Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Problemet med at være “kendt” på Tinder

Da jeg startede den her blog var jeg ikke på Tinder. Og jeg havde et arbejde. Derfor tænkte slet ikke over, at det en dag kunne blive et problem at have hældt sit hjerte ud på internettet, når det gjaldt mænd eller job. Jeg hældte bare løs. Og det er som sådan heller ikke et problem nu. Jeg skal ikke være en vigtig journalist, der står neutralt og rapporterer om et eller andet, og hvis jeg endelig skulle blive en big-shot indenfor mit felt, tænker jeg at det givetvis vil have noget at gøre med det, jeg allerede laver. Som blandt andet er at observere livet og så derefter skrive om det.

Så selvom jeg nogle gange alligevel tænker en lille smule over, at en kommende chef kan læse sig igennem store dele af mit liv og få ting at vide om mig, som de normalt ikke ville kende til, så skræmmer det mig ikke nok til at holde op. For min kamp for at stå op for sig selv, at være ærlig, at fortælle, når det gør ondt og at vise livets skyggesider sammen med solskinssiderne er vigtigere end meget andet. Det er essientielt for mig at få lov at udtrykke mig som jeg vil, og det er også det, jeg drømmer allermest om at kunne få lov til at tjene penge på. På den ene eller anden måde.

Men så er der Tinder. Og bare dating generelt. Og det faktum, at der ikke er nogen andre i verden, der hedder det samme som mig, og derfor er jeg ufattelig let at finde på de sociale medier. Og det bliver jeg så også. Tit. Og nogle gange bliver jeg valgt fra på grund af det. Måske på grund af noget, jeg har skrevet som de blev overvældet af, men oftest fordi de ikke selv vil skrives om. Og det er jo på sin vis fair nok. Det er bare også ret irriterende. Især fordi jeg i bloggens levetid kun har lavet to indlæg om Tindermænd tilbage i 2016, en føljeton der godt nok blev læst og grint af en del, men det er altså ikke sket siden. Men med det sagt, så kunne jeg aldrig nogensinde finde på at skrive om, at en eventuel kæreste var en nar, fordi han ikke havde taget opvasken eller at vi havde skændtes, fordi han tog i byen med sine venner. Aldrig.

Men jeg ville skrive om ham, hvem end han så ender med at blive. Jeg ville skrive om min lykke, min usikkerhed, min frygt, mine håb, mine drømme. For det ville være det, der fyldte i mit liv. Men jeg ville aldrig skrive noget, som jeg vidste han ikke ville synes om, at jeg skrev. (Medmindre det viser sig, at han også har to andre kærester, så kan jeg altså ikke love noget)

Så med undtagelse af Fodboldfyren, så skriver jeg ikke på den måde om andre mennesker. Jeg skriver om mine veninder, om min bror, min far, min mor, mine studiekammerater, men altid udfra mig selv. Jeg skriver om, hvad jeg føler for dem, men aldrig hvad jeg tror, de tænker, aldrig hvad de gør eller laver uden mig og aldrig om, hvis jeg på et tidspunkt føler noget knapt så hyggeligt for dem.

Men jeg har brug for at skrive. For at dele. For at observere. For at reflektere. Det er en så indgroet del af mig, og jeg bliver så høj af at gøre alle ovenstående ting, at jeg også ved med mig selv, at jeg aldrig ville kunne være sammen med en, der ville begrænse mig i det.

Min forfatterlærer på Vallekilde højskole sagde engang, at hvis man vil være i familie, være venner, kærester eller gift med en forfatter, så må man finde sig i nogle gange at blive brugt i en historie. Man må finde sig i, at nogle af de ting man siger vil blive skrevet ned og fortalt, man må finde sig i, at dele af ens personlighed vil blive portætteret, og man må finde sig i, at ens historie måske ikke altid kan forblive ens egen.

Derfor er det måske også meget fint at blive valgt fra allerede inden, man egentlig har nået at lære hinanden at kende. Men det er nu alligevel en smule ærgerligt, synes jeg. For jeg tror, at de tror, at jeg netop bare skriver alt og er ligeglad med, hvad de synes. Og det er jeg bestemt ikke.

Men hvad der er allermest ærgerligt med at være “kendt” på Tinder er faktisk slet ikke det, at blive valgt fra af nogen, der ikke vil skrives om. Det allerværste er, at jeg nogle gange slet ikke får muligheden for at vise, hvem jeg er, inden de allerede tror, at de ved det. Og det ved de altså slet ikke.

Ghostingens fem faser fortalt i GIFs

Alle der har været på Tinder kender til det. Enten har de gjort det eller også har de været dem, nogle andre har gjort det imod. Vi taler om ghosting. Datingfænomenet som burde ophøjes til at være ordet, der beskriver min generation. I mine unge dage var jeg selv en ghoster ind imellem, fordi jeg den gang ikke havde nosserne til at sige tak, men nej tak. Og jeg skal da heller ikke sige mig for god til aldrig at have stoppet med at svare i en døende eller uinteressant Tindersamtale. For dem er der ved gud en del af.

Jeg har dog aldrig ghostet nogen, jeg har mødt i virkeligheden (altså efter jeg fik mig et par nosser, da jeg var omkring 22) og jeg har heller aldrig ghostet – og den helt onde – unmatchet nogen midt i en ellers velfungerende og behagelig samtale. Begge ting synes jeg nemlig, at jeg er alt for voksen til at gøre. Desværre er der en del, der ikke sætter sig selv op på den piedestal, og derfor bliver vi andre nogle gange ladt tilbage med en masse forvirrende og ikke særlig rare følelser. Og en del faser, vi skal igennem.

Her er fem af dem.

1. Hallo-er-du-der-du-kan-da-ikke-bare-forsvinde-fasen

confused pulp fiction GIF-downsized_large (1)

2. Ej-han-kom-nok-bare-til-at-trykke-unmatch-ved-en-fejl-fasen

not listening dumb and dumber GIF-downsized_large (1)

3. Jamen-så-fuck-da-dig-din-gigantiske-nar-fasen

kerry washington rage GIF by HULU-downsized_large

 

4. Jeg-kommer-til-at-dø-alene-og-blive-spist-af-min-egen-kat-fasen

sad how i met your mother GIF-downsized_large

5. Fuck-det-du-fortjener-mig-ikke-alligevel-din-amøbe-fasen

beyonce i slay GIF-downsized_large

Fortællingen om det der korte øjeblik, hvor Tinder faktisk ikke var nederen

En sen søndag eftermiddag, stadig iført nattøj og med en lidt tom følelse efter en weekend i Don Drapers selskab, oprettede jeg for 132. gang en Tinderprofil. Og siden den dag midt i februar er det faktisk gået overraskende godt. Så godt, at jeg så sent som for et par dage siden nåede at tænke og ytre, at der måske faktisk slet ikke havde været noget galt med Tinder, men bare noget galt med mig. Måske havde jeg rent faktisk været for afvisende og for “Dur ikke, væk” agtig. Måske var mænd slet ikke så nederen, som jeg troede.

Tanken opstod efter et yderst succesfuldt Tinderhook-up, der formåede at give mig lige præcis det selvtillidsboost, jeg havde brug for til rent faktisk at tro på, at andre mennesker end Don Draper synes, at jeg er værd at kysse på. Og derfor har jeg de seneste to uger også givet den ekstra gas med skriverierne med diverse fyre, især ham vi fra nu vil kalde Cykelmanden og ham, der får navnet Englænderen.

To virkelig underholdene og sjove mænd, der på hver deres måde fik mig til at grine og til at få lyst til at møde dem.

Og så blev det lørdag.

I mandags havde jeg aftalt med Cykelmanden, at vi skulle mødes og gå en tur lørdag eftermiddag, og jeg havde derfor også sagt “nej, tak til date i dag, men hvad med torsdag?” til Englænderen, der spurgte om vi skulle ses lørdag aften. Også selvom flere i min omgangskreds mente, at jeg da sagtens kunne tage på to dates på samme dag. Det mente jeg dog ikke selv, da jeg trods alt syntes, det var lige vovet nok efter min enormt lange periode, hvor de eneste dates jeg gik på foregik i Don Drapers seng.

Det kørte altså godt, der fredag eftermiddag, hvor jeg havde udsigt til fest om aftenen og to dates indenfor den næste uge.

Og ja, så blev det lørdag.

Jeg vågnede, solen skinnede og jeg skrev til Cykelmanden, som jeg havde skrevet med hele ugen og spurgte om, hvor vi helt præcist skulle mødes.

“Mødes?”, spurgte han. “Skulle vi mødes?”

Han havde glemt mig. Seri-fucking-øst.

Men altså, det er jo faktisk ikke første gang, at nogen har glemt, at de skulle på date med mig, dog er det første gang, at den der glemte det var totalt u-undskyldende over det. Der var altså ingen “Ej, det er jeg virkelig ked af, det må du sgu undskylde, jeg giver en kop kaffe”- sætning. Blot en, “Well, Tinder er et flygtigt medie, ligesom min personlighed”- sætning.

Hvilket i min bog does not fly well. Or at all = Cykelmanden kunne altså for min skyld gå sin  tur helt alene, kunne han.

Og så var det, efter jeg havde kaldt ham en nar i et par telefonsamtaler med et par veninder, at jeg besluttede mig for at skrive til Englænderen. Måske havde han allerede lagt planer eller måske var han frisk på en lille øl her på Saint Patrick’s Day?

Det var Englænderen dog ikke. Han havde tømmermænd, sagde han. Hvilket i mine øjne er en helt valid undskyldning. Desværre skrev han bare ikke rigtig andet end det. Ikke noget med “Rigtig godt tilbud, det gad jeg virkelig godt, men glæder mig til at se dig på torsdag”. Bare “Sorry, har tømmermænd, så er nok ikke så sjov at hænge ud med i dag”.

Og der, lige der var det, at jeg endnu en gang mistede troen på Tinder. Og egentlig også lidt på menneskeheden. Hvilket også betød, at jeg lige måtte ned og ligge lidt på mit stuegulv, mens jeg røg en cigaret og stirrede tomt op i loftet.

Jeg har dog ikke slettet appen endnu. Og måske skal jeg også på en date på søndag. Med en, der hedder det samme som Fodboldfyren, hvilket han jo selvfølgelig ikke kan blive ved med, hvis det bliver til noget. Det er klart. Men jeg er ikke ligeså optimistisk, som jeg var i fredags. Og som jeg skrev til Bedsteveninden:

Så ja. Tinder nåede at være sjovt i lige præcis tre uger. Men altså, det er vel også noget?

Mandehadelisten #1

Andre har været her før mig, og de har gjort det godt. Meget godt. Stadigvæk føler jeg, at jeg har ting at tilføje, og derfor laver jeg nu min egen. Så here goes;

1. Mænd der siger numse i stedet for røv. Numse er noget man siger til børn, når de skal sætte sig ned. Røv er noget man siger til voksne, når man bliver opstemt af at kigge på deres bagdel og har lyst til at fortælle dem det.

2. Mænd der enten ikke drikker kaffe eller vin eller øl eller alle tre ting. Bliv nu voksen altså.

3. Mænd der ikke læser bøger, men forsøger at forsvare det ved, at de jo gerne ser filmen, når den kommer.

4. Mænd der skriver lange, følelsesladede det-er-ikke-dig-det-er-mig beskeder efter vi har været på to dates. Seriøst, get over yourself, så vidunderlig er der ingen, der kan nå at synes nogen er, så de har brug for sådan en.

5. Mænd der klør deres boller og snuser til deres fingre bagefter. Ligemeget hvor diskret du forsøger at være, så ser vi det. Og vi synes, du er klam.

6. Mænd der synes Jensens Bøfhus, den lokale kinabuffet restaurant og Bones er acceptable date-venues. Det er det ikke.

Ting man (jeg) tænker inden man (jeg) skal på date

1. Kunne jeg mon, som den første kvinde i verdenshistorien, lige nå at tabe mig ti kilo inden fredag?

2. Jeg er en smuk, selvstændig, stærk og fantastisk kvinde og alle burde være taknemmelige for at komme på date med mig.

3. Jeg ligner et æsel i ansigtet og mit shapewear er blevet for småt til at trække vejret i + jeg har intet lavet i denne uge, som på nogen måde kan spinnes til at lyde interessant. Jeg burde være taknemmelig, hvis han kun ligner en ork en lille smule.

4. Kommer man til at lyde tyk, hvis man siger, man laver god bearnaise?

5. Kommer man til at lyde spiseforstyrret, hvis man siger, man elsker grøntsager?

6. Kom så! Mand dig op! Du kan godt! Du er sej! Du er spændende! Og du kommer ikke til at dø alene!

7. Hvis man har en kat, kommer man jo teknisk set ikke til at dø alene + man slipper for at sidde mundlam og se på en mand, der i værste tilfælde kunne finde på kun at tale om sine frimærker.

8. Er det sjovt på sådan en quirky måde at sige, at man helst ikke bevæger sig unødigt medmindre det drejer sig om sex eller om at nå isbilen?

9. HVORFOR HAR JEG IKKE NOGET TØJ, DER BÅDE ER SEXET OG UNDERSPILLET?!

10. Whatever. Hvis ikke han kan lide din blå blazer er han jo alligevel en idiot.

PS. Daten gik godt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook