Fortællingen om Tilgivelse 

I starten af sommeren lyttede jeg til en fantastisk podcast af Mikkel Frey Damgaard, der hedder Selvmordstanker, og som handler om Mikkel selv, der igennem hele sit liv har været bange for at arve sin fars selvmord, og derfor i podcasten undersøger om selvmord kan gå i arv. I løbet af podcasten lærer han så gennem folk, der kendte hans far, mere og mere om den mand, som ikke har været der, siden han var otte år gammel, og som han hele sit liv har forsøgt at adskille sig fra, fordi han ikke ville ende som ham.

Jeg følte egentlig ikke så frygtelig meget gennem de første mange afsnit af Selvmordstanker. Jeg syntes, podcasten var god og vellavet, spændende og rørende, men på et plan, der ikke som sådan havde noget med mig selv at gøre. Lige indtil jeg hørte sidste afsnit. Afsnittet der handlede om tilgivelse og closure.

Her mødes Mikkel Frey Damgaard med den psykolog, han mødtes med i første afsnit, og som havde givet ham den opgave at lære så meget om sin far som overhovedet muligt. Og efter al den læren-at-kende, der har foregået, sidder Mikkel med en helt anden følelse, end den han sad med, da podcasten gik i gang. Han er ikke vred længere, fortæller han. Han er ikke bange. I stedet er han fyldt med empati og medfølelse overfor sin far. Og fyldt med sorg over både at have mistet ham, men også over, hvor svært hans far havde det i tiden, inden hans død.

Jeg kan huske, at jeg gik og trak min cykel gennem en lille gade på Nørrebro på en af de der sløve og lyse sommeraftener, og at de grønne, grønne træers blade brusede i vinden over mig, mens jeg lyttede til Mikkels fortælling. Og for første gang i løbet af podcasten, blev jeg oprigtig rørt helt inde i kroppen. For hans ord beskrev så præcist, hvordan jeg i dag har det med min egen far. Jeg er nemlig heller ikke vred længere. Og tro mig, det var jeg i meget lang tid, da han levede. I dag er jeg i stedet, akkurat som Mikkel er overfor sin far, fyldt med empati og medfølelse over, at han havde det så svært. At han kæmpede sådan. Og at han aldrig lykkedes. Og så er der den kæmpe store sorg over, at han ikke er her. At jeg aldrig for alvor lærte ham at kende, men også en kæmpe stor sorg over alt det, han kunne have været, men ikke blev.

Og lige der, midt på gaden, midt i podcasten, indså jeg, at det er de følelser, den empati og den sorg, der skal være til stede, hvis jeg oprigtigt skal tilgive Fodboldfyren. Jeg kan ikke tilgive ham, fordi jeg selv gerne vil videre. Jeg kan ikke sige, at nu er jeg ikke vred længere, at jeg forstår, at jeg tilgiver og så vinke til ham i Føtex, hvis jeg ser ham. For selvom, det er et skridt i den rigtig retning, er det ikke ægte. Det er ikke ægte tilgivelse, også selvom rigtig mange, tror og føler, at det er.

Ægte tilgivelse kommer, når du oprigtigt føler med den anden person. Når du ikke vil have, at de skal lide mere. Når du ville ønske, at du kunne gøre noget for dem. Og sådan har jeg det bestemt ikke med Fodboldfyren.

En klog veninde jeg har, sagde til mig, at jeg måske skulle prøve at droppe det der psykopatmærkat, jeg har klistret fast på ham. At det, selvom det kan give en masse forklaringer og indsigter, ikke hjælper det store på der med tilgivelsen. For hvordan kan man tilgive en, der er ligeglad? En der ikke føler noget? En som ingen skyldfølelse har overhovedet?

Det er svært. Måske nærmest umuligt. Og derfor, sagde hun, skulle jeg måske i stedet forsøge at finde ud af, hvorfor han er blevet sådan. Hvorfor den lille lyshårede dreng, som jeg en gang så på en hjemmevideo, og som virkede genert, fjollet og elskværdig overfor sine to yngre brødre, blev til en mand, der iskoldt og uden kærlighed i kroppen, gang på gang kunne sige, at jeg intet var værd. Og derefter kunne gå ud og bevise det.

Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Men jeg ved i hvert fald, hvordan det virkelig føles at tilgive. Og der er stadig meget, meget langt derhen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om At Lukke Tristheden Ind For At Kunne Lukke Vreden Ud 

Jeg har snart brugt et halvt år på at være vred. Virkelig vred. Og jeg har slet ikke kunnet forestille mig, hvordan jeg kunne komme til at give slip på den og slet heller ikke, hvordan jeg kunne komme til at tilgive og slippe det hele.

For mig har det føltes fuldstændig umuligt. For hvordan skulle jeg kunne være ikke-vred? Det som Fodboldfyren har gjort er så voldsomt, så forfærdeligt og så gennem-utilgiveligt, at min meget veludviklede retfærdighedsans har været på konstant overarbejde lige siden, jeg fandt ud af, hvad der egentlig har foregået i alle de år vi var kærester.

Jeg har været så vred og så retfærdighedshungrende, at jeg har følt, at han burde komme i fængsel. At han burde dømmes for utroskab og generel nederenhed. For løgne og bedrag. For at have ødelagt og taget nogle af de hidtil vigtigste år af mit liv. For at have ødelagt mig. Og jeg har endda tænkt, at jeg næsten ville ønske, at han slog mig ud af frustration for det, jeg har skrevet og fortalt om ham her på bloggen, hvis vi mødte hinanden tilfældigt. Bare så jeg kunne melde ham til politiet, og han så rent faktisk ville blive dømt for noget.

Og selvfølgelig har jeg det. Det han har gjort er utilgiveligt. Og forfærdeligt. Og jeg har intet closure fået. Jeg har ikke råbt ad ham, jeg har ikke skældt ham ud. Jeg har ikke brændt alle hans ting eller tisset på hans playstation. Og det, der skulle have været mit afgørende “fuck-dig-moment” – at sætte de resterende af hans ting ud på gaden og sende en iskold sms om, at han nok burde skynde sig hen for at hente dem –  kom før jeg overhovedet vidste, hvor stort et svin han i virkeligheden var. På det tidspunkt vidste jeg så lidt, og selv det var alt for meget. Så jeg har været vred. Sydende og spruttende vred. Iskold- og jeg-håber-du-bliver-kørt-over-af-en-tank-vred.

Men jeg har nærmest ikke været ked af det.

Vreden har nemlig fyldt alt for meget til, at der overhovedet har været plads til tristheden. Og desuden har jeg heller ikke haft tid eller lyst til at deale med den. Eller har villet acceptere, at den overhovedet var der. I min verden har jeg allerede været ked af det længe nok. Jeg har faktisk brug seks år på det. Seks år på at være ulykkelig og uforstående overfor, hvorfor min kæreste var, som han var, og hvorfor jeg enten ikke kunne lave mig selv om eller bare gå min vej. Jeg har grædt, jeg har hulket. Og han fortjener ikke en eneste tårer mere.

Vreden derimod, den fortjener han.

Men efter et halvt år fyldt med vrede er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke mere. Og jeg vil heller ikke mere. Det tager alt for meget af min energi, alt for meget af min glæde, og han fortjener heller intet af det. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle slippe den.

Det tror jeg dog, at jeg ved nu.

3393339333933393

Dag 306, år 2

Som jeg skrev her, var jeg i weekenden på retreat med denne fantastiske mand. Og også med lidt hjælp fra min fantastiske medkursister på min Mastercoachuddannelse, har jeg indset, at jeg bliver nødt til at lukke tristheden ind, så jeg kan lukke vreden ud. Og jeg bliver nødt til at tilgive mig selv, før jeg kan tilgive ham. Og at tilgivelsen af ham er nødvendig for at jeg for alvor kan slippe hele denne fortælling og den allersidste rest af vrede, der måtte være tilbage.

Som sagt, så vidste jeg godt lidt det med tristheden. Jeg har bare ikke villet tro på det. Har ikke villet åbne op for den pose fuld af lort og synke ned i det. Men nu, efter i søndags, har jeg en følelse af, at det behøver jeg heller ikke. Jeg behøver ikke at synke ned i noget. Tværtimod. I stedet skal jeg finde frem til det største inde i mig. Det sted, hvor tilgivelsen, forståelsen og medfølelsen sidder. Og så skal jeg bruge den og dele ud af den. Først til mig selv. Og til sidst til ham.

Efter retreatet gik jeg en tur. Jeg gik med musik i ørene og en følelse af at være kommet tættere på at slippe end nogensinde før. På at sige farvel til vreden. Og på oprigtigt at kunne vinke goddag, hvis jeg pludselig stod overfor ham på gaden. Jeg gik og duftede til sommeren og mærkede, hvordan min skuldre, der nærmest permanent har siddet oppe under ørerne på mig det sidste halve år, sank ned på plads. Jeg mærkede små dryp af regn på min næse og en følelse af ro.

Og så græd jeg.