Fortællingen om Min Barndoms Gade

Jeg har i de senere år godt kunne tænke mig at høre til et sted. Et lille sted med naturen som evigt holdepunkt. “Hun har Vesterhavet i sine øjne.” Det føles poetisk at sige sådan, og sådan kunne jeg godt tænke mig, at nogen ville kunne sige om mig. Der er nemlig noget romantisk over at komme fra et lille sted, et simpelt sted, et sted hvor man altid har hørt til, måske et hele ens familie i generationer har set som hjem. Sådan et sted kommer jeg ikke fra. Og sådan et sted har min familie heller ikke. I hvert fald ikke længere. Så Vesterhavet, eller noget som helst andet hav for den sags skyld, sidder ikke i mine øjne, ej gør gule rapsmarker, høje fjelde eller dybe skove.

Nej, jeg kommer fra Brønshøj. Jeg blev født i Tingbjerg, det sted de fleste nu frygter mere end Mjølnerparken eller Yahya Hassans ghetto i Aarhus, og jeg voksede op i Husum. Derfor har Brønshøj egentlig altid bare været mit postnummer, men aldrig mit kvarter. I 2700 er det nemlig de rige, der bor i Brønshøj. Den lille cirkel, der strækker sig fra der, hvor Frederikssundsvej møder Veksøvej og så op til Brønshøj Torv. Det er Brønshøj. Resten, det er bare fyld. Det er Husum, Tingbjerg, Bellahøj og Islev. Steder, som ingen andre end folk, der bor der eller folk, der følger med i Ghetto-News kender. Ikke særlig romantisk eller poetisk. Men der er jeg altså født og opvokset. I Københavns Kommune, men langt nok væk til at folk, der er født inden for broerne fnyser, (og sjovt nok også folk fra Jylland, og de burde da om nogen virkelig bare holde deres mund) hvis man formaster sig til at sige, at man er københavner.

image

Dag 252 – Bybilleder i Brønshøj 

Og det er nogen gange et problem, altså manglen på det poetiske, når nu man selv både er er romantisk og poetisk. For hvordan skal man beskrive sin barndomsgade, når det hverken er en rå gade på stenbroen eller en brostensbelagt en i Skagen.
“Den gang, jeg gik tur med min hund i Husumparken og tænkte over livet” lyder bare ikke særlig spændende eller som stuff that novels are made of. Bjarne Reuter forsøgte med Buster at gøre Brønshøj og Husum til noget andet, noget mere. Det er indtil videre ikke rigtig lykkedes. Jeg tror dog, at jeg vil forsøge. Der være noget poesi at finde fra stedet, der næsten er en forstad og næsten ikke er det.

image

Dag 268 – Det gulde hus, der en gang var fyldt med blomstrende kærlighed. Og gode blommer i haven. 

I dag gik jeg så en tur rundt i mit barndomskvarter og der fandt jeg lidt. Jeg har nemlig, på trods af alt, altid holdt af tanken om, at Brønshøj var det sted min far boede, da han mødte min mor. Og at han, da hun skulle besøge ham for første gange, stod og flagrede ude ved indgangen til det kollektiv han boede i på Frederikssundsvej, fordi han var så spændt på at se hende. Jeg kan se ham for mig stå der ved indgangen til det orange hus, som lå tre huse fra den akvariefiskehandler jeg besøgte knap fem år senere med min børnehave, og trippe. Forelsket og spændt, urolig og nervøs. Det tænker jeg altid på, når jeg kører forbi Neonfisken, som stadig ligger der. Og det gør mig glad. For selvom hverken Brønshøj, Husum eller Tingbjerg lægger op til naturskønne beskrivelser eller poesi, så fandt jeg alligevel noget af det, da jeg tænkte mig om. 

Jeg tænker derfor, at der må være flere ting at finde. Små ting der, hvis man trækker dem frem i lyset, skinner næsten lige så stærkt, som solen over Vesterhavet, så nu går jeg ud og leder efter dem.
I burde gøre det samme på denne, åh så solrige Stor Bededag.

image

Dag 267 – Frederiksundsvej ❤

Taknemmelighedsrunden #1

Jeg prøver lige noget nyt. Det var min seje coach, der sagde at jeg måske burde prøve at tænke lidt mere positivt, når nu jeg for tiden synes, at det hele er lidt nederen. Og da jeg ikke af natur er den mest sprudlende og positive person i verden foreslog de, at jeg hver aften skulle skrive tre ting ned, som jeg var glad for var sket i løbet af dagen.
Og for at holde “Dovne Amalie” ved ilden blev det aftalt, at jeg ikke bare kunne nøjes med at skrive dem ned i en lille bog eller sige dem højt for mig selv. Nej, hver eneste aften i de næste to uger skal jeg via SMS belemre min stakkels coach med mine tre taknemmelighedsting. Indtil videre er det gået meget godt = Det har været muligt for mig at finde tre ting, der ikke var nederen hver aften, og derfor synes jeg, at jeg vil udfordre mig selv lidt mere.

image

Dag 248 – Sådan en smuk grå gåtur kan også gøre en helt taknemmelig.

Så nu, mine damer og herrer præsenterer jeg hermed (trommehvirvel) Taknemmelighedsrunden! (Skal råbes som en af de der overgearede cirkusmænd)
Denne fine og P-O-S-I-T-I-V-E liste vil blive postet en gang om ugen fra nu af og indtil der absolut på ingen måde er mere at være taknemmelig for i mit liv, (eller indtil gud forbyde det, bloggen lukker) hvilket forhåbentlig aldrig sker, men den kan og vil nok variere i antal – nogle uger er bare lorteuger)

1. Jeg har været lærervikar hele to gange i denne uge, hvilket betyder flere dollars i min tomme pengekasse. Det betyder også en rimelig hæs stemme, fordi nutidens børn absolut ingen manerer har, men det er en anden snak til et andet tidspunkt.

2. Jeg har med min enormt søde papfars hjælp fået bygget mig mit helt eget fucking flotte plankebord, som jeg helt selv og som en anden handy og kreativ sjæl har stået og slebet ude i haven hele lørdagen.

3. En af mine veninder kom med flødeboller i torsdags. Og vin.

4. En anden veninde kom med et byg-din-egen-burger-kit i tirsdags og introducerede mig samtidig for Happn, der har et lidt andet og ganske underholdende klientel. (Ved forresten ikke, hvorfor folk lige pludselig kommer med mad til mig. Jeg er jo faktisk ikke syg, jeg har bare ikke noget arbejde)

5. Det lykkedes mig kun at bruge 256 kroner, da jeg var i Ikea, hvilket aldrig nogensinde er sket før. De der Lyt-til-dine-grænser -øvelser (eller din økonomis) har altså åbenbart virket.

6. Jeg har lige fundet to kroner i en potteplante. (Lidt er også godt)

7. Igår havde jeg en fabelagtig god dag med den førnævnte flødebollemedbringer-veninde, hvor jeg ind imellem dobble cooked fries, heavy metal, øl og tarteletter virkelig nåede at sætte pris på det der med at være ung og fri.

8. Jeg har verdens længste kat hjemme hos mig mor. Og den er virkelig, virkelig nuttet og sød.

Fortællingen om En Flygtnings Fortælling

En slank ung mand går let hoppende op på den store scene og trækker vejret dybt. Han hedder Ahmad, står der på skærmen bag ham, og Ahmad kommer fra Syrien. Den unge mand med det tilbagestrøgne hår begynder sin fortælling med en let skælven og en hånd, der konstant hiver lidt i enden af sin hvide skjorte. Han er nervøs, siger han.

På Bremen mødte 650 danskere igår op for at høre 6 flygtninge fortælle deres historie. Historier som alle indebar noget svært, noget sjovt og noget smukt. Historier, der var blevet fundet frem ved hjælp af foreningen Forvandlende Fortællinger, DFUNK og Os Imellem, og som nu blev fortalt af flygtningene selv på trods af nervøsitet, stærke accenter og store sorger.

flugt

Pressebillede

Det er ikke alle flygtningene på scenen, der som Ahmad kommer fra Syrien og som er nye i Danmark. Der er Gracias fra Congo, som har været i Danmark i 15 år, der er Rand, der som lille bitte blevet taget med fra Irak af sine forældre og der er Edin fra Bosnien, som med en hjerteskærende ro fortæller om, hvordan alarmklokker og sirener stadig får ham til at fare sammen. Alle de fortællende har historier, der rør noget i mig. Alle har på den ene eller den anden måde været igennem noget de ikke burde have været igennem. Og alle ønsker inderligt at få lov til at eller blive ved med at bygge et liv op her i Danmark. At blive taget imod og accepteret.

Men det er alligevel Ahmads fortælling, der rør mig mest. Hans skælvende stemme og hans store ihærdighed for at udtale de danske ord ordentligt, historien om hvordan det hele var normalt indtil det lige pludselig ikke var det længere. Fortællingen om beslutningen om at flygte, om at komme til Danmark og om at ville det nye land så meget. Om at ville være journalist og om at holde fast i sin drøm. En drøm om et godt liv.

Historier På Flugt hed arrangementet og selvom historierne i sig selv hurtigt bliver flygtige og glemt igen i hverdagens trummerum og mediernes nyhedsstrøm, så håber jeg at dem som var med, vil huske dem. Huske på de seks menneskers historier. Huske på deres håb og drømme. Huske følelsen som dem på scenen gav dem på stolerækkerne. Og at det måske kan være føre til, at de vil gøre en forskel på den ene eller den anden måde.

Det ved jeg i hvert fald, at det vil for mig.

image

Dag 245 – De flygtendes fortællinger. 

Fortællingen om At Være Ung og Fri

Her på den seneste har der været rimelig meget tudepudesnak på bloggen, og det skal der også være plads til. For det fylder. Men der er nu også rigtig meget andet, der fylder. Ting der fylder godt. Ting, som gør mig glad, mennesker, der får mig til at smile og dage, der bare er helt almindelige, men gode. Det skriver jeg bare ikke så meget om.

Men den sidste halvanden uges tid har faktisk været så fyldt med sjove, gode og fine ting, at jeg bliver nødt til det. Det har nemlig resulteret i en underfundig følelse, en følelse, der lugter lidt af lykke. Den har luret længe i baggrunden af mit liv og alle mine mange sociale aftaler og slog først rigtig til, da jeg i sidste uge mødtes med min gode veninde Anne for at indtage meximad på BlueTaco I Blågårdsgade. På vej derhen stoppede vi op på midten af Dronning Louises bro for at tage billeder, som de Instagrampiger vi er.

image

Dag 224 – Da lykkefølelsen ankom

Og lige der i den kølige forårssol, der var ved at gå ned, var jeg lykkelig. Lykkelig for, at jeg trods tung livsbagage, intet fast job og en god portion hjertesorg og kærlighedsabstinenser, har et godt liv. Et liv fyldt med veninder, der elsker at være sammen med mig, et liv hvor jeg er fri, ung og smuk, et liv hvor jeg mere eller mindre kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Et liv, der er helt mit eget.

Jeg havde dog ikke forventet, at jeg som 26 år og ni måneder skulle være der. Jeg havde troet, at jeg ville være godt på vej mod at kreere min egen familie, at jeg ville have et fast job og en god løn. At jeg ville være settled. Og det er jeg på ingen måde, hvilket i perioder har irriteret og skuffet mig grænseløst. Men nu ser det ud til, at jeg har fundet ro i det. At jeg har embracet og accepteret det, og at jeg faktisk slet ikke har lyst til at være noget andet sted end her.

image

Dag 225 – Der hvor blomsterne dufter

Her, hvor jeg spontant kan køre hjem til en veninde og drikke en flaske rødvin på en torsdag, her hvor jeg uden bekymringer om hentetider, deadlines og aftensmad kan melde mig til spændende arrangementer og kurser, her hvor jeg uden varsel kan tage til Nord-Norge og forelske mig i et rensdyr, her hvor jeg helt selv kan bestemme, hvordan og hvor mange lysestager, der skal stå i vindueskarmen og om hvorvidt, jeg skal have mig et plankebord, der fylder hele stuen, her hvor jeg kan spise grilled cheese i sofaen til afsnit efter afsnit af House Of Cards og her, hvor jeg kan fylde hele sengen selv eller invitere, hvem end jeg lyster ned i den.

image

Dag 230 – Eller morgenmad, det kan man også invitere med i seng.

Det er her jeg er lige nu, og jeg er endelig for alvor begyndt at nyde det. Nyde at være ung og fri og så endda i København, min by.

image

Dag 229 – Min by.

Du Ved Du Ikke Har Noget Job Når…

Inden I læser alle disse fabelagtige punkter, må jeg hellere lige forklare min situation.
Jeg blev næsten færdig med min bachelor i journalistik sidste år i januar. Og med næsten færdig mener jeg, at jeg manglede og stadig mangler en eksamen. En eksamen, som jeg havde tænkt mig at få ud af verden den sommer. Altså sidste sommer. Jeg fik dog i mellemtiden et vikariat på Berlingske, som gjorde det en anelse svært at læse og huske alle teorierne indenfor International Politik. Derfor mangler jeg den stadig den dag i dag, og det er også derfor, at jeg nu sidder derhjemme og læser op samtidig med, at jeg forsøger at slå mig fast som vidunderlig mad- og livsstilsjournalist, the freelance way. Det er dog lidt sværere end jeg troede, hvilket også gør at det næsten føles som om, jeg bare er en af de mange myrer i Dagpengeland. (Desværre følger dagpengene ikke med følelsen)

Anyway, here it goes! Du Ved Du Ikke Har Noget Job Når: 

  • Du altid kan sige ja, hvis nogen har brug for en babysitter, en hundepasser, en vikar eller en der kan sidde og vente på en håndværker.
  • Det er dig folk kommer til, hvis de har brug for at finde en ny tv-serie at følge med i.
  • Det er ikke dig folk kommer til, hvis de mangler en, der kan det, du har uddannet dig til.
  • Du løber pludselig aldrig tør for rene underbukser eller opvaskemiddel og indser, at du ville være den perfekte husmor, lige indtil den dag det med et slår klik og du laver en Mary Alice, selvfølgelig.
  • Du synes en tidlig morgen starter 8.30.
  • Og du tager dig selv i at føle dig vigtig, hvis du en dag skal ud af døren indenfor normal myldretid. Også selvom du bare skal til tandlægen.
  • Ingen af dine potteplanter er længere ved at dø.
  • Du ræser rundt til netværksmøder for at netværke og føler dig god og produktiv. Lige indtil du indser at ingen, der rent faktisk har et job og dermed vil kunne hjælpe dig med at få et, går til netværksmøder.
  • Håndværkerne, der udskifter ejendommens vinduer er begyndt at spørge, om du ikke burde komme lidt ud.
  • Du får så mange gode do-it-your-self ideer til boligen af at gå derhjemme. Bare ærgerligt, du ingen penge har til at realisere dem.
  • Du er begyndt at tage det personligt, når Netflix (den møgsæk) efter 7 afsnit stopper op og spørger, om du virkelig stadig ser House Of Cards. Ja, jeg gør så, din møgkælling og jeg skammer mig ikke!

 

image

Dag 222 – Prøver at arbejde hjemmefra + “Du ved du ikke har noget job, når du har tid til at style billeder midt på dagen”

Fortællingen om A Never Ending Heartbreak

I tirsdags var det en måned siden, jeg flyttede tilbage i min lejlighed. Og i torsdags var det seks måneder siden, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg slog op med hinanden. Det har været et underligt breakup, en langtrukket et og et, der stadig er så fyldt af kærlighed og meget mindre bitterhed, end jeg havde troet muligt. Men også et, der stadig gør ondt.
Jeg troede ellers, at jeg var ved at være ovenpå igen, noget som jeg efterhånden burde have lært ikke at tro på bare sådan uden videre. Der har nemlig været mange af sådanne øjeblikke med klarsyn og positivitet, som derefter er blevet slået helt i stykker igen af mit hjerte, der alligevel ikke var helet.

Inden vi i sommer, efter måneders gåen rundt om den varme grød, endelig fik sagt til hinanden, at vi ikke længere burde være sammen, troede jeg at det ville gå fint. Jeg havde nemlig allerede været ulykkelig og ked af det ved tanken i månederne op til, så da det endelig kom til The Real Talk var jeg sikker på, at den største sorg måske var ovre. But oh boy, was I wrong.

Da det endelig kom over vores læber føltes det nemlig, som om der var nogen, der var død, hvilket resulterede i, at jeg de følgende par uger græd, hver gang jeg kunne se mit snit til det. Det var dog ikke så tit, da vi stadigvæk ikke havde fortalt det til nogen, og derfor skulle virke cool og lykkelige udad til. Mine veninder vidste det dog godt, og jeg fik mange undrende blikke, når jeg fortalte, at vi ville vente med at gå rigtig fra hinanden, til jeg skulle afsted på Min Store Rejse. Og det lyder da også underligt, det er jeg godt klar over. Men det var det rigtige for os. For i de cirka to måneder det drejede sig om, havde vi det bedre, end vi havde haft det i meget, meget lang tid. Også selvom jeg tudede en del.

Da jeg så endelig tog afsted og det frygtelige farvel fandt sted i Kastrup Lufthavn var jeg dog igen så naiv at tro, at det her var det værste, det endelige, det hårdeste.
Det var det ikke. Jeg fik dog cirka fire måneder, hvor jeg mere eller mindre var fri af hjertesorg, fordi jeg var optaget af at rejse verden rundt og realisere mig selv, og samtidig ikke var i fysisk nærhed af Den Lyshårede Fodboldfyr. Det hjælper, skal jeg hilse at sige.
Det gør dog også, at man trækker tingene ud. For hvis jeg ikke var taget afsted, havde månederne efter vores breakup sikkert været hårdere, men jeg havde sikkert også været et helt andet sted, end jeg er lige nu. Jeg fortryder dog intet, og jeg ønsker og ønskede heller ikke et speedy breakup med en dertilhørende speedy healingsproces. Vi var trods alt sammen i seks år, og når man har kendt en person så længe, tager det også lang tid at give slip på dem.

image

Dag 201 – Når man bygger noget nyt, er det ofte bare noget rod i starten. 

Og derfor blev jeg heller ikke overrasket over, at der siden jeg kom hjem har været rigtig mange grumme, hjerteskærende følelser, som har banket på og bedt om at blive hørt. Dem som jeg ikke havde tid til i Asien. Og jeg har lukket dem ind, jeg har lyttet til dem, jeg har grædt med dem, og bagefter har jeg pakket dem pænt sammen og sagt tak for snakken.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg stadig kunne blive ramt noget så grumt og grusomt, som jeg gjorde i søndags. For selvom det tager tid, og selvom jeg ikke længere er naiv og tror, at man kan undgå at slå op med en man stadig elsker uden, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge og skrige ned i en pude, så troede jeg altså alligevel ikke, at jeg seks måneder inde i mit breakup ville gøre nøjagtig det, endnu en gang.

Men det gjorde jeg. I søndags efter jeg kom hjem fra min fantastiske rejse rundt i Nord-Norge blev jeg fyldt med tristhed. Tristhed over, at min sjæleven ikke var derhjemme til at dele min begejstring over turen, tristhed over at han aldrig ville være det igen og tristhed over, at det stadig gør så fandens ondt nogen gange. Jeg prøvede ellers at holde mig på grådens rand. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, jeg prøvede at hygge mig med tændte stearinlys og en god serie, jeg sang sågar af mine lungers fulde kraft, da sang altid har hjulpet mig, når tristheden har sneget sig på. Men lige lidt hjalp det. Det var dog først, da jeg bankede hovedet op i mit åbne badeværelsesskab efter at have bøjet mig ned for at samle noget op fra gulvet, at jeg det slog klik. Slaget i hovedet og alle mine toiletartikler spredt ud over hele badeværelset var dråben, der fik mit bævrende bæger til at flyde over. Jeg bankede skabslågen i og råbte og skreg. Jeg kastede alle puderne fra min seng rundt i soveværelset. Jeg smed mig ned i sofaen og skreg, græd, hulkede og snottede ned i den. Og det føltes som om, det aldrig ville holde op.

Det gjorde det dog. Heldigvis. Og jeg ved, at det bliver bedre. Men det har været en svær uge, som har fulgt efter den søndag aften, også selvom ugen også har været fyldt med sjov, varme og kærlighed. Jeg har dog lært en ting, eller jeg har egentlig altid vidst det, nu er jeg bare blevet mindet om det igen. Man skal huske at række ud og bede om hjælp. Så det gør jeg i morgen.
Og i aften vil jeg synge og øve mig på min guitar. Det hjælper nemlig også.

image

Dag 220 – Singing my heart out. 

Fortællingen om Min Nordiske Sjæl

Da jeg var i Asien blev jeg ofte blæst bagover af naturen. Høje, grønne og frodige bjerge, eksotiske regnskove med tårnhøje og snørklede træer og drypstenshuler i al verdens afskygninger. Den naturoplevelse, der dog står klarest for mig var synet af de grønklædte og bløde bjerge på The Ho Chi Minh Trail i Vietnam. De mindede mig nemlig om min farmors fjelde.

Min farmor bor i Nord Norge, langt, langt oppe, der hvor midnatssolen skinner om sommeren og mørket omslutter næsten alt om vinteren. Det var der min far voksede op, det han gennem hele sit liv i Danmark emmede af og det er det sted, som gennem hele mit liv har været omgærdet af mystik og længsel. Jeg kom der nemlig ikke tit, men de gange jeg har besøgt min farmor i hendes lille hvidmalede træhus, er jeg blevet væltet bagover af naturen. Alligevel har jeg dog aldrig rigtig tænkt på den, som den smukkeste og den vildeste natur. Den slags som næsten gør ondt at kigge på. Nej, den slags natur, tænkte jeg, skulle findes ude i verden, langt væk fra norden.

image

Dag 208 – Hej Nord Norge! 

Og der er den skam også. Jeg har næsten alle de steder, jeg har rejst fundet natur, som har fået mig til at måbe (det er måske egentlig ikke så svært, når man er fra Danmark), men jeg har aldrig fundet noget, der giver mig samme følelse som den nordiske. Og det var nok også derfor, at jeg samtidig med, at jeg faldt i staver over bjergene i Vietnam også følte et stort og dybt savn til norden. Til der hvor jeg er fra.

Jeg har nemlig indset, at uanset hvor meget jeg elsker at rejse, hvor meget jeg nyder at se og opleve steder langt fra det, som jeg selv er kendt med, er der intet som Danmark og Norge, der får mig til at føle en uendelig lykke. Gule rapsmarker og et gråt København, høje fjelde og bløde vafler. Flade vidder og søde danske jordbær, knirkende tyk sne og ild i pejsen. Det er det bedste, det er det jeg kender, det er der fylder mig med tryghed.

image

Dag 213 – Hygge med hygge ovenpå. Smukt med smukt på. 

Alt det, (det norske af det) fik jeg i sidste uge. Og det er også derfor, at har været helt opfyldt af lykke. Nordisk lykke, om man vil. Sidste mandag tog jeg nemlig til Nord Norge sammen med min gode veninde Tinne og seks andre journalister fra henholdvis England, Frankrig og USA. Vi var alle blevet inviteret af skibsfirmaet Hurtigruten, som sejler op og ned langs Norges kyst, gennem smukke fjorde, isklædte fjelde og sågar forbi polarcirklen.

image

Polarcirklen

På turen besøgte vi den nordligste by, jeg nogensinde har været i, Kirkenes, hvor vi kørte over frosne kæmpefjorde på snescootere og sov på et såkaldt ishotel. Vi tog til Tromsø og spiste ny nordisk mad, vi sejlede gennem Raftsundet, som jeg nu har døbt Norges Smukkeste Sted og vi fangede vores egne fisk ombord på en lille nuttet fiskekutter i Lofoten, alt imens vi langsomt sejlede fordi sneklædte fjelde, skrigende måger og gennem de klareste vand.

Under hele turen – i Kirkenes, i Tromsø, i Lofoten og ombord på MS Trollfjord og den nyrenoverede MS Kong Harald, blev jeg gang på gang overvældet af, hvad jeg nu for alvor har fået slået fast som min evige og kæmpestore kærlighed til norden.
Jeg ved ikke, om alle har det sådan, også folk som intet tæt forhold har til norden. Men da jeg stod på dækket af skibene vi besøgte, på toppen af sneklædte bakker og på midten af de frosne fjorde havde jeg det, som om jeg hørte til. Som om jeg var en del af det storslåede og som om jeg var hjemme.  Og ind imellem, når jeg stod og sukkede over endnu en smuk og iskold solnedgang, mærkede jeg ham. Min far. 

image

Norges Smukkeste Sted. 

Sponsoreret af Hurtigruten.