Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Reklamer

Opgør med ghosting: Jeg opdrager Danmarks mænd en afvisnings-SMS ad gangen

Ghosting er djævlens værk. Og det samme er den lidt mere subtile, men stadig super frustrerende og på ingen måde i orden kort-for-hovedet-besked, hvor der bliver svaret på det spørgsmål eller udsagn, du sendte, men så heller ikke mere.

Faktisk er den næsten værre, fordi forfatteren bag på trods af at have ingen intention om rent faktisk at se personen de lige har svaret igen, alligevel nu kan gemme sig bag det faktum, at de jo svarede. De opførte sig altså ikke som den klassiske douche, der boller, siger vi ses og så derefter forsvinder ud af den blå luft for evigt.

Men de lyver for sig selv. For det er akkurat ligeså douchy at komme med et “ikke-svar” som det er ikke at komme med et overhovedet.

Det er ikke fordi, jeg ikke som sådan forstår det. Det er aldrig fedt at skulle afvise nogen. Det er ubehageligt og meget lidt rart, og derfor er det også meget nemmere bare at lade som ingenting. At håbe, at den du enten ikke svarer eller som du sender et “ikke-svar” til fatter, hvad det betyder uden, at du behøver at sige det.

Jeg forstår det virkelig godt. Men det gør det ikke mere okay af den grund.

Dating gør os ensomme

Dating er tough business. Der er en milliard singler og den næste og nyeste er derfor altid lige om hjørnet. Men jeg frygter, at vi alle sammen bliver ved med at rende rundt og lede efter det nyeste nye. Især hvis vi ikke formår at kigge hen i sengen – hvor hende eller ham, som stadig er ret ny, men som nu ikke er helt ligeså ny som for en halv time siden – og rent faktisk lade os selv turde blive der i den tid det tager at finde ud af, om personen indeholder det, som vi gerne vil have. For ellers, ja så ender vi med at blive de mest ensomme mennesker i verden.

Desværre virker det lidt som om det er det, der er ved at ske.

Jeg har derfor taget det på mig at gøre op med ghosting, med “ikke-beskeder”, med manglende direkte afvisninger og med troen på, at det for det første er i orden at gøre ovenstående ting og for det andet, at det er en helt normal ting ikke at ville/turde blive hængende og se om ham eller hende man rent faktisk har fundet kunne være noget.

Opgøret med ghosting

Min metode er meget simpel, og jeg er selvfølgelig ikke sikker på, at den virker. Endnu i hvert fald.

1. Jeg ghoster aldrig.

2. Jeg sender ikke “ikke-beskeder”.

3. Jeg dropper aldrig nogen efter en enkelt runde lagengymnastik. (Med mindre han viser sig at overskride mine grænser, når jeg beder ham om at lade være)

Derudover, og det her den vigtigste del i mit opgør mod ghosting og generel dating-nederenhed kommer:

4. Jeg finder mig ikke i at ovennævnte ting bliver gjort mod mig. Jeg ignorerer ikke, at der ikke bliver svaret, at han på usagt vis forsøger at komme ud af det, vi har har haft gang i, eller at han virkede som hvis Prince Charming og Mr. Right havde fået en søn lige indtil han fik lov at komme op i mig.

I stedet pointerer jeg det. På en sober, jeg-er-ikke-sur-jeg-er-skuffet-måde. Jeg fortæller, hvordan jeg føler.

At jeg gerne ville have været blevet ved med at ses.

At jeg synes det er ærgerligt, at det ikke kommer til at ske, men at det jo desværre er sådan det er nogle gange, og at der ikke er noget at gøre ved det.

Og så fortæller jeg, at selvom vi ikke kan forvente noget af hinanden som sådan, så synes jeg stadig ikke, at det er i orden, at han ikke tager sig tid til at fortælle mig, at han ikke længere har lyst til at fortsætte vores bekendtskab.

At jeg forventer, at en voksen mand godt kan finde ud af, at sige tak, men nej tak på en pæn og ordentlig måde, især efter at have tilbragt en god del tid sammen.

Og så ønsker jeg ham held og lykke og en dejlig dag. For ligesom der ikke er nogen grund til at afvise et andet menneske uden at fortælle dem det, så er der heller ingen grund til at være passiv-aggressiv.

Here’s to hope

Jeg har ikke prøvet min opdragelsesteknik af på nok mænd til, at jeg kan fortælle jer om det har en generel effekt. En gang har jeg fået et meget, meget undskyldende svar, en anden gang har jeg intet hørt. Og jeg ved jo ikke, hvad der foregår inden i mænd (eller kvinder) der får sådan en besked.

Jeg ved bare, at jeg håber at det gør noget. At det får dem til at tænke over, om det mon ikke ville være bedre bare at sige det. Og om det ikke også føles bedre at behandle sine medmennesker på en ordentlig måde.

Jeg er ligeså lidt chillieren som en dødsangst hveps i august

Nogle gange overrasker jeg mig selv ved at opføre mig som et helt normalt og cool menneske, der virker som om hun har styr på sig selv, hvad hun gerne vil have og hvordan hun gerne vil have det. Som om hun står ved sig selv, ikke gider så meget pjat og slet ikke rigtig gider at spille et spil.

Det er ret nice, når det sker, for jeg er nemlig langt fra særlig cool i virkeligheden. I virkeligheden er jeg, som overskriften lyder, lige så lidt chilleren som en dødsangst hveps i august. Når der er noget, jeg gerne vil have, når det er noget, der betyder noget, når der er noget på spil, så har jeg så ufattelig svært ved at keep it cool. I stedet overtænker jeg alt, overanalyserer alle tænkelige udvekslinger og panikker så snart det er muligt.

Det sker både i arbejdssituationer, men især når det gælder dating. Hvis jeg er ligeglad er det no problem. Men hvis jeg synes han er sød, oh so help me God. Jeg prøver ihærdigt, det er ikke det, men det lykkedes aldrig i så lang tid. Et lidt underligt blik, en lidt for lang tavshed, en sms uden et spørgsmål, og hvepsen Amalie begynder straks at svirrer rundt om sig selv.

Hvad betyder den der smiley?
Han er allerede ovre det her og mig. 

Sagde jeg noget dumt?
Jeg sagde helt sikkert noget dumt. 

Hvorfor er der nu INGEN smiley?
Fordi han synes du virker åndssvag at skrive med.

Fortiden spøger (ikke)

Det er ret udmattende. Især fordi det jo samtidig med at være spændende og rart også er dybt frustrerende, svært og angtsprovokerende. Og jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvorfor det egentlig er, at det er sådan. Hvorfor det er, at jeg ikke bare for fuck sakes kan lade være med at lægge sig meget i ting, hvorfor jeg ikke bare kan se, hvad der sker, hvorfor jeg ikke bare kan lade tingene ske og være mig selv imens.

Indtil i går var jeg overbevist om, at det helt sikkert havde noget at gøre med Fodboldfyren at gøre. At det var alt det der traumegøjl, der fik min usikkerhed til at blive dobbelt så stor. At jeg ser farer overalt og derfor ikke bare kan tage en skide chill pill og tro på, at mænd generelt ikke er sådan super nederen.

Men så stak Bedsteveninden mig et glas vin, kiggede på mig og sagde;
“Jeg tror altså ikke, at du er så skadet længere, som du selv går og tror.” 

Og det tror jeg egentlig, hun har ret i. Der er helt sikkert stadig alt mulig lort, som først kommer ordentlig frem og viser sig, når jeg en dag står i parforhold til anklerne og pludelig mærker alle skeletterne banke på. Men lige nu tror jeg faktisk ikke, at det hverken er skeltetterne eller Fodboldfyren, der spøger.

Det er bare mig selv. Mig og min usikkerhed. En usikkerhed som altid har været her. Men en usikkerhed, som jeg ikke har mærket så frygtelig meget til, fordi jeg i snart tre år har holdt mig fra egentlig at lade mig selv kunne lide nogen. Og når den så pludselig kommer igen efter så lang tids fravær bliver jeg slået helt omkuld, bliver helt forvirret og helt panisk, fordi følelsen på en og samme tid er så fremmed og så forfærdelig velkendt.

Den gør mig i tvivl om alting. Om jeg sagde noget forkert, om jeg er forkert, om han er forkert, om han er rigtig og endda også om, hvem jeg egentlig er.

Er jeg sådan en, der griner coolt og tager en tår af min øl på den her måde, som jeg gør lige nu? Eller er jeg sådan en, der fniser ned i min drink og holder mig for munden, som jeg gør nu? 

Er jeg sådan en, der er høflig og siger, at de ting han synes om lyder spændende, selvom jeg ikke synes det? Eller er jeg sådan en, der står fast på, hvad jeg synes ligemeget, hvad han synes? 

Er jeg sådan en, der siger tak for en god aften og går hjem alene? Eller er jeg sådan en, der gør hvad jeg har allermest lyst til og tager ham med hjem? 

Sandheden er nok, at jeg jo er alle de ting. Nogle gange er jeg mega cool og rap i replikken. Andre gange er jeg fnisende og lillepige-agtig. Nogle gange er jeg åben overfor at udvide min horisont og lære noget nyt, og andre gange er jeg så sikker på, hvad jeg selv mener, at jeg ikke gider at diskutere det. Nogle gange har jeg lyst til at vente og opbygge en spænding, og andre gange kan jeg ikke holde det ud og har lyst til at knalde i den nærmeste busk.

Og alle de versioner er okay. Alle de sider af mig er jo mig. Og alle de sider mærker usikkerhedshvepsen svirre. Jeg skal bare lære at lade den gøre det uden at gå i panik og stikke folk, der måske egentlig også selv er pisse usikre.

Foto: Josefine Fjelstervang

Når håbet om kærligheden gør dig helt håbløs

Jeg brugte helt præcist 60 minutter på at være oprigtigt ked af, at det sluttede mellem Don Draper og mig. Og efter det var jeg videre. Jeg har været irriteret over, hvordan det sluttede, men jeg har ikke været ked af det. Lige indtil jeg kom hjem fra min sidste ferie i sidste uge, that is. Hele juli har jeg været travlt optaget af at have det sjovt, være i sorg og være en globetrotter, og derfor har jeg åbenbart ikke også haft tid til at føle noget særligt om det, at et to år langt forhold til en mand jeg, uanset hvad det så end var holdt af, sluttede.

Men det har jeg så haft nu. Også selvom jeg først fattede, hvorfor det var jeg var så sur i går. For ja, jeg har nemlig været pissesur. Sur på alle, der var glade og spændte over ny potientiel kærlighed. Sur på alle, der ikke kunne ses, fordi de skulle hjem og holde deres kæreste i hånden. Sur på mig selv over, at der jo tydeligvis er noget ravruskende galt med mig siden det eneste, jeg bliver mødt med på Tinder er mænd, der skriver “Hey…”. Og sur over, at være sur over, at det ikke er mig, der render rundt og smiler fjoget. Og så selvfølgelig sur over, at jeg overhovedet gerne vil smile fjoget. For så sker det jo fucking aldrig, det ved alle jo.

Det var dog som sagt først i går, at jeg indså, at min surhed måske egentlig ikke var surhed, men kedafdethed. Og at den kedafdethed nok alligevel, på trods af protester fra både hjerne og hjerte, sad derinde i mig fordi, det sluttede mellem Don Draper og jeg.

Det var det helt rigtige, at det sluttede. Ingen tvivl om det, og jeg er ikke heartbroken eller fyldt med savn. Men det at have været så tæt på nogen, det at have mærket intimitet, tosomhed og håbet om kærlighed – endelig efter så uendelig lang tid, hvor jeg ikke har tilladt mig selv eller andre at lade det komme mig nær – har for alvor åbnet op for, hvor meget jeg gerne vil det. Hvor meget jeg længes efter det. Og også, hvor langt væk det føles.

Og jeg har ikke lyst til at have det sådan. Jeg har hverken lyst til at have lyst til finde kærligheden, fordi så kommer den jo aldrig (jeg ved godt, det ikke er rigtigt, men det er svært at shake følelsen), og jeg har heller ikke lyst til at være en lorteveninde, der bliver misundelig på mine veninders kærlighedsglæder, for altså det er sgu da ucharmerende. Og nederen ikke mindst.

Men lige nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg stille op med alle de her føleser. Så derfor har jeg i stedet bingewatchet The Newsroom. En serie, jeg allerede har set, men ikke destomindre en serie, der får alt i verden til at føles lidt mere rigtigt.

Og det ved alle jo er super konstruktivt..

No men in sight

Farvel til Don Draper

Jeg svælger lidt i det lige nu. Hører triste sange og ryger cigaretter. Tuder en smule. Ikke så meget på grund af ham, selvom jeg holder af ham og kommer til at savne ham.  Og  ikke så meget på grund af det, der kunne have været, for jeg ved godt, at der ikke kunne have været noget. Jeg tuder og sørger over at sidde tilbage alene, over håbet der blev slukket, over at skulle sige farvel til en, der trods alt har været i mit liv i mange år. Og så tuder jeg også lidt over al den penis, jeg nu skal vinke farvel til.

Jeg taler om Don Draper. Ham som jeg skrev om her uden rigtig at skrive om ham. Fordi jeg ikke turde, fordi jeg ikke ville jinxe det. Fordi jeg ikke ville gøre ham bange. Jeg tror nu ikke, at jeg gjorde nogle af de ting ved at skrive, hvad jeg skrev. Det ville ikke være gået alligevel, og jeg vidste det godt fra starten af. Men jeg følte alligevel, at jeg skyldte mig selv og ham at reagere på den underlige forandring, der lige pludselig var opstået imellem os. Den mærkbare tæthed, der kom den dag vi for første gang begav os ud i verden for at lave andet end at knalde og se Netflix. Og som blev større for hver gang vi gjorde netop det.

Så det gjorde jeg. Reagerede. Og det er jeg stolt af. Også selvom det ikke gik. Jeg er stolt af, at jeg sagde, hvad jeg tænkte, hvad jeg følte og hvad jeg ville. Og jeg er stolt af, at jeg sagde fra, da han alligevel ikke – selvom han sikkert gerne ville – kunne give mig det, jeg gerne ville have. Det jeg fortjente.

Men jeg er også trist. Trist over at to års tæthed endte i et telefonopkald fyldt med tavshed. Trist over, at en mand som var god på så mange måder ikke var god på de, der egentlig gjaldt. Trist over at følelsen af spændthed og nysgerrighed – dem der får dig til at smile fjantet – ikke længere er her.

Og så er jeg trist over overhovedet at sidde med følelsen af, at det er her er SÅ typisk. For jeg finder jo aldrig nogen. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men den er her, og det er pisse irriterende. Men jeg griner også lidt. Griner af at tristheden time efter time svinger mere og mere væk fra den smule af mistet kærlighed, jeg følte og mere og mere over mod al den gode sex, jeg ikke længere skal have med ham.

For ja, så var det nok ikke rigtigt alligevel.

Fortællingen om at blive stående på trods af frygten for knuste hjerter

I to år har jeg lukket mit hjerte inde bag en tyk mur. I det sidste halve års tid har jeg dog forsøgt at lukke lidt mere op. Lidt efter lidt. At se efter godheden i mændende omkring mig. At tro på, at der faktisk findes kærlighed, som ikke ødelægger en. Og nu er det som om, at jeg ikke længere har ligeså meget lyst til at løbe skrigende bort ved tanken om, at skulle lukke nogen ind, som jeg ellers har haft. Trangen er der stadig, bevares. Undskyldningerne for at lade være er mange og den del af mig selv, der forsøger at passe på, at mit hjerte ikke bliver kørt igennem kødhakkeren endnu engang er måske næsten blevet endnu mere aktiv end den har været før. For lige pludselig er der nogen. En der måske er noget. Eller i hvert fald en, som jeg har lyst til at finde ud af om er noget.

Og fordi det ikke er så ligetil som man kunne ønske med Ham Der Nogen, er der ifølge min indre hjertevogter også endnu flere grunde til at lade være. Til at droppe det. Til at finde en anden. Til at sige “Glem det, jeg mente det ikke. Det er ligemeget”.

Men jeg har ikke lyst til at glemme det. Og det er ikke ligemeget. Jeg ved stadig ikke, hvad det er. Om der overhovedet er noget. Om det bare er mig, der ser noget, fordi der var en, der sagde, at der måske var noget at se. Men jeg ved, at jeg smiler lidt mere for tiden. Jeg ved, at jeg er nysgerrig og spændt over, at der endelig sker et eller andet på den front og på, hvad der måske kunne ske senere. Jeg ved, at jeg bliver glad, når han siger noget sødt, og at jeg har lyst til at sige noget sødt tilbage.

Og jeg ved, at jeg har lyst til at blive stående. Også selvom det letteste ville være at løbe væk.

Fødselsdagstanker: Det absurde i at gå så meget i panik over et fucking tal

I dag er jeg fyldt 29 år. Jeg er nu ligeså gammel, som Fran Fine i Alletiders Barnepige påstod, at hun var igennem samtlige sæsoner af serien, fordi det der med at være over 30 og single åbenbart var en dødssynd.

Jeg er ligeså gammel som min mor, da hun fødte mig. Og jeg er ældre end min mormor var, da hun var gift, havde to børn, et hus og et arbejde som folkeskolelærer. Jeg er 29 somre og går i dag ind i mit 30. år. Og det skal nok gå altsammen.

Det er jo bare et tal, siger jeg til mig selv. Men det tal ville grangiveligt betyde mindre, hvis jeg var et andet sted i mit liv. Hvis jeg allerede havde jobbet, kæresten og barnet. Men det sjove er, at jeg ikke som sådan længes efter nogle af de ting. Jeg ønsker mig dem, men der er stadig masser af ting, jeg gerne vil nå inden, jeg får dem. Jeg er slet ikke færdig med at være ung, dum og fuld på hverdage. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt i verden og lede efter dele af mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er ikke færdig med, at stå op kl. 11 og spise kold pizza til morgenmad. Jeg er ikke færdig med at være mig selv.

Og derfor burde det jo være ligegyldigt med det tal. Men det er det bare ikke alligevel. Jeg har aldrig været andet end ung. Og det lige pludselig ikke at være det sådan rigtigt længere er skræmmende. Også selvom det jo ikke betyder noget for andre end mig selv. Jeg er godt klar over, at det er mine egne overbevisninger, uskrevne regler og forbehold, der gør det svært. Der er ingen andre, der siger at jeg ikke kan det, jeg gerne vil på grund af min alder, at jeg burde tage at blive voksen eller som spørger, om jeg ikke skal til at skynde mig lidt. Det er kun mig. Og så måske også lidt samfundets syn på, hvad man burde lave, når man er en 29-årig kvinde. Men altså, samfundet burde jo også virkelig bare lukke røven på det punkt.

Det sjove er, at som jeg skriver det her går det mere og mere op for mig, at det måske faktisk ikke er frygten for fremtiden, frygten for om jeg kommer til at nå de ting, jeg gerne vil og om, hvad andre tænker om mig, der gør det at fylde 29 skræmmende. Det er ligeså meget tristheden over, at alting forandrer sig. Melankolien i, at en æra snart er slut. At det hver eneste dag bliver en lille smule mere anderledes i takt med, at vi bliver ældre og dermed ændrer os. For hold kæft, hvor har været og er det sjovt at være ung og fri. Hold kæft hvor bliver mit hjerte fyldt med bobler og kærlighed, når jeg tænker på alle de ting, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har oplevet dem med. Og det er det, jeg ikke har lyst til at sige farvel til.

Der vil selvfølgelig være masser af kærlighed og bobler i årerne, der kommer. Masser af nye oplevelser. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kommer til at skulle sige farvel til at det sjove. Der kommer måske bare lidt mindre af det eller det tager en anden form, fordi min tid og mit liv sikkert bliver fyldt ud med noget, der er sjovt og dejligt og fyldt med kærlighed på en anden måde.

I fredags sad jeg på en trappesten med Min Louise og røg en sidste fuldemandscigaret inden solen stod helt op. Vi fnisede, krammede og talte om en blanding af dybe og latterfremkaldende åndsvage ting. Og hele vejen igennem cigaretten, som vist nok gik fra en til to, måske tre, der sugede jeg det hele til mig. Louises lyse hår, hendes fuldemandssnøvlen, hendes arm om min skulder. Himlen der langsomt gik fra sort til blå, trappestenen under mig, der stadig var lun fra solen, 7elevens neonlysende skilt.

Og nu har jeg skrevet det ind i vores kronologi. Vores historie. Min historie. Den som fortæller at jeg, Amalie Frøkjær-Rubbås havde de bedste, de hårdeste, de sjoveste, de mest grådkvalte, de lykkeligste, de mest livsomvæltende, de sejeste og de mest kærlighedsfyldte 20’ere.

Og uanset hvordan mit år som 29-årig og mine år i 30’erne kommer til at blive, så ved jeg, at jeg har levet det allerbedste jeg kunne de sidste ni år. Og det skal sgu da fejres.