Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg oprigtigt tror på, at jeg er god nok

Det går fremad og så svinger det alligevel tilbage. Troen på at jeg er god nok. Troen på at jeg som menneske, som person, som ven, som datter, som søster, som kvinde er god nok – den er efterhånden okay solid. Og de gange, hvor jeg bliver i tvivl og tænker, at der ikke er nogen af mine venner, der rigtig gider at hænge ud med mig eller at ingen mand nogensinde vil kunne elske den her klump af usikre deller, der ligger på sofaen og holder Netflixmaraton – der finder jeg hurtigt frem til, at det altså er en stor fed løgn min hjerne af en eller anden grund har lyst til at få mig til at tro på. For jeg er herre nice. Og der er et hav af mennesker, der med glæde vil skrive under på netop det.

Men så er der arbejdet. Der går det også fremad. Men det svinger en del oftere tilbage end det gør, når det bare gælder min personlighed. Som for eksempel i dag, hvor jeg inden et møde var helt overbevist om, at jeg kun ville få kritik for mine ideer. (Hvilket overhovedet ikke skete. Tværtimod)

Heldigivis, kan man måske sige, har jeg fundet ud af, hvornår tvivlen om mine evner dukker op og slår mig oven i hovedet med en styrke som en crossfitter, der ikke har andet at bruge sit liv på end at crossfitte og råbe grimme ting såsom;

Du har endnu en gang ikke gjort det godt nok
De kan nok slet ikke lide dig mere
Den næste gang I taler sammen, så kommer sparket helt sikkert.
Når de virker travle og derfor er lidt korte for hovedet er det slet ikke derfor, men fordi de  synes, du er monster dårlig til dit arbejde.

Ja, det er dejligt lige at blive kørt lidt ned af sig selv, ikk? (Indsæt selv emoji med himmelvendte øjne) Men som sagt har jeg nu fundet frem til, hvornår Crossfitteren kommer forbi med den slags ondheder. Hun kommer, når jeg i noget tid ikke har fået at vide, at jeg gør det godt. Når jeg ikke fået ros. Hvilket, når det står her sort på hvidt, ser virkelig barnligt ud. Usikkert. Ånssvagt. For altså helt ærligt, jeg burde vel ikke behøve at få ros mindst en gang hver 14. dag for at jeg kan tro på, at jeg rent faktisk kan finde ud af mit arbejde?

Men. Det er sådan jeg har det. Lige nu i hvert fald. I det mindste har jeg fundet ud af, hvorfor og hvornår jeg får det sådan. Så mangler jeg bare at kunne finde ud af, at lukke røven på crossfitteren og le højt af alle de løgne hun prøver at fortælle mig. For jeg ved jo inderst inde godt, at jeg er god. Også selvom jeg måske ikke altid får den ros, jeg synes, jeg fortjener for at være det.

(Mig, når jeg har lært at le af Crossfitteren)

Fortællingen om Ikke At Være God Nok

I de sidste par uger har jeg lidt af en ond form for selvynk og depri-sofa-nedgravning. (Altså, jeg har gravet mig selv ned i min sofa. Ved slet ikke hvor jeg skulle kunne grave en sofa ned henne, hvis det endelig var noget jeg beskæftigede mig med) Anyways – det har været trist. Og deprimerende. Og selvværdsødelæggende. Og det er det til dels stadigvæk.

Det er nemlig fucking hårdt at være freelancer. Især når man næsten ikke engang kan kalde sig selv for freelancer, fordi samtlige redaktører på de danske dagblade og magasiner enten ikke har råd til at betale for mine fantastiske ideer eller ikke synes, at de er så fantastiske endda, hvilket jeg heldigvis endnu ikke er begyndt at synes selv.
De er nemlig fucking awesome, mine ideer. Og i mine lysere øjeblikke tænker jeg, at det bare er redaktørerne, der enten er ordblinde eller bange for at blive skubbet af pinden af mig – Danmarks rising star indenfor livsstilsjournalistik. 

Det er dog desværre ikke så tit, at de lyse øjeblikke og tanker vinder over de negative. Dem der, når jeg går i seng om aftenen, bruser frem og synger onde sange om, hvor nederen jeg er, hvor dårlig en journalist jeg er, hvor doven jeg er og nogen gange også lige lidt om, hvor tyk jeg er, da det jo altid kan smides ind lige meget hvad. Og det er fucking hårdt. Så hårdt at jeg nogle dage, især efter endnu et afslag, ikke kommer længere end hen til sofaen og ikke får lavet andet end at se Modern Family marathons og spise karameller. Og så ligger jeg der og får det i virkeligheden bare endnu dårligere med mig selv over, at jeg endnu en gang ikke laver dagens gode gerning, over at jeg bare er en doven skid, der ikke har nogen talenter og som aldrig får et job. (Ja, det er super hyggeligt i Vanløse for tiden) 

image

Dag 250 – En af de dage, hvor karamellerne og sofaen ikke vandt.

Jeg har tænkt meget over, om det i virkeligheden faktisk bare er mig, der er doven, og om hvis jeg var mere disciplineret, mere ordentlig og mere flittig (og dygtigere), så ville alt gå bedre. Hvis bare jeg tog mig sammen og gjorde mit allerbedste, så ville alt flaske sig, og at når det så netop ikke gør det, så er det fordi, der er noget galt med mig.
Jeg har dog til gengæld også talt og snottet og snakket med ret mange forskellige mennesker igennem de sidste par uger, hvor jeg har luftet denne teori, og ikke en eneste gang var der en, der sagde; ja, det er rigtigt. Hvis bare du ikke var sådan, og i stedet var lidt mere på en anden måde, så ville alt gå godt.

Tværtimod er de kommet med en masse andre bud på, hvorfor det er som, det er lige nu – Branchen er for det første benhård og der er oveni købet mangel på monetos hos medierne, derudover er følelsen af ikke at være god nok, at man aldrig gør nok og at man er mega doven åbenbart de flestes freelanceres lod i livet (har jeg ladet mig fortælle), og har derfor ikke nødvendigvis noget med virkeligheden at gøre og sidst, men ikke mindst kan alle disse tanker og nogen gange mangel på handlinger netop bunde i, at jeg ikke tror på, at jeg er god nok. Og når man ikke gør det, er det fandme også svært at sætte sig selv op til at gøre lige præcis det, for hvad nu hvis fejler bravt?

image

Dag 253 – Ja, hvad nu hvis?

Jeg læste et sted at J.K Rowling blev afvist af 12 forskellige forlag før nogen gad, at udgive den første Harry Potter bog, men selv efter afslag nummer 11 blev hun ved. Det faktum, som jeg oprindelig messede til mig selv som en trøst, er dog i løbet af disse uger pludselig blevet til en ond påmindelse om, at det jo faktisk bare er mig, der er doven og uduelige. For J.K Rowling blev jo i det mindste ved med at spamme de britiske forlag indtil nogen endelige sagde ja – Jeg lægger mig bare ned under sengen, og venter alt for lang tid med at sende den næste mail.

Men i går gik det så op for mig, at jo – Harry Potters mor blev ved, men samtidig er der jo ikke ingen, der ved hvad hun lavede ind imellem. Hun lå garanteret også og gloede op i loftet, mens hun spiste chokoladekiks og tænkte, at hun aldrig ville blive til noget. Og selvom eksemplet var tænkt som en støtte, når endnu et afslag dumper ind i min indbakke, er der jo heller ikke nogen, der har sagt, at J.K Rowling tænkte andet end; Fuck, fuck, fuck i helvede, I idiotier. Udgiv nu bare min bog, pisselortenarrøve.

Og det var sgu helt rart, da det gik op for mig.