Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Reklamer

Fortællingen om overhovedet ikke at være færdig med at tale om Fodboldfyren

I december lavede jeg en side på bloggen med et kartotek, hvor alle indlæg om Fodboldfyren, både før og efter afsløringen, skulle ligge så nye læsere kunne finde historien på en lidt mere overskuelig og kronologisk måde. Og da jeg sad og kiggede igennem alle indlæggene, og jeg til sidst så det endelig resultat kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af mig selv. Der var 40 indlæg. Ikke alle handler decideret om ham, men han bliver nævnt på den ene eller den anden måde i hvert eneste af dem.

42 indlæg om en mand. Og derefter et stort interview i Femina. Plus andre planer, som jeg endnu ikke er nået langt med, og derfor holder lidt for mig selv.

Ja, det virker lidt meget. Og jeg kan derfor på sin vis godt forstå de mennesker i mit liv, der har spurgt, om jeg ikke snart har talt nok om Fodboldfyren. Om jeg ikke snart er færdig.

Min mor sagde sågar på et tidspunkt –  efter jeg fortalte hende om de mange søde og virkelig sårbare og ærlige beskeder jeg har fået efter mit interview, og som jeg kæmpede lidt med at svare på, da jeg gerne ville give det bedste svar og samtidig sige tak – at jeg jo heller ikke var en ekspert.  At jeg også var så meget mere end den historie, og at jeg skulle huske det i stedet for at blive ved med at hænge fast i fortællingen om min ekskæreste.

Og selvom jeg selv blev lidt overrasket over antallet af indlæg dedikeret til Fodboldfyren, er jeg hver gang nogen har sagt noget, der minder om ovenstående blevet irriteret. Og egentlig også lidt såret. For nej, jeg er fucking ikke færdig. Jeg er først lige begyndt.

Begyndt at forstå det hele. Begyndt at mærke, hvad det har gjort ved mig. Begyndt at komme videre. Og det har jeg brug for at fortælle om.

Jeg har brug for at fortælle og bearbejde, hvad det har betydet for mig at leve i et psykisk voldeligt parforhold. Jeg har brug for at sætte ord på alle de ting og steder, hvor hans ord og handlinger stadig svirrer rundt i mit hoved og stadig har magten over mig. Og jeg har brug for at fortælle alle de kvinder, der selv står i det eller har gjort, at det hårde, det frygtelige, det sindsødelæggende, men også det selvopbyggende først begynder efter, du har forladt ham. Og at det at gå sin vej til sammenligning er meget, meget lettere.

Alle taler om det stærke i at gå. Alle taler om, hvor mange kræfter det tager. Alle taler om, hvor vigtigt det er. Alle taler om, hvordan du når derhen, hvor du rent faktisk kan gå. Men ingen taler om tiden efter. Ingen taler om alle de nætter, hvor tomheden, skammen og gråden overmander dig. Ingen taler om de hviskende stemmer i dit hoved, der lyder som hans og som fortsat fortæller dig, hvor lidt du er værd. Ingen taler om, hvordan fanden du kommer videre derfra.

Og lige præcis derfor er jeg slet, slet ikke færdig med at tale om Fodboldfyren.

 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook