Fortællingen om det der korte øjeblik, hvor Tinder faktisk ikke var nederen

En sen søndag eftermiddag, stadig iført nattøj og med en lidt tom følelse efter en weekend i Don Drapers selskab, oprettede jeg for 132. gang en Tinderprofil. Og siden den dag midt i februar er det faktisk gået overraskende godt. Så godt, at jeg så sent som for et par dage siden nåede at tænke og ytre, at der måske faktisk slet ikke havde været noget galt med Tinder, men bare noget galt med mig. Måske havde jeg rent faktisk været for afvisende og for “Dur ikke, væk” agtig. Måske var mænd slet ikke så nederen, som jeg troede.

Tanken opstod efter et yderst succesfuldt Tinderhook-up, der formåede at give mig lige præcis det selvtillidsboost, jeg havde brug for til rent faktisk at tro på, at andre mennesker end Don Draper synes, at jeg er værd at kysse på. Og derfor har jeg de seneste to uger også givet den ekstra gas med skriverierne med diverse fyre, især ham vi fra nu vil kalde Cykelmanden og ham, der får navnet Englænderen.

To virkelig underholdene og sjove mænd, der på hver deres måde fik mig til at grine og til at få lyst til at møde dem.

Og så blev det lørdag.

I mandags havde jeg aftalt med Cykelmanden, at vi skulle mødes og gå en tur lørdag eftermiddag, og jeg havde derfor også sagt “nej, tak til date i dag, men hvad med torsdag?” til Englænderen, der spurgte om vi skulle ses lørdag aften. Også selvom flere i min omgangskreds mente, at jeg da sagtens kunne tage på to dates på samme dag. Det mente jeg dog ikke selv, da jeg trods alt syntes, det var lige vovet nok efter min enormt lange periode, hvor de eneste dates jeg gik på foregik i Don Drapers seng.

Det kørte altså godt, der fredag eftermiddag, hvor jeg havde udsigt til fest om aftenen og to dates indenfor den næste uge.

Og ja, så blev det lørdag.

Jeg vågnede, solen skinnede og jeg skrev til Cykelmanden, som jeg havde skrevet med hele ugen og spurgte om, hvor vi helt præcist skulle mødes.

“Mødes?”, spurgte han. “Skulle vi mødes?”

Han havde glemt mig. Seri-fucking-øst.

Men altså, det er jo faktisk ikke første gang, at nogen har glemt, at de skulle på date med mig, dog er det første gang, at den der glemte det var totalt u-undskyldende over det. Der var altså ingen “Ej, det er jeg virkelig ked af, det må du sgu undskylde, jeg giver en kop kaffe”- sætning. Blot en, “Well, Tinder er et flygtigt medie, ligesom min personlighed”- sætning.

Hvilket i min bog does not fly well. Or at all = Cykelmanden kunne altså for min skyld gå sin  tur helt alene, kunne han.

Og så var det, efter jeg havde kaldt ham en nar i et par telefonsamtaler med et par veninder, at jeg besluttede mig for at skrive til Englænderen. Måske havde han allerede lagt planer eller måske var han frisk på en lille øl her på Saint Patrick’s Day?

Det var Englænderen dog ikke. Han havde tømmermænd, sagde han. Hvilket i mine øjne er en helt valid undskyldning. Desværre skrev han bare ikke rigtig andet end det. Ikke noget med “Rigtig godt tilbud, det gad jeg virkelig godt, men glæder mig til at se dig på torsdag”. Bare “Sorry, har tømmermænd, så er nok ikke så sjov at hænge ud med i dag”.

Og der, lige der var det, at jeg endnu en gang mistede troen på Tinder. Og egentlig også lidt på menneskeheden. Hvilket også betød, at jeg lige måtte ned og ligge lidt på mit stuegulv, mens jeg røg en cigaret og stirrede tomt op i loftet.

Jeg har dog ikke slettet appen endnu. Og måske skal jeg også på en date på søndag. Med en, der hedder det samme som Fodboldfyren, hvilket han jo selvfølgelig ikke kan blive ved med, hvis det bliver til noget. Det er klart. Men jeg er ikke ligeså optimistisk, som jeg var i fredags. Og som jeg skrev til Bedsteveninden:

Så ja. Tinder nåede at være sjovt i lige præcis tre uger. Men altså, det er vel også noget?

At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

2016 Opgjort i Mænd Og Dates #1

Jeg tænkte, at det var på tide at begynde at tale om nogle andre mænd end Fodboldfyren. Ikke at jeg er helt færdig med min fortælling, men da det I læser nu er en opgørelse over de mænd, jeg har mødt og kendt i 2016 tænker jeg, at det nok ville være en god ide at få den ud, mens det rent faktisk stadig er år 2016.

Så here goes; 2016 Opgjort i Mænd Og Dates Del 1.

 

Tøsedrengen, 33 år

Tøsedrengen var min første rigtige Tinderdate. Vi begyndte at skrive sammen i slutningen af januar, og besluttede at mødes til en bid mad på Papirøen netop, da kalenderen skiftede til februar. Jeg var egentlig ikke meget for det, og slet ikke da manden skrev en time inden, vi skulle mødes for at fortælle mig, at han lige havde opdaget, at Papirøen først åbnede ugen efter, men at jeg da altid kunne komme hjem til et glas vin hos ham. Jeg ved stadig ikke, om det her var et trick, og the change of plans krævede da også et konfererende opkald til Bedsteveninden, da vi jo alle ved hvad “et-glas-vin-hos-mig-” egentlig betyder. Men afsted tog jeg altså. Jeg havde trods alt lige brugt en time på at gøre mig klar.

Tøsedrengen var en rigtig voksen. Sådan en, der er færdig med at læse, har et rigtigt voksenarbejde, en lejlighed med møbler, der ikke hovedsageligt har svenske navne, billeder på væggen, en opvaskemaskine og vin fra Irma. Og det var interessant to say the least. Han var også ret pæn og vi snakkede godt sammen, så da han efter vinflasken var tom spurgte, om jeg ikke ville have en tour i lejligheden, havde jeg ikke noget imod, at den sluttede i soveværelset. Det viste sig dog desværre, at Tøsedrengen slet ikke var så voksen, som han virkede. For da jeg rejste mig op fra hans futonseng (et møbelvalg, der i sig selv virkelig burde have været alarmerende nok) sagde han, at han virkelig gerne ville se mig igen, og spurgte om vi måske skulle lave noget sammen i weekenden. En udmelding jeg senere fandt ud af, at Tøsedrengen slet, slet ikke mente, og som jeg ikke mindst blev overrasket over, da jeg ikke selv havde tænkt tanken, men som jeg alligevel blev glad for, da aftenen jo havde været hyggelig.

Så da jeg næste dag skrev for både at forhøre mig om den halskæde, jeg havde glemt hos ham, (og nej, det var altså ikke med vilje, men blot fordi den var ganske lang og i vejen, og fordi jeg er ret glemsom generelt) og i samme vending spurgte om vi skulle gøre alvor af det der med at ses igen, fik jeg Verdens Mest Nederen Besked:

img_2711

Jeg hørte selvfølgelig ikke fra manden næste dag. Eller dagen efter den. Noget som jeg egentlig ville have været ligeglad med, hvis det ikke var været fordi, jeg havde glemt min halskæde, og så det lille bitte faktum, at det var ham, der havde sagt, at han ville ses igen, og ikke mig. Så jeg skrev til ham. Skrev, at han altså ikke havde behøvet at sige, at han gerne ville ses, når han egentlig ikke havde lyst, men at jeg stadig gerne ville have min halskæde igen. Og så kom den besked, der sidenhen har givet ham øgenavnet Tøsedrengen eller Kællingen blandt mine veninder:

img_2712.jpg

Og så, så man lige mig kaste lidt op. Og derudover spørge, om der virkelig er cafeer, der er villige til at have folks engangsknalds efterladenskaber liggende omme bag disken?

Globetrotteren, 32 år

Globetrotteren var min næste Tinderdate. Et åbenlyst booty call, men som viste sig at være en ganske glimrende date og underholdende fyr. På min Tinderprofil stod der på det tidspunkt, at jeg godt kunne lide chokolade, pingviner og gangsterfilm, hvilket fik den 32-årige techfyr, der viste sig også at have bygget sin egen bil og kørt fra Danmark til Sydafrika, til at skrive til mig og spørge om vi ikke skulle se en gangsterfilm sammen og eventuelt spise noget pingvinmix. Og da det der med “at se film” er et af mine gamle og højest succesfulde moves, og vi samtidig her var nået til marts og det dermed var over en måned siden, jeg sidst besøgte nogens soveværelse, tænkte jeg, at det da egentlig lød som en meget god ide. Og det var det også.

GLobetrotteren viste sig nemlig at være ret interessant. Han vidste en masse om blogs, hjemmesider, hvordan man promoverer sig selv online og serverede så vidt jeg husker også en ganske glimerende lemonade. Derudover var det også svært spændende at høre om hans rejser, når man som jeg er en stor rejsenørd. Og så lærte han mig tilmed også at spille backgammon. Win win. Derudover var han, i modsætning til Valdemar, ikke en fyr, der tænkte så højt om sig selv at han følte, at han blev nødt til at love noget efterfølgende, så den stakkels pige, der sandsynligvis nok allerede var tæt på at være forelsket i ham efter et knald, ikke blev såret, når vi skulle sige farvel.

Nej, Globetrotteren han bryggede mig blot en kop kaffe og sagde pænt farvel, og jeg det samme. Altså ikke kaffen, men farvellet. Og vi har aldrig talt sammen igen = opskriften på et perfekt engangsknald.

Tagterrassefyren, 34 år

Tagteressefyren var en happnfyr. En som i maj skrev til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at drikke noget vin med ham. Han var nemlig en vinkender, lod han mig vide. Naive mig, troede selvfølgelig at vi skulle mødes på en vinbar et sted, men da jeg dagen inden daten skrev og spurgte, hvor vi skulle mødes skrev han, at vi da skulle drikke vin hos ham på hans tagterrasse. Jeg var lidt nølende, da jeg efterhånden gerne ville lidt mere end booty calls med eller uden vin, men tænkte også, at det jo altså ikke er hver dag man møder en fyr med en tagterrasse. Så jeg tog til Østerbro og fandt, da døren blev åbnet, at Tagteressefyren kun har en god vinkel. Og at det er den, han benytter sig af på sin profil.

Men hvad skulle jeg gøre? Gå baglæns ned ad trappen igen? Nej, nu var jeg jo kørt hele vejen til Østerbro, og var derudover heller ikke en douche, så jeg pressede Ja-hatten godt ned over ørerne og fulgte med manden op på, hvad jeg fandt ud af ikke var hans egen tagterrasse, men hele boligforeningens.

Da vi satte os ned viste det sig også, at Tagteressefyren kun er sjov på skrift. Eller faktisk nærmere også kun er en rar person på skrift. Han begyndte straks en tale om, hvor nederen han syntes, at hans bedste ven var, fordi han var taget til Budapest med sin kæreste i Kristi Himmelfartsferien i stedet for at blive hjemme sammen med ham. Derefter nægtede han at fortælle mig, hvad det egentlig var han lavede som fuldmægtig i et af Danmarks mange ministerier, og sagde i stedet for; Det er bare noget med et kontor en computer og en telefon, du ved. En sætning der blev afsluttet med en latter, der mindede umiskendelig meget om den irriterende og heldigvis fiktive ejendomsmægler fra Danish Dynamite, Jeppe K.
Tagteressefyren dog ikke færdig med ikke at ville fortælle noget om sig selv, og nægtede derfor også at svare på, hvor han var fra, da jeg spurgte. Til det spørgsmål kom der bare et; Syd fra København. Det er vist nok. 

På det tidspunkt havde jeg ikke flere spørgsmål til manden, der var ligeså dygtig til at tale udenom som vores statsminister, hvilket fik Mathias til at spørge om jeg kendte til den tagterrasse, vi sad på. Vores samtale lød nogenlunde sådan her:

TTF: “Såeh, kender du egentlig den her tagterrasse? ”
Mig: “Øh, nej altså jeg har ikke været her før, hvis det er det, du mener?”
TTF: “Nej nej, jeg mener bare, at den ligesom sådan er ret kendt.”
Mig? “Fordi, der bor kendte her eller?”
TTF: “Nej, nej. Den er bare ret kendt. Du ved, i området.”
Mig. “Aha.”

Jeg tror, han kunne se, hvor ikke-imponeret jeg var over ham og tagterrassen, for efter cirka 10 sekunders tavshed imellem os spurgte han på en ikke særlig spørgende måde, om vi ikke bare skulle sige, at det var det. Jo sagde jeg, det synes jeg, vi skal og satte mig efter to minutter op på cyklen mod Vanløse, mens jeg rystede på hovedet hele vejen hjem.

Verdens Hurtigste Date, 41 år

VHD var en gammel mand. Altså i hvert fald i forhold til mig. Men jeg tænkte, og tænker stadig, at man i løbet af sit liv skal have prøvet kræfter med sådan en. Så det gjorde jeg. Eller, det gjorde jeg egentlig ikke, da daten med Verdens Hurtigste Date, som hans øgenavn hentyder til, var ganske, ganske kort.

Vi mødtes ved Christianshavn for at gå tur rundt om kanalerne, og i løbet af vores cirka 30 minutter lange gåtur, lærte jeg intet om ham. Altså udover at han ved ufattelig meget om kastanjetræer og bor på Amager. (Overvejede derfor kort at kalde ham for Amagermanden, men tænkte, at det alligevel ville være lidt over the top) Udover det fortalte han, ligesom Tagteressefyren, intet om sig selv og spurgte heller ikke ind til mig. I stedet brugte han tiden på at kommentere på samtlige ting, vi gik forbi, deriblandt kastanjetræerne, og sagde derudover også en sjælden gang sådan nogle far-agtige ting såsom; Ja, det lærer du nok med tiden eller Ja, det er mange unge, der godt kan lide appleprodukter.

På et tidspunkt begyndte det at regne, så vi vendte om og gik tilbage mod Lagkagehuset, hvor vi havde mødtes. Han snakkede stadig om alle andre ting end sig selv, mig eller os, og jeg gik ved siden af og nikkede pænt og kom med de obligatoriske lytte-lyde. Og da vi nåede Lagkagehuset stoppede han pludselig op og sagde, mens han bankede hånden ned i en cykelsaddel; “Nå, det her er mig. Det har været hyggeligt, du må have det godt.”

Jeg, som til at starte med ikke havde opdaget, at han var stoppet op og derfor nu befandt mig cirka fem meter fra ham, stod lettere målløs og kiggede på ham. For godt nok havde det ikke været verdens mest interessante date, men hvis det ikke at tale om sig selv eller at spørge ind til den anden var hans måde at tage på date på, hvordan kunne han så overhovedet vurdere om den anden var værd at lære bedre at kende? Jeg endte med at mumle i lige måde, selvom jeg slet ikke mente det og stikke af ned af metroens trapper, mens jeg forbandede at have brugt to klip på en mand, der ikke havde stillet mig et eneste spørgsmål.

Læs med i morgen for at få 2. del af 2016 Opgjort i Mænd og Dates. Der bliver det nemlig for alvor juicy.

Kvinde Kend Din Penis: 20 Piktyper Du Kan Støde På I Singleland

Såeh, her den anden aften sad jeg og drak vin med en veninde og talte om fyre. Og penis. Og som det jo kan ske, når man er tætte veninder og der er vin involveret gik samtalen fra at analysere en vis fyrs simrende engagement til pludselig at handle om alle de forskellige slags pikke, man kan støde på, når man bor i Singleland. Og her taler vi ikke nødvendigvis om form eller længde, selvom det også optræder på nedenstående liste, men egentlig mere om de situationer, man kan havne i og de penisvalg man kan tage, når man er ung, fri og single.

20 piktyper du kan støde på i Singleland:

1. Trøstepik. Når alt er noget lort, og penis virker som det eneste, der kan løfte stemningen en smule. (pun totally intended)

2. Erstatningspik. Når ham du havde udset dig går/afviser dig/har en kæreste/er for langsom, og du derfor finder en erstaning(spik)

3. Satsepik. Han har små hænder, men er høj, har en lys stemme, men har brede skuldre. Så du satser.

4. Kontinuerlig-pik. Sidder på en bolleven.

5. Ung-og-viril-pikken. En yngre fyr, der er v.i.r.k.e.l.i.g klar.

6. Gammel-og-erfaren-pikken. En ældre mand, der sikkert ikke kan to gange i træk, men som ved, hvad han laver.

7. Den-smukke-pik. Hænger enten på en, der på grund af pikken tager sin evner for givet og derfor ikke rigtig ved, hvad han laver eller ikke gør sig umage eller på en, der har styr på det hele, men også er billedet i ordbogen, når du slår op under douche, og som i slemme tilfælde kan få dig til at udbryde; “Hvorfor skal noget så smukt dog hænge på noget så dumt?!”

8. Den-grimme-pik. Hænger ofte på en, der imodsætning til ovenstående i den grad ved, hvordan man skal bruge den eller som i hvert fald kan kompensere med andre evner.

9. Jeg-vil-hellere-bruge-min-dildo-resten-af-livet-end-at-hoppe-på-den-der-pikken. Enten er den meget lille, meget deform eller har gevækster, der virkelig ikke burde være der.

10. Fortidspikken. Den der ligeså godt kan bruges, hvis der ikke er andet, da den jo allerede er med i beregningen.

11. Den-virkelig-gode-historie-pikken. Hænger gerne på en kendis af en art.

12. Hævnpik. Den du springer på alene for at hævne dig på en ekskæreste/eksdate/eks-et-eller-andet.

13. Ekskærestepikken. Den der sidder på en, du virkelig bare burde løbe helt vildt langt væk fra, men som desværre ofte er lidt for tiltrækkende, fordi du kender den og de der arme, der evt. holder om dig bagefter.

14. Forbedringspikken. En du har prøvet før, og som ikke var noget at skrive hjem om, men som, når du pludselig støder ind i den igen, er blevet meget, meget bedre.

15. Pornopikken. Enten en HELT vild stor en af slagsen, men ofte bare en, der hænger på en fyr, der har set alt for meget porno og derfor tror, at alle piger da altid og helt vildt gerne vil kommes i ansigtet og slås i hovedet med spidsen af den.

16. Ordpikken. Hænger på en, der desværre ofte kun har sine dirty moves i munden.

17. Klamydiapikken. Den du næsten med sikkerhed ved har i hvert fald en kønssygdom siddende på sig, når du scroller igennem ejermandens venneliste på facebook. Hej Melissa, og Randi, og Nicole-Karina.

18. Kan-ikke-finde-ud-af-at-bruge-kondom-pikken. Den der altså bare slet ikke kan mærke noget, hvis der kommer kondom på.

19. Følelsespikken. Hænger på ham, der blidt aer dig på kinden og som gerne bruger ordet elskov, om det I skal i gang med.

20. Pikken-der-ikke-ringer-tilbage-pikken.

img_1523-1

Dag 77, år 2 – Penis eller grøntsager? 

 

Spørgsmål Fra Singleland

Efter at have været i mere eller mindre faste parforhold i omkring 12 år (12 år?! Enten er jeg virkelig gammel eller også startede jeg bare meget tidligt….) er jeg blevet virkelig, virkelig single nu. Og det har affødt en del spørgsmål om denne nye, fagre verden.

  • Hvad skal man gøre, hvis man hedder Amalie og man finder Ulven Peter på Tinder? 
  • Når man på en date bliver spurgt om, hvorvidt man er misundelig på de veninder man har, som har børn – er det så et trickspørgsmål? Sådan et som, hvis man siger ja, så finder manden straks et kors og et par hvidløg frem og begynder at hvæse som en vred kat? Eller er det, fordi han bare gerne vil vide om, man eventuelt kunne være frisk på at lægge krop til et par babyer? 
  • Helt seriøst – hvor meget betydning skal man lægge i smileys eller mangel på samme?
  • Forventer mænd over 35 også, at man er glatbarberet?
  • Hvorfor kan voksne mennesker, der sikkert normalt godt kan finde ud af at sige klart og tydeligt nej tak til kage eller rosenkål, hvis de har ikke lyst – ikke finde ud af, at sige det samme til mennesker, som de har ikke har lyst til?
  • Er man en slut, hvis man bare gerne vil ses med nogen, drikke vin og knalde, men ikke rigtig gider at ligge i ske bagefter?
  • Hvorfor hedder alle pæne mænd i alderen 28-35 år enten Christian eller Martin? Magen til uopfindsomme 80’er forældre skal man da så overhovedet ikke lede længe efter.
  • Hvornår er det i orden at nævne en eks-kæreste? Og her mener jeg selvfølgelig ikke på sådan en; “Ej, det er sjovt, du siger det, der har jeg en gang også været med min eks-kæreste. Det var helt vildt romantisk!” Men mere sådan en; “Nårh, nej, der er ikke nogen, der har stjålet halvdelen af mine møbler, jeg har bare ikke lige fået købt nogle nye efter min eks-kæreste flyttede.”
  • Burde man i stedet bare få sig en kat og så sige, at det var det?
  • Og er det med vilje, at supermarkedernes singlepakker giver en lyst til at sætte en pistol for panden?

 

singlemenu

Ja, så fuck da mig, da.