Taknemmelighedsrunden #117

1. Jeg fik endelig spurgt min farmor om alle de ting, jeg har savnet svar på så længe. Og det var virkelig rart.

2. Og jeg fik også endelig lært at lave norsk labskovs.

3. Og derefter kom jeg endelig hjem til dejlige og savnede København.

4. Hvor jeg mødtes med søde Katrine fra bachelorstudiet, som jeg ikke har set i flere år. #GensynsGlæde

5. Studdy buddy Elias gav pizza og jeg gav drømmekage, som vi sammen spiste i hans fine, nye lejlighed. #HerreMegetGensynsglæde

6. Min mor, min mormor og jeg tog forbi kirkegården for at plante en blomst på min morfars grav i anledningen af det, der ville have været hans 91-års fødselsdag. Og bagefter spiste vi en kæmpe stor portion rødgrød med fløde. Præcis som min morfar ville kunne lide det.

7. Fredag boardede jeg endnu et fly, denne god mod Irland for at besøge den sjoveste og sødeste irer jeg kender. Og her var gensynsglæden alligevel den største af dem alle.

8. I går købte jeg de fineste lyserøde gummisko, så Dublin, som jeg allerde elsker og fik både scones og te. Og selvfølgelig utrolig mange øjeblikke fyldt med højlydte grin, fordi den bedste irer jeg kender også er den sjoveste irer, jeg kender.

9. Og i dag har vi set rolling hills, spist fish and chips og drukket plenty of pints. Life is good.

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #103

1. Tog efter verdens værste date hjem til min veninde Sofie for at spise pomfritter, drikke g&t’s og se New Girl. #BedsteBeslutningEver

2. Indså efter min irritation over manglen på gode mænd, at jeg rent faktisk har haft to rigtig gode dates for nylig og pakkede derfor min voksende bitterhed væk igen.

3. Deutsche Bahn er nogle guttermænd, der uden problemer passer på ens glemte kufftert indtil, man kan komme og hente den igen.

4. Jeg har været på studietur nummer to med verdens bedste kandidathold og kan hermed informere om, at både de og studieture generelt stadig er awesome.

5. Det samme er det at blive længere på studieturen efter underviserne er taget hjem og dermed få ordentlig tid til at spise paste, danse på Reeperbahn og have tømmermænd dagen efter.

6. Der er 22 grader i Berlin og solen skinner. Jeg er taget alene afsted og har det fantastisk.

7. Min “hemmelige” chef (dem af jer, der følger med på instagram ved, hvad jeg taler om) har lige givet mig flere opgaver og flere timer, og jeg tror nu, at jeg snart godt tør afsløre, hvem det er.

8. Fik jeg sagt, at jeg er i Berlin helt alene?

Hej Solo-travel, jeg har savnet dig

Jeg sidder på min altan med en kop kaffe i hånden og glor ud på de grønne, nyudsprungne træer, der rammer Berlins sporvognsspor ind. Det er min anden dag i byen, jeg skal hjem med bussen i nat og jeg ville ønske at jeg kunne blive meget længere.

Det er snart tre år siden, at jeg tog alene afsted til Asien og opdagde, hvor fuldstændig fantastisk det var at rejse på egen hånd. Men siden jeg vendte hjem er det kun blevet til et par dage alene i New York og Washington før og efter min roadtrip med de sjoveste fyre i verdenshistorien. Og hvor har jeg dog savnet det.

Jeg har savnet at kunne gøre nøjgtig, hvad jeg vil i mit helt eget tempo, spise hvad jeg vil og kun, når jeg er sulten, gå langsomt, gå hurtigt, være doven, være ivrig. Men det jeg har savnet allermest, og som også er det absolut bedste ved at rejse alene, er følelsen af wonder.

Den følelse jeg får, når jeg går gennem gaderne og ser op mod himlen, den følelse jeg får, når jeg stiger opbord på metroen sammen med alle berlinerne og ingen ved, at jeg ikke er en af dem. Den følelse jeg får, når jeg snuser sommerluften ind i lungerne og byens duft fylder mine næsebor. Den følese af ivrig, fjantet, fnisende og lykkelig wanderlust. 

Det er det bedste i hele verden. Og den kommer med 100 gange mere styrke, end når jeg går hånd i hånd med en rejsemakker. Også selvom jeg elsker at rejse med andre. De grin, de indforståede jokes, der opstår. Det trygge i at vide, at man ikke er alene. Det vidunderlige i at kunne dele alle indtrykkene. Det er også på top 10 over ydlingsaktiviteter.

Men jeg ved bare nu, eller jeg er måske rettere blevet mindet om, at jeg må og skal mere ud på egen hånd. For det er der, uden at ville lyde cheesy, at jeg virkelig mærker at jeg lever.

Fortællingen om at opdage, at jeg slet ikke er nået så langt på min rejse, som jeg troede

For et halvt år siden sprang jeg ud som selvstændig, og det har været, en mildt sagt, hård start. Sådan tror jeg dog de fleste selvstændiges først halve år er. Og nok også hele. Få penge, meget usikkerhed og masser af arbejde. Mit halve år har dog også været krydret med en voksende tvivl. En tvivl om det jeg havde begivet mig ud på, nu også var det rigtige.

Tvivlen har ikke gået på det at være selvstændig, for det har jeg drømt om i mange år, men mere om det jeg havde slået mig og mit firma op på i virkeligheden var det, jeg havde allermest lyst til at lave. Det kom lidt ind fra siden af. En ide fra en tidligere kollega. Noget der virkede indlysende på det tidspunkt, men som efterhånden er blevet mere og mere mudret i mit hoved.

Jeg er god til at skrive. Jeg elsker kommunikation. Og jeg er en virkelig talentfuld SoMe-nørd. Men om jeg brænder sådan for reals for det? Det ved jeg ærlig talt ikke rigtig. Jeg tror, det er noget jeg godt kan lide, fordi jeg er god til det. Og det er også fint, for hvem vil ikke gerne være god til sit arbejde? Men det er ikke det, jeg drømmer om, om natten. Jeg har ikke store fluffy håb og drømme om at bygge et kommunikationsimperium og lære fra mig.

I stedet, og sådan har jeg egentlig nok haft det i virkelig lang tid, drømmer jeg om at bruge mig selv i mit arbejde. At skrive, at fortælle, at holde foredrag og workshops, lave podcast – og med alt det nå mennesker, som kan bruge det, jeg giver og kan til noget i deres eget liv.

Men det er samtidig også noget, der skræmmer mig. Noget som jeg ikke helt tror på, at jeg kan. Og derfor sidder jeg med det derhjemme. Gemmer det til mine dagdrømmerier. Og nogle gange tror jeg på det. Går i gang. Arbejder på alt det, jeg gerne vil. Men det er som om morgendagens lys efter en aften fyldt med iver, med tro, med gumption tager det hele fra mig igen. Og nogle gange tror jeg ikke en gang på, at jeg kan det, jeg allerede har sagt mig for – mit firma.

De fleste gange, det meste af tiden er jeg egentlig bare rimelig grundforvirret og i tvivl. For hvad fanden skal jeg stille op med mit liv? Jeg føler mig allerede lidt som en fiasko, for helt ærligt – jeg havde jo fundet ud af det. Havde jeg ikke? Var jeg ikke kommet ret langt i jagten efter det liv, jeg satte mig for at få, da jeg gik fra Fodboldfyren? Det troede jeg i hvert fald, men efterhånden føles det ikke helt sådan.

Det sjove er, at jeg jo til alle andre ville sige, at det er helt okay at være grundforvirret, at være i tvivl og ikke at vide, hvilken vej man skal gå. For det er det jo. Og derfor har jeg også besluttet mig for at bruge noget tid på at finde ud af det uden samtidig at slå mig selv oven i hovedet over endnu ikke at vide det.

I torsdags begyndte jeg på en kandidat i journalistik. Beslutningen om at starte har været svær, fordi jeg aldrig rigtig har haft lyst til at læse videre, og det at jeg overhovedet søgte ind handlede mest om, at jeg så i det mindste kunne få en smule økonomisk stabilitet. Men henover julen og januar er beslutningen vokset på mig. Jeg tror, det bliver godt. Jeg tror, jeg kommer til at lære en masse. Jeg tror, jeg kommer til at blive klogere. Og allermest tror jeg på, at det vil give mig en ro til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv og mine drømme.

Måske finder jeg ud af, at jeg skal leve de store drømme ud og se min kommunikationsvirksomhed som en måde at skaffe penge til det, som de store drømme ikke dækker. Måske finder jeg ud, at jeg de store drømme slet ikke er mine alligevel. Måske finder jeg nogle helt andre.

Jeg ved det ikke. Jeg ved rent faktisk ikke sådan super meget i øjeblikket. Altså udover, at jeg i 2018 skal lade være med at sidde og putte med mine drømme. Og derfor ved jeg også, at jeg indtil videre vil bruge min tid på at være en god studerende. På at skrive her på bloggen. På at skrive nogle artikler for at spæde SU’en op. Og på at lave en podcast. For det er den største drøm lige nu. Og den skal ikke vente mere.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #66

1. Jeg tror snart, jeg har spist min egen vægt i tzatziki.

2. Her er 33 grader i Grækenland og man kan få Kinder Buoeno is. #feriegoals 

3. Jeg tror aldrig, jeg har grint så meget, som jeg har gjort i denne uge. Eller lavet så mange både gode og dårlige jokes. 

4. Igår kiggede Kage-Anne, som jeg fra nu af vil kalde Verdens Bedste Anne, kærligt på mig og sagde, at hun elskede mig. #venindegoals 

5. Og Bedsteveninden kigger ofte meget venindeforelsket på mig. 

6. Her er ufattelig smukt og jeg har hele igen måtte stoppe op for lige at glo lidt ekstra på det hele. 

7. Igår aftes fik jeg et stykke stort feta til forret. Med honning og sesamfrø på. #foodgoals 

8. Al den afslapning og fritid har fået mig til at indse nogle ting om, hvordan jeg egentlig går og har det. Og om hvad jeg kan gøre ved det. Og selvom det har været lidt hårdt, har det også været godt. 

9. De her to. Den her kærlighed. 

Dag 342, år 2

Fortællingen om Den Første Dag I Resten Af Mit Liv

I dag er det præcis et år siden, jeg steg ombord på det fly, der bogstavelig talt førte mig væk fra mit gamle liv og ind i mit nye. Den 3. september 2015 pakkede jeg min rygsæk og sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr og vores liv sammen, og tog afsted til Asien uden at vide, hvornår jeg ville vende hjem igen. Det var ret vildt. Og det er det stadig. Den rejse, jeg var på fylder stadig helt utroligt i min bevidsthed, og har betydet så meget for, hvor jeg er lige nu, at det er svært at forstå fuldstændigt. Og det lyder måske for nogen også lidt banalt. “Så du tog til Asien og rejste rundt alene i fire måneder, big deal. Not.”

Men det var en mega big deal, og er det stadig. For det var på den rejse, at jeg for alvor begyndte at grave i mig selv, mærke mig selv, være mig selv. Det var her, jeg lagde grundstenen for, hvilket liv jeg fremover gerne ville leve, og hvem jeg gerne ville være. Det var her jeg virkelig mærkede, at hende den usikre, pleasende, bange-for-at-blive-forladt-Amalie, ikke behøvede at være den Amalie, som jeg skulle være resten af mit liv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være så meget andet og mere end det, og jeg kan stadig blive helt rørt og vildt stolt over, hvor modig jeg egentlig var. Hvor sejt det var at tage afsted helt alene, og hvor meget styrke jeg havde i mig, da jeg skulle sige endeligt farvel til den person som i knap seks år, havde været mit livs kærlighed på godt og ondt.

Jeg synes, det er vildt, at der allerede er gået et helt år. Alt står stadig så lysende klart for mig, og på en måde føler jeg også en tristhed over, at tiden er gået så hurtigt. At det år, som har været Mit År, nu er slut. Det er som om, at den der magiske følelse og vished om, at noget vildt og livsændrende ville ske, er forsvundet, som om jeg nu ikke længere kan blive ved at med at tro på og tale om, at jeg er på vej hen et nyt sted. Men det er jeg, og det ved jeg. Jeg er hele tiden på vej, også selvom det måske ikke er ligeså vildt, som da jeg tog til Asien for at finde mig selv. Og selvom jeg kan savne følelsen af frihed og et blankt lærred, så har jeg egentlig alligevel ikke lyst til at vende tilbage til hende Amalie, der stod der i lufthavnen og hulkede. Hende som nogle uger senere sad og gloede udover rismarkerne på Bali og tænkte så det knagede, hende som var opløftet og fuld af gåpåmod i Thailand, og hende som følte inderlig tristhed i Vietnam. For selvom det netop kun er et år siden, er der sket så meget, at jeg slet ikke er nogen af de Amalier længere. De er der allesammen stadigvæk, men hende som er her i København på en solrig september lørdag, hun er er helt anden. Og hende vil jeg egentlig allerhelst være.

Dag 35, år 2 -Hende her, det er mig i år.

 

Læs mere om Min Store Rejse her og her. Og læs mere om en stor beslutning og et stort farvel. 

Fortællingen om Min Kærlighed Til USA

Jeg ved ikke, hvad det helt præcist er, der gør det. De store afstande, de store huse, de store veje, de store donuts. Men jeg elsker USA. Som i elsker-elsker-jeg-vil-bo-der-igen-en-dag. Jeg har nemlig boet der en gang før, da jeg som 20-årig var au pair i Washington DC. Og selvom jeg brugte ret lang tid på at tude ned i min starbucks latte over hjemve og en usympatisk værstfamilie, så gik alle mine amerikanerdrømme alligevel i opfyldelse. Jeg kørte lange ture i store biler, jeg drak kaffe to-go, jeg gik på diner og spiste burgers med mine veninder, og jeg mødte en masse søde amerikanere, der tog imod mig med åbne arme, og som jeg stadig kender den dag i dag.

Der er bare et eller andet over det land. Selvom jeg slet ikke er enig i deres politik, og generelt heller ikke i deres syn på, hvordan livet skal leves sådan rigtigt, så falmer min fascination af landet og dets mennesker aldrig. At gå gennem New Yorks gader og føle sig som en lille bitte myre, at køre ad de uendelige motorveje og vide, at jeg snildt kunne forsvinde hen et helt nyt sted, hvis jeg ville, at møde de næsten altid venlige mennesker, der bor der, og at opleve så mange forskellige kulturer i et og samme land er for mig helt vidunderligt. Og så er der så også alle de der stegte ting, men dem taler vi ikke for meget om. (Jeg begynder bare at savle)

Jeg elsker at rejse, det har jeg vist fået slået fast her på bloggen, og jeg vil gerne se så meget af verden som muligt. (Minus Nord-Korea og visse mellemøstlige lande med næsten lige så strenge regler. Jeg ville garanteret ende i fængsel) Men USA er et af de eneste lande, som jeg altid gerne vil tilbage til, og et som jeg virkelig godt kunne tænke mig at bo i. Bare lidt, bare en lille smule. Jeg kan dog ikke rigtig se, hvordan det skulle ske. Min tid som studerende er forbi, og jeg er desværre ikke så berømt endnu, at andre folk end mig selv skriver om mig, hvilket er det, der ofte skal til, hvis man gerne vil have et green card. Og sådan en amerikansk mand der, nja. Det ved jeg alligevel ikke helt, om jeg har lyst til. Medmindre han hedder Jake Gyllenhall eller Leonardo DiCaprio selvfølgelig.

Så jeg må nok bare nøjes med at komme på besøg. En gang måske i lidt længere tid end det som en 17 dages roadtrip giver en. Og så ellers bare nyde Danmark. For her er sgu også pænt rart. Især når ens besti kommer og henter en i lufthaven som en overraskelse. #ohthelove

image

Dag 18, år 2 – Dinerlove