lukke vreden ud. Og jeg bliver nødt til at tilgive mig selv, før jeg kan tilgive ham. Og at tilgivelsen af ham er nødvendig for at jeg for alvor kan slippe hele denne fortælling og den allersidste rest af vrede, der måtte være tilbage.

Som sagt, så vidste jeg godt lidt det med tristheden. Jeg har bare ikke villet tro på det. Har ikke villet åbne op for den pose fuld af lort og synke ned i det. Men nu, efter i søndags, har jeg en følelse af, at det behøver jeg heller ikke. Jeg behøver ikke at synke ned i noget. Tværtimod. I stedet skal jeg finde frem til det største inde i mig. Det sted, hvor tilgivelsen, forståelsen og medfølelsen sidder. Og så skal jeg bruge den og dele ud af den. Først til mig selv. Og til sidst til ham.

Efter retreatet gik jeg en tur. Jeg gik med musik i ørene og en følelse af at være kommet tættere på at slippe end nogensinde før. På at sige farvel til vreden. Og på oprigtigt at kunne vinke goddag, hvis jeg pludselig stod overfor ham på gaden. Jeg gik og duftede til sommeren og mærkede, hvordan min skuldre, der nærmest permanent har siddet oppe under ørerne på mig det sidste halve år, sank ned på plads. Jeg mærkede små dryp af regn på min næse og en følelse af ro.

Og så græd jeg.

Fortællingen om Når En Lille Bunke Lort Forstyrrer Glæden

Jeg har skrevet ret meget om, hvor glad jeg er for tiden. Hvor glad jeg egentlig har været i ret lang tid. Og selvom der selvfølgelig har været svære ting, nederen ting og irriterende ting, så har de ikke fyldt særlig meget i det store billede, selvom det dog har fyldt ret meget, lige når det er sket. Der har det været, som om det omsluttede alting og fyldte mig helt op, og jeg har været virkelig dårlig til at håndtere det, hvilket har overrasket mig ret meget. For jeg synes egentlig, at jeg gennem mit voksenliv er blevet bedre og bedre til at håndtere, når tristheden kom forbi og sagde hej, når lort ramte mig lige ansigtet eller når tingene bare ikke gik på den måde, jeg gerne ville have dem til. Og det er nok fordi, jeg som jeg også har skrevet om tidligere, generelt har haft det svært.

For selvom jeg er en priviligeret hvid pige i et nordisk velfærdssamfund med en mor og en familie, der elsker mig og okay mange gode kort på hånden, har jeg alligevel modtaget alt for mange lortede kort også. Der har altid været et eller andet, der ikke var godt. Som var svært. Alt for hårdt. Og derfor er jeg også blevet nødt til at lære bare at være i det. Give det tid. Lade det fylde. Men det er som om nu, hvor jeg aldrig har haft det bedre i mit liv, slet ikke kan finde ud af at lade tristheden, det svære og det hårde være. Jeg kan ikke bare lade det fylde, og endnu vigtigere –  leve med det. Det tager over hele min tilstedeværelse og gør det næsten umuligt for mig at gøre noget, når det kommer. Jeg kan hverken finde ud af at mærke ordentligt efter og derefter lade lortet rulle igennem mig og lade det sidde der så længe, det er nødvendigt, og jeg kan heller ikke finde ud af at ignorere det og fortsætte med mit liv og de gøremål, der nu engang er i det.

 

Dag 73, år 2 – Pisselorte regnvejr hjælper i hvert fald ikke på noget.

Som for eksempel igår. Igår var en mega lortedag, der heldigvis blev bedre om aftenen, da jeg fik serveret pasta med kødsovs hos en veninde, der bagefter stoppede flødeboller ind i munden på mig og fik mig til at grine så tårerne trillede. Men før og også efter det sad der en tung krans af lortet tristhed rundt om hovedet på mig. Sådan en, der får hele kroppen til at bevæge sig langsommere, og som får næsten alting til at virke ligegyldigt. Og det værste er, at årsagen til tristheden i denne omgang, og egentlig også de tidligere, ikke er noget specielt. Lidt uro og usikkerhed på arbejdsfronten og en sms, der ikke er blevet besvaret. That’s it. Det burde sgu være til at overkomme uden at bruge nu snart to dage på at stirre ud i luften og føle, at jeg ikke dur til noget og heller aldrig vil gøre det.

Jeg ved ikke, hvad det er, der har ændret sig. Altså andet end det faktum, at jeg det meste af tiden smiler fjoget og er noget nær lykkelig. Måske er det bare smagen af lykke, der bringer angsten for at miste den frem, og derfor kategoriserer alle helt normale humørsvingninger som potientielle forstadier til depressioner. Måske er det bare PMS.

Uanset er det pænt irriterende med al den lort, specielt fordi jeg, mens jeg skriver det her, godt kan se, at det lyder ret First-World-Problem-agtigt. For jeg har det jo godt. Faktisk bedre end godt. Men det er åbenbart ret svært at huske, når man lige er gledet i en bunke indelugtende feces. Også selvom bunken var en lille en af slagsen.

Læs mere om lignende emner her, her og her. 

Fortællingen om At Sige Farvel Til Den Lyshårede Fodboldfyr

Såeh, det der med, at jeg sagde, at det gik helt fint og, at det bare var super fedt at kunne hænge ud med sin ex og se Game Of Thrones, ikk? Det tager jeg lidt i mig igen.
Eller altså, det har været super fedt, men det er det ikke rigtig længere. Ikke at der som sådan er sket noget ufedt eller noget, der ikke måtte ske, men henover den sidste måneds tid har jeg kunnet mærke, at det ikke gav mig det, det før har gjort. Snarere tværtimod. Lige pludselig holdt det at se Den Lyshårede Fodboldfyr op med at gøre det nemmere, at vi havde slået op, og gjorde det i stedet sværere. Jeg begyndte ikke at få ondt i maven, være i tvivl eller at savne, når han gik, men følelsen af at blive holdt tilbage tog mere og mere til, for hver gang vi sås.

Jeg mærkede det især, da jeg kom hjem fra USA, hvor jeg nærmest ikke havde snakket med ham i tre uger, og jo slet ikke set ham. Der var sådan en underlig ro inden i mig, og en anden slags opmærksomhed mod verden omkring mig, der med det samme han ringede og spurgte, hvordan min tur var gået, blev ødelagt. Først embracede jeg tanken om, at det måske var en meget god ide ikke at ses og snakke med ham, i hvert i noget tid, men så droppede jeg den. Vi hang ud igen, og det var rart og hyggeligt, men da han gik føltes det helt forkert. Altså ikke at han gik, men at vi havde sets. Det var bare ikke rigtigt længere. Jeg kan ikke rigtig forklare helt præcis, hvad det er, der har ændret sig. Andet end, at jeg har ændret mig, og gerne vil ændre mig endnu mere. Og det kan jeg ikke rigtig med ham i mit liv.

Dag 30, år 2 – Fri som fuglen?

Jeg troede, at det eneste, der vigtigt, hvis vi skulle kunne forblive venner var, at der ikke er nogen af os, der prøver at få den anden tilbage, og at der ikke er nogen af os, der er i tvivl om, at det var det rigtige at slå op. Men det er det ikke. I hvert fald ikke længere. For når han sidder der i min sofa i den lejlighed, vi boede i sammen og smiler, når vi joker og griner til tårerne triller, når vi giver lange goddag- og farvelkram, så er der noget, der river i mig. Og i ham. Hjertet bliver trukket lidt i, og den tryghed, varme og kærlighed, som der var rammer os lige i ansigtet. Og så kan man altså ikke komme videre. Og så kan man altså ikke være venner.

Derfor brugte jeg naturligvis de næste to uger efter denne realisation på at være en kylling og ikke sige til ham, at vi skulle stoppe med at ses. Man er vel voksen og fornuftig. Men så sidste søndag blev jeg nødt til at spytte det ud, få det sagt, gøre ham ked af det. Og det var svært. Han forstod det dog godt, selvom han blev både ærgerlig og trist, men jeg er glad for, at det ikke endte med at han blev vred og skuffet. I stedet endte det med to mennesker, der hjalp hinanden med for alvor at skille alt deres støvede lort fra hinanden. Lort der havde stået oppe på loftet, men som nu skulle med videre eller ned i et nyt kælderrum. Det endte med to mennesker, der med deres seks år lange historie fik snakket og talt og vendt tingene en gang til. Det endte med en aller sidste film, et allersidste kram og et allersidste, flygtigt kys. Og så gik han.

Og selvom døren blev lukket nu, og selvom jeg allerede kan mærke en lettelse, dog krydret med både vemod og tristhed, så siger jeg aldrig, aldrig. Måske vi senere kan være sådan nogen, der drikker en øl sammen og taler om livet på den der måde, man kun kan med nogen, man kender rigtig godt, måske ikke. Men det var i hvert fald ikke et farvel vi gav hinanden, men mere et; Vi ses igen. På et tidspunkt. Jeg elsker dig.

Dag 53, år 2 – Det der med at tage springet.

Fortællingen om En Status

Det er nu knap fire måneder siden, at jeg flyttede tilbage til min lejlighed helt alene. Akkurat ligeså lang tid, som jeg var ude at rejse faktisk. Og som I sikkert kan forestille jer, har der været stor forskel på, hvad jeg har fordrevet tiden med i de sidste fire måneder og så til, hvordan jeg forvaltede den, da jeg befandt mig på den anden side af jorden. Jeg har fx drukket langt færre friskpressede frugtjuicer og er blevet markant blegere, men har så til gengæld slebet mange flere træplader, end jeg gjorde i Asien.

Dag 258 – Det lidt skæve, men fine og flot slebne plankebord, som gør lejligheden til min helt egen igen.

Overordnet har det været godt at komme hjem. Jeg har fået om muligt et endnu tættere forhold til mine veninder, jeg er kommet tættere på en afsluttende følelse i forhold til Den Lyshårede Fodboldfyr, jeg har fået genoplivet et tilnærmelsesvist dødt datingliv og jeg har spist virkelig meget rugbrød. Det har dog været og er stadig svært. At lande i Danmark efter fire måneder i sus og dus og næsten uden nogen worries for så at blive konfronteret med et helt andet slags liv, end det jeg forlod i september, har ikke været let. Det har faktisk været rigtig svært og rigtig hårdt. Den jagt og søgen efter mig selv som jeg startede, da jeg tog afsted har nemlig ført en reel identitets- og livskrise med sig. Jeg troede fejlagtigt, at det hårde arbejde med mig selv ville ske og blive afsluttet, mens jeg var afsted, men i virkeligheden var det bare første del. Den nemme del. Min tur har givet mig meget, men jeg har indset, at jeg slet ikke er der, hvor jeg gerne vil være endnu. Og at jeg desværre nok heller ikke kommer det ved at tage afsted igen, selvom det trækker noget så voldsomt i mig nogen gange.

Nej, det virkelige arbejde bliver kun gjort ordentligt, hvis jeg bliver i mit virkelige liv. Og det er jo her i Danmark, i København. Jeg skal lære at bruge alle de ting, jeg fandt, da jeg var afsted, mens jeg sidder her i havregrødsdanmark og har det lortet. Jeg skal bruge det mod og den styrke, jeg fandt inde i mig selv, da jeg rejste rundt helt alene, når alt herhjemme sejler og er svært. Ellers er der nok aldrig noget af det, der vil virke. Så det er det, jeg prøver på nu. Jeg går lange ture, jeg skriver, jeg indretter min lejlighed, så den bliver min helt egen igen, jeg siger ja til nye ting, jeg nyder stilheden og jeg forsøger at lade alt det, der er svært fylde alt det, det behøver. Og når det giver sig, når det svære trækker sig tilbage, prøver jeg at give det gode ligeså meget plads.

Dag 284 – Det gode kan fx være alenetid i sengen, mens solen går ned.

 

 

Fortællingen om Sad-Dialing

I kender godt Drunk-Dialing, ikk? Det der øjeblik, hvor man i sin fuldskab synes, at det da er verdens bedste ide at ringe til sin ekskæreste for enten at fortælle ham, hvor stor en idiot han er eller hvor meget man savner ham. Og at lige meget, hvilken af disse to tilgange man vælger, så ender det i tårer (og anger over overhovedet at have ringet op), og de tårer kommer sjældent fra ekskæresten.

Jeg har haft min fair share of Drunk-Dialing-Telefonsamtaler, og det har oftest været mig selv, der har ringet op. Få gange har jeg haft en fuld mand i røret, der snøvlende erklærede sin kærlighed eller sit savn til mig, men for det meste har det været mig, der har ført fingeren hen på “ring-op-knappen”. Og for det meste er det ikke endt godt.

Der findes dog også en anden version af Drunk-Dialing, nemlig Sad-Dialing.
Sad-Dialing finder ofte sted i ydertidspunkterne af døgnet (faktisk lidt ligesom Drunk-Dialing) Det er i hvert fald oftest aften, gerne sent, hvor impulsen til at trykke et bestemt nummer på en bestemt person, som man i virkeligheden virkelig ikke burde ringe til, dukker op. 

Nogle gange er impulsen noget man har gået og undertrykt i timerne forinden, andre gange dukker den pludselig op. Men tristhed går altid forud for impulsen.

I kender det sikkert godt. Du sidder i sofaen, det er mørkt udenfor og du har lige spist kanelsnegl(e) til aftensmad. Flere gange i løbet af dagen er personen, som du virkelig ikke burde tænke på, og da slet ikke ringe til, dukket op i dine tanker. Måske har det oven i købet været en dum dag eller også er der lige sket et eller andet, der har gjort det hul i brystet, som du ellers ihærdigt har forsøgt at murre til, lidt større. Først forsøger du at distrahere dig selv ved at se dumme kattevideoer på Youtube. Det virker ikke, og pludselig tager du fat i telefonen. Du skal bare lige se de gamle beskeder igennem. Eller facebook-stalke en smule. Men det ene tager det andet, og med et sidder du og lytter til de genkendelige duuut-lyde og både håber og håber ikke, at telefonen bliver taget i den anden ende.

Dag 239 – Det hjælper fandme heller ikke på tristheden , når alt er gråt.

DOES IS RING ANY BELLS? (Pun totally intended)

Det gør det i hvert fald hos mig. Og ja, du gættede rigtigt. Jeg har lige beskrevet min aften for jer ved at lade som om, at det bare var et tænkt eksempel. You. Got. Me. Og “personen” var selvfølgelig Den Lyshårede Fodboldfyr.
Jeg havde ellers sådan en god oplevelse sidste uge, hvor jeg fik en “Jeg-savner-dig-besked fra ham.” Jeg blev glad for beskeden og vi talte sammen efterfølgende, hvilket var både hyggeligt, sjovt og rart. Men jeg savnede ham ikke, jeg nød blot, at jeg kendte ham.

Flash-forward til i dag, hvor jeg af årsager ikke egnet til bloggen, var lettere trist og derudover også savnede Fodboldfyren, fordi jeg tidligere på dagen var gået forbi en af vores favorit burgerrestauranter og blev mindet om, at “Jagten på Københavns Bedste Burger” var en forever overstået par-aktivitet. Så jeg ringede selvfølgelig til ham, der midt i tristhededen og kanelsnegleskammen. Og vi snakkede sammen. Og det var hyggeligt. Og vi grinede. Oooog jeg blev endnu mere trist, end jeg var, inden jeg ringede op. For som jeg skrev her, kommer jeg i virkeligheden bare til at savne ham endnu mere, hvis vi ses eller snakker, når jeg i forvejen savner ham. 

Det er egentlig lidt ligesom Marabou. Man har lyst til et stykke, men ved at man vil have endnu mere, når først man har taget hul på pakken. Mens, hvis man spiser et stykke på et tidspunkt, hvor man egentlig ikke har lyst, gør det hverken fra eller til.
Og så sidder man der og føler sig dum. For hvorfor overhovedet udsætte sig selv for det?
Vel nok, fordi det på trods af savnet og en ekstra portion tristhed, alligevel giver noget. Et kort glimt af samhørighed. En lille smule kærlighed. Følelsen af at have betydet noget. Jeg har ikke det endelige svar, og jeg kan heller ikke svare på, hvordan jeg regner med at kunne blive ved med have Den Lyshårede Fodboldfyr i mit liv uden ind imellem at blive ramt af savn og ondt i maven. Første skridt er dog nok at pakke telefonen væk, når tristheden indfinder sig.

Dag 259 – Sad face til Sad-Dialing

Fortællingen om A Never Ending Heartbreak

I tirsdags var det en måned siden, jeg flyttede tilbage i min lejlighed. Og i torsdags var det seks måneder siden, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg slog op med hinanden. Det har været et underligt breakup, en langtrukket et og et, der stadig er så fyldt af kærlighed og meget mindre bitterhed, end jeg havde troet muligt. Men også et, der stadig gør ondt.
Jeg troede ellers, at jeg var ved at være ovenpå igen, noget som jeg efterhånden burde have lært ikke at tro på bare sådan uden videre. Der har nemlig været mange af sådanne øjeblikke med klarsyn og positivitet, som derefter er blevet slået helt i stykker igen af mit hjerte, der alligevel ikke var helet.

Inden vi i sommer, efter måneders gåen rundt om den varme grød, endelig fik sagt til hinanden, at vi ikke længere burde være sammen, troede jeg at det ville gå fint. Jeg havde nemlig allerede været ulykkelig og ked af det ved tanken i månederne op til, så da det endelig kom til The Real Talk var jeg sikker på, at den største sorg måske var ovre. But oh boy, was I wrong.

Da det endelig kom over vores læber føltes det nemlig, som om der var nogen, der var død, hvilket resulterede i, at jeg de følgende par uger græd, hver gang jeg kunne se mit snit til det. Det var dog ikke så tit, da vi stadigvæk ikke havde fortalt det til nogen, og derfor skulle virke cool og lykkelige udad til. Mine veninder vidste det dog godt, og jeg fik mange undrende blikke, når jeg fortalte, at vi ville vente med at gå rigtig fra hinanden, til jeg skulle afsted på Min Store Rejse. Og det lyder da også underligt, det er jeg godt klar over. Men det var det rigtige for os. For i de cirka to måneder det drejede sig om, havde vi det bedre, end vi havde haft det i meget, meget lang tid. Også selvom jeg tudede en del.

Da jeg så endelig tog afsted og det frygtelige farvel fandt sted i Kastrup Lufthavn var jeg dog igen så naiv at tro, at det her var det værste, det endelige, det hårdeste.
Det var det ikke. Jeg fik dog cirka fire måneder, hvor jeg mere eller mindre var fri af hjertesorg, fordi jeg var optaget af at rejse verden rundt og realisere mig selv, og samtidig ikke var i fysisk nærhed af Den Lyshårede Fodboldfyr. Det hjælper, skal jeg hilse at sige.
Det gør dog også, at man trækker tingene ud. For hvis jeg ikke var taget afsted, havde månederne efter vores breakup sikkert været hårdere, men jeg havde sikkert også været et helt andet sted, end jeg er lige nu. Jeg fortryder dog intet, og jeg ønsker og ønskede heller ikke et speedy breakup med en dertilhørende speedy healingsproces. Vi var trods alt sammen i seks år, og når man har kendt en person så længe, tager det også lang tid at give slip på dem.

image

Dag 201 – Når man bygger noget nyt, er det ofte bare noget rod i starten. 

Og derfor blev jeg heller ikke overrasket over, at der siden jeg kom hjem har været rigtig mange grumme, hjerteskærende følelser, som har banket på og bedt om at blive hørt. Dem som jeg ikke havde tid til i Asien. Og jeg har lukket dem ind, jeg har lyttet til dem, jeg har grædt med dem, og bagefter har jeg pakket dem pænt sammen og sagt tak for snakken.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg stadig kunne blive ramt noget så grumt og grusomt, som jeg gjorde i søndags. For selvom det tager tid, og selvom jeg ikke længere er naiv og tror, at man kan undgå at slå op med en man stadig elsker uden, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge og skrige ned i en pude, så troede jeg altså alligevel ikke, at jeg seks måneder inde i mit breakup ville gøre nøjagtig det, endnu en gang.

Men det gjorde jeg. I søndags efter jeg kom hjem fra min fantastiske rejse rundt i Nord-Norge blev jeg fyldt med tristhed. Tristhed over, at min sjæleven ikke var derhjemme til at dele min begejstring over turen, tristhed over at han aldrig ville være det igen og tristhed over, at det stadig gør så fandens ondt nogen gange. Jeg prøvede ellers at holde mig på grådens rand. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, jeg prøvede at hygge mig med tændte stearinlys og en god serie, jeg sang sågar af mine lungers fulde kraft, da sang altid har hjulpet mig, når tristheden har sneget sig på. Men lige lidt hjalp det. Det var dog først, da jeg bankede hovedet op i mit åbne badeværelsesskab efter at have bøjet mig ned for at samle noget op fra gulvet, at jeg det slog klik. Slaget i hovedet og alle mine toiletartikler spredt ud over hele badeværelset var dråben, der fik mit bævrende bæger til at flyde over. Jeg bankede skabslågen i og råbte og skreg. Jeg kastede alle puderne fra min seng rundt i soveværelset. Jeg smed mig ned i sofaen og skreg, græd, hulkede og snottede ned i den. Og det føltes som om, det aldrig ville holde op.

Det gjorde det dog. Heldigvis. Og jeg ved, at det bliver bedre. Men det har været en svær uge, som har fulgt efter den søndag aften, også selvom ugen også har været fyldt med sjov, varme og kærlighed. Jeg har dog lært en ting, eller jeg har egentlig altid vidst det, nu er jeg bare blevet mindet om det igen. Man skal huske at række ud og bede om hjælp. Så det gør jeg i morgen.
Og i aften vil jeg synge og øve mig på min guitar. Det hjælper nemlig også.

image

Dag 220 – Singing my heart out.