Fortællingen om Når Ens Bedste Veninde Får En Kæreste

Det er begyndt at stå lidt trægt til med singlerne i min vennekreds. I sommer var det ellers som om, at der blev ved med at komme nye til, og selvom det selvfølgelig ofte var trist og svært for de veninder, der gik fra at være kærester med nogen til at være alene, så var det ret lækkert for mig og de andre singlepiger i venindegruppen.

Nu er der så kun 3,5 tilbage, og selvom jeg alle de gange, hvor en veninde er kommet til mig og har fortalt om sin nye mand, er blevet glad og har hvinet på hendes vegne, har det også været en smule svært. Ikke fordi jeg er blevet misundelig, men fordi det magiske i at være sammen om at være os selv, langsomt forsvandt mere og mere.

Og så kom Bedsteveninden. Det havde været under opsejling i et stykke tid, og vi havde debatteret frem og tilbage, jeg havde hørt på både the pros and the cons og jeg havde lyttet til frygten, som fandtes i hende, samt det lille og voksende håb om, at det måske faktisk var noget. Og så en aften stod hun i min hoveddør og smilede fjoget. De var blevet kærester. Og selvom alt inde i mig gerne ville have, at jeg skulle være fyldt med glæde på hendes vegne, så var jeg det ikke. Jeg var glad, bevares, men ikke kun. Og lige siden har jeg været fyldt med en mærkelig ambivalent følelse af både at ønske det aller, aller bedste for min bedste veninde, samtidig med gerne at ville have hende helt for mig selv.

For selvfølgelig er jeg glad for, at hun, som hun selv sagde forleden; “For første gang har fundet en kæreste, der faktisk er gennegående sød”. Selvfølgelig er jeg glad for, at hun er fyldt med følelser, der får hende til at smile som en tosset teenager. Og selvfølgelig er jeg glad for, at hun har fundet en, der vil hende på en måde, der virker helt og aldeles oprigtig og ordentlig. For jeg vil jo for alt i verden gerne have, at hun skal være lykkelig.

Men samtidig gør det også lidt ondt.

14212675_10153970572152297_1797267875854092139_n-kopi

Dag 215, år 2 – Venindekærlighed

 

Og så i lørdags skulle vi ses, og i vores snak et par dage før aftalen, talte vi om at vi skulle være sammen hele dagen. Hele dagen blev så først kl. 15, fordi hun havde lovet at klemme en gåtur ind med den nye kæreste inden, og det var derfor en halvbitter Amalie, der drog afsted mod hendes lejlighed. En som allerede havde gennemspillet, hvad hun troede, der ville ske – at Bedsteveninden ville være forsinket eller rykke aftalen til senere på grund af ham.

Jeg nåede faktisk at blive godt og grundig sur, mens jeg sad på cyklen, så sur at jeg ikke rigtig kunne forestille mig, hvordan dagen overhovedet skulle kunne blive god. Men så ringede hun, og sagde med en af de mange sjove stemmer vi ofte taler med, at hun lige var på vej ned i bageren for at købe noget kage til os, og om jeg ikke ville møde hende dernede?

Og der midt på cykelstien fik jeg tårer i øjnene. Tårer der fik mig til at stoppe op og få vredesknuden i mit bryst til at løsne sig. For jeg var egentlig slet ikke sur eller vred. Jeg var bange. Bange for at miste hende og alt det vi har sammen.

Og det er jeg nok stadig. Også selvom vi havde en aldeles fremragende dag, og at vores bytur senere om aftenen bød på et møde med den nye kæreste, som jeg meget fuldt fik hvisket til Bedsteveninden, at jeg hermed godkendte. For han er virkelig sød. Og jeg kunne se, at han kiggede ligeså fjoget på hende, som hun gjorde på ham. Og sådanne typer skal man sgu holde fast i.

Men det ændrer ikke på det faktum, at hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv, og at vi i det sidste år, hvor ingen af os har haft en kæreste, er kommet tættere på hinanden end nogensinde før. Vi har været hinandens personer, og det er en lille smule svært at acceptere, at hun nu har fået en, der er ligeså vigtig, måske faktisk vigtigere end jeg. Også selvom jeg ved, at det er det mest naturlige i verden, og at det også er sådan det skal være.

Så jeg øver mig. Øver mig i at være glad på hendes vegne uden også at være bange. For jeg ved egentlig godt, at der ikke er noget at være bange for. Hun vil nemlig altid være min. Min bedste veninde.

Spørgsmål Fra Singleland

Efter at have været i mere eller mindre faste parforhold i omkring 12 år (12 år?! Enten er jeg virkelig gammel eller også startede jeg bare meget tidligt….) er jeg blevet virkelig, virkelig single nu. Og det har affødt en del spørgsmål om denne nye, fagre verden.

  • Hvad skal man gøre, hvis man hedder Amalie og man finder Ulven Peter på Tinder? 
  • Når man på en date bliver spurgt om, hvorvidt man er misundelig på de veninder man har, som har børn – er det så et trickspørgsmål? Sådan et som, hvis man siger ja, så finder manden straks et kors og et par hvidløg frem og begynder at hvæse som en vred kat? Eller er det, fordi han bare gerne vil vide om, man eventuelt kunne være frisk på at lægge krop til et par babyer? 
  • Helt seriøst – hvor meget betydning skal man lægge i smileys eller mangel på samme?
  • Forventer mænd over 35 også, at man er glatbarberet?
  • Hvorfor kan voksne mennesker, der sikkert normalt godt kan finde ud af at sige klart og tydeligt nej tak til kage eller rosenkål, hvis de har ikke lyst – ikke finde ud af, at sige det samme til mennesker, som de har ikke har lyst til?
  • Er man en slut, hvis man bare gerne vil ses med nogen, drikke vin og knalde, men ikke rigtig gider at ligge i ske bagefter?
  • Hvorfor hedder alle pæne mænd i alderen 28-35 år enten Christian eller Martin? Magen til uopfindsomme 80’er forældre skal man da så overhovedet ikke lede længe efter.
  • Hvornår er det i orden at nævne en eks-kæreste? Og her mener jeg selvfølgelig ikke på sådan en; “Ej, det er sjovt, du siger det, der har jeg en gang også været med min eks-kæreste. Det var helt vildt romantisk!” Men mere sådan en; “Nårh, nej, der er ikke nogen, der har stjålet halvdelen af mine møbler, jeg har bare ikke lige fået købt nogle nye efter min eks-kæreste flyttede.”
  • Burde man i stedet bare få sig en kat og så sige, at det var det?
  • Og er det med vilje, at supermarkedernes singlepakker giver en lyst til at sætte en pistol for panden?

 

singlemenu

Ja, så fuck da mig, da.