Fortællingen om At Lukke Tristheden Ind For At Kunne Lukke Vreden Ud 

Jeg har snart brugt et halvt år på at være vred. Virkelig vred. Og jeg har slet ikke kunnet forestille mig, hvordan jeg kunne komme til at give slip på den og slet heller ikke, hvordan jeg kunne komme til at tilgive og slippe det hele.

For mig har det føltes fuldstændig umuligt. For hvordan skulle jeg kunne være ikke-vred? Det som Fodboldfyren har gjort er så voldsomt, så forfærdeligt og så gennem-utilgiveligt, at min meget veludviklede retfærdighedsans har været på konstant overarbejde lige siden, jeg fandt ud af, hvad der egentlig har foregået i alle de år vi var kærester.

Jeg har været så vred og så retfærdighedshungrende, at jeg har følt, at han burde komme i fængsel. At han burde dømmes for utroskab og generel nederenhed. For løgne og bedrag. For at have ødelagt og taget nogle af de hidtil vigtigste år af mit liv. For at have ødelagt mig. Og jeg har endda tænkt, at jeg næsten ville ønske, at han slog mig ud af frustration for det, jeg har skrevet og fortalt om ham her på bloggen, hvis vi mødte hinanden tilfældigt. Bare så jeg kunne melde ham til politiet, og han så rent faktisk ville blive dømt for noget.

Og selvfølgelig har jeg det. Det han har gjort er utilgiveligt. Og forfærdeligt. Og jeg har intet closure fået. Jeg har ikke råbt ad ham, jeg har ikke skældt ham ud. Jeg har ikke brændt alle hans ting eller tisset på hans playstation. Og det, der skulle have været mit afgørende “fuck-dig-moment” – at sætte de resterende af hans ting ud på gaden og sende en iskold sms om, at han nok burde skynde sig hen for at hente dem –  kom før jeg overhovedet vidste, hvor stort et svin han i virkeligheden var. På det tidspunkt vidste jeg så lidt, og selv det var alt for meget. Så jeg har været vred. Sydende og spruttende vred. Iskold- og jeg-håber-du-bliver-kørt-over-af-en-tank-vred.

Men jeg har nærmest ikke været ked af det.

Vreden har nemlig fyldt alt for meget til, at der overhovedet har været plads til tristheden. Og desuden har jeg heller ikke haft tid eller lyst til at deale med den. Eller har villet acceptere, at den overhovedet var der. I min verden har jeg allerede været ked af det længe nok. Jeg har faktisk brug seks år på det. Seks år på at være ulykkelig og uforstående overfor, hvorfor min kæreste var, som han var, og hvorfor jeg enten ikke kunne lave mig selv om eller bare gå min vej. Jeg har grædt, jeg har hulket. Og han fortjener ikke en eneste tårer mere.

Vreden derimod, den fortjener han.

Men efter et halvt år fyldt med vrede er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke mere. Og jeg vil heller ikke mere. Det tager alt for meget af min energi, alt for meget af min glæde, og han fortjener heller intet af det. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle slippe den.

Det tror jeg dog, at jeg ved nu.

3393339333933393

Dag 306, år 2

Som jeg skrev her, var jeg i weekenden på retreat med denne fantastiske mand. Og også med lidt hjælp fra min fantastiske medkursister på min Mastercoachuddannelse, har jeg indset, at jeg bliver nødt til at lukke tristheden ind, så jeg kan lukke vreden ud. Og jeg bliver nødt til at tilgive mig selv, før jeg kan tilgive ham. Og at tilgivelsen af ham er nødvendig for at jeg for alvor kan slippe hele denne fortælling og den allersidste rest af vrede, der måtte være tilbage.

Som sagt, så vidste jeg godt lidt det med tristheden. Jeg har bare ikke villet tro på det. Har ikke villet åbne op for den pose fuld af lort og synke ned i det. Men nu, efter i søndags, har jeg en følelse af, at det behøver jeg heller ikke. Jeg behøver ikke at synke ned i noget. Tværtimod. I stedet skal jeg finde frem til det største inde i mig. Det sted, hvor tilgivelsen, forståelsen og medfølelsen sidder. Og så skal jeg bruge den og dele ud af den. Først til mig selv. Og til sidst til ham.

Efter retreatet gik jeg en tur. Jeg gik med musik i ørene og en følelse af at være kommet tættere på at slippe end nogensinde før. På at sige farvel til vreden. Og på oprigtigt at kunne vinke goddag, hvis jeg pludselig stod overfor ham på gaden. Jeg gik og duftede til sommeren og mærkede, hvordan min skuldre, der nærmest permanent har siddet oppe under ørerne på mig det sidste halve år, sank ned på plads. Jeg mærkede små dryp af regn på min næse og en følelse af ro.

Og så græd jeg.

Taknemmelighedsrunden #62

1. Jeg er begyndt at gå aftentur med god musik i ørerne, og det er noget af det dejligste i verden. Jeg går og går. Også midt ud i sommerregnen.

2. Pizza-Anne kom forbi og havde taget hvidvin med, fordi vi skulle fejre, at hun endelig har fået afleveret sit speciale. Så det gjorde vi. Med aftensmad, den førnævnte vin og et afsnit af Love. #perfekthed

3. Jeg slog vejen forbi min veninde Michala, som er den største shopper i verden, men også den største udsmider af tøj, hun ikke længere går med. Og derfor scorede jeg mig lige et skjorte og en nederdel, inden jeg gik hjem.

4. Holdt oplæg om min forretning, (som jeg lover at fortælle mere om lige om lidt. Jeg skal nok) og selvom jeg glemte alt, hvad jeg havde planlagt at sige og i stedet sagde noget andet, så gik det godt = der var fire, der kom hen og spurgte mere ind til, hvad jeg kan og vil og 10, der skrev sig op til mit nyhedsbrev. (Note to self; 1. Lav et nyhedsbrev. 2. Find på noget at skrive i dit nyhedsbrev) #bosslady

5. Hele ugen har vi prøvesmagt karameller på arbejdet, fordi der evt., måske, vistnok skal sælges karameller i kursistcafeen. #drømmejob

6. Min mor gav aftensmad i fredags. Og jordbær med fløde. Og en mandelcroissant. Og masser af ros, ikke mindst. #dejligtmeddejligtpå

7. Hang ud med de dejligste to, Bedsteveninden og Kage-Anne igår aftes, hvor fejrede, at vi endelig har fået bestilt vores ferie til Grækenland. Og det gjorde vi selvfølgelig med mad fra LeLe og rosé. Det der græske får vi jo, når vi kommer derned.

8. Har været på det mest vidunderlige kursus/retreat i denne weekend, med denne fantastiske mand, jeg lidt bare har lyst til at følge rundt i verden, så noget af hans visdom evt. drysser af på mig. Et retreat, hvor jeg endelig er kommet tæt nok på til at lugte friheden, tilgivelsen og det at kunne give endeligt slip. Mere om det i næste uge.

Dag 315, år 2 – Girls Night

Taknemmelighedsrunden #52

1. Hov. Så gik der lige et år med at skrive taknemmeligheder. Lidt vildt alligevel. Men mest bare dejligt, opløftende og skønt. Tænk at jeg, på trods af alt, har kunnet finde ting at være taknemmelig for i hele 52 uger. Det er jeg meget taknemmelig for.

2. Pizza-Anne er kommet hjem fra Canada, og det fejrede vi med hakkebøffer med karameliserede løg og GIRLS. #kødmandag

3. HAR I SET DET DER MED AT DET ER BLEVET FORÅR? VILDT NOK.

4. Jeg har fået ros af chefen, som synes jeg gør det virkelig godt. Og derfor er virkelig glad for, at jeg er der. Og så bliver jeg så glad. For jeg er nemlig virkelig glad for at være der. Bare se her. #gladtosse

5. Min lillebror inviterede min mor og jeg på middag i onsdags, og det var både hyggeligt, sjovt og lidt skørt. Hyggeligt og sjovt, fordi de er de hyggeligste og sjoveste i min familie, på nær min mormor, og skørt fordi jeg på en eller anden måde nåede at blive liiidt små tipsy af vinen til maden.

6. Torsdag stod den på rødbedetærte, chips og hårnus med Bedsteveninden, og det var skønt. Fordi altså, det behøver jeg vel ikke rigtig at forklare, gør jeg vel?

7. Og fredag drak jeg vin i solen på Granola med min veninde Sofie, og en ældre og meget fornem herre, som sad ved siden af os på de sparsomme pladser ude foran. Og det var ganske enkelt helt fantastisk. Man kan nemlig lære meget af levemænd med lommetørklæder i brystlommen og en hang til drinks opkaldt efter Hemmingway.

8. Og hele weekenden, på nær lørdag aften, hvor jeg drak vin med Bedsteveninden og Kage-Anne, har jeg været på retreat i Sofias Hus. Et retreat afholdt af den fantastiske Roxana Padmini, som når jeg hører hende tale om livet og om kærligheden, mest af alt får lyst til at spørge om, jeg ikke godt må følge med hende rundt i verden, så noget af hendes visdom eventuelt kan drysse lidt af på mig. Retreatet hed Opening the heart, og handlede om alt det, jeg for tiden kæmper lidt (meget) med. Nemlig at åbne op, give slip og at tro på både mig selv og på, at der findes folk (mænd) derude, der faktisk gerne vil en (mig) det godt. Du kan læse mere om Roxana og hendes visdom her.

Dag 247, år 2 – Åbner hjertet