Fortællingen om at opdage, at jeg slet ikke er nået så langt på min rejse, som jeg troede

For et halvt år siden sprang jeg ud som selvstændig, og det har været, en mildt sagt, hård start. Sådan tror jeg dog de fleste selvstændiges først halve år er. Og nok også hele. Få penge, meget usikkerhed og masser af arbejde. Mit halve år har dog også været krydret med en voksende tvivl. En tvivl om det jeg havde begivet mig ud på, nu også var det rigtige.

Tvivlen har ikke gået på det at være selvstændig, for det har jeg drømt om i mange år, men mere om det jeg havde slået mig og mit firma op på i virkeligheden var det, jeg havde allermest lyst til at lave. Det kom lidt ind fra siden af. En ide fra en tidligere kollega. Noget der virkede indlysende på det tidspunkt, men som efterhånden er blevet mere og mere mudret i mit hoved.

Jeg er god til at skrive. Jeg elsker kommunikation. Og jeg er en virkelig talentfuld SoMe-nørd. Men om jeg brænder sådan for reals for det? Det ved jeg ærlig talt ikke rigtig. Jeg tror, det er noget jeg godt kan lide, fordi jeg er god til det. Og det er også fint, for hvem vil ikke gerne være god til sit arbejde? Men det er ikke det, jeg drømmer om, om natten. Jeg har ikke store fluffy håb og drømme om at bygge et kommunikationsimperium og lære fra mig.

I stedet, og sådan har jeg egentlig nok haft det i virkelig lang tid, drømmer jeg om at bruge mig selv i mit arbejde. At skrive, at fortælle, at holde foredrag og workshops, lave podcast – og med alt det nå mennesker, som kan bruge det, jeg giver og kan til noget i deres eget liv.

Men det er samtidig også noget, der skræmmer mig. Noget som jeg ikke helt tror på, at jeg kan. Og derfor sidder jeg med det derhjemme. Gemmer det til mine dagdrømmerier. Og nogle gange tror jeg på det. Går i gang. Arbejder på alt det, jeg gerne vil. Men det er som om morgendagens lys efter en aften fyldt med iver, med tro, med gumption tager det hele fra mig igen. Og nogle gange tror jeg ikke en gang på, at jeg kan det, jeg allerede har sagt mig for – mit firma.

De fleste gange, det meste af tiden er jeg egentlig bare rimelig grundforvirret og i tvivl. For hvad fanden skal jeg stille op med mit liv? Jeg føler mig allerede lidt som en fiasko, for helt ærligt – jeg havde jo fundet ud af det. Havde jeg ikke? Var jeg ikke kommet ret langt i jagten efter det liv, jeg satte mig for at få, da jeg gik fra Fodboldfyren? Det troede jeg i hvert fald, men efterhånden føles det ikke helt sådan.

Det sjove er, at jeg jo til alle andre ville sige, at det er helt okay at være grundforvirret, at være i tvivl og ikke at vide, hvilken vej man skal gå. For det er det jo. Og derfor har jeg også besluttet mig for at bruge noget tid på at finde ud af det uden samtidig at slå mig selv oven i hovedet over endnu ikke at vide det.

I torsdags begyndte jeg på en kandidat i journalistik. Beslutningen om at starte har været svær, fordi jeg aldrig rigtig har haft lyst til at læse videre, og det at jeg overhovedet søgte ind handlede mest om, at jeg så i det mindste kunne få en smule økonomisk stabilitet. Men henover julen og januar er beslutningen vokset på mig. Jeg tror, det bliver godt. Jeg tror, jeg kommer til at lære en masse. Jeg tror, jeg kommer til at blive klogere. Og allermest tror jeg på, at det vil give mig en ro til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv og mine drømme.

Måske finder jeg ud af, at jeg skal leve de store drømme ud og se min kommunikationsvirksomhed som en måde at skaffe penge til det, som de store drømme ikke dækker. Måske finder jeg ud, at jeg de store drømme slet ikke er mine alligevel. Måske finder jeg nogle helt andre.

Jeg ved det ikke. Jeg ved rent faktisk ikke sådan super meget i øjeblikket. Altså udover, at jeg i 2018 skal lade være med at sidde og putte med mine drømme. Og derfor ved jeg også, at jeg indtil videre vil bruge min tid på at være en god studerende. På at skrive her på bloggen. På at skrive nogle artikler for at spæde SU’en op. Og på at lave en podcast. For det er den største drøm lige nu. Og den skal ikke vente mere.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #2

Jeg er ved at lave pandekager. Efter en lang dag fyldt med indsigter og nye drømme, som jeg slet ikke er sikker på kan eller bør lade sig gøre, er jeg gået i gang med at lave pandekager. Jeg står i mit lille køkken og prøver at lade dagen forsvinde ud af mit hoved. Prøver at koncentrere mig om at vende pandekagerne, men det er svært. Drømmen, karrieredrømmen bliver ved med at titte frem. Men det er jo fjollet. Det var jo ikke det, der var meningen. Også selvom det giver så skidegod mening. Og så ringer Bedsteveninden lige pludselig.

Hun fortæller om en fyr. At hun er irriteret på ham. At hun er irriteret på sit arbejde. Og at hun savner mig. Vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger ind til det med fyren. Siger at hun må fortælle ham, hvordan hun har det. Siger at det lyder som om hendes arbejdsplads virkelig godt kunne bruge noget businesscoaching. Og så spørger hun til mig. Jeg tøver. Jeg fortæller om alle mulige andre ting, end det mit hoved er fyldt af. At jeg er skal læse til skriftlig coacheksamen senere på aftenen, at jeg besøgte min mor og lillebror i mandags. At jeg endnu engang ikke kan overskue min Tinder. Men så siger jeg det. Starter ud med at advare hende. Sige at jeg godt ved, at det sikkert lyder helt vildt mærkeligt, især fordi vi jo begge to er journalister og altid har støttet hinanden i det. Arbejdet hen imod det samme. Men altså, at jeg har tænkt, at jeg måske faktisk ikke rigtig skal være journalist alligevel. At jeg i stedet skal lave foredrag, holde workshops, skrive bøger, bruge mig selv, tage udgangspunkt i det jeg selv har syntes har været svært og på den måde hjælpe andre. Hjælpe unge piger og kvinder til at forstå og tro på, at de faktisk er gode nok som de er. Hjælpe dem med at finde sig selv, før de giver sig hen til kærligheden. Og hjælpe dem med at holde på den, når de har fundet den.

Dag 119, år 2 – På vej ind i lyset

Jeg taler hurtigt. Lettere febrilsk. Og er uhyggeligt klar over, hvor cheesy det hele lyder. Jeg kan allerede mærke, hvad alle vil tænke. At det kan jeg da ikke hjælpe nogen med.
Jeg stopper min tale. Den er slut og jeg venter lidt beklemt på at høre, hvad Bedsteveninden har at sige til det. Regner med at der kommer et grin. Et held og lykke med det så. Men hun siger bare; “Øhm, ja? Det ved jeg da godt.”
Hun siger, at det da har været så tydeligt, at jeg har været på vej i den retning. Og at den retning da, er den helt rigtige. Hun siger, at jeg jo er venindegruppens mor. Den man altid kan komme til og blive fixet. Blive forstået. At jeg har så meget erfaring på selvværds- og kærlighedsfronten, at det ville være en skam ikke at dele den. At selvfølgelig skal jeg det.

Jeg føler mig helt dum. Igen. Men nu fordi, hun endnu en gang har gennemskuet mig, før jeg selv gjorde. Men allermest føler jeg mig helt varm. Helt inde i hjertet. For selvom jeg jo selvfølgelig burde være ligeglad, hvad andre tænker, betyder hendes og nærmest kun hendes accept, validering og thumps up mere end jeg havde troet. Det betyder alt. Især fordi, hun slutter af med at sige, at grunden til at hun synes den nye vej er lige mig, altså på ingen måde er fordi, hun synes jeg ikke bør være journalist. At jeg er en dårlig en af slagsen. Tværtimod.

Avs, kærlighedsoverload.

Læs med igen i morgen for tredje og sidste afsnit i karriereføljetonen.

Fortællingen om At Være En Rigtig Journalist 

Da jeg begyndte på journaliststudiet i 2011 følte jeg mig mest som en, der snød. En som hverken hørte til eller som var det, som alle vores undervisere fortalte os, at vi var; Smukke, unge mennesker, der var særligt udvalgte og som skulle berige medieverden med vores fantastiske evner inden for journalistik. Nyhedsjournalistik, that is. I stedet, og den følelse har kun taget til i løbet af de fem år der er gået, følte jeg mig som verdens største bedrager.

For det første kom jeg ind på studiet efter at have været på venteliste, fordi jeg akkurat var 0,25 point fra at komme ind i første runde. Og derfor føltes det der “særligt udvalgt” ikke helt, som om det passede på mig. Og for det andet har jeg aldrig haft et ønske om at være en journalist, der vælter ministre, skriver hurtige nyheder og politiske analyser. Aldrig.

Jeg ville være en, der skrev om livet, som i den hverdag, de tanker, de følelser, den essens, der er i at være et menneske, som jeg ser som det allermest væsentlige. Jeg ville lave sjove indslag, skrive underfundige klummer, undersøge tendenser og finde svar på, hvorfor det, der er vigtigt for os, er vigtigt. Derudover, som jeg også skrev her, har jeg meget bløde albuer og ejer nærmest ikke et gram af et konkurrencegen. Istedet er jeg empatisk, lyttende, nysgerrig og detaljeorienteret. Og altså hverken særlig frygtløs, skarp i spyttet eller konkurrenceminded. Og slet ikke nyhedselskende. Desværre var alt det, som jeg ikke er, det som blev fremelsket på mit studie og egentlig også efterfølgende. Jeg følte aldrig, at der var plads til, at jeg kunne have det som jeg havde det, men følte tværtimod, at jeg var så forket, som noget overhovedet kunne være. At jeg var dum, kedelig og uintelligent. Og i hvert fald overhovedet ikke gjort af det stof, som rigtige journalister er gjort af.

Dag 6, år 2


Efterhånden som jeg er blevet ældre og er kommet længere og længere væk fra det, som nogle af mine veninder og jeg har døbt, Verdens Værste Studie, er jeg dog kommet tættere på en følelse af, at det er helt okay, at jeg er, som jeg er. At der jo for helvede heller ikke kun kan være en slags journalist, og at dem der synes det, er nogle båtnakker, som jeg da ikke gider at tilbringe tid med alligevel. Men selvom jeg har sagt alle de ting til mig selv, og selvom den logiske del af min hjerne godt ved, at det er sandt, har der alligevel været en lille djævel, forklædt som vidunderpigen fra mit studie, siddende på min skulder og hvisket i mit øre; Du er ikke en rigtig journalist. Og det bliver du heller aldrig.

Men så for nogle uger siden blev jeg coachet af seje Lykke, som udover at være en mega awesome coach og underviser, også har denne utra fine blog. Og der fik jeg endelig sådan rigtigt bugt med den hviskende djævel. Lykke bad mig nemlig om at skrive et manifest. Et manifest over, hvad jeg synes er en rigtig journalist, da det jo i virkeligheden er det eneste, der rigtig betyder noget. Jeg havde nemlig talt rigtig meget om, hvordan de andre, dem der arbejder på aviserne og nyhedsmagasinerne, dem der tager ind på Borgen for at stille kritiske spørgsmål til politikerne, er de rigtige journalister, og ikke lille mig, der bare gerne vil sidde i ro og mag og skrive om livet og hverdagens store spørgsmål. Men samtidig, som hun pointerede, vil jeg jo faktisk ikke være som dem og lave det, de gør. Så hvorfor er dem, der er de rigtige journalister? Og ja, det kunne jeg jo ikke rigtig svare på. Og derfor lavede jeg så nedenstående manifest. Et manifest, som siden dets fødsel har givet mig en underlig form for ro. En ro og en sikkerhed på, at den journalist, som jeg vil være er helt ligeså rigtig, som alle andre slags journalister, og at jeg med 100 procents sikkerhed nok skal komme derhen, hvor jeg vil i min karriere. Og når jeg en gang imellem vil tvivle, for det kommer jeg helt sikkert til, så hænger manifestet heldigvis lige over mit skrivebord og skubber den hviskende djævel væk, samtidig med at det minder mig om, at jo – jeg er sgu en helt rigtig journalist.

En rigtig journalist er: 

– En der ser det store i de små ting

– En som gør en dyd ud af at beskrive, så flest muligt forstår, og ikke mindst føler sig forstået 

– En som finder og undersøger tendenser, men ikke nødvendigvis følger dem 

– En som giver folk, hvad de i virkeligheden gerne vil have, og ikke hvad de tror de vil have 

– En der sætter lærdom, identifikation og mennesket højere end “Breaking News” 

– En der ofte går til venstre, når de andre går ligeud 

Dag 48, år 2 – Ligesom hende her


Fortællingen om At Være En Lorteveninde

Da jeg var omkring 20 år gammel havde jeg ikke særlig mange veninder. Jeg havde ikke gået i gymnasiet, men på HF og havde derfor ikke oplevet det sammenhold, der kan opstå i en gruppe, som mange andre har fra deres gymnasietid. Jeg havde heller ikke kontakt til særlig mange fra min folkeskole og gik ikke til nogen fritidsaktiviteter. Derudover var jeg jo en evig seriemonogamist og brugte derfor også meget af min tid på at være kærester med nogen. Heldigvis er det ikke sådan længere. (Altså det med veninderne, seriemonogamismen er, ja det ved jeg faktisk ikke helt)

I dag har jeg nemlig en mindre hær af gode og tætte veninder og også en enkelt fantastisk drengeven. Nogen ser jeg ikke så ofte, men jeg ved, at de er der, hvis det hele brænder på eller hvis der skal drikkes en kop kaffe. Nogen ser jeg flere gange om ugen, nogen går jeg altid ud med, andre snakker jeg mest i telefon med og nogen ligger jeg bare på sofaen med, mens vi taler om alt og intet. De fleste medlemmer af venindehæren er piger, jeg har mødt på mit studie. Der er også en, jeg kender helt tilbage fra 4. klasse, to fra min højskoletid og to jeg har arbejdet sammen med i løbet af et af mine sabbatår. Men de fleste af dem jeg kender nu, kender jeg fordi vi allesammen har læst sammen. Og det er både fantastisk, men kan til tider også være svært.

Vi er nemlig alle sammen journalister nu, og som jeg opdagede på studiet, er journalistik en meget konkurrencefyldt branche fyldt med spidse albuer og folk, der intet har imod at slikke en masse røv på store chefer. Jeg har dog hverken særlig spidse albuer eller bryder mig synderligt meget om røvslik, hvilket kan være en udfordring i denne branche. Jeg er heller ikke særlig konkurrencemindet og har altid bare syntes, at vi da burde kunne være her allesammen. At der skal være plads til alle og at opskriften på en god journalist i øvrigt burde revurderes en smule, hvis ikke en del.

image

Dag 274 – Venindemorgenmad ❤

Mine veninder fra studiet har det overvejende på samme måde, hvilket nok også er derfor vi i første omgang fandt hinanden, men på trods af det er der alligevel forskel på, hvor vi alle er henne i vores karriere lige nu. Nogen kører med klatten, mens andre kun får en tur en gang imellem. Og det kan være svært. I hvert fald for mig. For selvom jeg kan være noget så glad på mine veninders vegne, når det går dem godt, kan jeg også blive virkelig misundelig. Og sur. Og irriteret. Jeg kan synes, at det er velfortjent og godt for dem samtidig med, at jeg kan synes, at det i virkeligheden slet ikke er fair, at jobbet landede i deres skød og ikke i mit. Noget som man jo i virkeligheden ikke må føle og da slet ikke sige. Så det gør jeg ikke. Altså siger det. Istedet smiler jeg og siger tillykke og lytter og nikker spændt. Og for det meste mener jeg det også. Men nogen gange gør jeg slet ikke.

For et par uger siden gik jeg rundt og var sur. Sådan rigtig grundsur og ikke mindst misundelig. Jeg syntes, at det hele var uretfærdigt og strengt og jeg havde ikke megen glæde til overs for en af mine veninder, der i mit hovede bare blev ved at lande det ene fede job efter det andet. Jeg var så sur, at jeg helt uden at indse det, virkelig var en dårlig veninde. Jeg lyttede ikke rigtig til hende, når hun fortalte ting og jeg var lang tid om at svare på hendes sms’er. Kort sagt, jeg var en lorteveninde.

Men så en sen fredag aften midt i et lyskryds fandt kærligheden mig igen. Den kærlighed, som det sidste stykke tid havde været gemt væk under misundelse og vrede, fandt nu tilbage til mig, da jeg skulle sige farvel til min veninde. Min veninde som lige der havde inderligt brug for mig. Som hele vores aften sammen havde været fyldt op af hjertesorg og som nu, uanset hvor mange fede jobs hun havde landet, ikke kunne andet end at græde ud på min skulder. Jeg blev mindet om, hvor meget vi har været igennem sammen, hvor ofte hun har været der for mig, hvor meget jeg elsker hende og hvor ligegyldigt et job eller et arbejde er i det store billede.

Det bliver dog sikkert svært igen på et tidspunkt. Det kommer nok aldrig til at være let at kæmpe side om side om noget, der kun har plads til en med nogen man holder af. Og jeg tror egentlig, at der er rigtig mange, der kan have det på samme måde, når de er gode venner med folk, der i virkeligheden også er deres konkurrenter. Men jeg ved nu at lige meget, hvad der så end sker i min venindes og mit arbejdsliv, så vil det aldrig være nok til at splitte os ad. For love conquers all. Ligegyldigt hvor corny det så end lyder.

image

Dag 272 – Tærte hjælper helt sikkert også på kærligheden. 

Fortællingen om Ikke At Være God Nok

I de sidste par uger har jeg lidt af en ond form for selvynk og depri-sofa-nedgravning. (Altså, jeg har gravet mig selv ned i min sofa. Ved slet ikke hvor jeg skulle kunne grave en sofa ned henne, hvis det endelig var noget jeg beskæftigede mig med) Anyways – det har været trist. Og deprimerende. Og selvværdsødelæggende. Og det er det til dels stadigvæk.

Det er nemlig fucking hårdt at være freelancer. Især når man næsten ikke engang kan kalde sig selv for freelancer, fordi samtlige redaktører på de danske dagblade og magasiner enten ikke har råd til at betale for mine fantastiske ideer eller ikke synes, at de er så fantastiske endda, hvilket jeg heldigvis endnu ikke er begyndt at synes selv.
De er nemlig fucking awesome, mine ideer. Og i mine lysere øjeblikke tænker jeg, at det bare er redaktørerne, der enten er ordblinde eller bange for at blive skubbet af pinden af mig – Danmarks rising star indenfor livsstilsjournalistik. 

Det er dog desværre ikke så tit, at de lyse øjeblikke og tanker vinder over de negative. Dem der, når jeg går i seng om aftenen, bruser frem og synger onde sange om, hvor nederen jeg er, hvor dårlig en journalist jeg er, hvor doven jeg er og nogen gange også lige lidt om, hvor tyk jeg er, da det jo altid kan smides ind lige meget hvad. Og det er fucking hårdt. Så hårdt at jeg nogle dage, især efter endnu et afslag, ikke kommer længere end hen til sofaen og ikke får lavet andet end at se Modern Family marathons og spise karameller. Og så ligger jeg der og får det i virkeligheden bare endnu dårligere med mig selv over, at jeg endnu en gang ikke laver dagens gode gerning, over at jeg bare er en doven skid, der ikke har nogen talenter og som aldrig får et job. (Ja, det er super hyggeligt i Vanløse for tiden) 

image

Dag 250 – En af de dage, hvor karamellerne og sofaen ikke vandt.

Jeg har tænkt meget over, om det i virkeligheden faktisk bare er mig, der er doven, og om hvis jeg var mere disciplineret, mere ordentlig og mere flittig (og dygtigere), så ville alt gå bedre. Hvis bare jeg tog mig sammen og gjorde mit allerbedste, så ville alt flaske sig, og at når det så netop ikke gør det, så er det fordi, der er noget galt med mig.
Jeg har dog til gengæld også talt og snottet og snakket med ret mange forskellige mennesker igennem de sidste par uger, hvor jeg har luftet denne teori, og ikke en eneste gang var der en, der sagde; ja, det er rigtigt. Hvis bare du ikke var sådan, og i stedet var lidt mere på en anden måde, så ville alt gå godt.

Tværtimod er de kommet med en masse andre bud på, hvorfor det er som, det er lige nu – Branchen er for det første benhård og der er oveni købet mangel på monetos hos medierne, derudover er følelsen af ikke at være god nok, at man aldrig gør nok og at man er mega doven åbenbart de flestes freelanceres lod i livet (har jeg ladet mig fortælle), og har derfor ikke nødvendigvis noget med virkeligheden at gøre og sidst, men ikke mindst kan alle disse tanker og nogen gange mangel på handlinger netop bunde i, at jeg ikke tror på, at jeg er god nok. Og når man ikke gør det, er det fandme også svært at sætte sig selv op til at gøre lige præcis det, for hvad nu hvis fejler bravt?

image

Dag 253 – Ja, hvad nu hvis?

Jeg læste et sted at J.K Rowling blev afvist af 12 forskellige forlag før nogen gad, at udgive den første Harry Potter bog, men selv efter afslag nummer 11 blev hun ved. Det faktum, som jeg oprindelig messede til mig selv som en trøst, er dog i løbet af disse uger pludselig blevet til en ond påmindelse om, at det jo faktisk bare er mig, der er doven og uduelige. For J.K Rowling blev jo i det mindste ved med at spamme de britiske forlag indtil nogen endelige sagde ja – Jeg lægger mig bare ned under sengen, og venter alt for lang tid med at sende den næste mail.

Men i går gik det så op for mig, at jo – Harry Potters mor blev ved, men samtidig er der jo ikke ingen, der ved hvad hun lavede ind imellem. Hun lå garanteret også og gloede op i loftet, mens hun spiste chokoladekiks og tænkte, at hun aldrig ville blive til noget. Og selvom eksemplet var tænkt som en støtte, når endnu et afslag dumper ind i min indbakke, er der jo heller ikke nogen, der har sagt, at J.K Rowling tænkte andet end; Fuck, fuck, fuck i helvede, I idiotier. Udgiv nu bare min bog, pisselortenarrøve.

Og det var sgu helt rart, da det gik op for mig.

Ting Ingen Nogensinde Har Sagt (Og Ment)

  • Chokolade? Nej, det har jeg bare ikke rigtig lyst til.
  • Jeg kunne aldrig finde på at se porno. Jeg forstår slet ikke, hvad folk får ud af det.
  • Jeg synes faktisk, at Joakim B.Olsen virker som en rigtig sympatisk mand.
  • Hold da op! En herskabslejlighed, en rig og lækker mand, et smukt barn, der sover igennem, et vægttab på 10 kilo på 10 dage og et nyt lederjob i vente – hvor er jeg dog bare glad på dine vegne!
  • Nej, vasegate har slet ikke ødelagt min kærlighed til Kählers jubilæums vase. Jeg synes bare den pyntede meget bedre hjemme hos min søster.
  • Selvfølgelig kender jeg da navnene på samtlige politikere i Folketinget, hvad tror du jeg er?!
  • Neeeej, du snakker slet ikke for meget om dit barn, hold da op! Fortæl mig mere om de der gode bleer, hvad var det du sagde, de hed?
  • Jeg synes slet ikke, at der er noget galt i, at politikere nogen gange skifter mening og dermed egentlig ikke holder, hvad de lovede.
  • Du skal bare gøre, hvad du føler er det rigtige. Hvis du føler, at du skal blive sammen med ham, selvom han har været dig utro otte gange, så er det, det du skal gøre. Det er der ingen, der vil se skævt til, og jo da – 9. gang kan sagtens være lykkens gang!
  • Jeg elsker bare råkost.
image

Dag 249 – Nej, søde sager, det er slet ikke mig.

Fortællingen om En Flygtnings Fortælling

En slank ung mand går let hoppende op på den store scene og trækker vejret dybt. Han hedder Ahmad, står der på skærmen bag ham, og Ahmad kommer fra Syrien. Den unge mand med det tilbagestrøgne hår begynder sin fortælling med en let skælven og en hånd, der konstant hiver lidt i enden af sin hvide skjorte. Han er nervøs, siger han.

På Bremen mødte 650 danskere igår op for at høre 6 flygtninge fortælle deres historie. Historier som alle indebar noget svært, noget sjovt og noget smukt. Historier, der var blevet fundet frem ved hjælp af foreningen Forvandlende Fortællinger, DFUNK og Os Imellem, og som nu blev fortalt af flygtningene selv på trods af nervøsitet, stærke accenter og store sorger.

flugt

Pressebillede

Det er ikke alle flygtningene på scenen, der som Ahmad kommer fra Syrien og som er nye i Danmark. Der er Gracias fra Congo, som har været i Danmark i 15 år, der er Rand, der som lille bitte blevet taget med fra Irak af sine forældre og der er Edin fra Bosnien, som med en hjerteskærende ro fortæller om, hvordan alarmklokker og sirener stadig får ham til at fare sammen. Alle de fortællende har historier, der rør noget i mig. Alle har på den ene eller den anden måde været igennem noget de ikke burde have været igennem. Og alle ønsker inderligt at få lov til at eller blive ved med at bygge et liv op her i Danmark. At blive taget imod og accepteret.

Men det er alligevel Ahmads fortælling, der rør mig mest. Hans skælvende stemme og hans store ihærdighed for at udtale de danske ord ordentligt, historien om hvordan det hele var normalt indtil det lige pludselig ikke var det længere. Fortællingen om beslutningen om at flygte, om at komme til Danmark og om at ville det nye land så meget. Om at ville være journalist og om at holde fast i sin drøm. En drøm om et godt liv.

Historier På Flugt hed arrangementet og selvom historierne i sig selv hurtigt bliver flygtige og glemt igen i hverdagens trummerum og mediernes nyhedsstrøm, så håber jeg at dem som var med, vil huske dem. Huske på de seks menneskers historier. Huske på deres håb og drømme. Huske følelsen som dem på scenen gav dem på stolerækkerne. Og at det måske kan være føre til, at de vil gøre en forskel på den ene eller den anden måde.

Det ved jeg i hvert fald, at det vil for mig.

image

Dag 245 – De flygtendes fortællinger.