Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Fortællingen om Et År Fyldt Med Venskab, Rosé, Mænd, Sandheder Og Helt Vildt Meget Love

Venskab

På et af årets sidste dage sagde Bedsteveninden med kærlighed i stemmen til mig, at 2016 virkelig havde været vores år. Og jeg kunne kun give hende ret. Aldrig har vi været tættere, og aldrig har jeg følt så stærkt et bånd til en veninde. Hun føles som en uløselig del af mig, og når jeg tænker på fremtiden er hun altid en del af den. Og den følelse er noget af det dejligste, jeg nogensinde har oplevet. Vores venskab er blevet så ægte, så fint og stærkt, og uden nogen tvivl om, at vi begge vil hinanden og er der, når det gælder. Og jeg er så taknemmelig for, at vi har fået dette år sammen, hvor det bare har været os. Hvor der ikke har været nogen kærester til at forstyrre og fylde. Hvor vi har fået lov til for alvor at lære hinandens inderste at kende og samtidig er blevet voksne i vores venskab. Vi skændes nærmest ikke længere, noget som vi gjorde en del i de første år af vores venskab, og når der en sjælden gang er en konflikt under opsejling, bliver jeg hver gang forundret og stolt over vores måde at håndtere den på. Vi er ikke stædige længere, og vi holder ikke fast på vreden. For nu ved vi, hvad vi vil miste, hvis vi gør. Og den tanke er utænkelig.

Men det er slet ikke kun Bedsteveninden, der får mig til at kategorisere 2016 som VenskabsÅret. For i alle de 12 måneder, der er gået har jeg nemlig virkelig mærket og indset, hvor mange gode veninder og venner, jeg har. Og hvor meget de vil mig og jeg dem. De bringer hver især noget med sig, som jeg elsker og holder af og som gør mig klogere og udfordrer mig. De får mig allesammen til at grine og le, og de er der på hver deres måde, hvis mit hjerte gør ondt. Og hvad mere kunne man så virkelig ønske sig?

Mænd

Ikke så meget mere. Hvilket også er derfor, at jeg i går indså, at jeg simpelthen er så glad og tilfreds med der, hvor jeg er lige nu. Med mit liv. Også selvom jeg er fattig som en kirkerotte og endnu ikke har knækket karrierekoden. Og også derfor, at jeg stadigvæk ikke føler behovet for at finde den der kæreste. Men jeg er heller ikke ikke der, hvor jeg var for et år siden. Der hvor jeg egentlig helst bare ville have, at mænd skulle lade mig være i fred. Sådan har jeg det trods alt ikke længere, hvilket nok også er tydeligt, hvis man læser her og her. Så hvis der kommer en, der giver mig sommerfugle i maven og får mig til at smile fjoget, så er han mere end velkommen. Men jeg tror ærlig talt aldrig, at jeg har været gladere, end jeg er nu og har været det, det meste af 2016. Og den glæde er indtil videre nok.

Rosé

Der er dog blevet kigget lidt. Efter mænd altså. Men oftest kun i rosébedugget tilstand. Der dukker mange “jeg tror aldrig, jeg har..” op i dette tilbageblik på 2016, og det må I altså undskylde. Men jeg tror altså aldrig, at jeg har drukket så meget vin før, som jeg har gjort i 2016. Der er blevet drukket vin til almindelige aftensmadsaftaler midt på ugen, der er blevet drukket vin, når svære samtaler har skulle føres, der er blevet drukket vin på fancy vinbarer og der er blevet drukket spandevis af vin til mig og mine veninders mange singlemiddage. Og det har været fantastisk. Og underligt nok også meget voksent, synes jeg. (Jeg drak i mange år kun vodkafanta, så det er måske derfor)

Sandheder

Når der bliver drukket vin, kommer der ofte også mange sandheder på bordet. Både sådan nogle gode og fulde Jeg-elsker-dig-simpelthen-bare-så-meget-og-du-har-sådan-noget-pæææænt-hår-sandheder, men også de lidt mere brutale af slagsen. Men jeg vil sige, at jeg uanset hvilke det har drejet sig om, er blevet bedre til at håndtere dem. Bedre til at mærke efter om det egentlig overhovedet har noget med mig at gøre eller mere med den, der ytrede sandheden, og bedre til acceptere og give slip på det, hvis der rent faktisk var noget om det. Og det er virkelig rart.

Så er der jo de andre sandheder. Fodboldfyrens sandheder. De har straks været sværere at sluge og accepetere. Men de har stadig været vigtige og virkelig sunde og gode at lære at kende. De sidste par uger af 2016 var en del hårdere og langt mere fyldt med had og vrede, end jeg havde forestillet mig de ville være, men de var også fyldt med en ro, en forløsning og en vished om, at jeg nu for alvor endelig har gjort mig fri af ham. Og ikke mindst, at det aldrig, aldrig har været mig, der var noget galt med.

Helt vildt meget love

Hele det her indlæg emmer virkelig meget af looove, og det tror jeg egentlig også at ret mange af mine tidligere indlæg har oset af. I hvert fald, når de har handlet om mine veninder. Og det er, som jeg har skrevet her, da virkelig også dem, der har fyldt mit 2016 ud med kærlighed. Stor, fluffy, sød og vidunderlig kærlighed, som jeg har sendt direkte tilbage. Heldigvis er det dog ikke kun venskabslove, jeg har fået at mærke i året, der sluttede for 9 dage siden. Familiekærlighed har fyldt næsten ligeså meget. For første gang i mange år kan jeg nemlig sige, at jeg er virkelig glad for hele min familie. Glad for, at de er der, når jeg har brug for dem, og også når jeg ikke har, glad for at jeg har en mor, jeg ved, jeg kan dele alt med, hvis jeg behøver, glad for at selv dem, jeg ikke ser særlig tit, viser mig at de alligevel er interesserede i mig og holder af mig, glad for at jeg for alvor nu føler, at min papfar og jeg er kommet tæt på hinanden og glad for, nej ovenud lykkelig for, at jeg har verdens bedste lillebror, som jeg elsker over alt på jorden og som til februar tager mig med til Amsterdam. Bare ham og mig.

Se selv. Helt vildt meget love.

Dag 130, år 2 – Venindekærlighed