I Norge er sorgen med mig hele tiden

Der er ingen fjelde mere. I stedet er der bytårne og dansk hedebølge. Jeg er kommet hjem fra Nord Norge, og som altid er det en ambivalent følelse. Akkurat ligesom, når jeg er der.

Det er dejligt at komme hjem, men svært at sige farvel. Og det er noget af det fineste at kigge på fjelde med min farmor, spise vafler og spille yatzy. Men min krop er næsten også hele tiden fyldt med sorg.

Det at gå igennem min fars barndomsland, at se alt det, han engang så hver eneste dag, det får mig til at føle mig tættere på ham end nogensinde. Og det er pisse hårdt. Også selvom jeg ikke ville være følelsen af tæthed foruden. Når jeg er i Norge og ser ud på alle de tusindvis af graner, der står på ræd og række som stolte soldater oppe på min farmors fjeld, når jeg hører elven risle og klukke og når jeg stirrer ud over havet fra midten af Dyrøyabroen, så fyldes mit hjerte med lige dele kærlighed og tristhed.

Jeg har skrevet om det før. Det med at ville ønske at jeg kunne spørge min far om alt det, jeg ikke nåede at få at vide, at tænke over, som jeg ikke vidste var vigtigt, mens han levede. Og det ønske bliver tusind gange større, når jeg sidder på min farmors trappe og kigger ind i den skov, min far han legede i, da han var en lille dreng.

Min bror har det ikke sådan. Han ser Norge som det land, hvor vores farmor bor. Der hvor man kan fiske, spise brun ost og spille uanede mængder af kortspil. For ham hænger det ikke sammen med vores far, for det var jo aldrig der han boede, da han var i vores liv. Der boede han i Danmark, og Norge var et sted man tog hen for at besøge den norske del af familien. Og ikke mere end det.

Og det har han jo ret i. Brønshøj og Hundested, der hvor vi boede sammen og der, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv burde betyde mere. Det burde være de steder, der gjorde ondt at være. Men det er det ikke. For mig i hvert fald.For mig er det landet langt mod nord, der hvor min far blev født, hvor han lærte at tegne, spille musik og lave norsk husmandskost, hvor han hjalp sin blinde farfar tilbage i huset, når han var faret vild, der hvor han fiskede i elven og der hvor han helt forelsket tog min mor med hen for at vise hende frem til sine forældre.

Det er Norge.

Taknemmelighedsrunden #116

1. Det hus min bror, hans kæreste og jeg ankom til i Nord Norge i mandags var det lækreste hus med den lækreste udsigt. I verden.

2. Men det lækreste var nu at se min dejlige, gamle farmor, som fylder 93 til december.

3. Det var også ret lækkert at spise vafler og mæske mig i rømme aka. norsk creme fraiche med 35% fedt.

4. Og ligeså lækkert var det at vandre på fjeld og sejle på søer og have.

5. Lækkerhedsskalaen blev dog ved med at blive udvidet. Især da vi stod på den smukkeste bro, i det smukkeste solskin og fiskede i det smukkeste turkisblå hav. Sammen med den smukkeste faster.

6. Det er også pænt lækkert at crusie rundt på de snørklede veje omringet af fjelde i en stor bil med automatgear.

7. Og næsten ligeså lækkert var det, at jeg endte med at vinde den Rommyturnering, som min brors kæreste havde sat i gang, og som hun var ret sikker på, at hun ville vinde.

8. Men som sagt så slår intet at se min gamle, fine farmor.

Fortællingen om Min Nordiske Sjæl

Da jeg var i Asien blev jeg ofte blæst bagover af naturen. Høje, grønne og frodige bjerge, eksotiske regnskove med tårnhøje og snørklede træer og drypstenshuler i al verdens afskygninger. Den naturoplevelse, der dog står klarest for mig var synet af de grønklædte og bløde bjerge på The Ho Chi Minh Trail i Vietnam. De mindede mig nemlig om min farmors fjelde.

Min farmor bor i Nord Norge, langt, langt oppe, der hvor midnatssolen skinner om sommeren og mørket omslutter næsten alt om vinteren. Det var der min far voksede op, det han gennem hele sit liv i Danmark emmede af og det er det sted, som gennem hele mit liv har været omgærdet af mystik og længsel. Jeg kom der nemlig ikke tit, men de gange jeg har besøgt min farmor i hendes lille hvidmalede træhus, er jeg blevet væltet bagover af naturen. Alligevel har jeg dog aldrig rigtig tænkt på den, som den smukkeste og den vildeste natur. Den slags som næsten gør ondt at kigge på. Nej, den slags natur, tænkte jeg, skulle findes ude i verden, langt væk fra norden.

image

Dag 208 – Hej Nord Norge! 

Og der er den skam også. Jeg har næsten alle de steder, jeg har rejst fundet natur, som har fået mig til at måbe (det er måske egentlig ikke så svært, når man er fra Danmark), men jeg har aldrig fundet noget, der giver mig samme følelse som den nordiske. Og det var nok også derfor, at jeg samtidig med, at jeg faldt i staver over bjergene i Vietnam også følte et stort og dybt savn til norden. Til der hvor jeg er fra.

Jeg har nemlig indset, at uanset hvor meget jeg elsker at rejse, hvor meget jeg nyder at se og opleve steder langt fra det, som jeg selv er kendt med, er der intet som Danmark og Norge, der får mig til at føle en uendelig lykke. Gule rapsmarker og et gråt København, høje fjelde og bløde vafler. Flade vidder og søde danske jordbær, knirkende tyk sne og ild i pejsen. Det er det bedste, det er det jeg kender, det er der fylder mig med tryghed.

image

Dag 213 – Hygge med hygge ovenpå. Smukt med smukt på. 

Alt det, (det norske af det) fik jeg i sidste uge. Og det er også derfor, at har været helt opfyldt af lykke. Nordisk lykke, om man vil. Sidste mandag tog jeg nemlig til Nord Norge sammen med min gode veninde Tinne og seks andre journalister fra henholdvis England, Frankrig og USA. Vi var alle blevet inviteret af skibsfirmaet Hurtigruten, som sejler op og ned langs Norges kyst, gennem smukke fjorde, isklædte fjelde og sågar forbi polarcirklen.

image

Polarcirklen

På turen besøgte vi den nordligste by, jeg nogensinde har været i, Kirkenes, hvor vi kørte over frosne kæmpefjorde på snescootere og sov på et såkaldt ishotel. Vi tog til Tromsø og spiste ny nordisk mad, vi sejlede gennem Raftsundet, som jeg nu har døbt Norges Smukkeste Sted og vi fangede vores egne fisk ombord på en lille nuttet fiskekutter i Lofoten, alt imens vi langsomt sejlede fordi sneklædte fjelde, skrigende måger og gennem de klareste vand.

Under hele turen – i Kirkenes, i Tromsø, i Lofoten og ombord på MS Trollfjord og den nyrenoverede MS Kong Harald, blev jeg gang på gang overvældet af, hvad jeg nu for alvor har fået slået fast som min evige og kæmpestore kærlighed til norden.
Jeg ved ikke, om alle har det sådan, også folk som intet tæt forhold har til norden. Men da jeg stod på dækket af skibene vi besøgte, på toppen af sneklædte bakker og på midten af de frosne fjorde havde jeg det, som om jeg hørte til. Som om jeg var en del af det storslåede og som om jeg var hjemme.  Og ind imellem, når jeg stod og sukkede over endnu en smuk og iskold solnedgang, mærkede jeg ham. Min far. 

image

Norges Smukkeste Sted. 

Sponsoreret af Hurtigruten.