At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om Det Der Er Værre End Utroskab

Det lyder som en kliche. At det ikke er utroskaben, men løgnen, der er det værste. Men det er ikke desto mindre sandt. For selvom alle de billeder, man kan have i hovedet af ens kæreste, der knalder en anden, kysser en anden og ligger nøgen sammen med en anden er forfærdelige nok i sig selv, så er den løgn, den mistillid og ikke mindst den skam, der opstår efter man enten har taget dem i løgnen eller har godtaget den, selvom alt inde i en skriger på, at der er noget galt, meget værre.

Utroskab er forfærdeligt. Bare lyt til ordet. Utro. Der er nogen, der ikke er tro. Der er nogen, man ikke kan tro på. Og det er det, der gør mest ondt. Det er det, der ødelægger alt. Det er det, der følger med løgnen, der er det værste. Mistilliden, forvirringen, skammen. Spørgsmålet, der hænger over dit hoved og tynger din krop –  Er det fordi, du ikke er god nok? Det er der alt sammen, ligegyldigt om du med sikkerhed ved, at du er blevet løjet overfor, og også hvis du ikke er sikker.

Det er usikkerheden på, om du nogensinde vil kunne stole på nogen igen.

De sidste par dage efter mit blogindlæg i søndags har jeg fået mange henvendelser fra folk, der har kendt Fodboldfyren. Både tidligere venner, men især piger, som han har været sammen med. Og de skriver fordi, de kan genkende min historie. De kan genkende hans handlinger, hans måde at opføre sig på. Vennerne skriver for at sige undskyld, fordi de ikke sagde noget til mig, om hvad de vidste, der foregik og pigerne skriver for at sige undskyld for, at have knaldet med min kæreste. Også selvom de sjældent har vidst, at jeg eksisterede, før det var for sent.

Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg bliver gang på gang overrasket. Jeg troede, at jeg havde fundet frem til alle løgnene selv, men det står efterhånden klart, at det ville have været en umulig opgave. Og igen er det ikke selve utroskaben, der gør ondt. I hvert fald ikke mere. Det er løgnen. Det er bedraget. Det er at vide, at alle de gange, at han svor at ligemeget, hvad han gjorde, så var det mig, der var vigtigst, så var det mig, han ville, så var det mig, der skulle være hans familie – ikke var sandt. De ord betød intet for ham, og betød alt for mig. Og det vidste han.

I disse dage går jeg rundt i en underlig døs. Oftest, heldigvis, er det en berusende en af slagsen, hvor følelsen af endelig at være fri er stærkest. Følelsen af sikkerhed om, at skrive søndagens blogindlæg var den helt rigtige, fordi jeg ved, at jeg blev nødt til det. For jeg kunne ikke blot nøjes med at brænde broen mellem ham og mig, hvis jeg ville slippe fuldstændig fri af Fodboldfyrens klør. Jeg blev nødt til at springe den i luften, så han aldrig nogensinde kunne eller ville vende tilbage.

Og så er der den anden slags døs. Vredes- og afmagtsdøsen. For det at finde ud af alle de nye ting, han har gjort, giver mig lyst til at konfrontere ham. Giver mig lyst til at skrige og råbe af ham. Forbande ham langt, langt væk. Fortælle ham, hvad jeg synes om ham. Også selvom jeg ved, at jeg aldrig vil få noget ud af det. Jeg ved, at han ikke er i stand til at se, at han har gjort noget forkert, så derfor ville det at råbe af ham, skrige af mine lungers fulde kraft være det samme som at gøre det til en lukket dør. En kold og afstumpet en af slagsen.

Og så er der afmagten. Det at vide, at jeg intet kan gøre. Jeg kan ikke sørge for, at han ikke også gør det mod andre. Jeg kan ikke, selvom jeg ville opgive alle mine julegaver, hvis jeg kunne få lov, oute ham rigtigt. Jeg kan ikke gøre som Samantha og hænge 1000 sedler op i København med hans navn og billede på, hvor der står at man bør holde sig langt væk fra ham. Jeg kan ikke advare nogen rigtigt. I hvert fald ikke, hvis jeg vil undgå at blive sagsøgt.

Så kære du, (også dig, der må læse det her flere år fra nu)

Hvis du kender ham, hvis du er i hans klør, hvis du kan mærke, at der er noget galt, men ikke kan sætte din finger på hvad, hvis du føler, at næsten alt du gør er forkert, og hvis disse indlæg giver dig ondt i maven, så skriv til mig. Så skal jeg nok hjælpe dig.

Dag 146, år 2

Fortællingen om Hvorfor Det Tog Så Lang Tid At Indse Hele Den Onde Sandhed

Da min veninde Linnea gik ud ad døren sidste tirsdag, og jeg gik ud på min altan for at le, var det som om alverdens byrder var blevet løftet fra mine skuldre samtidig med, at jeg havde fået et par stærke, stærke briller på, der fik mig til at se alt i det klareste lys. Og lyset og lettelsen gjorde, at jeg slet, slet ikke kunne sove. Så jeg skrev i stedet. Jeg skrev det blogindlæg, som jeg delte med jer allesammen i søndags og først efter to timers skriv og det allersidste punktum var blevet sat, faldt jeg langt om længe i søvn.

Hele ugen der fulgte gik jeg dog og var usikker på, om jeg skulle udgive det. Ikke så meget på grund af den vrede, jeg var sikker på, at Fodboldfyren ville sende min vej, hvilket han gjorde, men mere af den grund, at jeg ikke var sikker på, at I ville forstå. Jeg var bange for, at I ville synes, det virkede skørt at skrive sådan, at fortælle den historie, når den historie jeg tidligere har fortalt om mig og ham har været en helt, helt anden. Heldigvis er der ingen, der har reageret sådan, men jeg føler alligevel, at jeg skylder en forklaring på, hvordan jeg tilsyneladende kunne vende sådan på en tallerken.

Den historie, jeg har delt herinde har altid været en censureret en. Hvilket den til dels også stadig er. Og derfor har jeg, selvom jeg har gået med en vrede mod Fodboldfyren i lang tid, ikke ladet det skinne igennem på bloggen. Ikke fordi jeg har syntes det var for privat, men fordi jeg stadig ikke var kommet dertil, hvor jeg var mere eller mindre ligeglad med, hvad han ville tænke om det, jeg skrev. Og så selvfølgelig også fordi, jeg hverken var klar eller havde forstået alting endnu.

Det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor jeg i mine fortællinger om ham og mig gang på gang har fortalt en historie, der var direkte god. En fortælling om en kærlighed, der gik i stykker, et brud som begge parter begræd, en historie om to der blev enige om at gå fra hinanden og som stadig gerne ville være i hinandens liv.

Dag 136, år 2 – Når man ser lyset

Den historie må lyde mærkelig, når man læser søndagens indlæg, tænker jeg. Og det er den også. Men den var sand for mig på det tidspunkt. Og hvis jeg kun skal tale for mig selv, så vil den nok også altid være det en lille smule. For det var virkelig sådan, jeg så det. Det var sådan, jeg følte. Det var sådan, jeg oplevede det. Også selvom jeg ved siden af godt vidste alt det andet. Godt kendte den virkelige sandhed. Den onde. Den som gør så ondt, er så skamfuld og fuld af anger, at det næsten ikke er til at holde ud.

Og det er nok deri svaret ligger. Det er ikke til at holde ud. Det er næsten ikke til at klare, at jeg har brugt i alt seks år på en mand, der ikke en gang fortjente et. En mand som i dag skræmmer mig lidt. En mand som har gjort så mange frygtelig ting samtidig med, at han har fået mig til at tro, at det var min egen skyld. En mand som ganske stille og næsten uden at larme fyldte mere og mere lort ind i mit liv og overskred mine grænser, indtil jeg til sidst slet ikke vidste, hvor de en gang havde været. Tilbage var der blot en næsten helt udvisket streg i noget, der en gang havde været sand, men som nu mest bare mindede om aske. Porøs aske, der slet ikke kunne stå imod den bulldozer af fordømmelser, krav, befalinger, og fornedrende anklager, som altid var på vej i min retning.

Og som Bedsteveninden sagde i søndags, da jeg stod og prøvede at resonere mig frem til alt dette, jeg nu har skrevet til jer; “Den anden historie var jo også meget rarere at fortælle. At tro på”. Og det har hun ret i.

Jeg ved ikke dog alligevel ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at forstå og indse sandheden, efter jeg rent faktisk var gået min vej. Men på den anden side ved jeg heller ikke helt, hvad det egentlig var, der gav mig styrken til at gå, andet end det faktum, at jeg ikke havde mere styrke tilbage i mig til at blive og kæmpe. 

Måske er det den, styrken, der nu er vendt tilbage. Et år og fire måneder uden ham, også selvom han konstant har været der alligevel, var måske det, der skulle til. Så jeg kunne mærke mig selv. Gennemleve og huske. Uden at han forstyrrede med sin sweet-talk og sin lovning om en kærlighed, der aldrig rigtig kom.

Og så selvfølgelig det endelig søm i Fodboldfyrens kiste i tirsdags. Det var altafgørende.

Du Ved Hun Er En Kælling Når 

Jeg havde stor, stor succes med listen Du Ved Han Er En Douche Når, men der var også flere, der ønskede, for ligestillingens skyld, at jeg vendte den om. Så nu, efter flere måneders empiriindsamling, har jeg endelig listen klar. Enjoy!

Her kommer; Du Ved Hun Er En Kælling Når

– Din eks kommer forbi til kaffe, og udbryder både pludseligt og en anelse umotiveret, at hun simpelhen er SÅ træt. Og som det normale og samtalende mennesker du er, spørger du selvfølgelig, hvordan det dog kan være, hvortil hun svarer; “Nårh, jamen jeg har simpelthen bare knaldet så meget hele natten.”

– Du spørger din eks, som for en måned siden forlod dig efter 4,5 år, om hun har tid til at mødes, da du har et brev, du gerne vil give hende. Det har hun ikke, siger hun – hun har nemlig mødt en anden, og nu orker hun simpelthen ikke at høre mere på dig.

– Du giver din kæreste en 24 karat guldhalskæde og et gavekort på 500 kroner til et storcenter i studentergave, og sender hende derefter afsted på Roskilde Festivalen. Da hun kommer hjem, fortæller hun dig, at hun har knaldet med en anden. Og som om et ikke var nok, opdager du senere, at hun brugte hele gavekortet på et outfit til den date, hun senere tog på med ham, hun var dig utro med.

– Du bliver dumpet af en pige, som du har været head-over-heels over i et par måneder, og forsøger i første omgang at forblive venner med hende. Lige indtil du opdager, at hun helt overlagt har knaldet din medpraktikant. Din eneste fucking medpraktikant. Og som du udtrykkeligt havde bedt hende om at lade være.

– Du dater en meget yngre pige i noget tid, og du bliver ret så vild med hende. Lige indtil den aften, I skal mødes på en bar og du ser hende sidde og snave med en anden, meget ældre mand. Hendes forsøg på at redde situationen; “Heeeeej, øh det her er Thomas. Vi har øh, gået i i gymnasiet sammen.”

– Du sms’er med en pige, og det er tydeligt, at I begge to gerne vil noget mere. Lige indtil du spørger hende, hvad hun skal lave i weekenden og hun svarer; “Jeg skal ses med min eks. Glæder mig sgu til at få noget soldaterpik i aften”. En ytring som hun efterfølgende slet ikke forstår lidt har ødelagt din lyst til at fortsætte med at sms’e.

– Din eks, som du stadig ser ret meget, ringer til dig fra Roskildefestivalen under det påskud at ville høre, hvordan du har det. Og da du høfligt spørger hende, om hun har haft det sjovt, siger hun ja. Hun har nemlig lige knaldet med en anden. På den luftmadras, du hjalp hende med at pakke ned to dage forinden.

– Du er hjemme hos en pige, du har set et par gange, da hun lige pludselig bliver ringet op på Skype. Det er hendes ekskæreste, fortæller hun, og går derefter fluks i gang med at dyrke det cybersex, hun åbenbart har lovet ham. Du står stadig i rummet, da hun hiver blusen af, og begynder at gramse på sine bryster. Og da han hiver pikken frem.

Spørgsmål Fra Singleland

Efter at have været i mere eller mindre faste parforhold i omkring 12 år (12 år?! Enten er jeg virkelig gammel eller også startede jeg bare meget tidligt….) er jeg blevet virkelig, virkelig single nu. Og det har affødt en del spørgsmål om denne nye, fagre verden.

  • Hvad skal man gøre, hvis man hedder Amalie og man finder Ulven Peter på Tinder? 
  • Når man på en date bliver spurgt om, hvorvidt man er misundelig på de veninder man har, som har børn – er det så et trickspørgsmål? Sådan et som, hvis man siger ja, så finder manden straks et kors og et par hvidløg frem og begynder at hvæse som en vred kat? Eller er det, fordi han bare gerne vil vide om, man eventuelt kunne være frisk på at lægge krop til et par babyer? 
  • Helt seriøst – hvor meget betydning skal man lægge i smileys eller mangel på samme?
  • Forventer mænd over 35 også, at man er glatbarberet?
  • Hvorfor kan voksne mennesker, der sikkert normalt godt kan finde ud af at sige klart og tydeligt nej tak til kage eller rosenkål, hvis de har ikke lyst – ikke finde ud af, at sige det samme til mennesker, som de har ikke har lyst til?
  • Er man en slut, hvis man bare gerne vil ses med nogen, drikke vin og knalde, men ikke rigtig gider at ligge i ske bagefter?
  • Hvorfor hedder alle pæne mænd i alderen 28-35 år enten Christian eller Martin? Magen til uopfindsomme 80’er forældre skal man da så overhovedet ikke lede længe efter.
  • Hvornår er det i orden at nævne en eks-kæreste? Og her mener jeg selvfølgelig ikke på sådan en; “Ej, det er sjovt, du siger det, der har jeg en gang også været med min eks-kæreste. Det var helt vildt romantisk!” Men mere sådan en; “Nårh, nej, der er ikke nogen, der har stjålet halvdelen af mine møbler, jeg har bare ikke lige fået købt nogle nye efter min eks-kæreste flyttede.”
  • Burde man i stedet bare få sig en kat og så sige, at det var det?
  • Og er det med vilje, at supermarkedernes singlepakker giver en lyst til at sætte en pistol for panden?

 

singlemenu

Ja, så fuck da mig, da.