Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

Fødselsdagstanker: Det absurde i at gå så meget i panik over et fucking tal

I dag er jeg fyldt 29 år. Jeg er nu ligeså gammel, som Fran Fine i Alletiders Barnepige påstod, at hun var igennem samtlige sæsoner af serien, fordi det der med at være over 30 og single åbenbart var en dødssynd.

Jeg er ligeså gammel som min mor, da hun fødte mig. Og jeg er ældre end min mormor var, da hun var gift, havde to børn, et hus og et arbejde som folkeskolelærer. Jeg er 29 somre og går i dag ind i mit 30. år. Og det skal nok gå altsammen.

Det er jo bare et tal, siger jeg til mig selv. Men det tal ville grangiveligt betyde mindre, hvis jeg var et andet sted i mit liv. Hvis jeg allerede havde kæresten og barnet. Men det sjove er, at jeg ikke som sådan længes efter nogle af de ting. Jeg ønsker mig dem, men der er stadig masser af ting, jeg gerne vil nå inden, jeg får dem. Jeg er slet ikke færdig med at være ung, dum og fuld på hverdage. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt i verden og lede efter dele af mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er ikke færdig med, at stå op kl. 11 og spise kold pizza til morgenmad. Jeg er ikke færdig med at være mig selv.

Og derfor burde det jo være ligegyldigt med det tal. Men det er det bare ikke alligevel. Jeg har aldrig været andet end ung. Og det lige pludselig ikke at være det sådan rigtigt længere er skræmmende. Også selvom det jo ikke betyder noget for andre end mig selv. Jeg er godt klar over, at det er mine egne overbevisninger, uskrevne regler og forbehold, der gør det svært. Der er ingen andre, der siger at jeg ikke kan det, jeg gerne vil på grund af min alder, at jeg burde tage at blive voksen eller som spørger, om jeg ikke skal til at skynde mig lidt. Det er kun mig. Og så måske også lidt samfundets syn på, hvad man burde lave, når man er en 29-årig kvinde. Men altså, samfundet burde jo også virkelig bare lukke røven på det punkt.

Det sjove er, at som jeg skriver det her går det mere og mere op for mig, at det måske faktisk ikke er frygten for fremtiden, frygten for om jeg kommer til at nå de ting, jeg gerne vil og om, hvad andre tænker om mig, der gør det at fylde 29 skræmmende. Det er ligeså meget tristheden over, at alting forandrer sig. Melankolien i, at en æra snart er slut. At det hver eneste dag bliver en lille smule mere anderledes i takt med, at vi bliver ældre og dermed ændrer os. For hold kæft, hvor har været og er det sjovt at være ung og fri. Hold kæft hvor bliver mit hjerte fyldt med bobler og kærlighed, når jeg tænker på alle de ting, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har oplevet dem med. Og det er det, jeg ikke har lyst til at sige farvel til.

Der vil selvfølgelig være masser af kærlighed og bobler i årerne, der kommer. Masser af nye oplevelser. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kommer til at skulle sige farvel til alt det sjove. Der kommer måske bare lidt mindre af det eller det tager en anden form, fordi min tid og mit liv sikkert bliver fyldt ud med noget, der er sjovt og dejligt og fyldt med kærlighed på en anden måde.

I fredags sad jeg på en trappesten med Min Louise og røg en sidste fuldemandscigaret inden solen stod helt op. Vi fnisede, krammede og talte om en blanding af dybe og latterfremkaldende åndsvage ting. Og hele vejen igennem cigaretten, som vist nok gik fra en til to, måske tre, der sugede jeg det hele til mig. Louises lyse hår, hendes fuldemandssnøvlen, hendes arm om min skulder. Himlen der langsomt gik fra sort til blå, trappestenen under mig, der stadig var lun fra solen, 7elevens neonlysende skilt.

Og nu har jeg skrevet det ind i vores kronologi. Vores historie. Min historie. Den som fortæller at jeg, Amalie Frøkjær-Rubbås havde de bedste, de hårdeste, de sjoveste, de mest grådkvalte, de lykkeligste, de mest livsomvæltende, de sejeste og de mest kærlighedsfyldte 20’ere.

Og uanset hvordan mit år som 29-årig og mine år i 30’erne kommer til at blive, så ved jeg, at jeg har levet det allerbedste jeg kunne de sidste ni år. Og det skal sgu da fejres.

Fortællingen om kærlighed

Igår aftes da jeg lå i min seng og forsøgte at falde i søvn, kom jeg i tanke om, hvad dag det ville være, når jeg vågnede igen. Min fars fødselsdag. Han blev født den 3. oktober 1955 i en lillebitte by, langt oppe i Nord Norge, der hvor mørket indkapsler alt om vinteren, og hvor solen titter frem natten lang hele sommeren.

Jeg har tænkt meget på ham i den sidste tid. På hvad han ville have tænkt om mig og det jeg har sat i værks. På om hvordan han mon ville have reageret på sidste års chokerende nyheder. På hvordan han ville have haft det med at have sådan nogle voksne børn.

Nogle gange får jeg lyst til at tage til Hundested, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv, og hvor vi, min bror og jeg og nogle gange også vores mor, besøgte ham mange gange. Jeg får lyst til at stige af det lille tog, der kører mellem Hillerød og Hundested og gå ned gennem byen. Jeg får lyst til at tage ned til stranden og lade vinden blæse mig i ansigtet. Jeg får lyst til at kigge ind ad vinduet til der, hvor han boede. Jeg får lyst til at mærke ham.

Men jeg gør det ikke. Og jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer tilbage dertil. For byen er også fyldt med alt det, som ikke bare var is på stranden og fiskefrikadeller på kajen. Den er også fyldt med mindet om en lille piges usikkerhed. Lange og opmærksomme blikke hen på en mand, der ofte ikke var nok tilstede. Ondt i maven over inderst inde at vide, at det her var sådan det var, og at det aldrig nogensinde ville blive bedre. Og så det lillebitte, store savn, der opstod når toget igen kørte væk fra perronen og min far langsomt blev mindre og mindre.

Og det tror jeg ikke, jeg har lyst til også at mærke igen. Selvom jeg gerne vil mærke ham.

Det er sjovt, for da jeg satte mig ned for at skrive det her indlæg, regnede jeg med at det ville blive et varmt et. En tribute af en art. En kærlighedserklæring til min døde far. Også selvom jeg næsten ikke, lige siden jeg som 10-årig begyndte at skrive om ham, har kunnet skrive en tekst, der kun var god. Og det gør mig egentlig næsten ligeså ked af det, som det, at han er død. For selvom den del af mig, der fandtes, da jeg stadig var barn, hende der håbede og troede på, at han engang ville blive til en helt rigtig far den døde langt før, han gjorde, så sidder der åbenbart stadig en lillebitte rest tilbage i mig. En lille del, der gerne vil mindes det gode, den rigtige far. Hende der ikke vil belemres med fakta og dumme minder, men som for alt i verden bare gerne vil skrive om svingture, frikadelletårne og om en far og en datter, der sammen skaber noget, der kun er deres.

Så jeg tror, jeg lader hende bestemme nu. I dag lader jeg hende hviske alle de gode ting, han også kunne. Om guitarspil, hulebygning, persillesovs, historiefortællinger, mesterværkslignede tegninger af helte og om at kaste sig i favnen på en far, der emmer af tryghed og dufter af tobak og læder.

Jeg lader hende fortælle om kærlighed.

Læs mere om min far her, her, her her, her og her


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om Bloggens 2-års fødselsdag Og En Ny Vej

I morges vågnede jeg op og tog rød læbestift på. Og så gik jeg tilbage i seng for at skrive. I dag har jeg nemlig blogget i to hele år.

Det startede ud her og var i de første fire måneder en rejseblog blandet med følelser, tanker, længsler, frygt, håb, sorger og kærlighed. Både til mig selv og andre. I dag er det meget af det samme, selvom rejserne er blevet færre og bloggens stemme noget mere klar. Men hvad der altid har været en fast del af bloggen har været billederne.

Billederne som er blevet taget som en del af The 365 Day Photochallenge, som alle og enhver kan gå i gang med på instagram, og som går ud på at tage et billede hver dag i et år.

Jeg har så i dag afsluttet den for anden gang. Da jeg startede vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe, og var derfor ikke sikker på, hvad der skulle ske, når jeg nåede dag 365. Sidste år, da den dag så kom, besluttede jeg mig for at fortsætte endnu et år. Jeg havde vænnet mig til det og syntes stadig det var rigtig sjovt. Og desuden var det rimelig smart at fortsætte, når nu min blog hed Mit Uperfekte År, netop på grund af instagramudfordringen, som varer i et år.

Men i dag, i år, fortsætter jeg ikke. Det billede jeg har lagt op i dag bliver det sidste i The 365 Day Photochallenge. Jeg fortsætter med at blogge, og bloggen kommer til at fortsætte med at hedde det, den hedder. Men jeg kommer ikke til at fortsætte med at tage et billede hver dag det næste år. Jeg har de sidste par måneder ikke haft den samme gejst omkring det, og har derudover også haft lyst til at prøve nye ting med min instagram, der ikke kan gå hånd i hånd med endnu et år med udfordringen.

Men jeg fortsætter altså her på domænet. Fortsætter med at skrive mit hjerte ud, fortsætter med at forsøge at være så ærlig, jeg kan, fortsætter med at forsøge at bryde med glansbilleder og i stedet bidrage med tanker, følelser, håb, længsler, sorger, frygt og kærlighed. Men også forhåbentlig en masse, masse glæde, lykke, sjov og rød læbestift.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med. Tak for jer ❤

Dag 365, år 2 

5 Af De Vigtigste Ting Jeg Har Lært Efter 28 År På Jorden

1. Ting som ikke er mad, er som regel en dårlig ide at putte i munden

Sand, jord, hår og andet klamt, som børn har en tendens til at putte i munden er ikke særlig lækkert at putte i munden. Og derfor bør man lade være med at putte ikke-spiselig ting derind. Man bør dog også lade være med at putte spiselige ting i munden, hvis man ikke er sulten eller i hvert fald lade være, hvis man gør det, fordi man føler noget, man ikke rigtig helt kan håndtere. Noget andet man også skal huske på angående spiselige ting er, at der ikke er noget mad, der er forbudt. Og at der ikke er noget mad, der sundt og noget, der er usundt. Der er bare mad. Og noget mad spiser man ofte, fordi det er hverdagsmad, og andet mad spiser man knap så ofte, fordi ja – det ikke er hverdagsmad. Det vigtigste er dog, at man spiser, når man er sulten og stopper, når man er mæt. Og at man mærker efter og beder om hjælp, hvis man hver gang, man bliver trist får ubeskrivelig meget lyst til Ben&Jerry’s. Aller vigtigst er det dog, at huske at være god mod sig selv. At tage kærlige valg og at minde sig selv og andre om, at det er okay at fejle.

2. Man får den kærlighed, man tror, man fortjener

Og derfor er det også en god ide at begynde at tro på, at man fortjener det bedste af det bedste. For hvis man ikke tror, man fortjener noget særligt, ender man oftest med noget, der er alt for dårligt. Og med at sige ja til alt for meget og nej til alt for lidt. Derfor skal man gøre op med sig selv, hvad man ikke er villig til at give fra sig, leve med og finde sig i, og hvad man ikke er villig til at leve uden. Og så skal den kærlighed, der er allerstørst inde i en selv, blive lige der. I hvert fald indtil man har fattet, at man fortjener al den kærlighed, der er i verden, og at man først og fremmest skal elske sig selv. For når man gør det, er det meget nemmere at se, om det man står overfor er ægte kærlighed eller noget, man i stedet burde løbe skrigende væk fra.

3. Det er okay at gemme sig ude på toilettet, når der er fest

Men det er endnu mere okay at sige højt og tydeligt og uden at skamme sig, at nu går man hjem. Fordi man er træt. Også selvom man godt ved, at klokken kun er 21.30
Det er okay og faktisk nødvendigt at stå ved sig selv og ikke gøre ting, blive steder eller sige ting, fordi flertallet gør, bliver eller siger det. Man skal nemlig huske at lytte til sig selv, men næsten ligeså vigtigt skal man også engang imellem huske andre folk på (uden at være sur eller bedrevidende), at mennesker er forskellige. Og at det faktisk er det bedste, der er nogensinde kunne være sket i verden. Og så skal man huske at gå hjem med stolthed i maven og ro i sindet, fordi man endnu en gang (eller for første gang) har stået ved sig selv og det, man havde brug for.

4. Det som man er mest bange for er ofte det, der er det vigtigste

De drømme, beslutninger og handlinger, som man er mest bange for at reagere på, som man føler en utilpashed omkring at føre ud i livet, som man tænker allermest over i forhold til, hvad der dog kan ske, hvis man rent faktisk gør noget ved det, er oftest det, der betyder allermest for en, og som netop er det, som man bør reagere på. Det er også derfor, man bør stoppe op og tænke og mærke efter, hvis man bliver ved med at gøre ting, der aldrig får en til at tisse lidt i buskerne. For hvis man altid gør det lette, det trygge og det, der føles rart, så snyder man sig selv. Man snyder sig selv for suset og lykkerusen, når det går godt og man snyder sig selv for lærerige erfaringer og livsvisdom, når det ikke går, som man havde håbet. Husk derfor på, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting, at du har ondt i maven og lidt er ved at kaste op, når du går mod drømmen. Og at det ikke betyder, at det er en dårlig ide. Snarere tværtimod.

5. Din soulmate kan sagtens være din bedste ven og ikke din kæreste

Den person, som du føler dig helt og aldeles in sync med, den person som du ville give begge dine arme for, den person, som forstår, hvad du siger, uden at du har sagt noget, den person som ved, hvad du har brug for, når du ikke selv ved det, den person som fylder dig helt op med kærlighed, og som kan få dit hjerte til at gøre ondt af lige dele kærlighed og smerte på samme tid behøver ikke nødvendigvis at være din kæreste. Det kan sagtens være din bedste ven. Hvilket måske faktisk letter lidt af presset i søgen efter den romantiske kærlighed. Du behøver nemlig ikke at finde en person, der kan give dig begge dele, og det kan give plads og rum i både venskabet og i kærlighedsforholdet. For når man ikke leder efter og kræver, at ens kæreste både skal være ens livsledsager og ens bedste ven bliver der automatisk plads til masser af den slags kærlighed, som oftest er den, vi allesammen går og leder efter. Den heftige og voldsomme, den som gør dig blød i knæene, selv efter flere år og den, der rummer, at du er som du er. Og som om det ikke var bonus nok i sig selv, har man, hvis man finder sin soulmate udenfor sit parforhold pludselig to mennesker, som forstår, hvad man mener, når man taler med mad i munden, og som ved, hvornår man har brug for et kram og når man har brug for et gok i nøden.

Andre mindre ting, jeg også har lært;

Kondomer er mega smarte. Ingen kønssygdomme, ingen uønskede babyer og ingen sæd ned af benene. Win/win.

At drikke sig fuld og være oppe hele natten inden man stiger ombord på intercontinental fly mindsker jetlag med 80%. Risikoen for tømmermænd er dog væsentlig højere, end normalt, men stadig

Hvis man flirter maskulint, tiltrækker man feminine mænd. Derfor kan det være en ide ikke kun at lave hø-hø jokes og vise, at man sagtens både kan spise kebab og køre på cykel, når man er byen.

Dine venner elsker dig som regel også, når du ikke når at lave tre lagkager til din fødselsdag. Derfor kan det være en god ide at sænke ambitionsniveauet nogle gange, s å hverken du eller ovnen brænder sammen. Og hvis de ikke gør, er de alligevel nogle bitches.

At vi allesammen er meget sejere, end vi tror. Og vi burde huske at spørge vores venner og familie, hvad de synes vi er gode til noget mere. Svarerne vil nemlig altid overraske postivt.

Dag 324, år 2

 

Fortællingen om At Sætte Dage Af Til Sorg Og Hvordan Man Taler Om Det

I dag, den 3. oktober, ville min far være fyldt 61 år. Han blev dog kun 54, og til januar er det altså 7 år siden, han døde. Jeg har skrevet om ham og hans død før, men aldrig rigtig om, hvordan sorgen altid er der. At den sidder i mig som en lillebitte prik, der nogen gange vokser sig stor og fylder hele kroppen ud, mens den andre gange og for det meste af tiden, bare følger med mig rundt som et ar eller et modermærke – noget der ikke går væk eller gør ondt, men som er der, hvis jeg mærker efter.

I hverdagen tænker jeg dog ikke så meget på ham, for han har ikke været en del af min hverdag siden, jeg var 6 år gammel. Derfor kan jeg heller aldrig sætte mig ind i og mærke den dybe, dybe sorg det må være at miste en forælder, der faktisk var der hver eneste dag. Det kæmpe u-fyldelige tomrum det må efterlade en i. Men jeg mangler ham stadig. Som når jeg går forbi en ung pige på gaden, der taler i telefon med sin far, som når nogen spørger, hvad mine forældre laver, som når jeg oplever noget stort, jeg gerne vil fortælle ham om, og som i dag på hans fødselsdag.

Men jeg græder sjældent over ham længere. Og jeg lader ham heller ikke fylde særlig meget. Både fordi det reelt er lang tid siden nu og det åbne sår, som hans død efterlod mig med alligevel er helet ret fint. Men det er også fordi, det er som om, der er en eller anden grænse for, hvor længe man må være ulykkelig, og den grænse er for længst overskredet. I hvert fald i omverdenens øjne. 6 år og 10 måneder er lang tid, og selvom det selvfølgelig er trist og altid vil være det, burde sorgen være ovre. Det er den dog ikke, og det vil den nok aldrig være, og selvom jeg godt ved det, og ved at det er okay og helt i orden, er det som om, at det efter et stykke tid ligesom kun er i orden at sørge og mindes på bestemte dage. Dage, der giver mening for de mennesker, der intet aner om sorg.

Dag 40, år 2 – Vand og solnedgange = Perfekte mindeomstændigheder

Så det gør jeg. Jeg sørger på hans fødselsdag og på hans dødsdag, og de resterende 363 dage i året holder jeg min sorg for mig selv. Ikke at den er der hver eneste dag, men den popper tit op og siger hej, river i mig og gør mig så tung at jeg kunne synke til bunds i havet, hvis jeg prøvede. Men på de to dage, der desværre ikke er så langt fra hinanden, er det som om, at alle forstår, hvis jeg siger, at jeg savner min far. Alle forstår, hvis jeg tager på kirkegården og lægger blomster eller tænder et lys foran hans billede. Hvis bare der er en anledning til det. Heldigvis kan jeg meget godt lide ritualet i det. At gøre det samme år efter år. At huske ham, at tænke på ham helt med vilje. For på den måde får jeg også lov til selv at styre min egen sorg. Jeg vælger selv, at i dag kan jeg være ked af det, hvis det er det, jeg har brug for. I dag kan jeg være melankolsk og trist. Jeg går ind i sorgen helt med vilje i stedet for at blive overrumplet af den en dag ved et busstoppested, hvor jeg pludselig tror, jeg ser ham over på den anden side af gaden. Og selvom det ikke desto mindre stadig sker en gang imellem, giver det mig alligevel noget at sørge med vilje – Det gør de gange, hvor det kommer som et lyn fra en klar himmel lidt nemmere at håndtere.

Dermed ikke sagt, at jeg egentlig synes den fornemmelse, jeg får fra omverdenen er i orden. Vi burde alle kunne sørge præcis, når vi har lyst til det, helt uden anledning eller anden grund, end at det er fucking trist. Vi burde kunne græde, råbe og skrige, hulke, mindes og huske alt det vi vil. Både midt i tristheden, men især også midt i glæden. Jeg oplever tit, at hvis jeg nævner min far som en del af en sjov historie, får jeg ikke de grin og smil, som jeg ville have fået, hvis han havde levet. I stedet bliver folk helt alvorlige og kigger på mig med store spørgende øjne – noget der på ingen måde hjælper og som egentlig bare er ret irriterende. For selvom jeg vil have lov at være ked af det ligeså tosset, jeg vil, vil jeg også have lov at være glad og fortælle om ham, snakke om ham og huske ham uden al den sorg.

Dag 66, år 2 – Et lys for at mindes

Men det er svært at håndtere andres sorg, det synes jeg også selv. For hvornår gør man for meget, og hvornår gør man for lidt? Umiddelbart tænker jeg dog, at det er bedre at spørge en gang for meget, end en for lidt. Det er bedre at få at vide, at den der sørger ikke har lyst til at snakke om det, end at de sidder og føler at ingen kære sig om deres sorg. Men det vigtigste tror jeg faktisk bare er, at tale med dem om de døde, uden at lade døden fylde samtalen. At lade dem fortælle om alle de skøre ting, som den de har mistet gjorde. At de elskede ostemadder med ketchup eller at de altid lavede en brandgod chili con carne. Ting man fortæller i forbifarten, og som ikke behøves at anerkendes på anden måde, end det man ville have sagt eller gjort, hvis personen man talte om stadig var i live. Hvis man kan det, så hjælper man meget mere, end man måske tror.

I dag tror jeg dog ikke, at jeg skal tale med nogen om min far. Det er nok at skrive herinde og tænde et lys. Måske synger jeg en sang, måske ikke. Men i dag, der husker jeg ham. Helt med vilje. Tillykke med fødselsdagen, far.

Læs mere om samme emne her og her og her 

Taknemmelighedsrunden #11

1. Igår fyldte jeg 27 år, og jeg blev i den grad fejret! Først af mine søde mor, der kom med morgenmad og senere af mine skønne veninder, min bror og hans kæreste, da jeg holdt et brag af en Flødebollefødselsdagsfest. Jeg tror faktisk, at jeg må en del år tilbage i kalenderen, hvis jeg skal finde en ligeså god fødselsdagsfest som denne her, der var fyldt med gode grin, sjove anekdoter, kærlighed og masser af flødeboller!

2. Selvom det ikke er den 18. juni længere, er min fødselsdag faktisk slet ikke slut endnu. Om lidt skal jeg nemlig hjem til Brønshøj og fejres med Paella, flere gaver og jordbær og fløde. #detblivergodt

3. I tirsdags fik jeg den overdrevne gode nyhed, at jeg kan fortsætte på den coachinguddanelse, som jeg fik en smagsprøve på i sidste måned, hvilket betyder at jeg en gang i november sgu kan tilføje endnu en titel på mit visitkort. #coachforfanden

4. Jeg har i denne uge simpelthen fået så mange fine og dejlige komplimenter, både fra mine søde, dejlige veninder og fra mine seje medstuderende på coachinguddannelsen. Og jeg kan mærke, at jeg endelig er begyndt at kunne tage dem allesammen ind. Noget jeg ellers ikke har været særlig god til.

5. På trods af travlhed og eksamenslæsning fik jeg alligevel kreeret en masse finde flødeboller og en lækker og fint pyntet tærte til min fødselsdagsfest, og selvom jeg var lidt træt i fjæset efterfølgende, var det virkelig rart at fordybe mig i bagningens kunst igen. #bagenørdftw

6. ORGANGE IS THE NEW BLACK ER TILBAGE! Og en af mine søde veninder har sagt, at hun gerne vil se det med mig. #hjertemedhjertepå

7. Jeg er næsten færdig med at læse til eksamen, og selvom der ligger mange timers noteskrivning og øvning forude, kan jeg nu se lyset for enden af tunnelen, som lyser ned på lovningen på en lækker frokost med min dejlige Odense-veninde, når jeg på fredag forhåbentlig siger farvel- og fucking-tak til Syddansk Universitet. For good. #dettogkunfemår

Dag 322 – Flødebollefødselsdagsfest