Opgør med ghosting: Jeg opdrager Danmarks mænd en afvisnings-SMS ad gangen

Ghosting er djævlens værk. Og det samme er den lidt mere subtile, men stadig super frustrerende og på ingen måde i orden kort-for-hovedet-besked, hvor der bliver svaret på det spørgsmål eller udsagn, du sendte, men så heller ikke mere.

Faktisk er den næsten værre, fordi forfatteren bag på trods af at have ingen intention om rent faktisk at se personen de lige har svaret igen, alligevel nu kan gemme sig bag det faktum, at de jo svarede. De opførte sig altså ikke som den klassiske douche, der boller, siger vi ses og så derefter forsvinder ud af den blå luft for evigt.

Men de lyver for sig selv. For det er akkurat ligeså douchy at komme med et “ikke-svar” som det er ikke at komme med et overhovedet.

Det er ikke fordi, jeg ikke som sådan forstår det. Det er aldrig fedt at skulle afvise nogen. Det er ubehageligt og meget lidt rart, og derfor er det også meget nemmere bare at lade som ingenting. At håbe, at den du enten ikke svarer eller som du sender et “ikke-svar” til fatter, hvad det betyder uden, at du behøver at sige det.

Jeg forstår det virkelig godt. Men det gør det ikke mere okay af den grund.

Dating gør os ensomme

Dating er tough business. Der er en milliard singler og den næste og nyeste er derfor altid lige om hjørnet. Men jeg frygter, at vi alle sammen bliver ved med at rende rundt og lede efter det nyeste nye. Især hvis vi ikke formår at kigge hen i sengen – hvor hende eller ham, som stadig er ret ny, men som nu ikke er helt ligeså ny som for en halv time siden – og rent faktisk lade os selv turde blive der i den tid det tager at finde ud af, om personen indeholder det, som vi gerne vil have. For ellers, ja så ender vi med at blive de mest ensomme mennesker i verden.

Desværre virker det lidt som om det er det, der er ved at ske.

Jeg har derfor taget det på mig at gøre op med ghosting, med “ikke-beskeder”, med manglende direkte afvisninger og med troen på, at det for det første er i orden at gøre ovenstående ting og for det andet, at det er en helt normal ting ikke at ville/turde blive hængende og se om ham eller hende man rent faktisk har fundet kunne være noget.

Opgøret med ghosting

Min metode er meget simpel, og jeg er selvfølgelig ikke sikker på, at den virker. Endnu i hvert fald.

1. Jeg ghoster aldrig.

2. Jeg sender ikke “ikke-beskeder”.

3. Jeg dropper aldrig nogen efter en enkelt runde lagengymnastik. (Med mindre han viser sig at overskride mine grænser, når jeg beder ham om at lade være)

Derudover, og det her den vigtigste del i mit opgør mod ghosting og generel dating-nederenhed kommer:

4. Jeg finder mig ikke i at ovennævnte ting bliver gjort mod mig. Jeg ignorerer ikke, at der ikke bliver svaret, at han på usagt vis forsøger at komme ud af det, vi har har haft gang i, eller at han virkede som hvis Prince Charming og Mr. Right havde fået en søn lige indtil han fik lov at komme op i mig.

I stedet pointerer jeg det. På en sober, jeg-er-ikke-sur-jeg-er-skuffet-måde. Jeg fortæller, hvordan jeg føler.

At jeg gerne ville have været blevet ved med at ses.

At jeg synes det er ærgerligt, at det ikke kommer til at ske, men at det jo desværre er sådan det er nogle gange, og at der ikke er noget at gøre ved det.

Og så fortæller jeg, at selvom vi ikke kan forvente noget af hinanden som sådan, så synes jeg stadig ikke, at det er i orden, at han ikke tager sig tid til at fortælle mig, at han ikke længere har lyst til at fortsætte vores bekendtskab.

At jeg forventer, at en voksen mand godt kan finde ud af, at sige tak, men nej tak på en pæn og ordentlig måde, især efter at have tilbragt en god del tid sammen.

Og så ønsker jeg ham held og lykke og en dejlig dag. For ligesom der ikke er nogen grund til at afvise et andet menneske uden at fortælle dem det, så er der heller ingen grund til at være passiv-aggressiv.

Here’s to hope

Jeg har ikke prøvet min opdragelsesteknik af på nok mænd til, at jeg kan fortælle jer om det har en generel effekt. En gang har jeg fået et meget, meget undskyldende svar, en anden gang har jeg intet hørt. Og jeg ved jo ikke, hvad der foregår inden i mænd (eller kvinder) der får sådan en besked.

Jeg ved bare, at jeg håber at det gør noget. At det får dem til at tænke over, om det mon ikke ville være bedre bare at sige det. Og om det ikke også føles bedre at behandle sine medmennesker på en ordentlig måde.

Når håbet om kærligheden gør dig helt håbløs

Jeg brugte helt præcist 60 minutter på at være oprigtigt ked af, at det sluttede mellem Don Draper og mig. Og efter det var jeg videre. Jeg har været irriteret over, hvordan det sluttede, men jeg har ikke været ked af det. Lige indtil jeg kom hjem fra min sidste ferie i sidste uge, that is. Hele juli har jeg været travlt optaget af at have det sjovt, være i sorg og være en globetrotter, og derfor har jeg åbenbart ikke også haft tid til at føle noget særligt om det, at et to år langt forhold til en mand jeg, uanset hvad det så end var holdt af, sluttede.

Men det har jeg så haft nu. Også selvom jeg først fattede, hvorfor det var jeg var så sur i går. For ja, jeg har nemlig været pissesur. Sur på alle, der var glade og spændte over ny potientiel kærlighed. Sur på alle, der ikke kunne ses, fordi de skulle hjem og holde deres kæreste i hånden. Sur på mig selv over, at der jo tydeligvis er noget ravruskende galt med mig siden det eneste, jeg bliver mødt med på Tinder er mænd, der skriver “Hey…”. Og sur over, at være sur over, at det ikke er mig, der render rundt og smiler fjoget. Og så selvfølgelig sur over, at jeg overhovedet gerne vil smile fjoget. For så sker det jo fucking aldrig, det ved alle jo.

Det var dog som sagt først i går, at jeg indså, at min surhed måske egentlig ikke var surhed, men kedafdethed. Og at den kedafdethed nok alligevel, på trods af protester fra både hjerne og hjerte, sad derinde i mig fordi, det sluttede mellem Don Draper og jeg.

Det var det helt rigtige, at det sluttede. Ingen tvivl om det, og jeg er ikke heartbroken eller fyldt med savn. Men det at have været så tæt på nogen, det at have mærket intimitet, tosomhed og håbet om kærlighed – endelig efter så uendelig lang tid, hvor jeg ikke har tilladt mig selv eller andre at lade det komme mig nær – har for alvor åbnet op for, hvor meget jeg gerne vil det. Hvor meget jeg længes efter det. Og også, hvor langt væk det føles.

Og jeg har ikke lyst til at have det sådan. Jeg har hverken lyst til at have lyst til finde kærligheden, fordi så kommer den jo aldrig (jeg ved godt, det ikke er rigtigt, men det er svært at shake følelsen), og jeg har heller ikke lyst til at være en lorteveninde, der bliver misundelig på mine veninders kærlighedsglæder, for altså det er sgu da ucharmerende. Og nederen ikke mindst.

Men lige nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg stille op med alle de her føleser. Så derfor har jeg i stedet bingewatchet The Newsroom. En serie, jeg allerede har set, men ikke destomindre en serie, der får alt i verden til at føles lidt mere rigtigt.

Og det ved alle jo er super konstruktivt..

No men in sight

Problemet med at være “kendt” på Tinder

Da jeg startede den her blog var jeg ikke på Tinder. Og jeg havde et arbejde. Derfor tænkte slet ikke over, at det en dag kunne blive et problem at have hældt sit hjerte ud på internettet, når det gjaldt mænd eller job. Jeg hældte bare løs. Og det er som sådan heller ikke et problem nu. Jeg skal ikke være en vigtig journalist, der står neutralt og rapporterer om et eller andet, og hvis jeg endelig skulle blive en big-shot indenfor mit felt, tænker jeg at det givetvis vil have noget at gøre med det, jeg allerede laver. Som blandt andet er at observere livet og så derefter skrive om det.

Så selvom jeg nogle gange alligevel tænker en lille smule over, at en kommende chef kan læse sig igennem store dele af mit liv og få ting at vide om mig, som de normalt ikke ville kende til, så skræmmer det mig ikke nok til at holde op. For min kamp for at stå op for sig selv, at være ærlig, at fortælle, når det gør ondt og at vise livets skyggesider sammen med solskinssiderne er vigtigere end meget andet. Det er essientielt for mig at få lov at udtrykke mig som jeg vil, og det er også det, jeg drømmer allermest om at kunne få lov til at tjene penge på. På den ene eller anden måde.

Men så er der Tinder. Og bare dating generelt. Og det faktum, at der ikke er nogen andre i verden, der hedder det samme som mig, og derfor er jeg ufattelig let at finde på de sociale medier. Og det bliver jeg så også. Tit. Og nogle gange bliver jeg valgt fra på grund af det. Måske på grund af noget, jeg har skrevet som de blev overvældet af, men oftest fordi de ikke selv vil skrives om. Og det er jo på sin vis fair nok. Det er bare også ret irriterende. Især fordi jeg i bloggens levetid kun har lavet to indlæg om Tindermænd tilbage i 2016, en føljeton der godt nok blev læst og grint af en del, men det er altså ikke sket siden. Men med det sagt, så kunne jeg aldrig nogensinde finde på at skrive om, at en eventuel kæreste var en nar, fordi han ikke havde taget opvasken eller at vi havde skændtes, fordi han tog i byen med sine venner. Aldrig.

Men jeg ville skrive om ham, hvem end han så ender med at blive. Jeg ville skrive om min lykke, min usikkerhed, min frygt, mine håb, mine drømme. For det ville være det, der fyldte i mit liv. Men jeg ville aldrig skrive noget, som jeg vidste han ikke ville synes om, at jeg skrev. (Medmindre det viser sig, at han også har to andre kærester, så kan jeg altså ikke love noget)

Så med undtagelse af Fodboldfyren, så skriver jeg ikke på den måde om andre mennesker. Jeg skriver om mine veninder, om min bror, min far, min mor, mine studiekammerater, men altid udfra mig selv. Jeg skriver om, hvad jeg føler for dem, men aldrig hvad jeg tror, de tænker, aldrig hvad de gør eller laver uden mig og aldrig om, hvis jeg på et tidspunkt føler noget knapt så hyggeligt for dem.

Men jeg har brug for at skrive. For at dele. For at observere. For at reflektere. Det er en så indgroet del af mig, og jeg bliver så høj af at gøre alle ovenstående ting, at jeg også ved med mig selv, at jeg aldrig ville kunne være sammen med en, der ville begrænse mig i det.

Min forfatterlærer på Vallekilde højskole sagde engang, at hvis man vil være i familie, være venner, kærester eller gift med en forfatter, så må man finde sig i nogle gange at blive brugt i en historie. Man må finde sig i, at nogle af de ting man siger vil blive skrevet ned og fortalt, man må finde sig i, at dele af ens personlighed vil blive portætteret, og man må finde sig i, at ens historie måske ikke altid kan forblive ens egen.

Derfor er det måske også meget fint at blive valgt fra allerede inden, man egentlig har nået at lære hinanden at kende. Men det er nu alligevel en smule ærgerligt, synes jeg. For jeg tror, at de tror, at jeg netop bare skriver alt og er ligeglad med, hvad de synes. Og det er jeg bestemt ikke.

Men hvad der er allermest ærgerligt med at være “kendt” på Tinder er faktisk slet ikke det, at blive valgt fra af nogen, der ikke vil skrives om. Det allerværste er, at jeg nogle gange slet ikke får muligheden for at vise, hvem jeg er, inden de allerede tror, at de ved det. Og det ved de altså slet ikke.

Ting mine veninder siger #3

– Er det klamt ikke at have trusser på i den her kjole?

Ikke medmindre du altså har helt vildt meget udflåd.

God pointe.

– The mistakes I made, the men that I laid has made me the woman I am today.

– Det her vand er så salt! Det ville være perfekt at koge pasta i.

– Jeg har meldt mig til Slow Yoga i morgen kl. 7. Jeg håber det betyder, at man bare skal ligge ned.

– Skal nok arbejde på at være lidt mindre nederen, men det må blive efter nytår, kan ikke overskue det lige nu.

– Det er simpelthen en skam, at ingen skal se mig nøgen i de her dage. Jeg er så brun og lækker.

– Du er ikke overdressed, du er diller-dressed.

– Der er bare nogen tinderbilleder, hvor man vildt gerne vil kunne zoome. Som i vildt gerne.

– Jeg tror faktisk ikke, at jeg er til den indbagte alligevel. Jeg har simpelhen spist for meget brød i dag til at spise så meget mere brød.

– Vidste slet ikke, at jeg har været sammen med så mange. Det løber sgu op det møg.

– Husk lige at spørge om han har en ubåd, inden du tager med ham hjem.

Ghostingens fem faser fortalt i GIFs

Alle der har været på Tinder kender til det. Enten har de gjort det eller også har de været dem, nogle andre har gjort det imod. Vi taler om ghosting. Datingfænomenet som burde ophøjes til at være ordet, der beskriver min generation. I mine unge dage var jeg selv en ghoster ind imellem, fordi jeg den gang ikke havde nosserne til at sige tak, men nej tak. Og jeg skal da heller ikke sige mig for god til aldrig at have stoppet med at svare i en døende eller uinteressant Tindersamtale. For dem er der ved gud en del af.

Jeg har dog aldrig ghostet nogen, jeg har mødt i virkeligheden (altså efter jeg fik mig et par nosser, da jeg var omkring 22) og jeg har heller aldrig ghostet – og den helt onde – unmatchet nogen midt i en ellers velfungerende og behagelig samtale. Begge ting synes jeg nemlig, at jeg er alt for voksen til at gøre. Desværre er der en del, der ikke sætter sig selv op på den piedestal, og derfor bliver vi andre nogle gange ladt tilbage med en masse forvirrende og ikke særlig rare følelser. Og en del faser, vi skal igennem.

Her er fem af dem.

1. Hallo-er-du-der-du-kan-da-ikke-bare-forsvinde-fasen

confused pulp fiction GIF-downsized_large (1)

2. Ej-han-kom-nok-bare-til-at-trykke-unmatch-ved-en-fejl-fasen

not listening dumb and dumber GIF-downsized_large (1)

3. Jamen-så-fuck-da-dig-din-gigantiske-nar-fasen

kerry washington rage GIF by HULU-downsized_large

 

4. Jeg-kommer-til-at-dø-alene-og-blive-spist-af-min-egen-kat-fasen

sad how i met your mother GIF-downsized_large

5. Fuck-det-du-fortjener-mig-ikke-alligevel-din-amøbe-fasen

beyonce i slay GIF-downsized_large

Fortællingen om det der korte øjeblik, hvor Tinder faktisk ikke var nederen

En sen søndag eftermiddag, stadig iført nattøj og med en lidt tom følelse efter en weekend i Don Drapers selskab, oprettede jeg for 132. gang en Tinderprofil. Og siden den dag midt i februar er det faktisk gået overraskende godt. Så godt, at jeg så sent som for et par dage siden nåede at tænke og ytre, at der måske faktisk slet ikke havde været noget galt med Tinder, men bare noget galt med mig. Måske havde jeg rent faktisk været for afvisende og for “Dur ikke, væk” agtig. Måske var mænd slet ikke så nederen, som jeg troede.

Tanken opstod efter et yderst succesfuldt Tinderhook-up, der formåede at give mig lige præcis det selvtillidsboost, jeg havde brug for til rent faktisk at tro på, at andre mennesker end Don Draper synes, at jeg er værd at kysse på. Og derfor har jeg de seneste to uger også givet den ekstra gas med skriverierne med diverse fyre, især ham vi fra nu vil kalde Cykelmanden og ham, der får navnet Englænderen.

To virkelig underholdene og sjove mænd, der på hver deres måde fik mig til at grine og til at få lyst til at møde dem.

Og så blev det lørdag.

I mandags havde jeg aftalt med Cykelmanden, at vi skulle mødes og gå en tur lørdag eftermiddag, og jeg havde derfor også sagt “nej, tak til date i dag, men hvad med torsdag?” til Englænderen, der spurgte om vi skulle ses lørdag aften. Også selvom flere i min omgangskreds mente, at jeg da sagtens kunne tage på to dates på samme dag. Det mente jeg dog ikke selv, da jeg trods alt syntes, det var lige vovet nok efter min enormt lange periode, hvor de eneste dates jeg gik på foregik i Don Drapers seng.

Det kørte altså godt, der fredag eftermiddag, hvor jeg havde udsigt til fest om aftenen og to dates indenfor den næste uge.

Og ja, så blev det lørdag.

Jeg vågnede, solen skinnede og jeg skrev til Cykelmanden, som jeg havde skrevet med hele ugen og spurgte om, hvor vi helt præcist skulle mødes.

“Mødes?”, spurgte han. “Skulle vi mødes?”

Han havde glemt mig. Seri-fucking-øst.

Men altså, det er jo faktisk ikke første gang, at nogen har glemt, at de skulle på date med mig, dog er det første gang, at den der glemte det var totalt u-undskyldende over det. Der var altså ingen “Ej, det er jeg virkelig ked af, det må du sgu undskylde, jeg giver en kop kaffe”- sætning. Blot en, “Well, Tinder er et flygtigt medie, ligesom min personlighed”- sætning.

Hvilket i min bog does not fly well. Or at all = Cykelmanden kunne altså for min skyld gå sin  tur helt alene, kunne han.

Og så var det, efter jeg havde kaldt ham en nar i et par telefonsamtaler med et par veninder, at jeg besluttede mig for at skrive til Englænderen. Måske havde han allerede lagt planer eller måske var han frisk på en lille øl her på Saint Patrick’s Day?

Det var Englænderen dog ikke. Han havde tømmermænd, sagde han. Hvilket i mine øjne er en helt valid undskyldning. Desværre skrev han bare ikke rigtig andet end det. Ikke noget med “Rigtig godt tilbud, det gad jeg virkelig godt, men glæder mig til at se dig på torsdag”. Bare “Sorry, har tømmermænd, så er nok ikke så sjov at hænge ud med i dag”.

Og der, lige der var det, at jeg endnu en gang mistede troen på Tinder. Og egentlig også lidt på menneskeheden. Hvilket også betød, at jeg lige måtte ned og ligge lidt på mit stuegulv, mens jeg røg en cigaret og stirrede tomt op i loftet.

Jeg har dog ikke slettet appen endnu. Og måske skal jeg også på en date på søndag. Med en, der hedder det samme som Fodboldfyren, hvilket han jo selvfølgelig ikke kan blive ved med, hvis det bliver til noget. Det er klart. Men jeg er ikke ligeså optimistisk, som jeg var i fredags. Og som jeg skrev til Bedsteveninden:

Så ja. Tinder nåede at være sjovt i lige præcis tre uger. Men altså, det er vel også noget?

Mandehadelisten #1

Andre har været her før mig, og de har gjort det godt. Meget godt. Stadigvæk føler jeg, at jeg har ting at tilføje, og derfor laver jeg nu min egen. Så here goes;

1. Mænd der siger numse i stedet for røv. Numse er noget man siger til børn, når de skal sætte sig ned. Røv er noget man siger til voksne, når man bliver opstemt af at kigge på deres bagdel og har lyst til at fortælle dem det.

2. Mænd der enten ikke drikker kaffe eller vin eller øl eller alle tre ting. Bliv nu voksen altså.

3. Mænd der ikke læser bøger, men forsøger at forsvare det ved, at de jo gerne ser filmen, når den kommer.

4. Mænd der skriver lange, følelsesladede det-er-ikke-dig-det-er-mig beskeder efter vi har været på to dates. Seriøst, get over yourself, så vidunderlig er der ingen, der kan nå at synes nogen er, så de har brug for sådan en.

5. Mænd der klør deres boller og snuser til deres fingre bagefter. Ligemeget hvor diskret du forsøger at være, så ser vi det. Og vi synes, du er klam.

6. Mænd der synes Jensens Bøfhus, den lokale kinabuffet restaurant og Bones er acceptable date-venues. Det er det ikke.