Kan man overhovedet få en kæreste, når man har en blog?

Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 18 dage. Jeg ved ikke, om nogen er jer har opdaget det, men uanset så er det helt uhørt. Det er aldrig sket i bloggens tre år lange historie, at der er gået så lang tid uden, at jeg har sat mig ved tasterne og trykket udgiv.

Men der er noget, der har naget mig i lang tid nu. Noget som har suget alt inspirationen ud af mig, hvilket har gjort det til lidt af en kamp at sende indlæg ud i æteren. Og til sidst, nærmere betegnet for 18 dage siden, så besluttede jeg mig for at lytte til det, der nagede. Lytte uden at lade mig forstyrre af følelsen af, at jeg BURDE skrive noget. For let’s be honest, jeg bør jo ingenting, når det kommer til den her blog. Den eneste, der bestemmer er mig. Og jeg havde brug for en pause.

Jeg havde brug for en pause til at finde ud af, om jeg havde lyst til at fortsætte. Noget som jeg ikke rigtig har fundet svaret på endnu. Jeg er nemlig de sidste par månder kommet i tvivl, om mit ønske om at dele ud af mit perpektiv på alle de ting, som jeg ved rigtig mange går rundt og tumler med – som nogle gange gør livet hårdt og svært at komme igennem – har for store konsekvenser at dele. Om mine historier om forliste forhold, om manglende selvværd, om pinlige dates og om forbudte følelser kommer til at ødelægge mine chancer for at få et job, jeg gerne vil have og ikke mindst en mand, jeg gerne vil have.

For et års tid siden skrev jeg, at der var en, der havde spurgt mig om netop det. Om det nu også var en god ide at dele så ærligt ud om mig selv, især i forhold til min karriere. Og på det tidspunkt ville jeg ikke høre tale om, at det måske ville være en god ide at tone det hele lidt ned. At dele lidt mindre. For pointen, grunden til at jeg skrev alt det her, grunden til at jeg delte ud var og er, at jeg gerne vil skrive om de ting, som jeg selv har brug for at læse. Jeg vil gerne skrive om de ting, som de fleste nøjes med at hviske til en veninde eller som de holder for sig selv, fordi det enten er for svært at sætte ord på eller fordi, de føler, at de nok er de eneste, der har det sådan.

Grunden til at jeg skriver er først og fremmest, fordi jeg gerne vil nedbryde tabuer, og fordi jeg er træt af, at læse det ene sponsorerede blogindlæg efter det andet fra kvinder, som udadtil har nærmest perfekte liv, og derfor aldrig taler om, når livet gør rigtig fucking naller. For igen, let’s be honest her, livet gør fucking naller for alle. Og derfor burde det ikke være noget, vi bør skjule fra hinanden.

Men efterhånden som jeg er trådt mere og mere ind i datingverdenen, og også er blevet mere seriøs og sikker på, hvad det er jeg gerne vil arbejde med i min karriere, er jeg blevet i tvivl, om jeg kan blive ved med at stå ved den holdning. Om jeg kan blive ved at have det mål. For selvom jeg virkelig stadig synes, at det ikke burde komme an på det, at det ikke burde have nogen betydning, og at hvis en kommende arbejdsgiver/kæreste ikke kan deale med, at jeg er sådan en, der skriver ærlige ting på nettet, og hvis de ikke kan finde ud af at skelne mellem Blogger Amalie og Den Rigtige Amalie, jamen så passer vi nok bare ikke sammen – så er jeg alligevel blevet i tvivl, om man kan, og om jeg tør, stille det så sort og hvidt op.

For jeg ved, at uanset min intention og uanset at folk virkelig, virkelig burde vide bedre end at danne sig et indtryk af, hvem jeg er udfra små øjebliksbilleder og velvalgte anekdoter fra mit liv, så er det alligevel præcis det rigtig mange gør. Og selvom jeg virkelig gerne ville blive ved med at være super modig og super ligeglad, så ved jeg ikke om jeg kan det mere. Jeg ved ikke, om jeg tør tro på, at jeg sagtens kan lande drømmejobbet, selvom der står så utrolig mange personlige ting om, hvordan jeg nogle gange ikke tror, at jeg er dygtig nok til netop at lande drømmejobbet. Og jeg ved ikke, om jeg tør satse på, at der findes en mand derude, der enten ikke vil lade sig påvirke af alle de ting, der står om mit turbulente kærlighedsliv eller som vil lade være at læse med indtil han har hørt alle de historier, jeg har skrevet om her på den helt naturlige måde. Måden der hedder at lære mig at kende ved rent faktisk at tale med mig.

Jeg ville virkelig ønske, at der findes både en fremtidig chef og en fremtidig kæreste, der kan og vil det, men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, om jeg ikke bare går rundt og skyder mig selv i foden hver eneste uge, når jeg poster indlæg efter indlæg om, hvordan jeg har det indeni. Og jeg ved ikke længere helt, om jeg tør tage chancen.

Jeg synes selv, det er mega kyllingeagtigt. Især fordi jeg jo netop synes, at vi alle burde blive bedre til at tale om, hvordan vi egentlig går og har det, og at alt ikke altid skal være så pisse pastelfarvet og instavenligt. Og det er også derfor, at jeg indtil videre har nøjedes med at gå igennem bloggens mange indlæg og fjerne dem, der er allermest selvudleverende, og som jeg ville have rigtig svært ved at et menneske, som jeg skal have noget at gøre med på et professionelt eller personligt plan kan læse uden, at jeg kan styre det.

Jeg er nemlig ikke klar til at lægge hele det her bag mig og lukke døren til Mit Uperfekte År. Men jeg kan også mærke, at jeg heller ikke længere kan være ligeså kæphøj, som jeg har været. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde helt konkret endnu, men jeg kan nok i hvert fald allerede nu sige, at der i hvert fald ikke kommer flere recaps af Tinderdates eller fortællinger om så personlige ting, at jeg lidt har ondt i maven, når jeg trykker udgiv.

Og det håber jeg, at I er med på.

Fortællingen om Pludselig At Leve Et (Næsten) Dramafrit liv

Der sker ikke så meget på bloggen for tiden. For der sker ikke så meget herude i virkeligheden for tiden. Eller altså, der sker en masse. Det er bare ikke særlig vildt og spændende eller bloggeragtigt. Jeg går ikke på en masse dates, jeg rejser ikke verden rundt, jeg skændes ikke med nogen eller står på the verge of a great change. 

Men jeg har det godt. Jeg elsker mit arbejde, og er ved siden af ved at udvikle mit helt eget koncept og firma, som jeg kommer til at fortælle en masse om, når det hele er lidt mere på plads. Jeg hænger ud med mine dejlige veninder, drikker en masse vin og prøver langsomt, men sikkert at arbejde med mig selv, give slip på alt det, der ikke gør mig godt og byde det modsatte velkommen.

Når folk, jeg ikke har set i noget tid, med spændthed i øjnene spørger, hvordan det går, ved jeg efterhånden ikke rigtig, hvad jeg skal svare andet end, at det går godt. Men jeg har ikke så meget at fortælle. Jeg er glad. Jeg trives. Jeg er nærmest lykkelig. Selvfølgelig er der ting, jeg gerne vil ændre, ting jeg ville ønske ikke var, som de var, ting som stadig er svære. Men generelt er det hele bare sådan rart. Dejligt. Godt.

En dag for noget tid siden slog det mig pludselig, at der slet ikke rigtig sker noget i mit liv. Altså noget dramatisk. Noget vildt. Og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan det dog kunne være. Jeg kan nemlig nærmest ikke huske en tid i mit liv, udover da jeg var et helt lille barn, hvor der ikke har været en eller anden form for drama. Nogen gange helt udenfor min kontrol, andre gange helt eller delvist selvforskyldt. Og så slog det mig pludselig. Fodboldfyren er her ikke længere. Og selvom han selvfølgelig ikke er grunden til al det drama, der nogensinde har været i mit liv, er han den, der i de sidste 6 år har bidraget til det meste. Både med og uden min hjælp. Mest uden.

Og derfor giver det jo egentlig meget god mening, at det meste drama i mit liv automatisk forsvinder, når den person, der har bragt absolut allermest drama med sig, forsvinder ud af det. Og det er virkelig rart. At han er ikke er der. At han ikke forstyrrer. At han ikke sårer. At han er væk.

Helt væk er han dog ikke. Og det er derfor, at der er et “næsten” i titlen på dette blogindlæg. Jeg hørte nemlig fra en af de “andre kærester” for nylig. Fordi hun havde hørt fra Fodboldfyren. Han ville vide, om det var hende, der havde sladret om alle hans dobbeltliv. (Hvilket får mig til at tænke, at der jo må være mange flere “kærester”, siden han ikke kan regne ud, hvem det er, der har sladret)  Og da hun fortalte det, blev jeg helt kold indeni. Jeg begyndte at fryse, selvom jeg lå under min tykke dyne. Min mave snørerede sig sammen, og mit hjerte begyndte at hamre. For hvorfor ville han vide det nu? Så lang tid efter? Pønsede han på noget ondt? Noget, der skulle rode op i mit nu gode liv? 

Jeg ved det ikke. Det kunne hverken hun eller jeg få svar på. Men efterhånden tror jeg det ikke. Jeg tror bare, at han har et sørgeligt liv, og er fyldt med vrede over, at jeg har forvist ham fra mit, samtidig med, at jeg har råbt sandheden om ham til hele verden. Og jeg mener, hvis du følte sådan, ville du så ikke også gerne vide, hvem der var “skyld” i det?

Det er i hvert fald det, jeg har besluttet mig for er det, der ligger bag. For uanset om han så rent faktisk pønser på noget, (hvilket jeg slet ikke kan forestille mig, hvad skulle være) så fortjener han ikke, at det skal ødelægge min tilstedeværelse i mit udramatiske og rare liv. Jeg har nemlig travlt. Travlt med at være glad. Med at grine. Med at udvikle mig. Med at opleve nye ting. Med at arbejde med noget, jeg elsker. Og med at tage i Ikea med Bedsteveninden.

Dag 256, år 2 – Ikeakærlighed

 

Fortællingen om Et År Fyldt Med Venskab, Rosé, Mænd, Sandheder Og Helt Vildt Meget Love

Venskab

På et af årets sidste dage sagde Bedsteveninden med kærlighed i stemmen til mig, at 2016 virkelig havde været vores år. Og jeg kunne kun give hende ret. Aldrig har vi været tættere, og aldrig har jeg følt så stærkt et bånd til en veninde. Hun føles som en uløselig del af mig, og når jeg tænker på fremtiden er hun altid en del af den. Og den følelse er noget af det dejligste, jeg nogensinde har oplevet. Vores venskab er blevet så ægte, så fint og stærkt, og uden nogen tvivl om, at vi begge vil hinanden og er der, når det gælder. Og jeg er så taknemmelig for, at vi har fået dette år sammen, hvor det bare har været os. Hvor der ikke har været nogen kærester til at forstyrre og fylde. Hvor vi har fået lov til for alvor at lære hinandens inderste at kende og samtidig er blevet voksne i vores venskab. Vi skændes nærmest ikke længere, noget som vi gjorde en del i de første år af vores venskab, og når der en sjælden gang er en konflikt under opsejling, bliver jeg hver gang forundret og stolt over vores måde at håndtere den på. Vi er ikke stædige længere, og vi holder ikke fast på vreden. For nu ved vi, hvad vi vil miste, hvis vi gør. Og den tanke er utænkelig.

Men det er slet ikke kun Bedsteveninden, der får mig til at kategorisere 2016 som VenskabsÅret. For i alle de 12 måneder, der er gået har jeg nemlig virkelig mærket og indset, hvor mange gode veninder og venner, jeg har. Og hvor meget de vil mig og jeg dem. De bringer hver især noget med sig, som jeg elsker og holder af og som gør mig klogere og udfordrer mig. De får mig allesammen til at grine og le, og de er der på hver deres måde, hvis mit hjerte gør ondt. Og hvad mere kunne man så virkelig ønske sig?

Mænd

Ikke så meget mere. Hvilket også er derfor, at jeg i går indså, at jeg simpelthen er så glad og tilfreds med der, hvor jeg er lige nu. Med mit liv. Også selvom jeg er fattig som en kirkerotte og endnu ikke har knækket karrierekoden. Og også derfor, at jeg stadigvæk ikke føler behovet for at finde den der kæreste. Men jeg er heller ikke ikke der, hvor jeg var for et år siden. Der hvor jeg egentlig helst bare ville have, at mænd skulle lade mig være i fred. Sådan har jeg det trods alt ikke længere, hvilket nok også er tydeligt, hvis man læser her og her. Så hvis der kommer en, der giver mig sommerfugle i maven og får mig til at smile fjoget, så er han mere end velkommen. Men jeg tror ærlig talt aldrig, at jeg har været gladere, end jeg er nu og har været det, det meste af 2016. Og den glæde er indtil videre nok.

Rosé

Der er dog blevet kigget lidt. Efter mænd altså. Men oftest kun i rosébedugget tilstand. Der dukker mange “jeg tror aldrig, jeg har..” op i dette tilbageblik på 2016, og det må I altså undskylde. Men jeg tror altså aldrig, at jeg har drukket så meget vin før, som jeg har gjort i 2016. Der er blevet drukket vin til almindelige aftensmadsaftaler midt på ugen, der er blevet drukket vin, når svære samtaler har skulle føres, der er blevet drukket vin på fancy vinbarer og der er blevet drukket spandevis af vin til mig og mine veninders mange singlemiddage. Og det har været fantastisk. Og underligt nok også meget voksent, synes jeg. (Jeg drak i mange år kun vodkafanta, så det er måske derfor)

Sandheder

Når der bliver drukket vin, kommer der ofte også mange sandheder på bordet. Både sådan nogle gode og fulde Jeg-elsker-dig-simpelthen-bare-så-meget-og-du-har-sådan-noget-pæææænt-hår-sandheder, men også de lidt mere brutale af slagsen. Men jeg vil sige, at jeg uanset hvilke det har drejet sig om, er blevet bedre til at håndtere dem. Bedre til at mærke efter om det egentlig overhovedet har noget med mig at gøre eller mere med den, der ytrede sandheden, og bedre til acceptere og give slip på det, hvis der rent faktisk var noget om det. Og det er virkelig rart.

Så er der jo de andre sandheder. Fodboldfyrens sandheder. De har straks været sværere at sluge og accepetere. Men de har stadig været vigtige og virkelig sunde og gode at lære at kende. De sidste par uger af 2016 var en del hårdere og langt mere fyldt med had og vrede, end jeg havde forestillet mig de ville være, men de var også fyldt med en ro, en forløsning og en vished om, at jeg nu for alvor endelig har gjort mig fri af ham. Og ikke mindst, at det aldrig, aldrig har været mig, der var noget galt med.

Helt vildt meget love

Hele det her indlæg emmer virkelig meget af looove, og det tror jeg egentlig også at ret mange af mine tidligere indlæg har oset af. I hvert fald, når de har handlet om mine veninder. Og det er, som jeg har skrevet her, da virkelig også dem, der har fyldt mit 2016 ud med kærlighed. Stor, fluffy, sød og vidunderlig kærlighed, som jeg har sendt direkte tilbage. Heldigvis er det dog ikke kun venskabslove, jeg har fået at mærke i året, der sluttede for 9 dage siden. Familiekærlighed har fyldt næsten ligeså meget. For første gang i mange år kan jeg nemlig sige, at jeg er virkelig glad for hele min familie. Glad for, at de er der, når jeg har brug for dem, og også når jeg ikke har, glad for at jeg har en mor, jeg ved, jeg kan dele alt med, hvis jeg behøver, glad for at selv dem, jeg ikke ser særlig tit, viser mig at de alligevel er interesserede i mig og holder af mig, glad for at jeg for alvor nu føler, at min papfar og jeg er kommet tæt på hinanden og glad for, nej ovenud lykkelig for, at jeg har verdens bedste lillebror, som jeg elsker over alt på jorden og som til februar tager mig med til Amsterdam. Bare ham og mig.

Se selv. Helt vildt meget love.

Dag 130, år 2 – Venindekærlighed

 

Fortællingen om Åbenbart At Have For “Travlt” Til At Se Netflix

Jeg er rimelig bitter. Og irriteret. Og sur. Bedsteveninden spurgte, om jeg ikke også var ked af det, men nej. Det tror jeg egentlig ikke. Jeg er bare sur. Fornærmet. Og måske også lidt vred.

På det sidste har jeg fået en vibe. En vibe om, at Den Lyshårede Fodboldfyr sådan for alvor er på vej videre. Som i har-mødt-en-anden-videre. Og som en irriterende veninde sagde til mig, så må han selvfølgelig også gerne det. Men nej, det må han ikke. Han fortjener det ikke, er jeg kommet frem til. Det er ikke fair. Ikke fordi, jeg vil have ham tilbage eller fordi, jeg ikke selv er på vej videre. Men fordi jeg efterhånden oftere og oftere bliver mindet om, hvor stor en idiot han egentlig var overfor mig. Han var selvfølgelig også sød, og jeg elskede ham og alt det der, det har vi fået slået fast. Men hold nu op, hvor var han mange, mange gange bare ikke okay.

Og nej, jeg var heller ingen engel. Jeg var til tider en crazy bitch, og jeg sagde også nogle gange ting kun for at såre. Og gjorde ting kun for at såre. Men i det store billede var det ham. Ham der ødelagde os. Og ham der ødelagde mig.

Men det, og så det der med viben er egentlig slet ikke derfor jeg skriver nu. Jeg skriver på grund af Netflix.

Dag 133, år 2 – Tid til Netflix

Let me explain.

For to år siden købte Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg sådan et tilbud, hvor man betalte med det samme, men så fik to års Netflix for et års pris. (Tror jeg nok, kan ærlig talt ikke huske det) Vi boede jo sammen, var kærester og delte allerede en Netflixkonto. Og da vi så slog op, var der jo stadig en masse penge i Netflixbankbogen, så vi fortsatte med at dele den. Og i foråret, da Game Of Thrones igen kom anstigende, købte jeg mig et HBO-abonnement, som Fodboldfyren også gerne ville være med på = Jeg sendte ham en mobilepay-anmodning den 1. i hver måned på halvdelen af prisen.

En af de sidste gange vi sås, inden vi holdt op med at ses, spurgte jeg ham dog, hvad vi skulle stille op med Netflixkontoen, når der ikke var flere fælles penge tilbage på den. Vi burde bare få hver vores, ikk? Nej, sagde han. Det var da fjollet. Hvis vi blev ved med at dele, så sparede vi jo penge. Og det var jo sandt.

Så da jeg i sidste uge tjekkede kontoen og fandt, at der kun var 29 kroner tilbage og dermed ikke nok til næste måneds betaling, skrev jeg til ham. Spurgte, om vi skulle fortsætte eller lukke den. Og inden da, sendte jeg lige den sædvandlige mobilepay-anmodning for HBO. Men manden skrev nej. Han synes bare vi skulle lukke den. Han havde nemlig slet ikke rigtig haft tid til at bruge den. Og så afviste han sekundet efter anmodningen på de fucking 40 kroner.

Det er lang tid siden, at han har gjort mig så sur. Og jeg havde i noget tid svært ved at finde ud af, hvorfor. Måske fordi, jeg ligeså snart den afviste mobilepay-anmodning tikkede ind på min telefon, i arrigskab gik ind og ændrede kodeordet på HBO til Independent Woman. (Og som jeg nu bliver nødt til at ændre igen, kan jeg godt se på det hele)

Men nu ved jeg det jo godt. (Ikke at den viden har ændret på surheden, faktisk tror jeg kun, at den er blevet værre.) For selvfølgelig handler det ikke kun om Netflix. Det handler jo netop op alt det, jeg skrev øverst oppe i indlægget. Netflix gnider bare salt i såret. Og HBO sprøjter derefter citronsaft lige ned i det.

Jeg er ikke vigtig længere.

Jeg er heller ikke ligegyldig, men jeg er ikke vigtig. Og det der egentlig gør mest ondt ved det faktum er, at det er min egen skyld. Ved at sige, at jeg ikke ville se ham længere, skubbede jeg ham direkte i armene på, hvem det nu end er, han ser og som gør, at han simpelthen slet ikke har tid til at se Netflix.

Og jo, det er okay. Sådan er livet. Og selvom han heller ikke er ligegyldig for mig, er han heller ikke vigtig, som i My Person længere. Og det er bittersødt. For på den ene side er det dejligt. Befriende. Men på den anden side er det både trist, fordi det betyder at en æra for alvor er slut, og håbet om at vi kunne fortsætte med at være de vigtige for hinanden uden at være kærester, nu for alvor er knust. Men for mit vedkommende er det nu egentlig mest fordi afstanden har fået alle de dårlige ting til at stå tydeligere frem.

Og jeg ville bare så gerne have husket ham som noget godt.

Du Ved Hun Er En Kælling Når 

Jeg havde stor, stor succes med listen Du Ved Han Er En Douche Når, men der var også flere, der ønskede, for ligestillingens skyld, at jeg vendte den om. Så nu, efter flere måneders empiriindsamling, har jeg endelig listen klar. Enjoy!

Her kommer; Du Ved Hun Er En Kælling Når

– Din eks kommer forbi til kaffe, og udbryder både pludseligt og en anelse umotiveret, at hun simpelhen er SÅ træt. Og som det normale og samtalende mennesker du er, spørger du selvfølgelig, hvordan det dog kan være, hvortil hun svarer; “Nårh, jamen jeg har simpelthen bare knaldet så meget hele natten.”

– Du spørger din eks, som for en måned siden forlod dig efter 4,5 år, om hun har tid til at mødes, da du har et brev, du gerne vil give hende. Det har hun ikke, siger hun – hun har nemlig mødt en anden, og nu orker hun simpelthen ikke at høre mere på dig.

– Du giver din kæreste en 24 karat guldhalskæde og et gavekort på 500 kroner til et storcenter i studentergave, og sender hende derefter afsted på Roskilde Festivalen. Da hun kommer hjem, fortæller hun dig, at hun har knaldet med en anden. Og som om et ikke var nok, opdager du senere, at hun brugte hele gavekortet på et outfit til den date, hun senere tog på med ham, hun var dig utro med.

– Du bliver dumpet af en pige, som du har været head-over-heels over i et par måneder, og forsøger i første omgang at forblive venner med hende. Lige indtil du opdager, at hun helt overlagt har knaldet din medpraktikant. Din eneste fucking medpraktikant. Og som du udtrykkeligt havde bedt hende om at lade være.

– Du dater en meget yngre pige i noget tid, og du bliver ret så vild med hende. Lige indtil den aften, I skal mødes på en bar og du ser hende sidde og snave med en anden, meget ældre mand. Hendes forsøg på at redde situationen; “Heeeeej, øh det her er Thomas. Vi har øh, gået i i gymnasiet sammen.”

– Du sms’er med en pige, og det er tydeligt, at I begge to gerne vil noget mere. Lige indtil du spørger hende, hvad hun skal lave i weekenden og hun svarer; “Jeg skal ses med min eks. Glæder mig sgu til at få noget soldaterpik i aften”. En ytring som hun efterfølgende slet ikke forstår lidt har ødelagt din lyst til at fortsætte med at sms’e.

– Din eks, som du stadig ser ret meget, ringer til dig fra Roskildefestivalen under det påskud at ville høre, hvordan du har det. Og da du høfligt spørger hende, om hun har haft det sjovt, siger hun ja. Hun har nemlig lige knaldet med en anden. På den luftmadras, du hjalp hende med at pakke ned to dage forinden.

– Du er hjemme hos en pige, du har set et par gange, da hun lige pludselig bliver ringet op på Skype. Det er hendes ekskæreste, fortæller hun, og går derefter fluks i gang med at dyrke det cybersex, hun åbenbart har lovet ham. Du står stadig i rummet, da hun hiver blusen af, og begynder at gramse på sine bryster. Og da han hiver pikken frem.

Taknemmelighedsrunden #34

1. Jeg fik endelig taget mig sammen til at få sagt til min lillebror, at jeg savnede ham og ville ønske at vi sås lidt mere, og fik til min store glæde det sødeste og rareste svar tilbage.

2. Jeg har i denne uge været tilbage på coachskolebænken for allersidste gang, og det har været absolut fantastisk, og jeg er oprigtigt ked af, at det er slut og at jeg skal sige farvel til mine medstuderende og mine seje undervisere. #savnmedsavnpå

3. Det var også til coachundervisningen, at jeg fandt ud af, at jeg skal noget, jeg slet ikke havde troet at jeg skulle. Og det var og er sgu ret vildt. #vildtmedvildtpå

4. Jeg er blevet bedt om at sende en prisliste til en, jeg har freelancet for, og som gerne vil blive ved med at bruge mig fordi hun synes, jeg skriver så godt. #stoltmedstoltpå

5. I denne uges Femina kan man læse artikel skrevet af mig, hvis altså man kan finde et eksemplar. Alle mine veninder og familiemedlemmer har eventuelt været rimelig meget ude at hamstre, så hvis de ikke har flere, er det derfor. Men altså, den er også god, og handler om at have et unormalt forhold til mad, og hvordan man kan komme ud af det. Derudover er der også nogle ret så gode billeder af mig i den. Såeh, smut lige ned i kiosken, ikk?

6. En af mine medstuderende på coachinguddannelsen vil gerne lave noget mega awesome coachingarbejde sammen med mig, og jeg er meget beæret og vildt spændt over alt det vi skal nu. #glædemedglædepå

7. Til min skriftlige coachingeksamen i denne uge fik jeg 39 ud af 40 rigtige svar. Og altså, det synes jeg sgu er meget godt gået. #blærmedblærpå

8. Jeg var til madworkshop med Mejeriforeningen og Mad+Medier i torsdags, og som om sjove foredrag, lækker mad og flotte goodiebags ikke var nok, mødte jeg også en komplet fremmed og vildt sød pige, der læser min blog og har gjort det længe. Det var sgu ret vildt, og jeg følte mig både helt sej og meget beæret.

10. I fredags så jeg alle de nye fire afsnit af Gilmore Girls sammen med Drengevennen, mens vi spiste Dominos og uanede mængder slik. Og pandekager. Og chips. Fuldstændig i Lorelais og Rorys ånd. #hyggemedhyggepå

11. I lørdags var jeg til mundtlig coachingeksamen og bestod! Så nu er jeg coach. Sådan for reals. Og det blev selvfølgelig fejret om aftenen til et brag af en coachfest fyldt med interne, og dårlige coachjokes. Og vin. Masser af vin.

12. I dag ringede Bedsteveninden til mig og råbte, at jeg skulle kigge ud af vinduet. Det var jo nemlig solskin, og derfor havde den Vesterhavssavnende jyde besluttet, at vi skulle gå tur i Amager Strandpark. Så det gjorde vi. Og derefter drak vi te, spiste kage og spillede kalaha. Alle søndage burde være sådan der. #kærlighedmedkærlighedpå

Dag 118, år 2 – Model i Femina. Eller noget.

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #2

Jeg er ved at lave pandekager. Efter en lang dag fyldt med indsigter og nye drømme, som jeg slet ikke er sikker på kan eller bør lade sig gøre, er jeg gået i gang med at lave pandekager. Jeg står i mit lille køkken og prøver at lade dagen forsvinde ud af mit hoved. Prøver at koncentrere mig om at vende pandekagerne, men det er svært. Drømmen, karrieredrømmen bliver ved med at titte frem. Men det er jo fjollet. Det var jo ikke det, der var meningen. Også selvom det giver så skidegod mening. Og så ringer Bedsteveninden lige pludselig.

Hun fortæller om en fyr. At hun er irriteret på ham. At hun er irriteret på sit arbejde. Og at hun savner mig. Vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger ind til det med fyren. Siger at hun må fortælle ham, hvordan hun har det. Siger at det lyder som om hendes arbejdsplads virkelig godt kunne bruge noget businesscoaching. Og så spørger hun til mig. Jeg tøver. Jeg fortæller om alle mulige andre ting, end det mit hoved er fyldt af. At jeg er skal læse til skriftlig coacheksamen senere på aftenen, at jeg besøgte min mor og lillebror i mandags. At jeg endnu engang ikke kan overskue min Tinder. Men så siger jeg det. Starter ud med at advare hende. Sige at jeg godt ved, at det sikkert lyder helt vildt mærkeligt, især fordi vi jo begge to er journalister og altid har støttet hinanden i det. Arbejdet hen imod det samme. Men altså, at jeg har tænkt, at jeg måske faktisk ikke rigtig skal være journalist alligevel. At jeg i stedet skal lave foredrag, holde workshops, skrive bøger, bruge mig selv, tage udgangspunkt i det jeg selv har syntes har været svært og på den måde hjælpe andre. Hjælpe unge piger og kvinder til at forstå og tro på, at de faktisk er gode nok som de er. Hjælpe dem med at finde sig selv, før de giver sig hen til kærligheden. Og hjælpe dem med at holde på den, når de har fundet den.

Dag 119, år 2 – På vej ind i lyset

Jeg taler hurtigt. Lettere febrilsk. Og er uhyggeligt klar over, hvor cheesy det hele lyder. Jeg kan allerede mærke, hvad alle vil tænke. At det kan jeg da ikke hjælpe nogen med.
Jeg stopper min tale. Den er slut og jeg venter lidt beklemt på at høre, hvad Bedsteveninden har at sige til det. Regner med at der kommer et grin. Et held og lykke med det så. Men hun siger bare; “Øhm, ja? Det ved jeg da godt.”
Hun siger, at det da har været så tydeligt, at jeg har været på vej i den retning. Og at den retning da, er den helt rigtige. Hun siger, at jeg jo er venindegruppens mor. Den man altid kan komme til og blive fixet. Blive forstået. At jeg har så meget erfaring på selvværds- og kærlighedsfronten, at det ville være en skam ikke at dele den. At selvfølgelig skal jeg det.

Jeg føler mig helt dum. Igen. Men nu fordi, hun endnu en gang har gennemskuet mig, før jeg selv gjorde. Men allermest føler jeg mig helt varm. Helt inde i hjertet. For selvom jeg jo selvfølgelig burde være ligeglad, hvad andre tænker, betyder hendes og nærmest kun hendes accept, validering og thumps up mere end jeg havde troet. Det betyder alt. Især fordi, hun slutter af med at sige, at grunden til at hun synes den nye vej er lige mig, altså på ingen måde er fordi, hun synes jeg ikke bør være journalist. At jeg er en dårlig en af slagsen. Tværtimod.

Avs, kærlighedsoverload.

Læs med igen i morgen for tredje og sidste afsnit i karriereføljetonen.