Fortællingen om at blive stående på trods af frygten for knuste hjerter

I to år har jeg lukket mit hjerte inde bag en tyk mur. I det sidste halve års tid har jeg dog forsøgt at lukke lidt mere op. Lidt efter lidt. At se efter godheden i mændende omkring mig. At tro på, at der faktisk findes kærlighed, som ikke ødelægger en. Og nu er det som om, at jeg ikke længere har ligeså meget lyst til at løbe skrigende bort ved tanken om, at skulle lukke nogen ind, som jeg ellers har haft. Trangen er der stadig, bevares. Undskyldningerne for at lade være er mange og den del af mig selv, der forsøger at passe på, at mit hjerte ikke bliver kørt igennem kødhakkeren endnu engang er måske næsten blevet endnu mere aktiv end den har været før. For lige pludselig er der nogen. En der måske er noget. Eller i hvert fald en, som jeg har lyst til at finde ud af om er noget.

Og fordi det ikke er så ligetil som man kunne ønske med Ham Der Nogen, er der ifølge min indre hjertevogter også endnu flere grunde til at lade være. Til at droppe det. Til at finde en anden. Til at sige “Glem det, jeg mente det ikke. Det er ligemeget”.

Men jeg har ikke lyst til at glemme det. Og det er ikke ligemeget. Jeg ved stadig ikke, hvad det er. Om der overhovedet er noget. Om det bare er mig, der ser noget, fordi der var en, der sagde, at der måske var noget at se. Men jeg ved, at jeg smiler lidt mere for tiden. Jeg ved, at jeg er nysgerrig og spændt over, at der endelig sker et eller andet på den front og på, hvad der måske kunne ske senere. Jeg ved, at jeg bliver glad, når han siger noget sødt, og at jeg har lyst til at sige noget sødt tilbage.

Og jeg ved, at jeg har lyst til at blive stående. Også selvom det letteste ville være at løbe væk.

Fortællingen om stadig at være lidt maltrakteret på grund af Fodboldfyren

Sidste år på denne tid var helt ubeskrivelig hård, fantastisk, grådfyldt, empowering og indsigtsfuld.

Det var nemlig på denne tid sidste år, at alle Fodboldfyrens skeletter væltede ud af af skabene og fik mig til at indse og forstå, hvilken mand det egentlig var, jeg havde været sammen med i fem år og elsket i seks.

Der er sket meget siden da. Og så alligevel ikke. Jeg er stadig vred. Ikke ligeså meget, som jeg var i starten, men stemmen der nogle gange afbryder min tankestrøm og iskoldt siger; Jeg håber bare du dør, Xx, den popper stadig op engang imellem.

Min umættelige retfærdighedsfølelse har dog efterhånden lagt sig og har indset, at den eneste og mest sande form for retfærdighed, som jeg kan få i alt det her er at leve videre og at leve godt. Så det prøver jeg på, så godt jeg kan.

Det er dog nogle gange svært. For selvom sandheden mest af alt har gjort mig stærk og fået mig til at forstå, hvor mange ting, jeg har troet på om mig selv, som i virkeligheden slet ikke var rigtige, så sidder nogle af de ting stadig virkelig dybt i mig.

Jeg kan stadig mærke hans ord.

Du er skør. Du er dum. Du er sindssyg. Du er uelskelig. Du er fed. Du er forkert. Du er usexet. Du er for meget. Du er for lidt. 

Og selvom jeg godt ved, at intet af det er sandt, tror min hjerne og mit hjerte nogle gange stadig, at det er.

Især når det kommer til det modsatte køn.

Jeg er stadig hunderæd for at date. Ikke ligeså fandens, fucking angst som jeg indså, at jeg var i sommer, slet ikke. Men min tro på mig selv på det her punkt er så lille, at jeg uden at indse det afviser alle, fordi jeg tror de allerede har afvist mig.

Og det gør mig så frygtelig ked af det.

I lang tid efter vi slog op, både før og efter jeg fandt ud af sandheden, var jeg glad for bare at være alene. Jeg havde brug for rum og tid til at finde mine ben og lære, hvem jeg var uden en kæreste. Det var første gang i 12 år, at jeg ikke havde en plus-one, og jeg elskede det og havde brug for at det varede ved.

Men nu, nu vil jeg faktisk gerne have en ved min side. En at grine med. En at ligge i ske med. En at lave mad med. En at gå på museum med. En at rejse med. En at kramme med.

Jeg vil gerne have en at elske. Og en, der elsker mig.

Og selvom jeg ikke går og piner efter en kæreste, for jeg har det dejligt og godt i det liv, jeg har fået bygget op post breakup, så ligger ønsket alligevel som en grundsten i mig nu. Desværre ligger det lige ved siden af skammen, sorgen og frygten.

Skammen over at være “sådan en, der lod sig trampe på”.

Sorgen over at have spildt så mange af mine år og sorgen over, at al den kærlighed jeg gav ikke blev givet til en, der brugte den til noget godt.

Frygten for at noget af det han sagde alligevel er sandt. At jeg er uelskelig. Og frygten for, at der slet ikke findes nogen derude til mig.

Jeg er dog alligvel for det meste optimistisk. Jeg tror på mig selv. Og jeg tror på kærligheden. Og allerede for noget tid siden mærkede jeg mit hjerte mærke noget. For første gang i to år, flaksede det derinde i mit bryst. Det gibbede en lille smule, en sommerfugl fløj forbi og et fjoget smil klistrede sig fast i mit ansigt.

Og det tager jeg som et tegn. Ikke nødvendigvis et tegn på, at ham der fik mit hjerte til at mærke noget er ham, der skal få det til at åbne sig helt op igen. Nej, jeg tager det bare som et lille subtilt tegn på, at jeg er ved at være klar. Trods skammen, sorgen og frygten er jeg ved at være der, hvor jeg kan se bort fra alle de ar mit hjerte har fået og alligevel vise det frem, når der kommer en forbi, som får det til at gibbe lidt.

Det håber jeg i hvert fald.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om At Stoppe Med At Stresse Over Kærligheden Og At Indse At Mit Hjerte Først Er Blevet Single Nu

Igår var jeg forbi min gamle psykolog, som jeg havde, da jeg gik i TUBA. Et virkelig godt sted, hvis man som jeg har en alkoholisk forælder. Jeg var egentlig stoppet hos hende, men efter al balladen med Fodboldfyren følte jeg, at det nok ville være en god ide lige at få vendt det hele med en, som ikke råber “Det fede svin!”, når jeg nævner hans navn. (Ikke at jeg ikke sætter pris på de mange øgenavne, mine veninder har været så elskværdige at give ham)

Og det var virkelig rart at tale med hende igen. Hun fik nemlig for alvor lagt mine bekymringer ned om, at jeg helt automatisk vil ende som en psykojaloux- og mistroisk kæreste, når jeg en dag møder en ny fyr. Hun forsikrede mig nemlig om, at hvis jeg bare ret hurtigt får fortalt hovedpointerne i min historie, og derefter ikke gemmer det væk eller prøve at skjule det, når min usikkerhed helt sikkert vil begynde at rive i mig, så skal det nok komme til at gå. Og at jeg altså ikke vil ende med aldrig at kunne stole på nogen igen.

Det vigtigste hun sagde handlede dog ikke om det, men om at jeg i hele det år, der er gået siden jeg kom hjem fra Asien og for alvor gik fra Fodboldfyren og til nu, nok ikke sådan helt rigtigt og med hele hjertet har været single. Og det har hun sandsynligvis ret i. Det har taget vildt lang tid, fordi vi jo blev ved med at se hinanden og være venner, og derfor er det først nu, hvor jeg for alvor har smidt ham ud i kulden og ud af mit liv, at jeg er helt alene. Mit hjerte er helet nu. Det fik lige et ordentligt slag her i slutningen af året, men der var det allerede blevet så stærkt og jeg var allerede så meget på vej videre, at slaget bare gjorde hjertet endnu stærkere. Men det har taget et år og lidt til, før jeg kunne gøre mig helt fri af ham.

Og det, at jeg først nu sådan for alvor ikke er en del af ham længere, har nok også haft betydning for min nærmest ikke eksisterende lyst og overskud til at give mig i kast med kærligheden igen. Jeg har ikke været åben, i hvert fald ikke nok, for jeg elskede stadig en anden. Også selvom den anden ikke var en, jeg ville være sammen med.

Hendes ord hjalp gevaldigt på den følelse jeg har gået med, der siger til mig, at jeg er langsom. At jeg burde have fundet en nu eller i hvert fald, at jeg burde have været tættere på det. Og det hjalp især, da hun efterfølgende sagde, at hun synes, jeg skulle give mig selv fri. Fri fra tanken om, hvad jeg burde og ikke burde gøre i forhold til kærligheden. De tanker fylder, på trods af min overbevisning om, at jeg egentlig har det ganske rart og dejligt alene, alligevel en del. En langt større del, end jeg har villet indrømme. For som jeg sagde til hende, så har jeg jo egentlig ikke rigtig lyst. Eller altså jo, hvis der tropper en dejlig mand op og viser mig interesse, så siger jeg næppe nej. Men jeg har virkelig, hverken lyst eller føler behov for selv at gå ud og lede efter ham. Og den mangel har jeg haft lidt svært ved at forlige mig med. For hvad nu, hvis jeg ved at have det sådan lukker alle potientielle mænd ude, uden at vide det? Hvad hvis jeg så aldrig møder en? Og burde jeg ikke også gå lidt mere hardcore i gang med søgningen efter Manden i Mit Liv, når nu der nu kun er 2,5 år til jeg fylder 30?

Men nej. Det skal jeg ikke, sagde hun. Jeg skal bare være. Være i mig selv og i mit liv. Jeg skal bare være single med alt, hvad det indebærer. Og så skal jeg mærke efter. Mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad der gør mig glad. Hvad der gør mig tryg, men uden at holde fast i trygheden, hvis det i sidste ende er den, der holder mig tilbage fra at give mig hen til en, der står og gerne vil. Vil mig.

Tak. ❤

Dag 167, år 2 – Og indtil da køber jeg gladeligt blomster helt til mig selv.