Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg oprigtigt tror på, at jeg er god nok

Det går fremad og så svinger det alligevel tilbage. Troen på at jeg er god nok. Troen på at jeg som menneske, som person, som ven, som datter, som søster, som kvinde er god nok – den er efterhånden okay solid. Og de gange, hvor jeg bliver i tvivl og tænker, at der ikke er nogen af mine venner, der rigtig gider at hænge ud med mig eller at ingen mand nogensinde vil kunne elske den her klump af usikre deller, der ligger på sofaen og holder Netflixmaraton – der finder jeg hurtigt frem til, at det altså er en stor fed løgn min hjerne af en eller anden grund har lyst til at få mig til at tro på. For jeg er herre nice. Og der er et hav af mennesker, der med glæde vil skrive under på netop det.

Men så er der arbejdet. Der går det også fremad. Men det svinger en del oftere tilbage end det gør, når det bare gælder min personlighed. Som for eksempel i dag, hvor jeg inden et møde var helt overbevist om, at jeg kun ville få kritik for mine ideer. (Hvilket overhovedet ikke skete. Tværtimod)

Heldigivis, kan man måske sige, har jeg fundet ud af, hvornår tvivlen om mine evner dukker op og slår mig oven i hovedet med en styrke som en crossfitter, der ikke har andet at bruge sit liv på end at crossfitte og råbe grimme ting såsom;

Du har endnu en gang ikke gjort det godt nok
De kan nok slet ikke lide dig mere
Den næste gang I taler sammen, så kommer sparket helt sikkert.
Når de virker travle og derfor er lidt korte for hovedet er det slet ikke derfor, men fordi de  synes, du er monster dårlig til dit arbejde.

Ja, det er dejligt lige at blive kørt lidt ned af sig selv, ikk? (Indsæt selv emoji med himmelvendte øjne) Men som sagt har jeg nu fundet frem til, hvornår Crossfitteren kommer forbi med den slags ondheder. Hun kommer, når jeg i noget tid ikke har fået at vide, at jeg gør det godt. Når jeg ikke fået ros. Hvilket, når det står her sort på hvidt, ser virkelig barnligt ud. Usikkert. Ånssvagt. For altså helt ærligt, jeg burde vel ikke behøve at få ros mindst en gang hver 14. dag for at jeg kan tro på, at jeg rent faktisk kan finde ud af mit arbejde?

Men. Det er sådan jeg har det. Lige nu i hvert fald. I det mindste har jeg fundet ud af, hvorfor og hvornår jeg får det sådan. Så mangler jeg bare at kunne finde ud af, at lukke røven på crossfitteren og le højt af alle de løgne hun prøver at fortælle mig. For jeg ved jo inderst inde godt, at jeg er god. Også selvom jeg måske ikke altid får den ros, jeg synes, jeg fortjener for at være det.

(Mig, når jeg har lært at le af Crossfitteren)

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #2

Jeg er ved at lave pandekager. Efter en lang dag fyldt med indsigter og nye drømme, som jeg slet ikke er sikker på kan eller bør lade sig gøre, er jeg gået i gang med at lave pandekager. Jeg står i mit lille køkken og prøver at lade dagen forsvinde ud af mit hoved. Prøver at koncentrere mig om at vende pandekagerne, men det er svært. Drømmen, karrieredrømmen bliver ved med at titte frem. Men det er jo fjollet. Det var jo ikke det, der var meningen. Også selvom det giver så skidegod mening. Og så ringer Bedsteveninden lige pludselig.

Hun fortæller om en fyr. At hun er irriteret på ham. At hun er irriteret på sit arbejde. Og at hun savner mig. Vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger ind til det med fyren. Siger at hun må fortælle ham, hvordan hun har det. Siger at det lyder som om hendes arbejdsplads virkelig godt kunne bruge noget businesscoaching. Og så spørger hun til mig. Jeg tøver. Jeg fortæller om alle mulige andre ting, end det mit hoved er fyldt af. At jeg er skal læse til skriftlig coacheksamen senere på aftenen, at jeg besøgte min mor og lillebror i mandags. At jeg endnu engang ikke kan overskue min Tinder. Men så siger jeg det. Starter ud med at advare hende. Sige at jeg godt ved, at det sikkert lyder helt vildt mærkeligt, især fordi vi jo begge to er journalister og altid har støttet hinanden i det. Arbejdet hen imod det samme. Men altså, at jeg har tænkt, at jeg måske faktisk ikke rigtig skal være journalist alligevel. At jeg i stedet skal lave foredrag, holde workshops, skrive bøger, bruge mig selv, tage udgangspunkt i det jeg selv har syntes har været svært og på den måde hjælpe andre. Hjælpe unge piger og kvinder til at forstå og tro på, at de faktisk er gode nok som de er. Hjælpe dem med at finde sig selv, før de giver sig hen til kærligheden. Og hjælpe dem med at holde på den, når de har fundet den.

Dag 119, år 2 – På vej ind i lyset

Jeg taler hurtigt. Lettere febrilsk. Og er uhyggeligt klar over, hvor cheesy det hele lyder. Jeg kan allerede mærke, hvad alle vil tænke. At det kan jeg da ikke hjælpe nogen med.
Jeg stopper min tale. Den er slut og jeg venter lidt beklemt på at høre, hvad Bedsteveninden har at sige til det. Regner med at der kommer et grin. Et held og lykke med det så. Men hun siger bare; “Øhm, ja? Det ved jeg da godt.”
Hun siger, at det da har været så tydeligt, at jeg har været på vej i den retning. Og at den retning da, er den helt rigtige. Hun siger, at jeg jo er venindegruppens mor. Den man altid kan komme til og blive fixet. Blive forstået. At jeg har så meget erfaring på selvværds- og kærlighedsfronten, at det ville være en skam ikke at dele den. At selvfølgelig skal jeg det.

Jeg føler mig helt dum. Igen. Men nu fordi, hun endnu en gang har gennemskuet mig, før jeg selv gjorde. Men allermest føler jeg mig helt varm. Helt inde i hjertet. For selvom jeg jo selvfølgelig burde være ligeglad, hvad andre tænker, betyder hendes og nærmest kun hendes accept, validering og thumps up mere end jeg havde troet. Det betyder alt. Især fordi, hun slutter af med at sige, at grunden til at hun synes den nye vej er lige mig, altså på ingen måde er fordi, hun synes jeg ikke bør være journalist. At jeg er en dårlig en af slagsen. Tværtimod.

Avs, kærlighedsoverload.

Læs med igen i morgen for tredje og sidste afsnit i karriereføljetonen.

Fortællingen om At Være På Vej I Den Rigtige Retning

For halvanden måneds tid siden skrev jeg om, at være blevet væk fra mig selv. Om ikke at kunne finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå og faktisk om slet ikke at have fundet hen til der, hvor vejen deler sig og man skal vælge. I stedet skrev jeg om at gå hvileløst rundt i et slags Ingenmandsland og at have mistet kompasset, kortet og GPS’en.

Jeg er virkelig ikke særlig god til at finde vej, og jeg er sikker på, at hvis jeg havde levet i tiden før GPS’er og interaktive kort, så var jeg aldrig kommet særlig langt. Jeg kan fare vild i min egen baghave og kan, selv hvis mit liv afhang af det, ikke læse et kort. Så jeg er vant til at føle mig lidt lost og at spørge alle dem, jeg møder på min vej, om jeg nu også går i den rigtige retning. Men når det ikke handler om at finde faktiske koordinater og reelle adresser, men i stedet om at gå mod noget, at finde den vej, der skal være min og at blive mere eller mindre på den, så er mine vejfinderevner ret gode.

Dag 299 – Hvilken vej er den bedste?


Selvfølgelig har jeg til tider været i tvivl, om hvad jeg skulle vælge og hvilken vej, jeg skulle tage, men generelt har jeg aldrig haft svært ved at finde ud af, hvad målet var. Hvad det var jeg ville og hvor det var, jeg ville hen. Lige indtil jeg kom hjem fra Min Store Rejse, that is. Det har været så mega svært at finde hoved og hale i, hvem det nu var jeg egentlig var og hvad jeg i virkeligeheden gerne ville. Og om jeg overhovedet kunne komme til det. Det har været så svært, og der har været så meget lort, der hele tiden stod i vejen og skulle klares og overstås, at jeg har skiftet mellem bare at ville droppe alting og ligge mig ned under sofaen og dø lidt og så at skride fra det hele og alle de dumme valg, beslutninger og begrænsninger, der syntes at hobe sig op, og i stedet tage rygsækken på igen og drage ud i verden. For som jeg tænkte; det her hjemme noget, det hjælper jo tydeligvis ikke på projekt Find Dig Selv. Snarere tværtimod.

Men så skete der noget. For det første fik jeg et job, og selvom hovedparten af det job ikke har noget som helst at gøre med, hvad det er jeg vil, så har en lille del af det. Og det hjælper. Både på humøret, motivationen og ikke mindst min ultratomme pengepung. For det andet, og det er det bedste, så vandt jeg i januar 1. modul af Sofia Mannings coachinguddannelse, og det modul tog jeg så for to uger siden. Da jeg startede tænkte jeg, at det da nok var spændende, men mest i forhold til mig selv og jeg tænkte derfor ikke, at det var noget, jeg som sådan skulle bruge til noget. Det er det dog. Efter de tre dage som modulet varerede har jeg været helt oppe at køre over, hvor fedt det er, hvor spændende det er og hvor sjovt det er. Jeg tror aldrig, jeg har været så inspireret før, og jeg har i disse dage et noget lysere og gladere syn på, hvad fremtiden den kan bringe.

Derudover sagde en af underviserne noget, der virkelig ramte mig, og som jeg egentlig også skrev lidt om her. Hun fortalte, hvordan en forandring også tit kan ske, og måske først sker, når man bliver stående. At det tit er godt at gøre noget anderledes, at prøve noget nyt og på den måde komme tættere på, hvad det er man virkelig gerne vil, men at det ligeså ofte er bedst bare at blive der, hvor det er svært, hvor man ikke ved, hvad der kommer til at ske eller hvad man skal gøre. Hun sagde at handle også kan være at stoppe op, og da hun sagde det var det som om, at alle vinduerne åbnede sig og et englekor begyndte at synge. (Ad, det lød cheesy)  For det er jo lige præcis, det jeg skal. Jeg skal blive stående. Så det gjorde jeg og gør jeg. Jeg bliver her, selvom verdenen stadig hiver i mig og lover guld, grønne skove og spirituelle opvågninger. Og det ser som sagt allerede ud, som om jeg er kommet lidt tættere på, hvor den rigtige retning peger hen.

Dag 307 – På vej