Du Ved Du Ikke Har Noget Job Når…

Inden I læser alle disse fabelagtige punkter, må jeg hellere lige forklare min situation.
Jeg blev næsten færdig med min bachelor i journalistik sidste år i januar. Og med næsten færdig mener jeg, at jeg manglede og stadig mangler en eksamen. En eksamen, som jeg havde tænkt mig at få ud af verden den sommer. Altså sidste sommer. Jeg fik dog i mellemtiden et vikariat på Berlingske, som gjorde det en anelse svært at læse og huske alle teorierne indenfor International Politik. Derfor mangler jeg den stadig den dag i dag, og det er også derfor, at jeg nu sidder derhjemme og læser op samtidig med, at jeg forsøger at slå mig fast som vidunderlig mad- og livsstilsjournalist, the freelance way. Det er dog lidt sværere end jeg troede, hvilket også gør at det næsten føles som om, jeg bare er en af de mange myrer i Dagpengeland. (Desværre følger dagpengene ikke med følelsen)

Anyway, here it goes! Du Ved Du Ikke Har Noget Job Når: 

  • Du altid kan sige ja, hvis nogen har brug for en babysitter, en hundepasser, en vikar eller en der kan sidde og vente på en håndværker.
  • Det er dig folk kommer til, hvis de har brug for at finde en ny tv-serie at følge med i.
  • Det er ikke dig folk kommer til, hvis de mangler en, der kan det, du har uddannet dig til.
  • Du løber pludselig aldrig tør for rene underbukser eller opvaskemiddel og indser, at du ville være den perfekte husmor, lige indtil den dag det med et slår klik og du laver en Mary Alice, selvfølgelig.
  • Du synes en tidlig morgen starter 8.30.
  • Og du tager dig selv i at føle dig vigtig, hvis du en dag skal ud af døren indenfor normal myldretid. Også selvom du bare skal til tandlægen.
  • Ingen af dine potteplanter er længere ved at dø.
  • Du ræser rundt til netværksmøder for at netværke og føler dig god og produktiv. Lige indtil du indser at ingen, der rent faktisk har et job og dermed vil kunne hjælpe dig med at få et, går til netværksmøder.
  • Håndværkerne, der udskifter ejendommens vinduer er begyndt at spørge, om du ikke burde komme lidt ud.
  • Du får så mange gode do-it-your-self ideer til boligen af at gå derhjemme. Bare ærgerligt, du ingen penge har til at realisere dem.
  • Du er begyndt at tage det personligt, når Netflix (den møgsæk) efter 7 afsnit stopper op og spørger, om du virkelig stadig ser House Of Cards. Ja, jeg gør så, din møgkælling og jeg skammer mig ikke!

 

image

Dag 222 – Prøver at arbejde hjemmefra + “Du ved du ikke har noget job, når du har tid til at style billeder midt på dagen”

Fortællingen om Min Nordiske Sjæl

Da jeg var i Asien blev jeg ofte blæst bagover af naturen. Høje, grønne og frodige bjerge, eksotiske regnskove med tårnhøje og snørklede træer og drypstenshuler i al verdens afskygninger. Den naturoplevelse, der dog står klarest for mig var synet af de grønklædte og bløde bjerge på The Ho Chi Minh Trail i Vietnam. De mindede mig nemlig om min farmors fjelde.

Min farmor bor i Nord Norge, langt, langt oppe, der hvor midnatssolen skinner om sommeren og mørket omslutter næsten alt om vinteren. Det var der min far voksede op, det han gennem hele sit liv i Danmark emmede af og det er det sted, som gennem hele mit liv har været omgærdet af mystik og længsel. Jeg kom der nemlig ikke tit, men de gange jeg har besøgt min farmor i hendes lille hvidmalede træhus, er jeg blevet væltet bagover af naturen. Alligevel har jeg dog aldrig rigtig tænkt på den, som den smukkeste og den vildeste natur. Den slags som næsten gør ondt at kigge på. Nej, den slags natur, tænkte jeg, skulle findes ude i verden, langt væk fra norden.

image

Dag 208 – Hej Nord Norge! 

Og der er den skam også. Jeg har næsten alle de steder, jeg har rejst fundet natur, som har fået mig til at måbe (det er måske egentlig ikke så svært, når man er fra Danmark), men jeg har aldrig fundet noget, der giver mig samme følelse som den nordiske. Og det var nok også derfor, at jeg samtidig med, at jeg faldt i staver over bjergene i Vietnam også følte et stort og dybt savn til norden. Til der hvor jeg er fra.

Jeg har nemlig indset, at uanset hvor meget jeg elsker at rejse, hvor meget jeg nyder at se og opleve steder langt fra det, som jeg selv er kendt med, er der intet som Danmark og Norge, der får mig til at føle en uendelig lykke. Gule rapsmarker og et gråt København, høje fjelde og bløde vafler. Flade vidder og søde danske jordbær, knirkende tyk sne og ild i pejsen. Det er det bedste, det er det jeg kender, det er der fylder mig med tryghed.

image

Dag 213 – Hygge med hygge ovenpå. Smukt med smukt på. 

Alt det, (det norske af det) fik jeg i sidste uge. Og det er også derfor, at har været helt opfyldt af lykke. Nordisk lykke, om man vil. Sidste mandag tog jeg nemlig til Nord Norge sammen med min gode veninde Tinne og seks andre journalister fra henholdvis England, Frankrig og USA. Vi var alle blevet inviteret af skibsfirmaet Hurtigruten, som sejler op og ned langs Norges kyst, gennem smukke fjorde, isklædte fjelde og sågar forbi polarcirklen.

image

Polarcirklen

På turen besøgte vi den nordligste by, jeg nogensinde har været i, Kirkenes, hvor vi kørte over frosne kæmpefjorde på snescootere og sov på et såkaldt ishotel. Vi tog til Tromsø og spiste ny nordisk mad, vi sejlede gennem Raftsundet, som jeg nu har døbt Norges Smukkeste Sted og vi fangede vores egne fisk ombord på en lille nuttet fiskekutter i Lofoten, alt imens vi langsomt sejlede fordi sneklædte fjelde, skrigende måger og gennem de klareste vand.

Under hele turen – i Kirkenes, i Tromsø, i Lofoten og ombord på MS Trollfjord og den nyrenoverede MS Kong Harald, blev jeg gang på gang overvældet af, hvad jeg nu for alvor har fået slået fast som min evige og kæmpestore kærlighed til norden.
Jeg ved ikke, om alle har det sådan, også folk som intet tæt forhold har til norden. Men da jeg stod på dækket af skibene vi besøgte, på toppen af sneklædte bakker og på midten af de frosne fjorde havde jeg det, som om jeg hørte til. Som om jeg var en del af det storslåede og som om jeg var hjemme.  Og ind imellem, når jeg stod og sukkede over endnu en smuk og iskold solnedgang, mærkede jeg ham. Min far. 

image

Norges Smukkeste Sted. 

Sponsoreret af Hurtigruten.

 

Fortællingen om Provinsbyen Fra Helvede Og Hjertet

Så, jeg tog til Odense i weekenden. Over broen og ud i det fynske for at besøge en god veninde og hendes dejlige søn. Det har jeg gjort mange gange efter jeg selv flyttede fra byen og tilbage til København. Ja, jeg boede nemlig i provinsen (gys!) i hele to år, da jeg læste på universitet for at blive sådan en journalisttype.

Jeg flyttede til Odense i efteråret 2011 for at begynde på universitet og boede i den første halvanden måneds tid hos den Lyshårede Fodboldfyr, der selv var flyttet til byen for at blive klog og studere året før. Derefter flyttede jeg sammen med to piger, og da det ikke helt gik som planlagt, flyttede jeg til sidst ind i min egen lille studiebolig, hvor jeg boede indtil jeg i 2013 tog ham fodboldfyren under armen og flyttede tilbage til Købehavn for at starte i praktik.

Det var en rimelig simpel opsummering. Og den dækker nu overhovedet ikke alle de ting, der egentlig skete i Odense eller begrunder, hvorfor jeg nu dedikerer et helt indlæg til en gammel studieby.

 

huse

Dag 162 – På vej til provinsen

Jeg vil forsøge at forklare. 

Odense var svær. Og mørk, grå og lillebitte. Når man kommer fra København, that is.
Jeg var ellers total med på det der med at flytte derover. Jeg skulle begynde på universitetet, starte et helt nyt liv og møde en masse søde og spændende mennesker.
Og så boede Den Lyshårede Fodboldfyr der jo også, hvilket efter et års tid på on-and-off-kærlighedsmode også var en virkelig stor grund til, at jeg slet ingen skrupler havde over at skulle flytte langt væk hjemmefra. (langt væk i danskermålestok, selvfølgelig)

Desværre blev det slet ikke så lyserødt, som jeg havde forestillet mig. Det var først og fremmest svært, i hvert fald for mig, at komme ind under huden på mine nye medstuderende og finde nogen, som jeg rent faktisk kunne være venner med.
Derudover hjalp efteråret og vinteren heller ikke synderligt på hverken humøret eller kulturlivet i Odense og sidst, men slet ikke mindst, var det svært (for nogen) at gå fra et on-and-off kærlighedsmode til et helt og aldeles altid tændt et af slagsen.

Og selvom det til sidst blev bedre, meget bedre faktisk, og jeg flyttede fra Odense med en helt tændt kæreste (ikke på den måde, I lummerbasser) og en stak nye og dejlige veninder, så forbliver Odense for mig åbenbart et sted, hvor der var mørkt og trist.
Hvor usikkerheden fyldte alt for meget og hvor hjem lige pludselig var noget meget diffust.

 

Odense

Dag 164 – Odense

Jeg havde det dog godt det sidste år, jeg boede der. Jeg havde venner, var tryg, klarede mig godt på studiet og den Lyshårede Fodboldfyr og jeg lo og kyssede en masse.
Jeg fik stablet et liv på benene efter et meget, meget hårdt første år og savnet til København var ikke længere en grundfølelse i mig. Og da jeg så en solskinsdag i august 2013 sagde farvel til Odense var det med en vis tristhed. Som når man siger farvel til et sted, der har betydet noget godt for en.

Men hver eneste gang jeg nu kører over broen og ind i Odense, bliver jeg ramt af en underlig følelse. Sådan en blanding af melankoli og nostalgi. Og ikke en gensynsglæde, som jeg alligevel synes ville være det mest logiske at blive ramt af. (Udover den snappen efter vejret, der også indfinder sig, når folk omkring en pludselig taler syngende fynsk)

Kender I det, når en man finder en gammel ansigtscreme eller parfume frem og duften med det samme fører en tilbage til den gang det at snave med 16-årige Mikkel var det eneste man kunne tænke på? (Skift gerne selv navnet ud, men I forstår vel, hvad jeg mener?) Når man pludselig får tusindvis af minder smidt i hovedet og samtidig mærker alle de følelser, der sidder fast i dem?

 

dør

Dag 168 – Døren til Odense og minderne

Sådan har jeg det, hver gang jeg genser Odense. Når jeg træder ud af toget på Banegården og kigger mig omkring, når jeg går rundt i byen og ser på de små fine huse, når jeg går forbi min/vores gamle Fakta for crying out load. Så bliver jeg ført tilbage til alle de følelser og svære ting, som 22-årige Amalie gik igennem, da hun først flyttede til Odense. Og det er ikke altid særlig rart.

Jeg håber, at det en dag ændrer sig. At jeg kan komme til Odense og bare opleve den som det den er. Danmarks tredjestørste by, H.C. Andersens fødested og der, hvor jeg en gang boede og læste til journalist. Det er andet er sgu lidt for svært, men også misvisende.
For der var også masser af fine og gode ting ved Odense, og masser af fine og gode mennesker.

Det vil jeg prøve at tænke på, næste gang jeg kører over broen.

 

veninder

Mennesker som den her slags for eksempel. Tre styks fantastiske veninder og et styks klodset Amalie med sår på hagen.

Ting Jeg Skal I Danmark Or Things I’m Going To Do In Denmark

*** SCROLL DOWN TO READ; THINGS I WILL DO IN DENMARK ***

I dag har det været et underligt vejr. Det blæser og solen har næsten ikke været fremme. Og nu regner det sgu også. Normale mennesker ville sikkert synes det var irriterende, og jeg skal da heller ikke kunne sige, at jeg ikke også vil synes det er pænt frustrerende lige om lidt at skulle ud og sidde på en scooter i øs pøs regnvejr, men lige nu nyder jeg lyden af regnen, der falder, mens jeg tænker på alle de ting, jeg skal, når jeg kommer hjem den 28. december.

  • Kramme alle mine veninder, venner og famile virkelig meget.
  • Kramme og nusse og pusse og kysse min kat så meget, at den med garanti løber hjemmefra.
  • Spise rugbrød en masse.
  • Gå i Netto. Og i Irma.
  • Mærke vinterkulden på mine kinder.
  • Kigge på regnen, der siler ned udenfor og tænde stearinlys.
  • Spise romkugler.
  • Spise ægte lasagne og frikadeller og hakkebøffer og risalamande og smørrebrød.
  • Kramme mine veninder igen. Og sladre og snakke og tale. Og kramme lidt mere.
  • Nusse og putte og fjolle med de sødeste søde venindenevøer og venindeniecer.
  • Holde filmaften med den dejligste lillebror, der findes.
  • Lave mad til den flinkeste og sjoveste mormor.
  • Bare generelt gå amok som kok.
  • Kigge ud ad vinduet og se sneen falde.
  • Cykle gennem mit København.
  • Nyde at komme indenfor i varmen igen.
  • Besøge Grød, Madklubben, Coffoco, Torvehallerne, Jægersborggade, Vesterbro, Frederiksberg, Valby, Nørrebro og Amager.
  • Endelig hente de labre cookies jeg vandt hos Leckerberg lige inden jeg tog afsted.
  • Se DR’s søndagsserie i familiens skød.
  • Kramme min mor.

Og inden jeg smutter ud i regnen, så får I altså lige den her med. Enjoy!

cph

København ❤

Things I’m Going To Do In Denmark

Today’s been weird, weather wise. It’s windy and the sun hasn’t really been out. And now it’s raining, like really pouring down. Normal people would probably find it annoying, and I’m not saying that I wont be one of them, when I’m getting on my scooter in a few minutes, but right now om enjoying it. I love listening to the rain and today the rain made me think of all the things I’m going to do when I go back home on the 28th of December.

  • Hug all of my friends and my family. A lot.
  • Kiss and hug og cuddle my sweet cat so hard that it’ll probably run away.
  • Eat a loads of rye bread.
  • Go to the supermarket and smile.
  • Feel the cold of winter on my cheeks.
  • Look out at the rain and light candles.
  • Eat rum balls.
  • Eat real lasagna and danish pork meatballs and danish rice pudding and danish open-faced sandwiches.
  • Hug my friends some more. And then gossip, chat and talk and then hug again.
  • Cuddle and kiss the sweetest friend-niece and friend-nephew.
  • Have a movie night with the best littlebrother in the world.
  • Cook dinner for the funniest and nicest grandmother there is.
  • And just go bananas in the kitchen.
  • Look out the window and see the snow falling.
  • Bike through my Copenhagen.
  • Enjoy going inside where it’s warm again.
  • Visit all of my favorite restaurants and places.
  • Finally go collect those gourmet cookies that I won at Leckerberg’s right before I left.
  • Watch the Sunday night tv-show with my family.
  • Hug my mum.

And I wont venture out into the rain before giving this one to you. Enjoy!

cph

Copenhagen ❤

Fortællingen om Glæden Ved Hvide Mennesker

Okay, jeg indrømmer det. Overskriften lyder ufattelig racistisk. Og jeg indrømmer også, at jeg lidt skrev det, for at lokke jer herind. For hvad giver dig ellers, udover sex, mere lyst til at klikke på et link, end et der lover forargelse?
Intet. Tror jeg, jeg har ingen data på det.

Men jeg må nok skuffe jer lidt, for måske bliver I lidt forargede, men det er nok kun, hvis I er sådan nogle helt igennem politisk korrekte mennesker, som aldrig kunne finde på at indrømme, at vi alle ikke er ens og at forskellene på for eksempel folk fra Vesten og folk for Østen nogle gange er så stor, at vi ofte foretækker at tilbringe tid med folk, som minder om os selv.
I andre vil sandsynligvis starte ud med at tænke; Arh, come on, Amalie. Du er ude at rejse, er det ikke lige lovlig All-Inclusive og Star Tours agtigt, at sige sådan?
Men inderst inde vil I alligevel nikke genkendende til, hvad jeg fortæller, for I følte nøjagtig det samme den gang i stod på en smal og travl gade i Bangkok og ikke forstod et kuk af, hvad der foregik alt imens haner kaglede (kagler haner overhovedet? Nå, I ved, hvad jeg mener) og folk rundt om jer spiste larver på grillspyd.

gademad

Dag 57 – Gademad. Denne gang var det godt, andre gange er det virkelig, virkelig mærkeligt.

Jeg taler selvfølgelig om glæden ved at møde en anden vesterlænding, når man er rejst til et land langt, langt borte og så småt er ved at få flip af kulturchok- og sammenstød. Og hermed understreger jeg lige, at jeg altså ikke taler om min glæde ved hvide mennesker på en Ku Kux Klan måde. Den glæde, eller nok snarere had til det modsatte, må KKK’erne selv ligge og rode med.

Men jeg er selv blevet temmelig rystet over, hvor glad jeg kan blive, når jeg ser en anden vesterlænding. Og jo, jeg synes det er lidt pinligt. Det var jo meningen, at jeg skulle ud og være eventyrer og opleve verden og ikke mindst opleve, hvordan de lokale oplever deres del af den verden.
Men jeg forsøger altså, hvilket ikke så få gange har resulteret i, at jeg ender i en lettere slum-agtig gade fyldt med afhuggede kyllingehoveder, dyttende scootere og folk, der tilbyder mig falske Gucci-tasker.
Og det er selvfølgelig også en oplevelse. Og en autentisk en af slagsen.

Men nogle gange kan selv den bedste eventyrer altså synes, at det hele bliver lidt for meget, og i disse situationer er der nærmest intet bedre end at opdage, at man ikke er alene. Og med alene mener jeg, at være den eneste hvide person i et mylder af lokale.
Det blik som to vildfarne vesterlændinge kan sende til hinanden er guld værd og kan betyde, at de alligevel ikke ender med at sidde og græde på grund af overophedning, kulturchock eller bare god gammeldags faren-vild.
At møde en anden, som også selv synes det hele måske er lidt for meget, en som forstår, hvor man kommer fra og hvad ens referencerammer er, kan sammenlignes lidt med den følelse, man fik som 4-årig, når man endelig fandt sin mor igen efter at være blevet væk i supermarkedet. Det er fantastisk.

cykeltaxa

Dag 64 – Næsten ligeså fantastisk som disse cykeltaxaer.

Der er sikkert nogen rejsende, der bare falder i hak med alt, hvad de møder, også selvom det er så anderledes som noget overhovedet kan være.
Og de vil måske faktisk synes, at det er irriterende at møde en anden vesterlænding, fordi det så betyder, at det autentiske og hemmelige sted, de havde opdaget ikke er så hemmeligt længere. Jeg er ikke sådan.

Jeg vil sikkert altid nyde og glædes over det, når jeg møder andre ligesindede. Nogen, der måske også synes, at de ruller med grønt slim, som de sælger i malaysiske supermarkeder og hævder er dessert, også er mega mærkeligt.
Nogen som synes tændte lanterner er lige så fantastiske, som jeg synes de er.
Og nogen som også bare gerne vil have en helt almindelig burger en gang imellem.

lanterner

Dag 60 – Lanterner overalt.

Denne umiskendelige glæde ved at se et menneske fra samme del af kloden, som den jeg kommer fra, fik mig også til at tænke på noget helt andet. Det fik mig til at tænke på alle de mange flygtninge, der for tiden strømmer til Danmark.
Dem som sandsynligvis vil blive placeret sammen i boligområder, hvor der i forvejen bor folk fra deres del af verden.
Og der vil de sikkert synes, at det er rart og trygt at have landsmænd ved deres side, når de begiver sig ud i at lære Danmark og det danske system at kende og ikke mindst, når de oplever savnet til deres nu forladte land.

Det vil være rart, at møde en anden, der ligner dem og forstår, hvor de kommer fra og hvad de kommer med, når de står omringet af lyshårede danskere, hvor mange på et tidspunkt sikkert vil anklage dem for at holde sig for meget til deres egne og dermed ikke gøre nok for at integrere sig i det danske samfund.
Når kulturchokket over lige pludselig at bo i det kolde nord med regn, rugbrød og rapkæftede danskere vælter ind over dem, vil de sikkert glæde sig, når deres øjne finder nogle, der ligner deres.

Jeg synes derfor, at vi bør huske på vores egen glæde ved at blive forstået, som dem vi er. At være et sted, hvor folk kan lide de samme ting, forstår vores jokes og, hvor man sammen kan ryste på hovedet og le over de andres mærkelige talemåder, handlemønstre eller spisevaner.
Men også, at det er helt normalt at have det sådan, og at vi derfor ikke bør klandre folk for helst at ville være sammen med deres egne. Også selvom de samtidig gerne vil opleve noget nyt og måske blive en del af et helt nyt sted.

fugle

Dag 63 – Alene i mængden.

Fortællingen om Malle Alene i Verden

Der er sket så meget, og samtidig så lidt siden jeg ankom til Bali for snart to uger siden. Jeg er blevet snydt, krammet, tilbudt massage og saronger, spist pandekager en masse og endnu flere risretter. Jeg har badet og gået langt, set templer og risterrasser og svedt som en i helvede.
Jeg har grædt og grinet, smalltalket og bigtalket og begravet mig selv i bøgernes verden, når det hele blev lidt for meget.
Og så har jeg været helt, helt alene sammen med tusindvis af andre mennesker. 

pandekager

Dag 48 – De bedste peanut- og bananpandeager på The Fat Turtle.

Lige nu er jeg i Ubud, en hippie/hipster kind of kunsterby med massere af udlændinge, der mere eller mindre har slået sig ned for at udbrede tanken om zen og yoga til turister og andre søgende mennesker. Der er veganer- og sunde juicesteder over alt, og der er ikke langt imellem vesterlændinge, der målrettet går mod The Yoga Barn i løstsiddende tøj og en aura af ro omkring sig.

Først elskede jeg det, så hadede jeg det og nu elsker jeg det igen. Jeg er selv blevet lettere forfalden til lækre juicer, vegetarretter og ikke mindst The Yoga Barn, hvor jeg har været fire gange i løbet af min tid her. Både til yoga og til foredrag om selvrealisering og om, hvordan man faster sig sund. Mit københavnerskeptiske-jeg har dog lidt svært ved at tage det helt så seriøst, men mit Bali-jeg er ret nede med det hele, måske fordi det virker som en opnåelig måde, at få det bedre med mig selv på.
Så i morgen, som er min sidste dag i Ubud, tager jeg til Gong-meditation med en svensk pige, jeg har mødt og som jeg allerede har haft lange dybe big-talk snakke med, snakke som jeg slet ikke troede, man kunne have med nogen, man kun har kendt i tre dage.

soma

Dag 49 – En meget sund juice på restauranten Soma.

Jeg griner dog alligevel stadig lidt af de kjortelklædte vesterlændinge, som oser af alt for meget hippi-hed, og jeg bed heller ikke helt på påstanden, som faste-oplægsholderen kom med om, at hvis bare man øver sig længe nok, så kan man sagtens leve af solens energi og intet andet. I ved, ligesom planterne gør.

Men det er nogle mærkelig følelser, som jeg går rundt med her på Bali.
Det ene øjeblik er jeg lykkelig over at være her, og over at gøre det på egen hånd, for så at blive fyldt med tunghed og gråt humør det næste. For hvor er jeg dog alene.
Og selvom jeg efterhånden har mødt en del mennesker, som jeg har nydt at tilbringe tid med, så er jeg her virkelig helt, helt alene. All by my self, som Bridget Jones så grimt synger.

tempel

Dag 46 – Templet hvor man kan vaske alle sine synder bort.

Det er både skræmmende og spændende, selvom jeg egentlig tror, at det mest skræmmende er, hvis jeg kommer hjem som præcis den samme, som jeg var, da jeg tog afsted. Fuck lommetyve og diarre, det uhyggeligste jeg kan forestille mig (lige bortset fra en indisk massevoldtægt eller at blive smidt i et thailandsk fængsel) er, at jeg lander i Kastrup Lufthavn og ikke har rykket mig en skid. At jeg bare falder tilbage i de samme gamle mønstre og ikke har fundet ind til hende, som jeg så gerne vil lære at kende. Hende, som ved jeg er derinde et sted, og som kan og vil meget mere, end hende jeg er lige nu.

Når de tanker kommer, og chokolade eller yoga ikke får dem skubbet væk, så trøster jeg mig selv ved at huske på den følelse, som overvældede mig og fyldte mig helt op, den første dag jeg var på Bali.

Jeg var lige ankommet til byen Seminyak, og det eneste jeg ville var at finde havet. Jeg ville ikke bade eller sole, jeg ville bare se det store hav, der spredte sig uendeligt langt ud foran mig. Og efter en noget turbulent tur bag på en scooter, fandt jeg det. Havet.
Det lå badet i solnedgangens lys og store bølger skyllede ind over stranden og hev i mig, da jeg stak mine fødder i vandet.
Og der ved havet i solen gik det op for mig, at jeg rent faktisk havde gjort det.
Jeg var taget afsted. Helt om på den anden side af jorden, helt alene og uden at vende om. Og så lo jeg.

bali

Dag 42 – Den bedste solnedgang.

Du Er En Idiot Abroad Når…

  • Du ankommer til Hong Kong og vælger at tage en kjole på syet af stof, der minder umiskendeligt meget om det stof, som voksduge er gjort af. Du tilbringer derfor resten af den 30 grader varme dag i en mere eller mindre flydende tilstand.
sved

80 procents luftfugtighed og u-åndbart stof. Win Win.

  • I stedet for at købe en billet fra lufthavnen og ind til Hong Kong, stormer du væk fra billetkontoret med ordene; det er da alt for dyrt, du må være sindssyg, for derefter foretage en skamfuld u-vending, da det går op for dig, at prisen selvfølgelig ikke er i amerikanske dollars, men i Hong Kong dollars. Et beløb der svarer til cirka 36 sølle kroner. 
  • Du har puttet så meget lort ned i din backpacker-taske, at du er tæt på at tippe over, hver gang du tager den på. Men i stedet for at brokke dig, hvilket du alligevel ikke kan, fordi du er helt alene, messer du bare; Jeg er Cheryl Strayed, Jeg er Cheryl Strayed, alt imens du vakler frem mod dit hostel. 
  • Du næsten jubler af lykke, fordi der er gået hele fem dage og det eneste, du har mistet er din ladyshaver. Du tænker derfor, at din tendens til at miste alle dine ejendele når du bliver distræt, måske endelig er ovre. Lige indtil du ikke kan finde dit dankort.
  • Du tager på stranden og smører dig selvfølglige godt ind i solcreme. Derefter falder du i søvn i solen og bliver så forbrændt på dit ene baglår, at du ikke kan sidde ned i to dage.
av

Solcreme, min bare røv.

Fortsættes med garanti….