Fortællingen om at opdage, at man er blevet en bitterfisse

Her på det sidste har jeg simplethen været i så dårligt humør. Ikke hele tiden, men ofte. Jeg har både været sur, irriteret, ked af det og bare sådan generel ynkværdig. Jeg har ligget på sofaen og spist chips, mens jeg har råbt af fjernsynet. Jeg er gået i seng med ondt i maven og ondt i sjælen over noget, jeg ikke helt kunne placere. Jeg har sovet elendigt. Og jeg har følt, at det hele da også snart kunne være ligemeget. Bare rolig, ikke på Jeg-vil- ikke-leve-mere-måden, men på Jeg-giver-op-og-gør-chips-og-dip-til-en-fast-del-af-min-kostpyramide-måden.

Og det var først, da jeg fik lyst til at dyppe min venindes hoved ned i hendes egen kødsovs, fordi hun skubbede et billede af sin kæreste op i mit ansigt og udbrød “ER HAN IKKE SØD?!”, at jeg indså, at jeg nok måske rent faktisk havde fået mig et lille problem.

Jeg er blevet en bitterfisse. 

Og det siger jeg, selvom jeg altså står fast ved at det ligegyldigt, hvilken tilstand eller humør man er i, er en ret så irriterende ting at gøre. For helt ærligt, det er jo din kæreste. Lad seriøst være med at spørge mig, hvordan jeg synes han ser ud. Det kan kun blive akavet.

Men udover det, så jo. Jeg er blevet en bitterfisse, der synes alt mere eller mindre er irriterende, og som i mine ekstra svage øjeblikke bliver reduceret til et kynisk og sortseende menneske.

Er du forelsket, siger du? Ja, jeg giver jer et år. Maks to! 

Er du blevet forfremmet? Fedt. Så får du da i det mindste en større fratrædelsesordning, når du en gang bliver fyret. 

Har han kysset med en anden? Åh, buhu! Luk røven. Min eks havde tre andre kærester. 

Skal I til Thailand? Nå, pas på, der ikke er nogen, der putter noget narko i jeres kufferter, ikk? 

Er du gravid? Fedt, endnu flere børn til denne dødsdømte planet. 

Okay, jeg har selvfølgelig ikke sagt de ting der. Bortset fra nummer tre engang, jeg var fuld. Men hvis man kunne tegne et humør med sætninger, så ville ovenstående vise mit. Og det betyder ikke, at jeg slet ikke har været glad og har grint, følt glæde, håb eller kærlighed de sidste par uger. (Heldigvis) Det betyder bare, at jeg generelt ikke er særlig meget i hopla og også ret let giver op og lægger mig ned for at glo surt op i loftet.

Men jeg ved ikke rigtig, hvad det er.

Måske er det følelsen af overvældelse, tvivl og frygt, når jeg kommer i tanke om, hvad det er jeg har rodet mig ud i karrieremæssigt.

Måske er det følelsen af ikke at være god nok.

Måske er det, det at se alle mine veninder være på vej sikkert i mål med deres liv og karriere, mens jeg sidder på sidelinjen og tæller mønterne, jeg har fundet i min sofa og alle de kondomer jeg har, men ikke bruger til noget.

Måske er det tanken om, at der ikke findes nogen derude, der kan elske mig og alt mit lort. Og at jeg desuden alligevel hverken ved, hvor jeg skulle lede, hvis der var en eller hvordan jeg skulle kunne lade ham elske mig. Eller mig ham.

Måske er det fordi, sommeren er gået og den næsten ikke var her, og der nu forude venter kulde, gråvejr og mørke.

Måske er det, fordi jeg synes tiden smutter fra mig. Går alt for hurtigt og, at det gør mig bange for at vågne op i morgen, og så pludselig være 35 uden at have opdaget det og uden at have fuldt med.

Måske er det det hele pakket ind i hinanden.

Men uanset så nytter det ikke noget. For ligeså meget som jeg tror på, at man må og skal give plads til det man føler, når man føler det, at man skal lære at kunne rumme det triste, det svære og det lortede, ligeså godt ved jeg også, at man trods alt ikke skal svælge i det, som var det mayo på en tømmermandsdag. En lille smule svælgen skal der være plads til. En lille smule råben. En lille smule græden ned i puden. Og en lille smule hemmelig nutellaspisning. Men det må ikke blive permanent. Det må ikke blive det, man tror kommer til at være ens tilstand resten af livet. For det kommer det ikke til, det ved jeg heldigvis godt.

Så derfor sætter jeg fra i dag af en stopper for selvmedlidenhed og rødvin og råben. For selvom hende Bitterfissen kan være meget sjov engang imellem, gider jeg altså ikke at have hende med rundt hele tiden. Det er hun simpelthen for tung til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om fucking bare gerne at ville kunne hænge hylder op selv

For nogle uger siden ringede en frustreret Louise til mig. Hun havde lige været i Silvan og var kommet afsted med to forkerte hængsler. Hun var sur og irriteret og spyttede ordene ud. Sagde at hun var så pisse træt af ikke at kunne finde ud af noget og hele tiden at have brug for hjælp. Jeg råbte amen og fortalte om mit to meter høje og 11 tons tunge køleskab fra start 90’erne, der vist nok var begyndt at synge på sidste vers og om min fuldstændige opgivenhed omkring, hvordan jeg dog skulle få det skide monstrum ned fra fjerde sal. Og kørt væk på en trailer.

Vi bandede frem og tilbage over vores spagettiarme og manglende forståelse for boremaskiner, lige linjer og rawplugs. Og jeg bander egentlig stadig lidt her knap tre uger efter. For seriøst, det er jo SÅ nederen ikke at kunne finde ud af en skid, når det kommer til praktiske ting. Og med det mener jeg, at jeg er stolt, når jeg har kravlet op på en stige for at skifte en elpære. Og er kommet uskadt ned igen.

For det meste gør det jo ikke rigtig så meget ikke at kunne finde ud af at sætte hylder op, ikke at kunne identificere en stjerneskruetrækker og ikke at kunne finde ud af at køre andet end absolut ligeud med en trailer bag på bilen. Men når det så gør noget, så gør det virkelig meget. Lige nu har jeg for eksempel cirka 120 ting, jeg gerne vil have banket op i mine vægge derhjemme, men som bare står og glor dumt på mig. (Og som sagt et svigtende køleskab, der brummer ondt) Jeg har også en boremaskine og en fin værktøjskasse, men det eneste jeg kan finde ud af at bruge er hammeren. Og når jeg står der og ikke aner, hvor jeg skal kigge hen eller hvad jeg skal kigge på for at finde ud af, om der er noget, der er gået i stykker eller for at beslutte, hvor skabet skal hænge, så føler jeg mig så ualmindeligt hjælpeløs. Og der er virkelig ikke noget værre. For jeg vil altså faktisk virkelig gerne kunne klare det selv. Jeg er bare, som jeg engang sagde til min sløjdlærer som forklaring på, hvorfor jeg endnu ikke havde færdiggjort det smykkeskrin, vi skulle lave; træblind. Og nok også maskinblind. Gardinophængningsblind. Og vaterpasblind.

Og jo, jeg kan sagtens spørge om hjælp. Jeg har bare snart ikke tal på, hvor mange gange min søde papfar har været forbi for at sætte hylder op, fixe toiletbrættet, hænge lamper op, tætne vinduet, male loftet og sætte tapet op. Og jeg tænker, at der alligevel snart må være grænser for galskaben. Så derfor må jeg altså få lært de der ting. I hvert fald det med boremaskinen. Det med køleskabet (og egentlig også vaskemaskinen, der lækker lidt) det må jeg nok blive nødt til at kunne holde ud at bede om hjælp til.

Jeg ville sgu bare så gerne kunne gøre det selv. Ligesom Pippi. Hun kan alt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook