Fortællingen om at opdage, at man er blevet en bitterfisse

Her på det sidste har jeg simplethen været i så dårligt humør. Ikke hele tiden, men ofte. Jeg har både været sur, irriteret, ked af det og bare sådan generel ynkværdig. Jeg har ligget på sofaen og spist chips, mens jeg har råbt af fjernsynet. Jeg er gået i seng med ondt i maven og ondt i sjælen over noget, jeg ikke helt kunne placere. Jeg har sovet elendigt. Og jeg har følt, at det hele da også snart kunne være ligemeget. Bare rolig, ikke på Jeg-vil- ikke-leve-mere-måden, men på Jeg-giver-op-og-gør-chips-og-dip-til-en-fast-del-af-min-kostpyramide-måden.

Og det var først, da jeg fik lyst til at dyppe min venindes hoved ned i hendes egen kødsovs, fordi hun skubbede et billede af sin kæreste op i mit ansigt og udbrød “ER HAN IKKE SØD?!”, at jeg indså, at jeg nok måske rent faktisk havde fået mig et lille problem.

Jeg er blevet en bitterfisse. 

Og det siger jeg, selvom jeg altså står fast ved at det ligegyldigt, hvilken tilstand eller humør man er i, er en ret så irriterende ting at gøre. For helt ærligt, det er jo din kæreste. Lad seriøst være med at spørge mig, hvordan jeg synes han ser ud. Det kan kun blive akavet.

Men udover det, så jo. Jeg er blevet en bitterfisse, der synes alt mere eller mindre er irriterende, og som i mine ekstra svage øjeblikke bliver reduceret til et kynisk og sortseende menneske.

Er du forelsket, siger du? Ja, jeg giver jer et år. Maks to! 

Er du blevet forfremmet? Fedt. Så får du da i det mindste en større fratrædelsesordning, når du en gang bliver fyret. 

Har han kysset med en anden? Åh, buhu! Luk røven. Min eks havde tre andre kærester. 

Skal I til Thailand? Nå, pas på, der ikke er nogen, der putter noget narko i jeres kufferter, ikk? 

Er du gravid? Fedt, endnu flere børn til denne dødsdømte planet. 

Okay, jeg har selvfølgelig ikke sagt de ting der. Bortset fra nummer tre engang, jeg var fuld. Men hvis man kunne tegne et humør med sætninger, så ville ovenstående vise mit. Og det betyder ikke, at jeg slet ikke har været glad og har grint, følt glæde, håb eller kærlighed de sidste par uger. (Heldigvis) Det betyder bare, at jeg generelt ikke er særlig meget i hopla og også ret let giver op og lægger mig ned for at glo surt op i loftet.

Men jeg ved ikke rigtig, hvad det er.

Måske er det følelsen af overvældelse, tvivl og frygt, når jeg kommer i tanke om, hvad det er jeg har rodet mig ud i karrieremæssigt.

Måske er det følelsen af ikke at være god nok.

Måske er det, det at se alle mine veninder være på vej sikkert i mål med deres liv og karriere, mens jeg sidder på sidelinjen og tæller mønterne, jeg har fundet i min sofa og alle de kondomer jeg har, men ikke bruger til noget.

Måske er det tanken om, at der ikke findes nogen derude, der kan elske mig og alt mit lort. Og at jeg desuden alligevel hverken ved, hvor jeg skulle lede, hvis der var en eller hvordan jeg skulle kunne lade ham elske mig. Eller mig ham.

Måske er det fordi, sommeren er gået og den næsten ikke var her, og der nu forude venter kulde, gråvejr og mørke.

Måske er det, fordi jeg synes tiden smutter fra mig. Går alt for hurtigt og, at det gør mig bange for at vågne op i morgen, og så pludselig være 35 uden at have opdaget det og uden at have fuldt med.

Måske er det det hele pakket ind i hinanden.

Men uanset så nytter det ikke noget. For ligeså meget som jeg tror på, at man må og skal give plads til det man føler, når man føler det, at man skal lære at kunne rumme det triste, det svære og det lortede, ligeså godt ved jeg også, at man trods alt ikke skal svælge i det, som var det mayo på en tømmermandsdag. En lille smule svælgen skal der være plads til. En lille smule råben. En lille smule græden ned i puden. Og en lille smule hemmelig nutellaspisning. Men det må ikke blive permanent. Det må ikke blive det, man tror kommer til at være ens tilstand resten af livet. For det kommer det ikke til, det ved jeg heldigvis godt.

Så derfor sætter jeg fra i dag af en stopper for selvmedlidenhed og rødvin og råben. For selvom hende Bitterfissen kan være meget sjov engang imellem, gider jeg altså ikke at have hende med rundt hele tiden. Det er hun simpelthen for tung til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Du Ved Han Er En Douche Når

I kender dem godt, ikk? The douches. Dem som virker søde, men i virkeligheden bare er idioter forklædt som pæne mænd med skæg. Jeg har udspurgt mine veninder for at få deres bedste douchehistorier, og her er nogen af dem.

– Han finder en ny kæreste en måned efter I har slået op, og da du ikke ligefrem reagerer med glæde over nyheden bliver han fornærmet og siger, at han da bare ville havet været glad på dine vegne, hvis det havde været omvendt.

– I har set hinanden til knaldning et par gange, og pludselig inviterer han dig i biffen, fordi han har et gavekort, der snart udløber. Men da det bliver tid til at købe billetterne, bruger han kun gavekortet til at betale for sin egen billet og går derefter uden et ord hen for at købe slik. Til sig selv.

– Du har lært, at det er klogt at fortælle, hvordan en handling får dig til at føle i stedet for at beskylde vedkommende for altid at komme for sent/aldrig sige søde ting/bolle med andre end dig. Så du fortæller ham, hvordan du føler og han siger, at det da er en åndssvag følelse.

 – Han inviterer dig på date på sin tagterrasse og bliver forbavset over, at du ikke har hørt om dens eksistens før og afslutter derefter daten. 

– Han slår op med dig og I forsøger at være venner på den betingelse, at I skal fortælle hinanden, hvis I får en ny kæreste. To måneder efter ringer han og siger, at han ser en pige. De er ikke kærester og han ved ikke, om de bliver det. Men han synes lige du skulle vide det.

– I har set hinanden fast gennem flere måneder og har mødt hinandens familier, da du finder ud af, at han sidste weekend knaldede en anden. Hans undskyldning: Vi har jo aldrig haft snakken.

– I har knaldet en gang, og han tror derefter med det samme, at du gerne vil giftes. Derfor skriver han en lang besked om, hvorfor det ikke kan være jer, og at han er virkelig er ked af, at han har såret dig.

– Han fortæller dig, at han har fået en ny kæreste og i samme sætning får han indskudt, at han bare virkelig håber, at du også bliver lykkelig en dag.

– Han får dig til at gemme dig på badeværelset, fordi han af årsager uforståelige for alle andre rationelle mennesker, beslutter sig for at lukke sin ekskæreste ind, da hun uanmeldt tropper op og ringer på døren.

– Han tager dig med i dyrehaven på sin motorcykel, og da I er kommet godt ind i skoven, slår han op med dig. Han er dog dit eneste ride home, og derfor kan du hverken lave en scene eller gå din vej, men er i stedet tvunget til at sidde tæt op af ham hele vejen hjem igen.

Dag 313 -Et ægte pragteksempel.

Fortællingen om A Never Ending Heartbreak

I tirsdags var det en måned siden, jeg flyttede tilbage i min lejlighed. Og i torsdags var det seks måneder siden, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg slog op med hinanden. Det har været et underligt breakup, en langtrukket et og et, der stadig er så fyldt af kærlighed og meget mindre bitterhed, end jeg havde troet muligt. Men også et, der stadig gør ondt.
Jeg troede ellers, at jeg var ved at være ovenpå igen, noget som jeg efterhånden burde have lært ikke at tro på bare sådan uden videre. Der har nemlig været mange af sådanne øjeblikke med klarsyn og positivitet, som derefter er blevet slået helt i stykker igen af mit hjerte, der alligevel ikke var helet.

Inden vi i sommer, efter måneders gåen rundt om den varme grød, endelig fik sagt til hinanden, at vi ikke længere burde være sammen, troede jeg at det ville gå fint. Jeg havde nemlig allerede været ulykkelig og ked af det ved tanken i månederne op til, så da det endelig kom til The Real Talk var jeg sikker på, at den største sorg måske var ovre. But oh boy, was I wrong.

Da det endelig kom over vores læber føltes det nemlig, som om der var nogen, der var død, hvilket resulterede i, at jeg de følgende par uger græd, hver gang jeg kunne se mit snit til det. Det var dog ikke så tit, da vi stadigvæk ikke havde fortalt det til nogen, og derfor skulle virke cool og lykkelige udad til. Mine veninder vidste det dog godt, og jeg fik mange undrende blikke, når jeg fortalte, at vi ville vente med at gå rigtig fra hinanden, til jeg skulle afsted på Min Store Rejse. Og det lyder da også underligt, det er jeg godt klar over. Men det var det rigtige for os. For i de cirka to måneder det drejede sig om, havde vi det bedre, end vi havde haft det i meget, meget lang tid. Også selvom jeg tudede en del.

Da jeg så endelig tog afsted og det frygtelige farvel fandt sted i Kastrup Lufthavn var jeg dog igen så naiv at tro, at det her var det værste, det endelige, det hårdeste.
Det var det ikke. Jeg fik dog cirka fire måneder, hvor jeg mere eller mindre var fri af hjertesorg, fordi jeg var optaget af at rejse verden rundt og realisere mig selv, og samtidig ikke var i fysisk nærhed af Den Lyshårede Fodboldfyr. Det hjælper, skal jeg hilse at sige.
Det gør dog også, at man trækker tingene ud. For hvis jeg ikke var taget afsted, havde månederne efter vores breakup sikkert været hårdere, men jeg havde sikkert også været et helt andet sted, end jeg er lige nu. Jeg fortryder dog intet, og jeg ønsker og ønskede heller ikke et speedy breakup med en dertilhørende speedy healingsproces. Vi var trods alt sammen i seks år, og når man har kendt en person så længe, tager det også lang tid at give slip på dem.

image

Dag 201 – Når man bygger noget nyt, er det ofte bare noget rod i starten. 

Og derfor blev jeg heller ikke overrasket over, at der siden jeg kom hjem har været rigtig mange grumme, hjerteskærende følelser, som har banket på og bedt om at blive hørt. Dem som jeg ikke havde tid til i Asien. Og jeg har lukket dem ind, jeg har lyttet til dem, jeg har grædt med dem, og bagefter har jeg pakket dem pænt sammen og sagt tak for snakken.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg stadig kunne blive ramt noget så grumt og grusomt, som jeg gjorde i søndags. For selvom det tager tid, og selvom jeg ikke længere er naiv og tror, at man kan undgå at slå op med en man stadig elsker uden, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge og skrige ned i en pude, så troede jeg altså alligevel ikke, at jeg seks måneder inde i mit breakup ville gøre nøjagtig det, endnu en gang.

Men det gjorde jeg. I søndags efter jeg kom hjem fra min fantastiske rejse rundt i Nord-Norge blev jeg fyldt med tristhed. Tristhed over, at min sjæleven ikke var derhjemme til at dele min begejstring over turen, tristhed over at han aldrig ville være det igen og tristhed over, at det stadig gør så fandens ondt nogen gange. Jeg prøvede ellers at holde mig på grådens rand. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, jeg prøvede at hygge mig med tændte stearinlys og en god serie, jeg sang sågar af mine lungers fulde kraft, da sang altid har hjulpet mig, når tristheden har sneget sig på. Men lige lidt hjalp det. Det var dog først, da jeg bankede hovedet op i mit åbne badeværelsesskab efter at have bøjet mig ned for at samle noget op fra gulvet, at jeg det slog klik. Slaget i hovedet og alle mine toiletartikler spredt ud over hele badeværelset var dråben, der fik mit bævrende bæger til at flyde over. Jeg bankede skabslågen i og råbte og skreg. Jeg kastede alle puderne fra min seng rundt i soveværelset. Jeg smed mig ned i sofaen og skreg, græd, hulkede og snottede ned i den. Og det føltes som om, det aldrig ville holde op.

Det gjorde det dog. Heldigvis. Og jeg ved, at det bliver bedre. Men det har været en svær uge, som har fulgt efter den søndag aften, også selvom ugen også har været fyldt med sjov, varme og kærlighed. Jeg har dog lært en ting, eller jeg har egentlig altid vidst det, nu er jeg bare blevet mindet om det igen. Man skal huske at række ud og bede om hjælp. Så det gør jeg i morgen.
Og i aften vil jeg synge og øve mig på min guitar. Det hjælper nemlig også.

image

Dag 220 – Singing my heart out. 

Fortællingen om At Være Alene-Alene Og Så Alligevel Ikke

Jeg har nu været tilbage i min lejlighed i to uger, og jeg er så småt ved at vende mig til at være alene igen. Og med alene mener jeg i den fysiske forstand. Det faktum, at jeg er a.l.e.n.e – alene arbejder jeg stadig på. Det er nemlig noget, jeg nærmest aldrig har været. Jeg har mere eller mindre haft en kæreste, siden jeg var 14 år gammel. Ikke den samme vel og mærke, men jeg har haft en. (Noget jeg vist også lige har nævnt i forbifarten her og her) En der fyldte mig op og som var en del af mig og min person. Der har altid været en lige efter Amalie. Amalie og Dit kommer senere, Amalie og Dat har været i teatret, Amalie og Dut skal ud at rejse. Og nu, for første gang i knap 12 år er jeg helt alene.

Jeg var selvfølgelig alene og single, da jeg tog afsted på min lange rejse. Det blev jeg, da jeg grædende og snottende sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr i Kastrup Lufthavn og forlod Danmark, ham og vores liv. Vores verden. Men det er først nu, hvor jeg er tilbage i mit eget normale liv, at jeg rigtig mærker det. Mærker og forstår, at det er det jeg er. Alene. Helt alene i mig selv. Og så alligevel er jeg det ikke.

For vi taler stadig sammen. Fodboldfyren og jeg. Det er stadig ham, jeg ville ringe til, hvis der skete noget forfærdeligt eller noget helt vildt sjovt. Det er stadig ham, der næsten er alt. Og så alligevel ikke helt.

Forleden korresponderede vi over snapchat (jeg hedder forresten Amalie FR på snapchat, så I følger bare, hvis I har lyst) og han sendte mig en selfie.
Og jeg ved ikke, om det var lyset, min egen træthed eller noget tredje, men han så underlig ud. Eller altså, han så ud, som han plejer, men så alligevel ikke. Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, men efter noget tid gik det op for mig, at det måske var fordi jeg for første gang så ham, som den han er. Som den andre ser ham som og ikke som min store og eneste kærlighed. Og det gjorde mig på den ene side enormt trist, og på den anden side også fortrøstningsfuld.

stormfuld

Dag 193 – Solen titter frem.

Trist fordi den realisering gør det endnu tydeligere, at det her ikke bare er en ond drøm. Vi er ikke sammen længere og skal heller ikke være det. Og fortrøstningsfuld fordi det at se ham i sådan et lys måske kan gøre det lettere at blive ved med at kende ham. At beholde ham i mit liv. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at selvom jeg ikke vil og ikke kan være sammen med ham, stadig har allermest lyst til at kaste mig i armene på ham, når jeg ser ham. Og det er ligesom ikke særlig progressivt for hele getting-over-him-and-him-over-me-udfordringen. Men samtidig er der ingen af os, der har lyst til ikke at ses, ikke at snakke, ikke at kende hinanden.

Så jeg håber og har nu fået lidt mere tro på, at vi en dag kan se på hinanden uden, at det gør ondt. Uden at føle, at det måske er en fejl. Uden at være lige ved at række ud og så ikke gøre det.

Men uanset, hvad vores forhold ender med at blive til, skal jeg stadig lære at stå på egne ben. Lære at være alene, vende mig til, at der ikke kommer nogen lige efter Amalie. Og det er, hvad det meste af min tid går med i øjeblikket.

Jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er uden en kæreste. Uden ham.
Jeg har veninder på besøg. Jeg rykker rundt på møblerne. Jeg planlægger og drømmer om, hvordan mit nye liv skal være. Jeg spiser pizza i nattøj, mens jeg ser Greys Anatomy. Jeg ligger vandret i sengen og vender mig så hele madrassen bouncer.
Jeg er mig, Amalie. Hvem end hun så er.

comiseng

Dag 196 – “Single Life, I’m embracing you.”

Fortællingen om Hjertesorger Og Venindekærlighed

Hov, så gik der lige en hel uge uden, at jeg nærmede mig bloggen. Jeg tror, jeg lige skulle puste lidt ud oven på al den far-snak. Og derudover også flytte, drikke vin, tude lidt og gøre rent. Og så går dagene jo. Men nu er jeg tilbage med en ny fortællingen, men inden jeg begiver mig ud i den, vil jeg gerne lige sige tak. Tak for alle de mange likes, søde ord og historier fra jeres eget liv. Det betyder helt vildt enormt meget at høre fra jer, især når jeg har fyldt bloggen med noget så følsomt og ømt, som fortællingen om min far.
Så tak for det. I er for nice.

Anyways – jeg er flyttet tilbage i min lejlighed. Siden jeg kom hjem, har jeg camperet hos min kære moder og hendes kæreste (og katten), da Den Lyshårede Fodboldfyr stadig boede i min, tidligere vores, lejlighed. Men nu er han flyttet ud og jeg er flyttet ind. Helt alene. Og det er virkelig mærkeligt og nogen gange en anelse trist. Jeg havde ellers bare troet, at jeg ville suse ind og elske det med det samme efter at have boet hos min mor i en hel måned. Og dermed ikke sagt, at det ikke har været hyggeligt og rart, men der følger dog alligevel nogle udfordringer med, når man som 26-årig flytter hjem til sin mor igen. (Fx at man skal liste rundt som en lillebitte mus med tykke sokker på ens små mussefødder, når klokken har passeret de 22.30) Just saying.

Men den forestilling jeg havde om at indtage min lejlighed igen levede overhovedet ikke op til forventningerne. Det har været svært, og er stadig svært. For selvom Den Lyshårede Fodboldfyr ikke er her længere, så er han det alligevel. Det hele emmer af ham og af os og af det liv, vi forsøgte at bygge op sammen. Og det er sgu lidt svært at gå rundt i.

bøger

Dag 187 – Flytning og opsætning og at gøre tingene til sit eget.

Jeg havde dog godt luret, at den første aften tilbage i min lejlighed potientielt kunne blive fatal, (altså på tudefronten, ikke på nogen anden måde, bare rolig) og derfor havde jeg også inviteret mine veninder til noget vin og nogle kram. Det viste sig da også, at være en ret god plan, da farvellet til Den Lyshårede Fodboldfyr blev noget mere tårevædet, end jeg lige havde troet, hvilket resulterede i, at den første veninde, som bankede på døren blev mødt af en hikstende Amalie, der ikke helt kunne overskue noget.

Min hær af veninder fik mig heldigvis i meget bedre humør ret hurtigt, og det lykkedes mig også at blive rimelig vinfuld på en ellers højhellig mandag aften. Jeg tror ikke, at jeg har grinet så meget siden jeg hang ud med mine tre mandlige rejsebuddies i Chiang Mai, og det var virkelig, virkelig rart. Og selvom jeg i dagene efter også har følt tristheden lægge sig som en dum skygge henover mig, så har tanken om alle mine dejlige og fantastiske veninder hjulpet en del på det.

Jeg tror nemlig aldrig, at jeg nogensinde har følt mig så elsket og sikker på de mennesker, der er i mit liv. Og jeg bliver så øm om hjertet og helt fjollet glad, når jeg bliver mindet om, at jeg har så mange rundt om mig, der står på spring for at være der for mig, for at le sammen med mig, for at nyde mit (mit!) selskab og som er interesserede i mig og den jeg er. Og det er altså intet mindre end fantastisk.

vin

Dag 186 – Et sløret vinbillede på en kærlighedsfyldt aften.

Fortællingen om Tristhed Or The Story about Sadness

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY ABOUT SADNESS ***

Før jeg tog afsted på mit eventyr forventede jeg, at jeg ville opleve en del triste stunder. Jeg troede, at jeg ville fyldes med hjemve og savn og ikke mindst tristhed over, at mit fem år lange forhold til Den Lyshårede Fodboldfyr var slut.
Og tristheden har da også været på besøg et par gange, og har flere gange også taget sine venner Tårer og Snot med sig. Men besøgene kom ofte kun, når Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg en gang imellem talte sammen, og det begynder efterhånden at minde mere og mere om mine ophold på skolekolonier eller lejrskoler, hvor savnet til min mor for alvor først satte ind, når jeg fik lov at ringe til hende.
For lyden af hans stemme får for alvor tristheden til at vokse frem og lægge sig som en kæmpestor og tung løve på mit bryst. For, for fanden hvor jeg savner ham.
Min bedste ven.

kat

Dag 93 – Nusning med søde katte hjælper altid lidt.

Men på trods af det har trisheden slet ikke lagt vejen forbi Amalieland ligeså ofte, som jeg ellers havde troet og hjemveen, den har slet ikke gidet finde vej frem til mig.
Jeg har tværtimod nærmest lidt af det modsatte, hvis sådan noget da eksisterer.
Jeg har i hvert fald overhovedet ikke villet hjem. Alene tanken om at lande i Kastrup Lufthavn og blive en del af min danske hverdag igen fik mig til gå ind og google muligheder for at rejse i endnu længere tid.
For det første kunne, og kan jeg stadigvæk ikke, overskue at skulle hjem og deale med Den Lyshårede Fodboldfyr og vores fælles lejlighed endnu, lige meget hvor meget jeg så end savner ham. Og for det andet så føles det på ingen måde som om jeg har noget at vende tilbage til. Dagpengeland, kærestesorger og dansk vintervejr har i hvert fald umiddelbart ikke været en synderligt tiltrækkende tanke. Det kan selvfølgelig godt være, det bare er mig, men hvorom alting er, så har jeg elsket at være væk og nærmest frygtet at vende hjem.

Men i dag kom tristheden. Og hjemveen. Tårer og Snot har dog ikke meldt deres ankomst endnu, men det skulle ikke undre mig, hvis de ikke kommer brasende rimelig snart og får mig til at ligne og lyde som en brægende hystade.
Og jeg ved ikke rigtig hvorfor.

Følelser er flygtige og nogle gange popper de op ud af ingenting, og det kan derfor være svært at finde ud af, hvorfor og hvad de skyldes, hvis man ikke en gang imellem leger følelsesdetektiv. Og jeg er også normalt rimelig god til at mærke efter.
At sætte mig ned og koncentrere mig om at lokalisere, hvad det egentlig er jeg føler og hvorfor. Men i dag er mine Sherlock Holm’ske evner ingen steder at finde og jeg sidder derfor med en følelse af tristhed, savn og hjemve, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere eller gøre af.

barn

Dag 92 – Søde kram hjælper også.

En anden ting, jeg er blevet god til er at acceptere, at jeg nu en gang føler som jeg føler og dermed lade mig selv være i det og mærke det hele, men med visheden om, at det på et tidspunkt går væk igen.
Jeg har dog tidligere i mit liv været utrolig kvik til at finde måder at distrahere mig selv på og på den måde skubbe de dumme følelser væk, for så bare at se dem poppe op igen på et andet tidspunkt med fornyet styrke og medbringende spandevis af tårer, og jeg har derfor lært på den hårde måde, at det er sundere og bedre bare at go with the flow, når det gælder ens følelsesmæssige liv. Men det er altså svært at acceptere alle disse dumme følelser, hvis man ikke kan finde årsagen til dem.
Og derfor sidder jeg nu på sjette time på en cafe i Hoi An i Vietnam og ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg forsøger at læse og ordne nogle praktiske ting, jeg spiser et stykke kage og drikker lidt kaffe. Men jeg bliver gang på gang overvældet af tristheden og hjemveen og tårerne står efterhånden rimelig meget på spring. Måske er det bare en ond omgang travelblues, som går væk om et par dage, men jeg frygter at det noget større, noget jeg bliver nødt til at ændre kurs for at få gjort op med.
Jeg synes ellers, jeg havde planlagt det hele så godt –  tre, måske fire måneder i Asien og så videre til Australien i tre måneder. Men lige nu har jeg allermest lyst til at booke den første og bedste flybillet til København og falde om halsen på min mor. Også selvom jeg ved, at jeg med garanti ville fortryde det, så snart de første velkomstglædelser havde lagt sig igen.
Akkurat ligesom, når jeg fik lov til at komme tidligere hjem fra koloni.

himmel

Dag 104 – Kig op mod himlen og vejen hjem.

The Story about Sadness 

Before I set out in this adventure of mine, I thought that I would have plenty of sad moments and that I would feel homesick a lot. Especially regarding my recently changed relationship status. And Sadness has indeed come by to visit me a couple of times, but the visits have almost only happened when The Blond Haired Football guy and I talked on the phone, where the sound of his voice made the feelings of sadness and remorse feel like there was a big and heavy lion sitting on my chest. Because God how I miss him, my very best friend.

But other than that Sadness hasen’t crashed my party as often as I thought it would, and Homesickness haven’t bothered at all about coming by. I’ve acutally felt the opposite of homesick. Just the mere thought of landing in Copenhagen would make me turn to Google to figure out how to stay on the road for even longer.

kat

Day 97 – Kitty cuddles always helps.

First of all I dont even wanna think about having to go home and deal with the Blond Haired Football Guy and our apartment, no matter how much I miss him. And second, it really doesn’t feel like I have anything special waiting for me there. Unemployment checks, heartbreak and the Danish winter is just not as appealing a it might sound. But today Sadness did arrive and it brought along Homesickness too. And I dont exactly know why.

Emotions are a fleeing bunch and can pop up out of nowhere. And because of that it can sometimes be difficult to figure out why and what they mean, it you don’t do them the honor of dissecting them, which I have become pretty good at, if I have to say so myself. When dissecting your emotions you have to sit down and try to figure out what exactly it is you are feeling and why you are feeling it. But today my dissecting abilities is nowhere to be found and I am left with the feeling of sadness, the feeling of needing something I cant quite place and the feeling of homesickness. And I dont know what to do with them.

barn

Day 93 – Hugs can also do the trick.

Another thing I’ve gotten pretty good at is to accept that I feel what I feel, and in that way let my self stay with that emotion and feel all of it for as long as I need to, while at the same time knowing that this too will pass. When I was younger I was very good at pushing unwanted emotions away, just to see them reappear even stronger than before a little later, and that has taught me that it is much healthier to accept what ever you might be feeling and in that way deal with it.

But it’s hard to accept emotions if you cant figure out the reason to why you are feeling them. And that is why I’ve been sitting in a small cafe in Hoi An in Vietnam for nearly 6 hours not really knowing what to do with my self.

I’m trying to read and to get some writing done, I’m eating some cake and drinking some coffee, but I keep getting overwhelmed by Sadness and Homesickness. Maybe it’s just a really bad case of the travel blues, but I fear that it’s something more, something that I will have to change my plans according to.
I really did think my plan was a pretty good one though – 3, maybe 4 months in Asia and then off to Australia for another 3 months. But right now all I really wanna do is to find a flight back home to Copenhagen and get me a real big mom-hug. Even though I know I will probably regret it all after the first joys of being home has passed.

himmel

Day 104 – Looking at the way home.

Fortællingen om Tankefyldte Solnedgange og Den Lyshårede Fodboldfyr

De sidste tre dage har jeg tilbragt helt alene, og helt med vilje. Der har været masser af muligheder for at hænge ud med andre backpackere, mange af dem også solorejsende. Men jeg var fyldt med en uro, noget der ikke helt stemte og jeg trak mig derfor tilbage fra festlighederne og gik mine egne veje.
På Gili Air Island, hvor jeg befandt mig, var det dog ikke helt så nemt, som jeg havde troet at finde ensomme pletter, hvor man kunne falde i et med himlen og tænke alle de tanker, man havde brug for at tænke.
Der var fyldt med mennesker, og selvom øen var smuk, tropeagtig og spøjs på den gode måde, er jeg desværre nok lidt skuffet over manglen på ro.
En ro som jeg lige pludselig kunne mærke, at jeg havde stærkt brug for.

Jeg fandt dog heldigvis noget ro bare ved at være mig selv, og roen gav mig tid til at mærke efter og fordøje alle de mange indtryk, der er skyllet ind over mig de sidste par uger. Og det gav mig også tid til at føle savnet og mærke smerten, der ind imellem solbadning, læsning og svømmeture tittede frem og skar lidt i mig.

For jeg savner ham. Den Lyshårede Fodboldfyr. Det er et savn, der slet ikke er som jeg havde forestillet mig, og så alligevel er det.
Det er der ikke hele tiden, det hænger ikke over mig som en tung dyne og tynger mig ned og gør det umuligt at nyde mit eventyr, men det er der og selvom det ikke fylder ligeså meget, som jeg havde troet det ville, så er det akkurat ligeså sorgfyldt, som jeg havde regnet med det ville være.
Det er nemlig ikke bare et savn – Et savn er ofte noget, der er til at holde ud, fordi man ved, at man snart ser hinanden igen – det her er en sorg, en sorg der er næsten ligeså tung, som når en man har kær dør.
For vi er begge døde. Vi har forladt den verden, vi havde skabt sammen, og nu kan jeg langt om længe mærke, at vi aldrig kommer til at vende tilbage til den igen.

lonly solnedgang

Dag 56 – Solnedgangtid er alenetid

Det var dog ikke kun min alenetid, der fik sat erkendelsesrullen i gang.
På vej til Gili Air Island mødte jeg en spøjs tysk pige, som efter et bad breakup var taget til Indonesien for at deltage i et ti-dages meditations-retreat, som blandt andet indebar en meditationstid på 11 timer om dagen, ingen kommunikation med andre og blot to små måltider om dagen.
Hun strålede rimelig meget, da hun fortalte om det, og i løbet af min og hendes første dag på Gili Air fik vi talt en del om de der kærester, og om hvor ondt det kan gøre og hvordan det derfor er så vigtigt først og fremmest at være god mod sig selv, før man på ordentlig vis kan gå ind i et nyt forhold.

Vi lå i skvulpede rundt i det lave vand på en af øens mange strande og blev enige om, at selvom det er svært og hårdt og ondt er det nok meget normalt, at man i vores alder går fra kærester, man ellers havde troet skulle være den, man skulle giftes med. For det er sjældent at man som helt unge udvikler sig i samme retning og lige pludselig står man et helt andet sted end, hvor den anden står.

På et tidspunkt spurgte hun mig, hvad jeg ville ændre ved Den Lyshårede Fodboldfyr, hvis jeg kunne. Jeg tænkte længe over det. Først fløj der billeder af stakkevis af uvaskede tallerkner, som han var ualmindelig god til at udskyde at gøre noget ved, i gennem hovedet på mig og dernæst ideer om, hvor anderledes vores forhold ville have været, hvis han var typen, der sprang op af sofaen og sagde; Lad os pakke kufferten og tage et sted hen, sammen!
Alt det kunne være gode ændringer, tænkte jeg. Men det ville ikke betyde noget eller gøre noget ved, at vi i sidste ende alligevel ville blive nødt til at forlade hinanden.
Så jeg svarede; ”Jeg ville få ham til at elske mig mere. Få ham til at elske mig ligeså højt, som jeg elsker ham.” Og hun nikkede som om hun engang selv havde tænkt det samme.

kat

Dag 55 – Min første samtalepartner i to dage

Jeg er nu ikke i tvivl om, at Den Lyshårede Fodboldfyr elsker mig. En gang var jeg fuld af tvivl, uro og længsel, men i dag er jeg sikker på, at han elsker mig.
Og det er rart og betryggende og smukt at vide, at han er derude og føler lige præcis det for mig. At jeg er en af de få, der har fået en plads i hans ellers godt beskyttede hjerte. Men jeg ved også, at han ikke elsker mig nok.
Om grunden er, at jeg bare ikke er the one eller om han har pakket sit hjerte så godt ind i bobleplast, at hverken hans og min kærlighed ikke kan nå derind, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det til sidst blev for svært for mig at blive hos en, som jeg vidste ikke var parat til at kaste alt, hvad han havde i hænderne for ikke at miste mig.

Og selvom jeg både før og lige siden min afrejse har været fuld af tvivl, ved jeg efterhånden, at det er det rigtige. Og jeg ved, at jeg må bære sorgen og savnet og den angst det hele medfører med mig og lade det overvælde mig og få mig helt ned i knæ. Jeg må lade mig selv føle det hele, og først derefter kan jeg endeligt lukke døren til vores verden og pakke nøglen væk

både

Dag 54 – Man tænker bedst, mens solen går ned.