Fortællingen om At Stoppe Med At Skrive Om Fodboldfyren 

Det er efterhånden noget tid siden, at bloggen blev brugt til at dele tanker om Fodboldfyren, og nu føler jeg, at jeg egentlig ikke rigtig så meget mere at sige. Eller ej, det er løgn. Jeg har helt vildt meget tilbage at sige og fortælle, men det er alt sammen noget, som jeg er ved at skrive ned et andet sted. I et dokument på min computer. Et dokument, som skal blive til en bog, der fortæller hele historien og som skal udgives. Og ja, så tænker jeg, at det sådan rent forretningsmæssigt sgu nok ville være lidt dumt at skrive det hele her først.

Så derfor bliver dette indlæg det sidste, jeg kommer til at skrive om Fodboldfyren her på bloggen. Medmindre der altså sker et eller andet revolutionerede, som at han mister sin penis i en bilulykke eller der endnu en gang tikker en besked ind hos mig fra en pige, som også har været hans kæreste. Mens han var min, altså.

Det er dog ikke kun på grund af mine onde forretningsplaner om at overtage verdensherredømmet via det skrevne ord, (eller bare endelig blive en rigtig forfatter, som jeg altid har drømt om og med det også gøre en vis Fodboldfyr pænt frustreret) at jeg har besluttet mig for, at dette skal være det sidste indlæg om ham. Det er også fordi, jeg faktisk ikke rigtig orker at snakke så meget om ham mere. Eller lad mig sige det på en anden måde, jeg vil ret meget gerne have, at han snart fucker ud af mit hoved. For selvom jeg intet har tilbage for ham, og selvom jeg er godt på vej til ikke længere at være helt fuldstændig fucked up over, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var en løgn, så fylder han stadig rigtig meget. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham på den ene eller den anden måde, og der findes en stemme inde i mig, der nogen gange, fuldstændig ud af det blå, gerne mens jeg foretager mig ganske normale ting som at tisse eller vaske op, bryder igennem mine andre tanker og højt og koldt siger; Jeg håber bare, du dør xxx.

Nogle gange bliver jeg helt forskrækket, andre gange giver jeg den et mental high five. Men uanset, så er den en anelse forstyrrende og også en smule overdreven. For jeg håber jo selvfølgelig ikke, at han dør. Jeg håber bare, at han kommer til at leve et trist, fattigt og meningsløst liv og til sidst dø alene. Men altså, det er jo noget helt andet end at ønske, at han skulle falde om her som 32-årig. Tænker jeg.

Jeps, jeg er stadig ret vred. Og vreden går nok ikke væk lige foreløbig. Og det hjælper måske heller ikke lige nu at sidde og skrive historien om, hvor stor en nar Fodboldfyren har været ned i et ensomt worddokument. Men jeg tror dog, at det på sigt vil hjælpe at have gjort det. Jeg tror, at jeg ved at skrive mig igennem vores historie kan finde en eller anden form for slutning på det hele. Noget closure, noget ro. Og noget ligegyldighed. Jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til at finde forståelse eller tilgivelse. Men ro, det ved jeg er derude et sted. Og jeg tror den sidder lige ved siden af ligegyldigheden. Og jeg glæder mig virkelig til at møde dem begge.

Dag 191, år 2

Taknemmelighedsrunden #41

Jeg havde det simpelthen så sjovt med at bage pizza og at spise den, at jeg helt glemte Taknemmelighedsrunden igår. Eller altså, jeg huskede den faktisk, men først da klokken var 21.47, og der tænkte jeg alligevel, at det var lidt sent at sende noget ud i æteren. Så ja, det er derfor den først er her i dag. Undskyld forsinkelsen.

1. Jeg har officelt lagt de der januarblues bag mig og er for alvor kommet i gang med arbejdslivet og karrieredrømmene, og det føles pænt nice alligevel.

2. Min veninde Sofie kom forbi til brunch i mandags og havde taget både bacon OG pølser med. Og så selvfølgelig sit eget lettere forvirrede og dejlige jeg, der altid gør mig i godt humør.

3. Der findes næsten ikke noget, der kan få mit hjerte til at smelte som, når nogen jeg elsker og holder af, har brug for mig. Og i denne uge har jeg været in high demand fra forskellige sider. Og selvom det selvfølgelig ville være allerbedst, hvis mine venners liv bare altid kørte som smurt, så er det nu altså alligevel ret rart, at det er mig de vender sig mod, når det ikke gør. Også selvom alt de beder om er en snak og et marcipanhjerte eller et kram og en skål suppe. #ImreadyImyours

4. Jeg var forbi min kære mormor i denne uge, som havde bestilt stegt flæsk og persillesovs fra barnebarnskokken (mig), og som under maden kom med op til flere vise ord og sjove anekdoter. Og inden jeg gik, nåede hun også lige at stikke mig 400 kroner fra den krukke, hun altid putter sine overskydende kontanter ned i, så hendes stakkels barnebarn ikke skal sulte alt for meget.

5. Da jeg bagte citronmåne til seje Louise i sidste uge, bagte jeg halvanden portion, hvilket resulterede i, at jeg havde kage nok tilbage til hele tre besøg. Først Drengevennen, der fik to stykker og pertentligt pillede alle blåbærene af, mens vi så Prinsesserne fra Blokken, så Bedsteveninden og til sidst søde Linnea, der over det sidste stykke kage fik mig up to date med hendes liv og jeg hende med mig. Og det var altsammen rart. #Kagenderraktelangt

6. I denne uge har jeg været på et public speaking kursus hos Manning Inspire, hvor jeg også tog min coachuddannelse. Og det har simpelthen været det allerbedste at være tilbage og at lære noget helt nyt og virkelig fedt – At stå foran en masse mennesker og fortælle historier. Jeg har hele min barndom, og det meste af mine teenageår gået til teater, og metoderne man bruger til at blive en bedre public speaker minder ret meget om nogle af de øvelser, jeg kender så godt fra teaterlivet. Og det har været så sjovt nærmest at være tilbage på de skrå brædder, at jeg går og overvejer at melde mig ind i en impro-gruppe. Derudover var det også fedt at få nogle konkrete værktøjer til, hvordan man bygger et foredrag op og, hvor man skal gøre af sig selv og sin krop, når man står på scenen. Men det bedste ved det tre-dage lange kursus var dog helt klart, at jeg på en helt ny og virkelig sjov og meget mere levende måde kunne fortælle historien om Fodboldfyren, (Hvis ikke du ved, hvad jeg taler om, så tjek min instagram ud) og så derefter at få kastet en ballon og en masse dejlige komplimenter i hovedet af de andre deltagere. #Ballonermedhjerter

7. På trods af sygdom og travle kalendere lykkedes det alligevel mig og Bedsteveninden at ses hele tre gange i denne uge. Og selvom den ene gang kun varede knap lige så lang tid som det tager nogen at låne en anden en håndmixer, så tæller det stadig. Specielt fordi de to andre gange involverede hårnus og flødekarameller.

8. Min utraseje, dygtige og virkelig søde forfatterlærer fra Vallekilde Højskole sagde i sidste uge “selvfølgelig” til at mødes med mig, da jeg skrev og spurgte om hun havde tid til at hjælpe mig med at finde ud af opbygningen af min bog om Fodboldfyren. Og i lørdags mødtes vi så. Til kaffe og gode ideer. Til en hyggelig genforening og mange grin. Og hun syntes heldigvis, at min ide var pisse god, og har derfor allerede sagt ja til at læse og give kritik på i hvert fald det første kapitel. Hvilket gjorde mig meget, meget glad. Og ret, ret nervøs. For nu skal jeg jo virkelig i gang. Det siger min kalender selv. Og min forfatterlærer, ikke mindst.

9. Min søde Anne købte efter mit forfattermøde kage til mig. (Jeg havde jo ikke rigtig fået så meget kage i løbet af ugen) Og det var dejligt at se hende, og ikke mindst høre hende fnise over sin kæreste, der vist er ret så sød.

10. Og i dag kom så min anden Anne (ja, jeg er så heldig at have to) til pizza og madlavnings wannabe-twerk-dans i køkkenet. Og kunne der være en bedre måde at afslutte en nærmest perfekt uge? Næ, det kunne der ikke. #lovemedlovepå

Dag 168, år 2 – Ballonkærlighed