Fortællingen om At Sige Farvel Til Den Lyshårede Fodboldfyr

Såeh, det der med, at jeg sagde, at det gik helt fint og, at det bare var super fedt at kunne hænge ud med sin ex og se Game Of Thrones, ikk? Det tager jeg lidt i mig igen.
Eller altså, det har været super fedt, men det er det ikke rigtig længere. Ikke at der som sådan er sket noget ufedt eller noget, der ikke måtte ske, men henover den sidste måneds tid har jeg kunnet mærke, at det ikke gav mig det, det før har gjort. Snarere tværtimod. Lige pludselig holdt det at se Den Lyshårede Fodboldfyr op med at gøre det nemmere, at vi havde slået op, og gjorde det i stedet sværere. Jeg begyndte ikke at få ondt i maven, være i tvivl eller at savne, når han gik, men følelsen af at blive holdt tilbage tog mere og mere til, for hver gang vi sås.

Jeg mærkede det især, da jeg kom hjem fra USA, hvor jeg nærmest ikke havde snakket med ham i tre uger, og jo slet ikke set ham. Der var sådan en underlig ro inden i mig, og en anden slags opmærksomhed mod verden omkring mig, der med det samme han ringede og spurgte, hvordan min tur var gået, blev ødelagt. Først embracede jeg tanken om, at det måske var en meget god ide ikke at ses og snakke med ham, i hvert i noget tid, men så droppede jeg den. Vi hang ud igen, og det var rart og hyggeligt, men da han gik føltes det helt forkert. Altså ikke at han gik, men at vi havde sets. Det var bare ikke rigtigt længere. Jeg kan ikke rigtig forklare helt præcis, hvad det er, der har ændret sig. Andet end, at jeg har ændret mig, og gerne vil ændre mig endnu mere. Og det kan jeg ikke rigtig med ham i mit liv.

Dag 30, år 2 – Fri som fuglen?

Jeg troede, at det eneste, der vigtigt, hvis vi skulle kunne forblive venner var, at der ikke er nogen af os, der prøver at få den anden tilbage, og at der ikke er nogen af os, der er i tvivl om, at det var det rigtige at slå op. Men det er det ikke. I hvert fald ikke længere. For når han sidder der i min sofa i den lejlighed, vi boede i sammen og smiler, når vi joker og griner til tårerne triller, når vi giver lange goddag- og farvelkram, så er der noget, der river i mig. Og i ham. Hjertet bliver trukket lidt i, og den tryghed, varme og kærlighed, som der var rammer os lige i ansigtet. Og så kan man altså ikke komme videre. Og så kan man altså ikke være venner.

Derfor brugte jeg naturligvis de næste to uger efter denne realisation på at være en kylling og ikke sige til ham, at vi skulle stoppe med at ses. Man er vel voksen og fornuftig. Men så sidste søndag blev jeg nødt til at spytte det ud, få det sagt, gøre ham ked af det. Og det var svært. Han forstod det dog godt, selvom han blev både ærgerlig og trist, men jeg er glad for, at det ikke endte med at han blev vred og skuffet. I stedet endte det med to mennesker, der hjalp hinanden med for alvor at skille alt deres støvede lort fra hinanden. Lort der havde stået oppe på loftet, men som nu skulle med videre eller ned i et nyt kælderrum. Det endte med to mennesker, der med deres seks år lange historie fik snakket og talt og vendt tingene en gang til. Det endte med en aller sidste film, et allersidste kram og et allersidste, flygtigt kys. Og så gik han.

Og selvom døren blev lukket nu, og selvom jeg allerede kan mærke en lettelse, dog krydret med både vemod og tristhed, så siger jeg aldrig, aldrig. Måske vi senere kan være sådan nogen, der drikker en øl sammen og taler om livet på den der måde, man kun kan med nogen, man kender rigtig godt, måske ikke. Men det var i hvert fald ikke et farvel vi gav hinanden, men mere et; Vi ses igen. På et tidspunkt. Jeg elsker dig.

Dag 53, år 2 – Det der med at tage springet.

Fortællingen om Den Første Dag I Resten Af Mit Liv

I dag er det præcis et år siden, jeg steg ombord på det fly, der bogstavelig talt førte mig væk fra mit gamle liv og ind i mit nye. Den 3. september 2015 pakkede jeg min rygsæk og sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr og vores liv sammen, og tog afsted til Asien uden at vide, hvornår jeg ville vende hjem igen. Det var ret vildt. Og det er det stadig. Den rejse, jeg var på fylder stadig helt utroligt i min bevidsthed, og har betydet så meget for, hvor jeg er lige nu, at det er svært at forstå fuldstændigt. Og det lyder måske for nogen også lidt banalt. “Så du tog til Asien og rejste rundt alene i fire måneder, big deal. Not.”

Men det var en mega big deal, og er det stadig. For det var på den rejse, at jeg for alvor begyndte at grave i mig selv, mærke mig selv, være mig selv. Det var her, jeg lagde grundstenen for, hvilket liv jeg fremover gerne ville leve, og hvem jeg gerne ville være. Det var her jeg virkelig mærkede, at hende den usikre, pleasende, bange-for-at-blive-forladt-Amalie, ikke behøvede at være den Amalie, som jeg skulle være resten af mit liv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være så meget andet og mere end det, og jeg kan stadig blive helt rørt og vildt stolt over, hvor modig jeg egentlig var. Hvor sejt det var at tage afsted helt alene, og hvor meget styrke jeg havde i mig, da jeg skulle sige endeligt farvel til den person som i knap seks år, havde været mit livs kærlighed på godt og ondt.

Jeg synes, det er vildt, at der allerede er gået et helt år. Alt står stadig så lysende klart for mig, og på en måde føler jeg også en tristhed over, at tiden er gået så hurtigt. At det år, som har været Mit År, nu er slut. Det er som om, at den der magiske følelse og vished om, at noget vildt og livsændrende ville ske, er forsvundet, som om jeg nu ikke længere kan blive ved at med at tro på og tale om, at jeg er på vej hen et nyt sted. Men det er jeg, og det ved jeg. Jeg er hele tiden på vej, også selvom det måske ikke er ligeså vildt, som da jeg tog til Asien for at finde mig selv. Og selvom jeg kan savne følelsen af frihed og et blankt lærred, så har jeg egentlig alligevel ikke lyst til at vende tilbage til hende Amalie, der stod der i lufthavnen og hulkede. Hende som nogle uger senere sad og gloede udover rismarkerne på Bali og tænkte så det knagede, hende som var opløftet og fuld af gåpåmod i Thailand, og hende som følte inderlig tristhed i Vietnam. For selvom det netop kun er et år siden, er der sket så meget, at jeg slet ikke er nogen af de Amalier længere. De er der allesammen stadigvæk, men hende som er her i København på en solrig september lørdag, hun er er helt anden. Og hende vil jeg egentlig allerhelst være.

Dag 35, år 2 -Hende her, det er mig i år.

 

Læs mere om Min Store Rejse her og her. Og læs mere om en stor beslutning og et stort farvel. 

Fortællingen om At Elske Singlelivet Og Stresse Over Det På Samme Tid

Jeg har efterhånden virkelig embracet singlelivet med alt, hvad det indebærer af byture, venindesnakke, venindeture, venindenus, Tinder, kondomer, dates, mad til en person og at bo helt, helt alene. Og jeg nyder det. Sådan virkelig meget. Så meget, at det var ret svært at finde ulemper til denne liste. Det ændrer sig nok, tænker jeg. På et eller andet tidspunkt vil jeg sikkert gerne have, at der var en at dele popcornene med, når Netflix sættes i gang, og det der med at vide, hvor ens næste knald skal komme fra, lyder heller ikke som det værste i verden. Men lige nu er jeg virkelig glad for, hvor jeg er.  Jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, når jeg vil det, jeg elsker tanken om at alle muligheder er åbne, samt bevidstheden om at jeg er den eneste, jeg skal tage højde for i mit liv, i hvert fald sådan rigtigt, og ikke mindst elsker jeg, at jeg uforstyrret kan nyde al den glæde, som mine veninder giver mig.

For nogle dage siden tog tre af mine veninder og jeg en smuttur til Oslo med den famøse Oslobåd, og på et tidspunkt spurgte en af dem mig om, der var en person i mit liv, som jeg måske kunne eller havde lyst til at blive kærester med. Mit svar kom til stor underholdning prompte og var et klart nej. Der er absolut ingen i mit liv lige nu, som jeg kan eller vil være kærester med, og jeg elsker det faktum.

Dag 26, år 2 – Helt alene og fuld af lykke. Næsten.

Det kan dog også være lidt stressende. Ikke singlelivet, men mere den tanke, der opstår lige efter, jeg har tænkt over alle de ting, jeg gerne vil, inden jeg slår mig ned for alvor. Nemlig tanken om, at jeg jo egentlig ikke har alverdens tid længere. Jeg ved godt, at jeg ikke er 38 og at mine æg allerede er blevet knastørre, men jeg er heller ikke 22. Der er præcis to år og 10 måneder til jeg fylder 30, og når man konstant får tudet ørene fulde af, hvor vigtigt det er at få børn, mens man er ung og stadig kan, bliver jeg sgu nogle gange lidt angst. Det er altså ikke tallet som sådan, der stresser mig, men mere de fysiologiske konsekvenser det kan have. For tænk, hvis jeg bare kommer til at have alt for travlt med at nyde livet som single, nyde at være alene med alt, hvad det indebærer, og at jeg så ikke når også at få de børn, jeg altid har vidst, jeg gerne vil have – bare fordi jeg gjorde, hvad der var det rigtige for mig?

Jeg trøster mig med, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går det nok også, når man så møder ham der den rigtige. At man så slet ikke har lyst til at være alene længere, og at man nok heller ikke føler, at man behøver at have været sammen i flere år, før man beslutter sig for at sætte sit præg på Danmarks genpulje. Og det hjælper lidt.

 

 

Ting Min Mormor Siger 

Min mormor er en sød, gammel dame. Og jeg elsker hende meget højt. Hun er dog også en spøjs gammel dame uden filter, der ofte blot siger, hvad hun tænker. Og det er sjældent søde ting, der bliver sagt, når filteret forsvinder. Det er dog alligevel ofte ret morsomt, i hvert fald når man tænker tilbage på det. Derfor har jeg lavet en lille liste med de bedste af de bedste ting, min mormor har sagt. You are welcome.

– Min nabo er simpelthen så grim. Jeg forstår ikke, at han er gift!

– Har du købt Haribo? Jamen, det er jo tysk!

– Du har været til frisøren? Det er ikke så pænt. Altså det er bare fordi, den nye farve får dig til at se sådan lidt billig ud.

– Jeg tror sgu godt, jeg kunne tænke mig en onsdagsven.

– Ja, du skal bare have noget tøj, der passer dig. (Kigger op og med af mig i mine nye jeans) Jeg ved nu ikke, hvem det er, du ligner. Jeg mener, din mor blev ligesom først lidt tyk, da hun havde født din lillebror.

– Jeg havde engang en egyptisk elsker. Det var den gang din morfar var kærester med hende fra Cirkel Kaffe. Han hed Emil. Altså egypteren.

– Hvis jeg måtte, så ville jeg spise Nutella hele dagen.

image

 

Fortællingen om At Indse, At Det Rent Faktisk Var Mig Der Forlod Ham 

For nogle måneder siden var der noget, der gik op for mig. Jeg har bare ikke skrevet om det indtil nu. Jeg tror det lige skulle fælde sig i mig, sætte sig fast, forstås. Det var nemlig ret vildt, og det skete under så corny omstændigheder, at jeg ikke helt kunne have det. Midt i undervisningen på min coachinguddannelse. Og det burde jeg jo egentlig ikke sige, da jeg jo faktisk synes at coaching er ret fedt. Men det føles alligevel alt for klichee at sidde der og lære om livet, og så pludselig indse noget stort. Men det gjorde jeg altså.
For da en af underviserne fortalte om de historier, vi fortæller om os selv, både til os selv og til andre, og at vi både kan komme vores største problemer til livs, hvis vi kigger længe nok på, hvad det er vi går og fortæller, og at vi også blot kan ændre nogle af historierne, hvis vi ændrer sproget, vi bruger til at fortælle dem, var der noget der faldt på plads inden i mig. Hun fortalte nemlig historien om, hvordan hun blev forladt af sin kæreste og faderen til hendes barn, mens hun var gravid med deres andet. Hun fortalte, hvordan hun i lang, lang tid holdt fast i historien om, at han havde forladt hende. At han var gået, og at det var forfærdeligt. At hun stod der alene med et barn og et nyt på vej og var ulykkelig. Men at hun til sidst på trods af, at det jo var ham, der gik, ikke kunne blive ved at med at fortælle den historie. For den var ikke sand længere. Hun vidste godt nu, at hele skylden for deres forliste forhold ikke lå på ham, at der var mere i det, end hun havde sagt og holdt fast ved. Så hun ændrede historien. Hun begyndte at sige, at de var blevet skilt. Også selvom de aldrig havde været gift. For at blive skilt er noget stort og noget frygteligt, lige meget hvem det er, der går, og noget alle forstår alvoren af. Og det hjalp derfor med at cementere, at det var forfærdeligt, men at hun ikke var et offer.
img_9268-1

Dag 343 – Men bare havde brug for lidt mere tid til at stirre op i himlen

Og da hun sagde det, gik det op for mig, at jeg faktisk selv for noget tid siden havde ændret sproget, og dermed historien om mit breakup med Den Lyshårede Fodboldfyr. Uden egentlig at lægge mærke til det, var jeg begyndt at sige; da jeg slog op med ham, i stedet for; da vi gik fra hinanden, som ellers havde været den sætning, jeg har brugt til at fortælle slutningen på historien om ham og mig. Om os. Men nu, nu var jeg pludselig begyndt at fortælle en anden historie. Ved at sige; da jeg slog op med ham, kom det faktum, at det i sidste ende var mig, der havde besluttet mig for at gå, frem i lyset. Og selvom det ikke ændrer på, at han inderst inde godt vidste, at det var det rigtige og at han inderst inde også var enig i, at vi ikke skulle være sammen længere, så var det stadig mig der tog beslutningen. Det var stadig mig, der i sidste ende steg ombord på det fly og rejste væk fra ham og os, og hvis jeg ikke havde gjort det, var vi højest sandsynligt stadig kærester i dag. Ulykkelig kærester, ja, men stadig kærester. 
Og at gå fra en, som man stadig elsker kræver en enorm styrke, en styrke som jeg først nu kan sætte rigtig pris på og anerkende. For den styrke har jeg aldrig haft før i vores forhold. Jeg havde altid kun kræfter til at blive og kæmpe, men ikke til at give op og gå, lige meget hvad han gjorde eller sagde. Lige meget, hvordan han behandlede mig, og hvor ulykkelig jeg i virkeligheden var. Så det faktum, at det faktisk alligevel var mig, der tog det endelige skridt ud af vores forhold er en så kæmpestor og powerful realisation, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv, da jeg indså det. Da jeg forstod det.

 

image

Dag 349 – Jeg så cirka sådan her ud.

Men det har fæstnet sig nu. Realisationen. Og jeg tror, at det er den, der har hjulpet til med at skubbe mig det sidste stykke af vejen hen mod den glæde, der fylder så meget i mit liv for tiden. Ikke dermed sagt, at jeg er helt ude på den anden side endnu, der er stadig et stykke vej, men der er en ro inde i mig nu, en ro banket fast af den viden, at jeg godt kan. At jeg er mega sej. Det sjove er nu, at det åbenbart kun var mig, der ikke vidste det. Alle mine veninder har kigget på mig og lagt hovedet på skrå, fnist lidt og sagt; Jamen, det vidste jeg da godt, når jeg er dukket triumferende op for at fortælle dem om, hvad jeg har indset. Men sådan er det nok altid lidt. Man er altid den sidste, der ved, hvordan man virkelig har det. Medmindre man altså bliver virkelig god til det der soul searching.
 

 

Fortællingen om En Single Bearnaise-loge Og Tømmermænd På En Onsdag

I løbet af den sidste uge er tre af mine veninder blevet singler igen, og de er ikke de første, der inden for det sidste års tid er gået fra I-et-forhold til Single. Sidste sommer, da det stod klart for mig, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg ikke skulle være sammen, havde jeg en eller to singleveninder, der var parate til at drikke vin og tale om mænd i flertal. I dag har jeg otte. Derfor er den New York-klub, som bestod af mig og tre andre veninder fra studiet og har taget navn efter en famøs tur over Atlanten, nu blevet gevaldigt udvidet og har skiftet navn til Bearnaise-logen.

Det startede i vinters, hvor mig og de tre andre veninder besluttede os for, at vi trængte til nogle bøffer og noget bearnaise. Siden da har vi ikke kunnet mødes om sovs, da den ene af de tre har været på samme rundtur som mig i Asien, og først for en måneds tid siden vendte hjem igen. Men nu skulle det være, aftalte vi og satte os fast på tirsdag, altså igår. Og så skete det, at de nylige singler faldt fra himlen, og vi besluttede derfor at udvide klubben. Og det var et godt move. For hold da op, hvor havde vi en god aften igår. Der var cirka 1,5 liter bearnaise, kød i massevis og endnu mere vin. Der var grin, der var sexede anekdoter, der var jeg-har-aldrig, der var cigaretter på sommeraltanen og der var store kram, når singleheden og kærestesorgen alligevel blev lidt for meget at bære selv. Det var en af de bedste aftener i meget lang tid, og mens jeg sad og blev fuldere og fuldere og mere og mere mæt, blev jeg også helt varm om hjertet over at have så mange skønne veninder at dele singlelivet med.

Dag 348 – Eller dele smukke solnedgange med.

Dette skal selvfølgelig ikke forstås, som om jeg er glad, fordi mine veninder ikke længere er sammen med deres kærester. Både de nyligt single og de lidt ældre, har været grueligt  meget igennem for og i deres forhold, nogle er blevet forladt og andre var dem der gik, og alle har grædt og hulket for den kærlighed, der ikke længere var. Og jeg har alle gange ønsket, at jeg kunne trylle deres smerte væk og gøre dem glade igen. Men det kan jeg ikke, i hvert fald ikke på tryllemåden. Jeg kan dog fodre dem alle med kærlighed, ligesom de gjorde med mig for snart et år siden. Jeg kan sørge for at vi ses, jeg kan få dem til at grine, jeg kan vise dem, at jeg er der. Og det synes jeg, jeg fik gjort igår, og det samme gjorde de for mig.

Flash forward til i dag: Meget mindre fuld, men med afsindige tømmermænd og en hel stak arbejde, der selvfølgelig skulle finde vej frem til mig præcis i dag. Dog er jeg stadig ret varm om hjertet, så det går nok det hele.

Dag 355 – Skål!

Fordele og Ulemper ved Singlelivet

Fordele:

1. Jeg kan kysse alle de frøer, jeg har lyst til og jeg kan også helt lade være.

2. Man behøver ikke hele tiden at informere en significant other om, hvor man er, hvem man er sammen med og hvornår man kommer hjem.

3. Der er markant mindre vasketøj, der skal ordnes, og hvis jeg har lyst til at hænge hele lortet op i stuen, fordi det er mørkt og uhyggeligt at hænge det op på loftet, er der ikke nogen, der råber op om vigtigheden af et godt indeklima.

4. Der er langt mere vin involveret i et singleliv end sodavand. Hvilket nok er meget godt.

5. Der er aldrig andre end mig, der spiser det sidste stykke pizza.

6. Hvis jeg har lyst til at bruge min weekend på at ligge i sprut- og eller kagelage med en bunke veninder og selv lægge hus til, behøver jeg ikke at tjekke med andre end min sovebamse, og han er altid socialt anlagt.

7. Hvis jeg har lyst til at købe et vitrineskab og fylde det med farverige glas, er der ingen mandspersoner, der føler at deres maskulinitet bliver truet eller stiller irriterende spørgsmål som; Jamen, hvilken praktisk funktion har dette møblement og hvad skal vi dog med så mange glas?

8. Jeg har mulighed for at være komplet egocentreret og kun tænke på mig selv, på hvad jeg vil og hvornår jeg vil det, hvilket helt klart støtter op om mantraet; You Are A Strong And Independent Woman And You Dont Need A Man To Complete You!

9. Når man er sådan en stærk og uafhængig kvinde, der ikke har brug for en mand, har man også langt færre pigetanker om, hvornår han mon skriver, hvorfor han ikke skriver, om man sagde noget dumt og om hvad den der smiley egentlig betød.

10. Der er langt mindre kød involveret i singlelivets madlavningsseancer, hvilket nok også er meget godt.

Ulemper:

1. Man har ingen specifik person at dagdrømme om fremtiden om, hvilket nogle gange kan resultere i nogle lidt for seriøse kendiscrushes.

2. Mine pigearme og dårlig trailerkørselsevner kommer virkelig frem i lyset, når nye tunge møbler skal erhverves og bakses op på 4. sal. Kan man leje en kæreste for en dag?

3. Når man bliver spurgt om man har en kæreste og siger nej, føles det altid lidt som om man skal skynde sig at sige, at man enten lige er kommet ud af et forhold, hvilket implicit betyder, at man er fredet, eller at man altså er begyndt at se en fyr og håber på, at det bliver noget seriøst. Det eneste man dog ikke kan sige i denne sammenhæng er, at man har det helt fint alene.

4. Nogle gange bliver man så træt i ansigtet af Tinder og Happn, at man kommer til at kaste sin telefon ind i køleskabet og lukke døren.

5. Det er altid mig, der spiser det sidste stykke pizza.

6. Nogle gange hænder det, at man kommer i putteunderskud og derfor bliver nødt til at ligge i ske med en veninde, hvilket i princippet jo ikke er en dårlig ting, men bare heller ikke helt er det samme som at ligge med røven op af en mands øh, underliv.

7. Ting, der står højt oppe bliver aldrig længere brugt, hvilket i grunden er lidt synd. #Vimødesigenendagkærekagefad

8. Sådan nogle kønssygdomsrelaterede besøg hos lægen var bare aldrig et issue, da jeg var i et parforhold.

9. Byture som single sammen med singleveninderne er ofte noget mere anstrengende og noget mindre afslappede, når først vi-skal-alle-finde-en-mand-at-tage-med-hjem-agendaen bliver lagt frem på bordet. Specielt når det eneste, jeg i virkeligheden har lyst til at tage med hjem er en dressing-dryppende shawarma.

10. Der er sjældent nogen, der kan klø en på ryggen.

Dag 225 – Endnu en fordel; Der er ingen til at dømme dig, når du en aften bruger en time på at tage en milliard selfies.