Fortællingen om At Føle Sig Udenfor Og At Give Endeligt Slip På Den Gamle Svigermekanik

Nogle gange bliver jeg ramt af en overvældende tristhed over at have givet slip på kærligheden. Også selvom jeg godt ved, at det var det rigtige at gøre. At det ikke var den endelige kærlighed og at den helt sikkert viser sig igen. Men tristheden kommer alligevel. I flæng, i øjeblikke, i glimt. Og selvom den ikke varer længe, fylder den alt, når den viser sig.

Den Lyshårede Fodboldfyr fortalte mig for to uger siden en nyhed om hans familie. En god og glædelig nyhed, som desværre kun formåede at gøre mig uendelig trist, misundelig og pænt gråd labil. Den handlede ikke om ham, heldigvis. Men den var alligevel alt det, som vi eller i hvert fald jeg, en gang havde tænkt, håbet og troet på skulle ske for os en dag. Og det var svært at blive konfronteret med alle de drømme og håb for fremtiden og det, at de nu er for evigt døde, når det gælder os, og så oveni købet nu går i opfyldelse for nogen andre i stedet. Nogen der i drømmen og fantasien også var der, men som ikke var hovedpersonerne. Det er de dog i høj grad nu, her i virkeligheden, hvilket også giver god mening. Min eks-svigerfamilie er lykkelige, og jeg prøver her fra afstanden imellem os også at være glad på alles vegne.

Det er bare lidt svært. For udover at det kan være svært at blive konfronteret med, hvad der ikke længere er, har det også været svært af to andre grunde. For det første har jeg, uanset hvor meget jeg end har nydt at være en del af Den Lyshårede Fodboldfyrs familie og lige meget, hvor meget jeg har holdt af dem og er blevet holdt af, ikke følt mig velkommen i bestemte situationer og omkring bestemte mennesker. Jeg har ikke følt mig som en del af familien og ikke følt, at jeg var god nok, som jeg er. Og det nager stadig. Det gør stadig ondt og det trækker mig stadigvæk direkte tilbage til mine første år i folkeskolen, hvor andre mennesker fik mig til at føle præcis det samme. Og selvom jeg godt ved, at jeg bare burde lade det ligge, at det ikke betyder noget længere, kan jeg ikke helt. Og når man har det sådan, er det svært at være glad på nogens vegne. Specielt når nogen er dem, der ligger til grund for følelsen in the first place.

Dag 297 – At føle sig helt lille

For det andet, og det hænger jo nok egentlig lidt sammen med det første, er det fandme en mærkelig og svær situation lige pludselig ikke længere at være en del af en familie, som man ellers har været fast inventar i, i knap seks år. Når man går fra nogen, når man ikke længere er sammen med en kæreste, er det jo desværre ikke kun ham, som man ikke skal have i sit liv længere. Det er også hele personens familie og nogle gange også alle vennerne. Og selvom det til tider har været svært for mig at være i Den Lyshårede Fodboldfyrs familie har jeg stadig holdt uendelig meget af dem. Jeg har nydt, at de var så forskellige fra min egen familie, jeg har sat pris på og følt mig beæret over deres gæstfrihed og opmærksomhed og i mange år har jeg troet og regnet med, at det var dem, der skulle være min anden familie. Og nu er de det slet ikke længere, og det gør lidt ondt. Ikke fordi jeg ikke tror, at jeg aldrig finder en mand, og at denne mand ingen god familie vil have. Det tror jeg såmænd nok skal ske. Og heller ikke fordi, jeg tvivler på, at det var den rigtige beslutning Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg tog. Men på trods af det, har det været og er stadig til tider svært at have sagt farvel og tak. Det er svært at tænke på, at deres liv jo også går videre, bare uden mig. De kommer stadig til at sidde og hygge sig i haven og holde fødselsdage. De kommer stadig til at tage i sommerhus med hele familien. Og de kommer til at fejre og opleve skelsættende ting og invitere nye personer ind i familien, alt sammen uden mig. Og det er også okay. Det er faktisk mere end det. Det er livet og det er dejligt. Jeg har bare ikke helt vænnet mig til at være udenfor endnu.

Jeg ved dog, at det kommer. Langsomt, men sikkert. Og i mellemtiden vil jeg nyde min egen skøre, farverige, elskværdige og underholdende familie og glæde mig over, at jeg altid har en plads der.

Dag 298- Heldigvis fejre min egen familie også fødselsdage i haven ❤️

 

Fortællingen om At Gemme Sig I Netto

Nå. Så jeg så lige Den Lyshårede Fodboldsfyrs mor i Netto. Og løb derefter væk.
Og gemte mig. Super voksent, I know.

Og det var ikke en gang, fordi jeg ikke havde lyst til at sige hej. Hun var en ganske sød svigermor fra en ganske sød svigerfamilie, som jeg savner. Og hun er endda også så normal og uakavet, at et tilfældigt møde i Netto garanteret slet ikke ville have været underligt eller ubehageligt.

Jeg kunne bare ikke rigtig lige overskue det midt i aftensmadsovervejelserne og oven på en dag, hvor den Lyshårede Fodboldfyr i forvejen har haft sat sig ovenpå en del af min tankevirksomhed på sådan en rigtig irriterende måde.
Sådan en, der giver en (mig) lyst til at spise en hel pose chips krydret med chokoladeskildpadder. In one sitting. Noget som jeg jo ellers i skrivende stund arbejder en del på netop ikke at gøre og i sidste ende få lyst til.

Så jeg løb væk. Jeg nåede lige at gribe det glas med Dolmiosovs, jeg havde tænkt mig at kaste skødesløst ud over mine fyldte pastaer og spæne op til kassen for at betale.
Alt imens jeg bad til at hun ikke kunne genkende mig bagfra.
Og who am I kidding? De fleste mennesker (som ikke er idioter) kan sgu da godt genkende folk, de har kendt i mere i et kvarter, bagfra.

dinner

Day 173 – Hælervarerne

Men jeg nåede ud af den fordømte Netto og hjem med, hvad der lige nu nærmest føles som hælervarer, fordi det hele skete med sådan en hast og med øjnene ned i jorden.
Og nu har jeg så dårlig samvittighed. Og jeg ærgrer mig. For jeg ville jo som sagt egentlig gerne lige have sagt hej til den kvinde, som er mor til den mand, jeg har elsket i snart seks år. Og som i øvrigt er rigtig sød.

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke sige hej, for så skulle jeg jo også sige farvel.
Sådan rigtigt. Og det er sgu lidt svært.

netto

 Outfittet der fremover vil blive båret i Netto