Fortællingen om Den Første Dag I Resten Af Mit Liv

I dag er det præcis et år siden, jeg steg ombord på det fly, der bogstavelig talt førte mig væk fra mit gamle liv og ind i mit nye. Den 3. september 2015 pakkede jeg min rygsæk og sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr og vores liv sammen, og tog afsted til Asien uden at vide, hvornår jeg ville vende hjem igen. Det var ret vildt. Og det er det stadig. Den rejse, jeg var på fylder stadig helt utroligt i min bevidsthed, og har betydet så meget for, hvor jeg er lige nu, at det er svært at forstå fuldstændigt. Og det lyder måske for nogen også lidt banalt. “Så du tog til Asien og rejste rundt alene i fire måneder, big deal. Not.”

Men det var en mega big deal, og er det stadig. For det var på den rejse, at jeg for alvor begyndte at grave i mig selv, mærke mig selv, være mig selv. Det var her, jeg lagde grundstenen for, hvilket liv jeg fremover gerne ville leve, og hvem jeg gerne ville være. Det var her jeg virkelig mærkede, at hende den usikre, pleasende, bange-for-at-blive-forladt-Amalie, ikke behøvede at være den Amalie, som jeg skulle være resten af mit liv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være så meget andet og mere end det, og jeg kan stadig blive helt rørt og vildt stolt over, hvor modig jeg egentlig var. Hvor sejt det var at tage afsted helt alene, og hvor meget styrke jeg havde i mig, da jeg skulle sige endeligt farvel til den person som i knap seks år, havde været mit livs kærlighed på godt og ondt.

Jeg synes, det er vildt, at der allerede er gået et helt år. Alt står stadig så lysende klart for mig, og på en måde føler jeg også en tristhed over, at tiden er gået så hurtigt. At det år, som har været Mit År, nu er slut. Det er som om, at den der magiske følelse og vished om, at noget vildt og livsændrende ville ske, er forsvundet, som om jeg nu ikke længere kan blive ved at med at tro på og tale om, at jeg er på vej hen et nyt sted. Men det er jeg, og det ved jeg. Jeg er hele tiden på vej, også selvom det måske ikke er ligeså vildt, som da jeg tog til Asien for at finde mig selv. Og selvom jeg kan savne følelsen af frihed og et blankt lærred, så har jeg egentlig alligevel ikke lyst til at vende tilbage til hende Amalie, der stod der i lufthavnen og hulkede. Hende som nogle uger senere sad og gloede udover rismarkerne på Bali og tænkte så det knagede, hende som var opløftet og fuld af gåpåmod i Thailand, og hende som følte inderlig tristhed i Vietnam. For selvom det netop kun er et år siden, er der sket så meget, at jeg slet ikke er nogen af de Amalier længere. De er der allesammen stadigvæk, men hende som er her i København på en solrig september lørdag, hun er er helt anden. Og hende vil jeg egentlig allerhelst være.

Dag 35, år 2 -Hende her, det er mig i år.

 

Læs mere om Min Store Rejse her og her. Og læs mere om en stor beslutning og et stort farvel. 

Fortællingen om Min Kærlighed Til USA

Jeg ved ikke, hvad det helt præcist er, der gør det. De store afstande, de store huse, de store veje, de store donuts. Men jeg elsker USA. Som i elsker-elsker-jeg-vil-bo-der-igen-en-dag. Jeg har nemlig boet der en gang før, da jeg som 20-årig var au pair i Washington DC. Og selvom jeg brugte ret lang tid på at tude ned i min starbucks latte over hjemve og en usympatisk værstfamilie, så gik alle mine amerikanerdrømme alligevel i opfyldelse. Jeg kørte lange ture i store biler, jeg drak kaffe to-go, jeg gik på diner og spiste burgers med mine veninder, og jeg mødte en masse søde amerikanere, der tog imod mig med åbne arme, og som jeg stadig kender den dag i dag.

Der er bare et eller andet over det land. Selvom jeg slet ikke er enig i deres politik, og generelt heller ikke i deres syn på, hvordan livet skal leves sådan rigtigt, så falmer min fascination af landet og dets mennesker aldrig. At gå gennem New Yorks gader og føle sig som en lille bitte myre, at køre ad de uendelige motorveje og vide, at jeg snildt kunne forsvinde hen et helt nyt sted, hvis jeg ville, at møde de næsten altid venlige mennesker, der bor der, og at opleve så mange forskellige kulturer i et og samme land er for mig helt vidunderligt. Og så er der så også alle de der stegte ting, men dem taler vi ikke for meget om. (Jeg begynder bare at savle)

Jeg elsker at rejse, det har jeg vist fået slået fast her på bloggen, og jeg vil gerne se så meget af verden som muligt. (Minus Nord-Korea og visse mellemøstlige lande med næsten lige så strenge regler. Jeg ville garanteret ende i fængsel) Men USA er et af de eneste lande, som jeg altid gerne vil tilbage til, og et som jeg virkelig godt kunne tænke mig at bo i. Bare lidt, bare en lille smule. Jeg kan dog ikke rigtig se, hvordan det skulle ske. Min tid som studerende er forbi, og jeg er desværre ikke så berømt endnu, at andre folk end mig selv skriver om mig, hvilket er det, der ofte skal til, hvis man gerne vil have et green card. Og sådan en amerikansk mand der, nja. Det ved jeg alligevel ikke helt, om jeg har lyst til. Medmindre han hedder Jake Gyllenhall eller Leonardo DiCaprio selvfølgelig.

Så jeg må nok bare nøjes med at komme på besøg. En gang måske i lidt længere tid end det som en 17 dages roadtrip giver en. Og så ellers bare nyde Danmark. For her er sgu også pænt rart. Især når ens besti kommer og henter en i lufthaven som en overraskelse. #ohthelove

image

Dag 18, år 2 – Dinerlove

Fortællingen om At Være På Vej I Den Rigtige Retning

For halvanden måneds tid siden skrev jeg om, at være blevet væk fra mig selv. Om ikke at kunne finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå og faktisk om slet ikke at have fundet hen til der, hvor vejen deler sig og man skal vælge. I stedet skrev jeg om at gå hvileløst rundt i et slags Ingenmandsland og at have mistet kompasset, kortet og GPS’en.

Jeg er virkelig ikke særlig god til at finde vej, og jeg er sikker på, at hvis jeg havde levet i tiden før GPS’er og interaktive kort, så var jeg aldrig kommet særlig langt. Jeg kan fare vild i min egen baghave og kan, selv hvis mit liv afhang af det, ikke læse et kort. Så jeg er vant til at føle mig lidt lost og at spørge alle dem, jeg møder på min vej, om jeg nu også går i den rigtige retning. Men når det ikke handler om at finde faktiske koordinater og reelle adresser, men i stedet om at gå mod noget, at finde den vej, der skal være min og at blive mere eller mindre på den, så er mine vejfinderevner ret gode.

Dag 299 – Hvilken vej er den bedste?


Selvfølgelig har jeg til tider været i tvivl, om hvad jeg skulle vælge og hvilken vej, jeg skulle tage, men generelt har jeg aldrig haft svært ved at finde ud af, hvad målet var. Hvad det var jeg ville og hvor det var, jeg ville hen. Lige indtil jeg kom hjem fra Min Store Rejse, that is. Det har været så mega svært at finde hoved og hale i, hvem det nu var jeg egentlig var og hvad jeg i virkeligeheden gerne ville. Og om jeg overhovedet kunne komme til det. Det har været så svært, og der har været så meget lort, der hele tiden stod i vejen og skulle klares og overstås, at jeg har skiftet mellem bare at ville droppe alting og ligge mig ned under sofaen og dø lidt og så at skride fra det hele og alle de dumme valg, beslutninger og begrænsninger, der syntes at hobe sig op, og i stedet tage rygsækken på igen og drage ud i verden. For som jeg tænkte; det her hjemme noget, det hjælper jo tydeligvis ikke på projekt Find Dig Selv. Snarere tværtimod.

Men så skete der noget. For det første fik jeg et job, og selvom hovedparten af det job ikke har noget som helst at gøre med, hvad det er jeg vil, så har en lille del af det. Og det hjælper. Både på humøret, motivationen og ikke mindst min ultratomme pengepung. For det andet, og det er det bedste, så vandt jeg i januar 1. modul af Sofia Mannings coachinguddannelse, og det modul tog jeg så for to uger siden. Da jeg startede tænkte jeg, at det da nok var spændende, men mest i forhold til mig selv og jeg tænkte derfor ikke, at det var noget, jeg som sådan skulle bruge til noget. Det er det dog. Efter de tre dage som modulet varerede har jeg været helt oppe at køre over, hvor fedt det er, hvor spændende det er og hvor sjovt det er. Jeg tror aldrig, jeg har været så inspireret før, og jeg har i disse dage et noget lysere og gladere syn på, hvad fremtiden den kan bringe.

Derudover sagde en af underviserne noget, der virkelig ramte mig, og som jeg egentlig også skrev lidt om her. Hun fortalte, hvordan en forandring også tit kan ske, og måske først sker, når man bliver stående. At det tit er godt at gøre noget anderledes, at prøve noget nyt og på den måde komme tættere på, hvad det er man virkelig gerne vil, men at det ligeså ofte er bedst bare at blive der, hvor det er svært, hvor man ikke ved, hvad der kommer til at ske eller hvad man skal gøre. Hun sagde at handle også kan være at stoppe op, og da hun sagde det var det som om, at alle vinduerne åbnede sig og et englekor begyndte at synge. (Ad, det lød cheesy)  For det er jo lige præcis, det jeg skal. Jeg skal blive stående. Så det gjorde jeg og gør jeg. Jeg bliver her, selvom verdenen stadig hiver i mig og lover guld, grønne skove og spirituelle opvågninger. Og det ser som sagt allerede ud, som om jeg er kommet lidt tættere på, hvor den rigtige retning peger hen.

Dag 307 – På vej

Fortællingen om En Status

Det er nu knap fire måneder siden, at jeg flyttede tilbage til min lejlighed helt alene. Akkurat ligeså lang tid, som jeg var ude at rejse faktisk. Og som I sikkert kan forestille jer, har der været stor forskel på, hvad jeg har fordrevet tiden med i de sidste fire måneder og så til, hvordan jeg forvaltede den, da jeg befandt mig på den anden side af jorden. Jeg har fx drukket langt færre friskpressede frugtjuicer og er blevet markant blegere, men har så til gengæld slebet mange flere træplader, end jeg gjorde i Asien.

Dag 258 – Det lidt skæve, men fine og flot slebne plankebord, som gør lejligheden til min helt egen igen.

Overordnet har det været godt at komme hjem. Jeg har fået om muligt et endnu tættere forhold til mine veninder, jeg er kommet tættere på en afsluttende følelse i forhold til Den Lyshårede Fodboldfyr, jeg har fået genoplivet et tilnærmelsesvist dødt datingliv og jeg har spist virkelig meget rugbrød. Det har dog været og er stadig svært. At lande i Danmark efter fire måneder i sus og dus og næsten uden nogen worries for så at blive konfronteret med et helt andet slags liv, end det jeg forlod i september, har ikke været let. Det har faktisk været rigtig svært og rigtig hårdt. Den jagt og søgen efter mig selv som jeg startede, da jeg tog afsted har nemlig ført en reel identitets- og livskrise med sig. Jeg troede fejlagtigt, at det hårde arbejde med mig selv ville ske og blive afsluttet, mens jeg var afsted, men i virkeligheden var det bare første del. Den nemme del. Min tur har givet mig meget, men jeg har indset, at jeg slet ikke er der, hvor jeg gerne vil være endnu. Og at jeg desværre nok heller ikke kommer det ved at tage afsted igen, selvom det trækker noget så voldsomt i mig nogen gange.

Nej, det virkelige arbejde bliver kun gjort ordentligt, hvis jeg bliver i mit virkelige liv. Og det er jo her i Danmark, i København. Jeg skal lære at bruge alle de ting, jeg fandt, da jeg var afsted, mens jeg sidder her i havregrødsdanmark og har det lortet. Jeg skal bruge det mod og den styrke, jeg fandt inde i mig selv, da jeg rejste rundt helt alene, når alt herhjemme sejler og er svært. Ellers er der nok aldrig noget af det, der vil virke. Så det er det, jeg prøver på nu. Jeg går lange ture, jeg skriver, jeg indretter min lejlighed, så den bliver min helt egen igen, jeg siger ja til nye ting, jeg nyder stilheden og jeg forsøger at lade alt det, der er svært fylde alt det, det behøver. Og når det giver sig, når det svære trækker sig tilbage, prøver jeg at give det gode ligeså meget plads.

Dag 284 – Det gode kan fx være alenetid i sengen, mens solen går ned.

 

 

Fortællingen om At Elske København Lidt Mindre End Før

De sidste par dage har min veninde og jeg slæbt vores fælles britiske journalistven rundt i Københavns gader og stræder for at vise vores by frem. (Well, mest min by, veninden er trods alt fra Jylland) Og det har været fantastisk sjovt, selvom jeg stadig er helt træt efter al den socialisering og traven frem og tilbage.
Jeg har altid syntes, at det var sjovt at vise mit land og min by frem eller at fortælle om, hvordan livet er i Danmark og derefter tale om forskelle og ligheder. Jeg elsker også at høre, hvad folk fra andre lande tænker om Danmark, både hvad de elskede og hvad de synes var herre mærkeligt eller irriterende. Så at agere tourguide i denne uge har været lige noget for mig.

Dag 277 – Københavnermad

Tourguideriget har dog også fået noget andet frem, noget jeg slet ikke rigtig havde regnet med. At gå rundt i min by og vise alle de ting jeg elsker ved den frem, har nemlig i virkeligheden fået mig til at indse, at jeg måske faktisk slet ikke elsker København ligeså meget, som jeg gjorde en gang. Og med en gang mener jeg, før jeg rejste væk. Ikke at der er sket noget med byen, som jeg ikke kan lide. Snarere tværtimod. Men den føles alligevel anderledes og har på en eller anden måde mistet lidt af sin glans.

Jeg kan huske, da jeg under mit studie boede i Odense – der længtes jeg hjem. Jeg længtes efter Københavns lange gader, de store parker, de lækre cafeer og de glimtende neonlys. Jeg tænkte, og det tænker jeg egentlig stadigvæk, at jeg da på ingen måde sådan for alvor kan bo et andet sted i Danmark, end i København. Men hvor jeg på studiet længtes hjem, længes jeg nu væk. Også selvom jeg er lige der, hvor jeg altid gerne har villet være. (Eller altså, Vanløse er ikke the shit, men det er godt nok)

Jeg ved ikke, om det stadig bare er traveljitters og at nja-not-impressed-følelsen vil forsvinde, når jeg på et tidspunkt får lidt mere styr på min hverdag. Det tror jeg og håber jeg, da det altså trods alt vil gøre alting lidt lettere. Men måske er det bare mig, der er blevet en anden. En som har brug for at bo nye steder, store steder, steder hvor man kan blive væk i mængden og hvor neonlysene lyser endnu kraftigere. Måske er det slet ikke København, der er noget galt med, men bare mig, der er forandret. Jeg krydser dog fingre for, at det bare er førnævnte traveljitters eller den evigt tilbagevendende wanderlust, om man vil. For selvom jeg altid har drømt om, at bo et sted langt, langt væk fra det, jeg kender, har jeg aldrig drømt om ikke at vende hjem igen. Den drøm er nemlig langt mere livsændrende, end en ny tur ud i verden med en returbillet i hånden. Og det ved jeg alligevel ikke helt, om jeg er klar til.

Dag 278 – Lysende København

 

 

Fortællingen om Min Nordiske Sjæl

Da jeg var i Asien blev jeg ofte blæst bagover af naturen. Høje, grønne og frodige bjerge, eksotiske regnskove med tårnhøje og snørklede træer og drypstenshuler i al verdens afskygninger. Den naturoplevelse, der dog står klarest for mig var synet af de grønklædte og bløde bjerge på The Ho Chi Minh Trail i Vietnam. De mindede mig nemlig om min farmors fjelde.

Min farmor bor i Nord Norge, langt, langt oppe, der hvor midnatssolen skinner om sommeren og mørket omslutter næsten alt om vinteren. Det var der min far voksede op, det han gennem hele sit liv i Danmark emmede af og det er det sted, som gennem hele mit liv har været omgærdet af mystik og længsel. Jeg kom der nemlig ikke tit, men de gange jeg har besøgt min farmor i hendes lille hvidmalede træhus, er jeg blevet væltet bagover af naturen. Alligevel har jeg dog aldrig rigtig tænkt på den, som den smukkeste og den vildeste natur. Den slags som næsten gør ondt at kigge på. Nej, den slags natur, tænkte jeg, skulle findes ude i verden, langt væk fra norden.

image

Dag 208 – Hej Nord Norge! 

Og der er den skam også. Jeg har næsten alle de steder, jeg har rejst fundet natur, som har fået mig til at måbe (det er måske egentlig ikke så svært, når man er fra Danmark), men jeg har aldrig fundet noget, der giver mig samme følelse som den nordiske. Og det var nok også derfor, at jeg samtidig med, at jeg faldt i staver over bjergene i Vietnam også følte et stort og dybt savn til norden. Til der hvor jeg er fra.

Jeg har nemlig indset, at uanset hvor meget jeg elsker at rejse, hvor meget jeg nyder at se og opleve steder langt fra det, som jeg selv er kendt med, er der intet som Danmark og Norge, der får mig til at føle en uendelig lykke. Gule rapsmarker og et gråt København, høje fjelde og bløde vafler. Flade vidder og søde danske jordbær, knirkende tyk sne og ild i pejsen. Det er det bedste, det er det jeg kender, det er der fylder mig med tryghed.

image

Dag 213 – Hygge med hygge ovenpå. Smukt med smukt på. 

Alt det, (det norske af det) fik jeg i sidste uge. Og det er også derfor, at har været helt opfyldt af lykke. Nordisk lykke, om man vil. Sidste mandag tog jeg nemlig til Nord Norge sammen med min gode veninde Tinne og seks andre journalister fra henholdvis England, Frankrig og USA. Vi var alle blevet inviteret af skibsfirmaet Hurtigruten, som sejler op og ned langs Norges kyst, gennem smukke fjorde, isklædte fjelde og sågar forbi polarcirklen.

image

Polarcirklen

På turen besøgte vi den nordligste by, jeg nogensinde har været i, Kirkenes, hvor vi kørte over frosne kæmpefjorde på snescootere og sov på et såkaldt ishotel. Vi tog til Tromsø og spiste ny nordisk mad, vi sejlede gennem Raftsundet, som jeg nu har døbt Norges Smukkeste Sted og vi fangede vores egne fisk ombord på en lille nuttet fiskekutter i Lofoten, alt imens vi langsomt sejlede fordi sneklædte fjelde, skrigende måger og gennem de klareste vand.

Under hele turen – i Kirkenes, i Tromsø, i Lofoten og ombord på MS Trollfjord og den nyrenoverede MS Kong Harald, blev jeg gang på gang overvældet af, hvad jeg nu for alvor har fået slået fast som min evige og kæmpestore kærlighed til norden.
Jeg ved ikke, om alle har det sådan, også folk som intet tæt forhold har til norden. Men da jeg stod på dækket af skibene vi besøgte, på toppen af sneklædte bakker og på midten af de frosne fjorde havde jeg det, som om jeg hørte til. Som om jeg var en del af det storslåede og som om jeg var hjemme.  Og ind imellem, når jeg stod og sukkede over endnu en smuk og iskold solnedgang, mærkede jeg ham. Min far. 

image

Norges Smukkeste Sted. 

Sponsoreret af Hurtigruten.

 

Guide: Asien For Den Voksne Backpacker #Thailand

I guiden finder du tips til Surat Thani, nationalparken Khao Sok, Phuket, Koh Lanta, Bangkok, Chiang Mai og Pai.

Thailand er nok det mest velsmurte turistland i Asien. Og det var også der jeg tilbragte mest tid. Thailand er nemlig fantastisk, eksotisk, har lækker mad, en overvenlig befolkning og så er det lige akkurat så vestligt og vant til turister, at det er et godt valg, hvis man aldrig har været i Asien før eller bare er lidt sart.

Man skal dog derfor være indstillet på, at man på intet tidspunkt kommer til at være det eneste hvide menneske, og at det Thailand som de oprindelige backpackere fandt en gang i 70’erne for længst er væk. For som Bjarne på 65 sagde, da vi mødte hinaden på et meditationsretreat; “Ja, der var sgu ingen pandekager eller kaffekultur. Hvis man var heldig fandt de noget nescafe frem, men det var også det.”
Men altså, hvem kan helt oprigtigt være kede af, at der ER pandekager?

Pandekager og kaffekultur eller ej, så er Thailand et dejligt land, fyldt med en spændende kultur, flotte attraktioner, vidunderlig natur og meget, meget mere.

Jeg tog fra Penang i Malaysia til Surat Thani, som ikke er synderligt spændende. Det er dog her man kommer til Nationalparken Khao Sok fra, som i den grad er det.
Jeg spenderede to nætter i Surat Thani, hvor jeg lavede ingenting. Som i virkelig ingenting. Som langtidsrejsende skal man nemlig også nogle gange huske at holde søndag, så det var det, jeg gjorde i Surat Thani.
BO:
– Jeg boede her, og det var ganske fint. Igen er Surat Thani ikke synderligt spændende, men jeg havde brug for at par dage on the low low og skulle også finde frem til og booke en tur til nationalparken, hvilket var lidt svært at gøre fra Malaysia af.
SPIS:
– Da Surat Thani ikke er et sted, hvor der er mange turister er maden helt sindsygt billig. Og apropos autentisk, så er byen nok i virkeligheden et af de mest autentiske steder i Thailand, jeg besøgte. Der var streetkitchens og små restauranter, som overhovedet ikke tænkte på turister, når de krydrede maden eller besluttede sig for, hvilket slags kød, der skulle kastes ned i wokken. Ret spændende.
SE:
– Der er et stort og flot tempel i byen, som er værd at kigge lidt på, hvis man alligevel bare venter på, at man skal videre med toget. (Der er altid en god del ventetid, hvis man tager toget i Thailand.)

Sådan kommer du fra Penang til Surat Thani:
Da Penang er en ø, skal du have færgen til byen Butterworth på fastlandet for at komme nogle andre steder hen. Turen fra Penang koster ingen monetos, så du stiger bare ombord og kigger ud på vandet i alle de cirka 15 minutter overfarten tager. Derefter går man lige ind i busterminalen, hvor man igen skal være lidt vaks for at ikke blive overfaldet af ivrige sælgere.
Jeg bookede mig en minivantur fra Penang og til den Thailandske grænseby Hat Yai til omkring 50 kroner. Turen tager cirka 2 -3 timer og jeg blev sat af på den lokale togstation, hvor jeg købte mig en togbillet til Surat Thani. Den tur tog cirka 7 timer, men jeg endte med at vente på det altid forsinkede tog i omkring 4 timer.
Væbn dig derfor med tålmodighed, snacks og en god bog. Det bør egentlig bare være dit mantra, hver gang du skal noget som helst sted hen i Asien. Og især i Thailand.
Det var dog en ualmindelig fantastisk togtur, som jeg slet ikke ville have været foruden. Jeg kan derfor kun anbefale, at man i hvert fald prøver et Thailandsk tog en gang i sit liv.

 

Efter to dage i nattøj i Surat Thani tog jeg til Nationalparken Khao Sok.
BO:
– Jeg boede her og det var virkelig skønt og flot og fint. Der var dog absolut ingenting at lave, da man ikke bare sådan begiver sig ud i junglen på egen hånd. Den eneste grund til at jeg overhovedet bookede en overnatning her var dog også kun, fordi jeg ikke kunne finde ud af at booke en guidet tur rundt i parken fra nettet af, men havde læst at hotellet samarbejdede med en række turarrangører.
SPIS:
– Jeg tror nok, jeg fik den bedste Pad Thai jeg nogensinde har fået, da jeg spiste aftensmad på hotellet. Derudover fik jeg mad på min to-dages tur, som også var ganske glimrende.
SE:
– Grotter, vandfald, jungle, aber, fugle, klipper og bare natur, natur, natur. Jeg fandt frem til Khao Sok Smiley Bungalows and Lakehouse, som henter dig ved dit hotel, hvor du sammen med en gruppe andre sejler rundt på den gigantiske sø, der er parkens største attraktion og som man kan og skal bade i, bespiser dig tre gange dagligt, lader dig overnatte i fine, flydende bungalows, tager dig med ind i fantastiske grotter, på jungletrekking og på natsafari for at se på stjerner og abeøjne i mørket. Det. Var. Fantastisk.

Sådan kommer du fra Surat Thani til Khao Sok:
Jeg gik fra mit hotel og ned til busstationen og fandt der bussen, der gik til Khao Sok. Det er dog en helt almindelig offentlig bus, så husk at sige til buschaufføren, at du skal af ved Khao Sok. Turen tager cirka en time. Når du står af bussen vil der højest sandsynlig stå et par uautoriserede taxachauffører klar, og tag du bare med en af dem. De gør ikke noget, men husk at prutte om prisen, og så kører de dig hen til dit hotel og bærer også gerne al din bagage helt ind i receptionen, som de guttermænd de er.

 

Da jeg var færdig med at måbe af naturen tog jeg til øen Phuket. Det var egentlig aldrig en del af planen at tage forbi partyøen Phuket, men skæbnen ville at jeg skulle lægge vejen forbi det danske konsulat på øen for at hente to nye kreditkort, som min søde bankrådgiver havde sendt afsted til Thailand. Jeg fik nemlig kopieret mit kort i en indonesisk hæveautomat og fik stjålet omkring 17.000 kroner før banken og jeg opdagede noget = I was in critical need of new credit cards. Men Phuket viste sig nu at være meget fin.
BO: 
– Jeg boede på dette hostel, som var rigtig fint og lå midt i Old Town, hvilket gjorde det muligt at gå rundt til det meste, dog ikke til stranden.
SPIS:
– Jeg var forbi dette pandekagested to gange på samme dag, en gang til morgenmad og en gang til en omgang aftensdessert. Det var ren pandekageheaven.
– En af dagene fik jeg mig også en vældig god pizza hos OSOT Apotheke Cafe & Pizzeria, samt en meget interessant snak med ejeren, som havde boet i USA og derfor talte flydende engelsk, hvilket altså er en utrolig sjældenhed i Thailand.
SE:
– Gå op ad de mange trin til den tårnhøje og kridhvide Buddah, besøg den berømte og berygtede strand Patong Beach, gå igennem Old Towns gader og kig på gamle huse og fine butikker
– Og hvis du er på Phuket i midten af oktober måned, kan du opleve byen gå amok i vegetarisk mad og mærkelige ritualer, når Phuket Vegetarian Festival bliver afholdt.

Sådan kommer du fra Khao Sok til Phuket:
Bed din turarrangør om at sætte dig af ved busstoppestedet. Det er det samme sted, som du stod af, da du ankom til parken. (Det ligner overhovedet ikke en busstoppested, men det er det) Her kan du købe en billet i busstoppestedets lille kiosk, hvor du også gerne må sidde og vente på at bussen ankommer. Væbn dig også her med tålmodighed og en god bog. Når bussen ankommer behøver du ikke at gøre noget, for den kører direkte til Phuket. Turen tager cirka 5 timer og koster cirka 20-30 kroner.
Fra busterminalen på Phuket kan du tage en taxa til dit hostel. Generelt er Phuket en del dyrere end andre steder i Thailand, og du kan derfor godt risikere at komme af med omkring 200-300 bath.

 

Da jeg havde fået fat i mine nye kreditkort tog jeg til Koh Lanta = Himlen.
Koh Lanta er en lille ø på omkring 35 kilometer med store hvide sandstrande, lækre friskfangede fisk og masser af ro. Jeg valgte den ø, fordi jeg efter min hektiske Malaysiatur og mit spændende ophold i Khao Sok havde brug for afslapning og ro til at foretage al den der soul searching, som jeg jo havde planlagt at skulle i kast med. Og det skete da også.
BO:
Jeg blev på Koh Lanta i en hel uge og nød hvert øjeblik. Og det skyldtes nok også især mit hotel, hvor jeg splurgede og fik mig et værelse med havudsigt. Det var et rigtig hyggeligt hotel fem minutter fra stranden, værelset var hjemligt indrettet, havde en vidunderlig udsigt og i receptionen kunne man tanke op på gratis vand. (Det er altid et plus, når man render rundt i 35 graders varme og ikke kan drikke vandet fra hanen.)
SPIS: 
Det vrimler med lækre restauranter på øen, så spis til du segner!
– Et godt sted at spise morgenmad, hvis man er begyndt at savne brød er The Living Room. Her kan du få brød i alle afskygninger, god kaffe, smoothies og meget mere.
– Hvis du tager til Koh Lanta skal du spise på Fresh Restaurant, ellers tilgiver jeg dig aldrig. Her fik jeg den lækreste grillede fisk nogensinde. Jeg tænker stadig på den en gang imellem og savler lidt.
– Hvis du har lyst til ægte thaimad serveret af en sød og moderlig kvinde, bør du lægge vejen forbi Mays Kitchen. Her kan du få stillet sulten og lidt til.
– Og når du alligevel skal ned og ligge på stranden og sole, så køb dig nogle tempurarejer eller en god curryret hos Lanta Castaway  Beach Resort. Det smager SÅ godt og købet giver dig samtidig retten til at kapre en af deres bløde liggestole. De har derudover også massagedamer, der er parate til at gå lidt rundt på dig, hvilket varmt kan anbefales.
SE: _
– Der er ikke super mange attraktioner på øen, men lej en scooter og kør rundt og få vind i håret, slug nogle insekter og se på nogle udsigter.
– Læg også vejen forbi Lanta Animal Welfare og gå tur med en hund, klap en kat og doner nogle penge til de super nuttede dyr, som du også kan adoptere. De frivillige er smadder søde og fortæller gerne om centrets historie, viser dig de søde hunde- og kattebasser og lader dig kramme dem allesammen, hvis du har lyst.
– Og hvis du har fået nok af strand og søde dyr (who are you?!) så smut ind til Old Town og kig på de sjove huse på pæle i vandet, shop souvenirs og spis lækker mad på de mange restauranter og cafeer.

Sådan kommer du fra Phuket til Koh Lanta:
Spørg på dit hotel eller hostel om, hvad en færgebillet til Koh Lanta koster. Gå derefter ud og find det billigere på et af byens mange rejsebureauer. Mit hostel tilbød mig turen til 650 bath, og jeg fik den til 400 hos et rejsebureau, som også hentede mig på mit hostel og kørte mig til båden. Turen til Koh Lanta tager cirka 2 timer, da man stopper på Koh Phiphi og skifter til en mindre båd.

 

Three nights in Bangkok and badumbadumbadum… Jeg  var faktisk slet ikke sikker på, at jeg havde lyst til at tage til Bangkok. Jeg var der, da jeg var 12 og fandt byen rimelig overvældende. Men så fandt jeg ud af, at man kunne få de her is i Bangkok, og så tog jeg afsted! Og det var en god beslutning.
BO:
– Jeg boede på dette virkelig fine og farverige hostel, hvor personalet også talte rigtig godt engelsk. Som I nok har opdaget foretrækker jeg hostels, hvor man får sin egen lille kasse, og det gør man også her. Desuden ligger det centralt lige i nærheden af en metrostation.
SPIS:
– Tag forbi The Black Box og bestil The Hungry Man. Gå derfra mæt og glad. Bum.
Cafeen byder på masser af forskellig mad, både morgenmad, frokost og aftensmad, har et industrielt look og er helt klart et besøg værd.
– Hvis du kan lide dessert, (og hvis du ikke kan, så tror jeg altså ikke vi kan være venner) så skal du tage herhen. After You er nemlig desserthimlen over alle desserthimler, og du skal helt sikkert og uden tvivl prøve deres honey toast. Og derefter alt andet på menukortet.
– Hvis man er foodie som mig, bør man også lægge vejen forbi Siam Paragon Mall, som har en hel etage med mad, der er lidt ligesom Mad og Vin i Magasin bare gange 2380.
Spis dig mæt og glad og lidt til og tag derefter ud og få dig noget street-food inden du forlader Bangkok.
SE:
– Tag forbi Grand Palace, gå igennem China Town, sejl på floden, gå på marked og brug alle dine penge, lad dig opsluge af Bangkoks hårdtslående puls.
– Og når du har gjort alt det, så tag forbi Penistemplet. Det er sjovt.

Sådan kommer du fra Koh Lanta til Bangkok:
Jeg bookede en billet med minivan og minifærge fra Koh Lanta til Krabi, hvor jeg der blev sat af ved busstationen. Her købte jeg en busbillet til Bangkok VIP style. Turen tager cirka 12 timer, men man har nogle meget brede og lækre sæder, får gratis mad ved en rasteplads (og her taler vi ikke tyske rastepladspølser, men lækker thaimad) og man har sin egen skærm man kan se film på. Alt sammen for den nette sum af knap 50 kroner.

 

Efter Bangkok tog jeg lige en pause fra Thailand, men efter den tog jeg til Chiang Mai – den bedste by i Thailand.
Chiang Mai ligger i Nordthailand, tæt ved grænsen til Laos og Myanmar, så der tog jeg først hen, da jeg havde været igennem Cambodia og Vietnam. Og novra, hvor er det dog en dejlig by, som jeg også endte med at blive i, i en hel måned.
BO:
– Jeg fik mig et gig som journalist gennem Backpack Consulting, som jeg varmt kan anbefale at bruge. Derfor boede jeg ikke på hotel, men havde en hel lejlighed for mig selv for til gengæld at skrive et par artikler for en australsk fyrs firma. Rimelig god deal.
SPIS:
Jeg kan jo næsten ikke vælge, da der er SÅ mange lækre spisesteder i Chiang Mai. Jeg prøver dog alligevel lige.
– Spis din morgenmad på Rustic And Blue og bliv blown away. Det er så lækkert, så hyggeligt, og så fint. Så er det sagt.
– Hvis du har lyst til lidt vegansk mad og noget hippiatmosfære, så spis aftensmad på The Tea Tree Cafe. De laver en mega god burger og har mange forskellige og sjove arrangementer i løbet af ugen. Et sådan arrangement kan du blandt andet læse om her.
– Hvis du har lyst til salat, så smut inden om The Salad Concept. Deres menukort er fyldt med lækre, sunde og fyldige salater.
– Når nu du er i Thailand, skal du også prøve at smage en ægte Thai Iced Tea. Den bliver ikke lavet bedre end hos The Meeting Room Art Cafe, som i øvrigt også bare er mega hyggelig = fyldt med bøger.
SE:
– Gå tur rundt om den gamle bymur, der omkranser byens enorme og smukke voldgrav.
– Få dig en massage og andre spabehandlinger og føl dig som en nyfødt. (Jeg kan reelt ikke huske, hvordan det føltes at være nyfødt, men regner med, at jeg havde det ligeså dejligt, som da jeg var færdig med en omgang thaimassage og en økoansigtsbehandling på Green Bamboo Massage.
– Tag til Chiang Mai Grand Canyon. Der er virkelig smukt, man kan bade og man får en gratis herbal drink, når man betaler for indgangen.
– Bestig (kør op ad på en scooter) Thailands næsthøjeste bjerg, Doi Inthanon og kig ud på den smukkeste udsigt. Men husk varmt tøj. Bjerget rejser sig 2,5 kilometer over havets overflade, så der er pænt koldt.
– Tag til Monk Chat hver dag fra 17-19 og ja, snak med en munk. Du kan spørge om det meste og de vil mægtig gerne svare dig. Templet, der afholder Monk Chats tilbyder også et meditationsretreat, hvor man bliver indsluset i buddhisme og dens meditationsmetoder.
– Hvis du besøger Chiang Mai i slutningen af november får du chancen for at være med til lanternefestivalen Loi Kratong. Gør det og elsk det. Det var noget af det fineste, jeg har været med til.

 

Har du base i Chiang Mai, men vil gerne se noget mere natur? Så tag til Pai.
Det gjorde jeg, og det var lækkert. Pai er en lille bjergby, der ligger cirka tre timer fra Chiang Mai. Her er der marker, bjerge, varme kilder og god mad.
BO:
– Jeg boede her på Bueng Pai Farm, og det var virkelig smukt, lækkert og hyggeligt.
SPIS: 
– I Pai er der også virkelig mange lækre spisesteder, et af dem hedder Fat Cat og serverer lækker morgenmad såsom smoothie bowls, havregrød med alskens toppings og yogurt med hjemmelavet müsli.
– Et andet godt morgenmads- og sundhedssted er Earth Tone, som serverer de lækreste glutenfri vafler, juicer og har en lille butik, hvor man kan købe alt fra chiafrø til vaniljepulver.
– Læg også vejen forbi Lemon Thyme. De serverer virkelig gode frokost- og aftensmad. Jeg tænker stadig på den shakshuka med oksekød, som jeg sad og stønnede over, da jeg var der.
SE:
– De varme kilder er helt klart et besøg værd. Der er flere “bassiner”, hvor temperaturen i vandet falder, jo længere du bevæger dig op eller ned.
– Gå en tur op og ned af markedsgaden, læg ned og slap af, og bare nyd den lettere hippieagtige atmosfære, der i byen.

Sådan kommer du fra Chiang Mai til Pai:
Tag en tuktuk, en rød bil eller en taxa til busstationen i Chiang Mai og spørg efter busser til Pai. Man skal gå igennem selve stationen og over den store parkeringsplads, man kommer ud på. Men spørg, det er nemmest. Turen koster knap 50+60 kroner og man sidder dejlig tæt i en minivan, som snørkler sig op og ned af bjergene for at komme frem. Så husk køresygepillerne!

 

OBS: Da Thailand ikke bruger latinske bogstaver i deres alfabet er der mange thailændere, der ikke kan læse engelske skilte, adresser osv. Sørg derfor for at få skrevet adressen på dit hotel eller den restaurant du skal besøge ned på thai, hvis du fx skal have en taxa. Ellers kan det blive vanskeligt.