Fortællingen om at blive stående på trods af frygten for knuste hjerter

I to år har jeg lukket mit hjerte inde bag en tyk mur. I det sidste halve års tid har jeg dog forsøgt at lukke lidt mere op. Lidt efter lidt. At se efter godheden i mændende omkring mig. At tro på, at der faktisk findes kærlighed, som ikke ødelægger en. Og nu er det som om, at jeg ikke længere har ligeså meget lyst til at løbe skrigende bort ved tanken om, at skulle lukke nogen ind, som jeg ellers har haft. Trangen er der stadig, bevares. Undskyldningerne for at lade være er mange og den del af mig selv, der forsøger at passe på, at mit hjerte ikke bliver kørt igennem kødhakkeren endnu engang er måske næsten blevet endnu mere aktiv end den har været før. For lige pludselig er der nogen. En der måske er noget. Eller i hvert fald en, som jeg har lyst til at finde ud af om er noget.

Og fordi det ikke er så ligetil som man kunne ønske med Ham Der Nogen, er der ifølge min indre hjertevogter også endnu flere grunde til at lade være. Til at droppe det. Til at finde en anden. Til at sige “Glem det, jeg mente det ikke. Det er ligemeget”.

Men jeg har ikke lyst til at glemme det. Og det er ikke ligemeget. Jeg ved stadig ikke, hvad det er. Om der overhovedet er noget. Om det bare er mig, der ser noget, fordi der var en, der sagde, at der måske var noget at se. Men jeg ved, at jeg smiler lidt mere for tiden. Jeg ved, at jeg er nysgerrig og spændt over, at der endelig sker et eller andet på den front og på, hvad der måske kunne ske senere. Jeg ved, at jeg bliver glad, når han siger noget sødt, og at jeg har lyst til at sige noget sødt tilbage.

Og jeg ved, at jeg har lyst til at blive stående. Også selvom det letteste ville være at løbe væk.

Fortællingen om at være blevet bange for at date

Det er nu snart to år siden, at jeg tog mine ting og gik op i et fly til Hong Kong og dermed sagde farvel og tak til Fodboldfyren. Og til december er det et år siden, at alt faldt sammen omkring mig og alt med ét blev både tungere og mørkere og klarere og lysere. Jeg fandt ud af, hvad vores forhold virkelig var for ham, og fandt ud af, at alt det jeg havde troet var ægte og virkeligt, slet ikke var det.

På mange måder føles det som om, vi har slået op to gange, som jeg vist har også har skrevet før. Og selvom den anden gang var langt mindre tårevædet og fyldt med savn, er det alligevel den, der har slået mig allermest ned. Det er nemlig den, der for alvor har revet mit hjerte midt over, krøllet det sammen og smidt det væk, som var det en ligegyldig, vissen blomst. Det er den, der har slukket alt håbet i mig, det er den, der har gjort mig bange.

Det at vide, at Fodboldfyren bedrog mig så voldsomt, at jeg kunne falde for det gang på gang, at jeg ikke kunne se det, men især det at han igennem hele vores forhold ofte satte mig i en situationer, hvor den gennemgående følelse hos mig var “Nu dør jeg, jeg kan ikke mere” – har gjort, at jeg ikke tør noget som helst længere. For jeg vil ikke føle det igen.

Da jeg var i Grækenland, sad mine veninder og jeg en aften på en bar. Helt lækre og klar til drinks, sjov and what not, sad vi der og kiggede ud over havnen i Parga. Det tegnede til at blive en god aften, men da Bedsteveninden og Verdens Bedste Anne pegede over på en gruppe fyre på den anden side af baren, og spurgte om det ikke var noget, blev jeg helt kold inden i. Lige pludselig råbte alt inde i mig nej. Og så gik jeg. Jeg lod mine veninder blive tilbage i baren, og gik selv hele vejen op af bjerget og ned ad den anden side for at komme væk og tilbage til vores hotel. Og hele vejen ned græd jeg.

Det tog dog noget tid for mig rent faktisk at se lyset og forstå, hvorfor jeg var stukket af. Og hvorfor jeg havde grædt. Først sagde jeg til mig selv, at det blot var min introverte side, der havde brug for lidt space, og derfor ikke ville med i byen. Men langsomt gik det alligevel op for mig, at jeg jo rent faktisk ikke bare var gået hjem. Jeg var flygtet. Fordi jeg var bange.

Og sådan har jeg det mere eller mindre stadig. Jeg er pisse bange for at åbne mit hjerte, og kan faktisk slet ikke forestille mig, hvordan det dog skulle kunne ske. Jeg bliver overmandet af træthed og ugidelighed, som jeg nu har luret er en klar forsvarsmekanisme, når talen falder på dating, mænd og tinder. Og jeg har mere eller mindre overbevist mig selv om, at der jo alligvel ikke er nogen mænd, der ville synes, at jeg var nice nok til at blive forelsket i.

Og alt det ville måske ikke være lige så slemt, hvis ikke det var fordi, jeg efterhånden faktisk godt vil have en kæreste.  I de sidste to år har lysten ikke rigtig været der. Jeg har nydt at være alene. At finde mine egne ben i al det her rod, der har været mit sidste parforhold. Jeg har elsket at være fri, (og elsker det stadig) og jeg har slet ikke haft behovet for den romantiske kærlighed. Men nu er det der, og det hiver det i mig. Nu vil jeg faktisk gerne.

Jeg tør bare ikke. Jeg har fået mig selv overbevist om, at det uundgåeligt vil ske igen. At jeg er uelskelig. Og at følelsen – “Nu dør jeg, jeg kan ikke mere” – den endnu engang vil overmande mig. Og så er det jo nemmere bare at lade helt være. At købe en kat og så ligesom bare sige, at det var det. Også selvom alt indeni mig skriger på rigtig kærlighed. Også selvom jeg godt ved, hvis jeg bruger min logiske sans, at jeg er et fantastisk menneske. At jeg er klog, smuk, dejlig, sjov, empatisk og helt og aldeles lovable.

Det er bare som om den sans meget tit bliver overdøvet af noget, der råber højere. Og indtil forleden var jeg ikke sikker på, hvad det var, der blev råbt. Men nu ved jeg det.

“Du finder aldrig ægte kærlighed. Du vil altid blive såret. Og derfor kan du ligeså godt lade være”. 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om At Have Det Fantastisk Og Frygteligt På Samme Tid 

Det er en underlig følelse. Følelsen af at have det fantastisk og frygteligt på samme tid. Egentlig er det forkert at kalde det én følelse, for det er jo to forskellige følelser, og de sidder ikke i kroppen på samme tid. Faktisk overhovedet ikke. Men det er et underligt fænomen. At man på den ene side kan være nærmest lykkelig, være glad, stolt og føle sig elsket, og på den anden side være ved at knække midt over.

Jeg taler selvfølgelig om den tristhed, der er ved at erstatte min vrede mod Fodboldfyren. Vreden er der stadig, popper op en gang imellem og siger hej og udtænker små og onde hævnplaner, som den godt ved aldrig vil blive ført ud i livet. Men tristheden fylder helt klart mest nu. Den sidder lige ved siden af lykken over, hvordan jeg har fået bygget mit liv op, hvordan jeg har stykket det sammen og fyldt det med mennesker og oplevelser som jeg elsker. Lykken fylder helt klart mest, heldigvis. Men tristheden er med mig næsten hver eneste dag også.

Den er der, når jeg går igennem mit barndomskvarter og mine skuldre bliver stive, når jeg tænker på, hvad der vil ske, hvis jeg støder ind i hans forældre eller ham. Den er der, når jeg fortæller en historie og hans navn dukker op, fordi han efter seks års parforhold ofte er en del af dem, både på den gode og den dårlige måde. Den er der, når min tankestrøm pludselig bliver afbrudt af et ondt minde eller endnu en realisation om, at han nok også har løjet om det og det og det. Den er der, når jeg ser en sød fyr og stivner fuldstændig og allermest har lyst til at løbe min vej af bar skræk, hvis han smiler til mig.

Men for det meste har jeg det godt. For det meste smiler, elsker, griner og nyder jeg livet. Men jeg føler mig også uendeligt alene, låst fast af fortiden og helt og aldeles uelskelig. Også selvom jeg godt ved, at jeg er ingen af delene.

Det er som om, jeg nogle gange står foran et kæmpestort og glat isbjerg, som jeg allerede er faldet ned af tusind gange, men som jeg ved, at jeg skal opad og henover den anden side igen, hvis jeg vil hjem. Og jeg er træt nu. Jeg orker næsten ikke at prøve at gå opad det en gang til. Jeg orker næsten ikke at falde og slå mig mere. Jeg orker næsten ikke at kravle op og vende mig rundt og se på, hvor jeg kom fra, se på alt det, der gjorde ondt og som har fået mig til at føle, som jeg føler nu.

Så jeg prøver at huske på alt det gode. Alt det fantastiske jeg også har, så jeg ikke skal tænke på alt det fantastiske, som jeg går glip af, hvis jeg ikke kommer op over bjerget. Alt det som venter på mig, de ting, mennesker, følelser og oplevelser, som jeg ikke kan være en del af nu, hvor mit hjerte er forseglet og min frygt kæmpestor. Jeg tænker, at jeg da godt kan bo her ved isbjergets begyndelse og have det godt. Have det fint. Jeg behøver ikke at se min frygt i øjnene, hvis jeg ikke orker, hvis jeg ikke har lyst. Jeg kan sagtens være lykkelig med et hjerte, der kun kan åbnes halvt.

Det siger jeg til mig selv. Også selvom jeg godt ved, at jeg lyver.

Dag 357, år 2 

Fortællingen om At Være Ensom i Et Hav Af Venner

Jeg håber, det er muligt at skrive det her indlæg uden at lyde som en stor whiny brokkerøv. For det er virkelig ikke det, jeg vil. Eller synes, jeg er. Og jeg har da også overvejet slet ikke skrive noget. Men så igen, hvad fanden skal man ellers bruge sin blog til, hvis altså ikke man er sådan en, der finder det vigtigt at fortælle verden, hvilke par strømper, man har valgt at tage på i dag. (Av, nu kom jeg vist alligevel til at lyde….bitchy)

Så nu fortæller jeg det. Og håber samtidig, at folk forstår, at det ikke er en anklage, brok eller surhed. For det er det ikke. Jeg tror egentlig mest det er frygt og gamle sår. Blandet med en lille smule tristhed. Okay, lidt mere end en lille smule.

Jeg har ingen planer i weekenden. Eller det er løgn. Jeg skal spise brunch med min sødeste Anna på søndag, men indtil da skal jeg ingenting. For alle mine veninder er optagede. Og da jeg fandt ud af det igår, efter en ellers dejlig formiddag med et tandlægebesøg, der viste ingen huller og frokost med Bedsteveninden, så blev jeg først trist og derefter tvær. Og måske også lidt skuffet.

Selvfølgelig er det ikke nogens skyld, og man kunne da også argumentere for, at jeg kunne have været ude i bedre tid, og at mine veninder og venner jo altså ikke er ansvarlige for, at jeg har noget at lave i weekenden. Så det gjorde jeg. Altså argumenterede. Men følelserne blev alligevel siddende. Ja, faktisk voksede de sig større og satte sig endnu bedre fast, indtil jeg endte med at råbe af min ovn, fordi den blæste varm damp i hovedet på mig, da jeg åbnede lågen for at tage den pizza ud, jeg aggressivt havde klasket sammen.

Og så måtte jeg lige sætte mig ned og tale lidt med mig selv. For at finde ud af, hvorfor det gik mig sådan på. Og hvorfor det i dag stadig svier lidt. Det var ikke let, for det hele føltes blandet sammen i en stor pærevælling af nederenhed, men der var alligevel en sætning, der blev ved at skille sig ud og dukke op.

Det er altid mig, der spørger. 

Det er det nu ikke. Hvis jeg skal være ærlig. Der er masser af gange, hvor jeg er den, der bliver spurgt. Og jeg nærer slet ingen tvivl om, at mine veninder vil mig. Men jeg tror dog alligevel, at jeg “vinder”, hvis der nogensinde er nogen, der laver et regnskab over, hvem der tager mest initiativ. Og det gør lidt ondt. Og sender mig samtidig direkte tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt mig udenfor og forkert. Og hvor jeg ikke måtte være med. Hvilket egentlig førte mig direkte videre til den næste gennemgående følelse – frygt.

Dag 266, år 2 – Alene

Jeg er bange for at miste. Jeg er bange for, at alt det jeg har kæmpet for at opbygge og al den kærlighed – som jeg gerne indrømmer, at jeg er dybt afhængig af, fordi det er den eneste, udover min families, som jeg har – vil forsvinde. For så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid følt mig lidt alene. Lidt forkert. Lidt på kanten. Men i løbet af det sidste halvandet år, har jeg følt mig mere rigtig end, jeg nogensinde har følt mig før. Jeg har følt, at jeg hører til. At dem jeg holder af og elsker, elsker og holder af mig, fordi jeg er, som jeg er. Jeg har følt mig langt væk fra kanten, og meget mere midt i midten. Og der vil jeg gerne blive ved med at være. Men jeg ved også, at det kommer jeg ikke til. Livet i 20’erne er flygtigt. Det er en tid fuld af forandring, og det liv man lever i dag er ikke nødvendigvis det liv, man lever i morgen. Det er både det, der gør 20’erne til noget af det mest fantastiske, men også til noget af det sværeste. For jeg ved god, at mine venskaber ikke kommer til at blive ved med at være, som de er nu. Og selvom jeg synes, jeg udvikler mig, endelig har fundet min rette hylde og er på vej hen et sted, så føles det alligevel som om mine veninder bevæger sig lidt hurtigere end mig. Og det gør det nogle gang lidt svært at trække vejret. For hvad hvis de alle sammen bevæger sig for langt væk?

Det hele er stadig lidt rodet. Og det er jo, som I kan se, heller ikke bare en ting, der fik mig til at råbe af ovnen. Det er både fortidsshit, nutidsshit og fremtidsshit. Og der er nok egentlig ikke rigtig så meget at gøre ved det andet end at trække vejret ned i maven, give mine tanker plads og lytte til mig selv. Det er dog bare lidt svært, når en anden insisterende stemme bliver ved med at råbe op.

Nogle gange kunne det bare være rart, hvis jeg ikke altid selv skulle sørge for, at jeg har planer for weekenden. 

Men det er nok utopi. Og nok utopi for de fleste. Medmindre du er en af de der bloggere, der viser deres sokker frem, måske.