Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Reklamer

Jeg er ligeså lidt chillieren som en dødsangst hveps i august

Nogle gange overrasker jeg mig selv ved at opføre mig som et helt normalt og cool menneske, der virker som om hun har styr på sig selv, hvad hun gerne vil have og hvordan hun gerne vil have det. Som om hun står ved sig selv, ikke gider så meget pjat og slet ikke rigtig gider at spille et spil.

Det er ret nice, når det sker, for jeg er nemlig langt fra særlig cool i virkeligheden. I virkeligheden er jeg, som overskriften lyder, lige så lidt chilleren som en dødsangst hveps i august. Når der er noget, jeg gerne vil have, når det er noget, der betyder noget, når der er noget på spil, så har jeg så ufattelig svært ved at keep it cool. I stedet overtænker jeg alt, overanalyserer alle tænkelige udvekslinger og panikker så snart det er muligt.

Det sker både i arbejdssituationer, men især når det gælder dating. Hvis jeg er ligeglad er det no problem. Men hvis jeg synes han er sød, oh so help me God. Jeg prøver ihærdigt, det er ikke det, men det lykkedes aldrig i så lang tid. Et lidt underligt blik, en lidt for lang tavshed, en sms uden et spørgsmål, og hvepsen Amalie begynder straks at svirrer rundt om sig selv.

Hvad betyder den der smiley?
Han er allerede ovre det her og mig. 

Sagde jeg noget dumt?
Jeg sagde helt sikkert noget dumt. 

Hvorfor er der nu INGEN smiley?
Fordi han synes du virker åndssvag at skrive med.

Fortiden spøger (ikke)

Det er ret udmattende. Især fordi det jo samtidig med at være spændende og rart også er dybt frustrerende, svært og angtsprovokerende. Og jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvorfor det egentlig er, at det er sådan. Hvorfor det er, at jeg ikke bare for fuck sakes kan lade være med at lægge sig meget i ting, hvorfor jeg ikke bare kan se, hvad der sker, hvorfor jeg ikke bare kan lade tingene ske og være mig selv imens.

Indtil i går var jeg overbevist om, at det helt sikkert havde noget at gøre med Fodboldfyren at gøre. At det var alt det der traumegøjl, der fik min usikkerhed til at blive dobbelt så stor. At jeg ser farer overalt og derfor ikke bare kan tage en skide chill pill og tro på, at mænd generelt ikke er sådan super nederen.

Men så stak Bedsteveninden mig et glas vin, kiggede på mig og sagde;
“Jeg tror altså ikke, at du er så skadet længere, som du selv går og tror.” 

Og det tror jeg egentlig, hun har ret i. Der er helt sikkert stadig alt mulig lort, som først kommer ordentlig frem og viser sig, når jeg en dag står i parforhold til anklerne og pludelig mærker alle skeletterne banke på. Men lige nu tror jeg faktisk ikke, at det hverken er skeltetterne eller Fodboldfyren, der spøger.

Det er bare mig selv. Mig og min usikkerhed. En usikkerhed som altid har været her. Men en usikkerhed, som jeg ikke har mærket så frygtelig meget til, fordi jeg i snart tre år har holdt mig fra egentlig at lade mig selv kunne lide nogen. Og når den så pludselig kommer igen efter så lang tids fravær bliver jeg slået helt omkuld, bliver helt forvirret og helt panisk, fordi følelsen på en og samme tid er så fremmed og så forfærdelig velkendt.

Den gør mig i tvivl om alting. Om jeg sagde noget forkert, om jeg er forkert, om han er forkert, om han er rigtig og endda også om, hvem jeg egentlig er.

Er jeg sådan en, der griner coolt og tager en tår af min øl på den her måde, som jeg gør lige nu? Eller er jeg sådan en, der fniser ned i min drink og holder mig for munden, som jeg gør nu? 

Er jeg sådan en, der er høflig og siger, at de ting han synes om lyder spændende, selvom jeg ikke synes det? Eller er jeg sådan en, der står fast på, hvad jeg synes ligemeget, hvad han synes? 

Er jeg sådan en, der siger tak for en god aften og går hjem alene? Eller er jeg sådan en, der gør hvad jeg har allermest lyst til og tager ham med hjem? 

Sandheden er nok, at jeg jo er alle de ting. Nogle gange er jeg mega cool og rap i replikken. Andre gange er jeg fnisende og lillepige-agtig. Nogle gange er jeg åben overfor at udvide min horisont og lære noget nyt, og andre gange er jeg så sikker på, hvad jeg selv mener, at jeg ikke gider at diskutere det. Nogle gange har jeg lyst til at vente og opbygge en spænding, og andre gange kan jeg ikke holde det ud og har lyst til at knalde i den nærmeste busk.

Og alle de versioner er okay. Alle de sider af mig er jo mig. Og alle de sider mærker usikkerhedshvepsen svirre. Jeg skal bare lære at lade den gøre det uden at gå i panik og stikke folk, der måske egentlig også selv er pisse usikre.

Foto: Josefine Fjelstervang

Jeg fucking hader fodbold

Jeg sidder pt. på vores Airbnb-lejligheds altan og ser ud over Malta, mens mine tre veninder sidder nede ved havnen på en bar og ser England spille mod Kroatien. De sidste to kampe har jeg siddet med til, alt imens jeg har himlet med øjenene over den, for mig, uforståelige entusiasme, men i dag bliver det et nej til boldspil for mig. For jeg fucking hader Fodbold.

Som i virkelig fucking hader. Som i jeg bliver grænseløst irritereret tenderende til det vrede, når folk omkring mig insisterer på at gå op i, hvad jeg synes er verdens mest kedelige sportsgren.

Det er dog først nu, at jeg er begyndt at tænke over, hvorfor jeg egentlig har det sådan. Og ikke mindst, at det måske er en smule irrationelt at reagere så stærkt på mænd, der sparker til bolde. For sådan har det faktisk ikke altid været.

Jeg har aldrig syntes, det var spændende. Og jeg har aldrig set en hel kamp uden at gabe eller kigge på min telefon. Men den mærkelige følelse af stærk irritation over, at dem jeg er sammen med gerne vil se fodbold og dermed vikler mig ind i det, den har alligevel ikke altid været en fast bestanddel i mit følelsesregister.

Så jeg begyndte at tænke lidt over det i dag, samtidig med at jeg dog blev ved med hardcore at nægte at tage med ned og se endnu mere kedelig fodbold. Men hvad er det, der gør mig så vred? For lets be honest, det er jo ikke det at se en masse pæne mænd løbe rundt og sparke til en bold, der får blodet til at syde i min krop. Og det er heller ikke folks glade råb, der gør mig edderspændt rasende.

Nej, jeg tror det er, når det bliver forventet, at jeg skal være en del af det. Og at der samtidig ikke bliver taget hensyn til, at jeg på ingen måde synes det er interessant, at sidde og se på en skærm og på et spil, hvor der oftest ikke sker andet end, at en af spillerne ligger sig ned og græder, fordi en anden spiller stødte ind i ham med lillefingeren. Det er følelsen af, at jeg spilder min tid og at der aldrig er nogen, der siger tak, fordi jeg så med/fandt mig i det/bar over med det osv. Det forventes bare, at det er noget, man skal finde sig i/tage med/kunne leve med og måske endda glæde sig over.

Og det synes jeg er pisse irriterende. For der bliver fandme da ikke taget hensyn, hvis jeg partout SKAL se Bagedysten, når den bliver sendt live. Så er jeg bare underlig/underlødig/fjollet. Der er intet andet end fodbold, der har status nok til at sætte et middagsselskab on hold. Og det er fandme diskriminerende. Og uretfærdigt.

Men hvis det så bare var en gang i mellem, at der var en fodboldkamp, der absolut skulle ses, så kunne det nok godt være noget, jeg kunne leve med. Men der er fucking altid en eller anden fodboldkamp, der er vigtig. Også når der ikke er VM.

Og det tager os direkte videre til den næste, og måske vigtigste grund til, at jeg fucking hader fodbold – Yes you guessed it. Fodboldfyren.

Som I nok har kunne gætte jer til udfra hans dæknavn gik manden jævnt meget op i Fodbold. Både den han selv sparkede til og det han så i fjernsynet. Og hos Fodboldfyren var der no mercy. Fodbold trumpfede alt. Fødselsdage, årsdage, sygdom og sågar død. Og aldrig var der så meget som et tak eller et undskyld. I stedet var der bebrejdelser, hån og generel nederenhed rettet mod mig, fordi jeg ikke forstod, elskede og gik op i hans elskede sportsgren. Og nogle gange virkede det endda som om, han med vilje fandt en uinteressant kamp frem på fjernsynet bare for at slå fast, hvor ligeglad han var med mig. Og med os.

Så ja. Irrationelt had, helt klart. Knap så irriationel grund til had, tænker jeg. Jeg vil dog overveje at forsøge at gøre noget ved det. Måske om fire år.

Ps. Det skal lige slås fast, at jeg selvfølgelig ikke mener, at folk der går op i fodbold er nederen, diskriminerende eller uretfærdige. For altså, de fleste jeg kender og holder af går op i det, og de er nu alle nogle ret så dejlige mennesker, herunder især også førnævnte veninder. Jeg ville bare ønske, at det ikke stadig føltes som om man er forkert, hvis man ikke synes boldspil en masse er en fed aktivitet at sidde og glo på.

At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om overhovedet ikke at være færdig med at tale om Fodboldfyren

I december lavede jeg en side på bloggen med et kartotek, hvor alle indlæg om Fodboldfyren, både før og efter afsløringen, skulle ligge så nye læsere kunne finde historien på en lidt mere overskuelig og kronologisk måde. Og da jeg sad og kiggede igennem alle indlæggene, og jeg til sidst så det endelig resultat kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af mig selv. Der var 40 indlæg. Ikke alle handler decideret om ham, men han bliver nævnt på den ene eller den anden måde i hvert eneste af dem.

42 indlæg om en mand. Og derefter et stort interview i Femina. Plus andre planer, som jeg endnu ikke er nået langt med, og derfor holder lidt for mig selv.

Ja, det virker lidt meget. Og jeg kan derfor på sin vis godt forstå de mennesker i mit liv, der har spurgt, om jeg ikke snart har talt nok om Fodboldfyren. Om jeg ikke snart er færdig.

Min mor sagde sågar på et tidspunkt –  efter jeg fortalte hende om de mange søde og virkelig sårbare og ærlige beskeder jeg har fået efter mit interview, og som jeg kæmpede lidt med at svare på, da jeg gerne ville give det bedste svar og samtidig sige tak – at jeg jo heller ikke var en ekspert.  At jeg også var så meget mere end den historie, og at jeg skulle huske det i stedet for at blive ved med at hænge fast i fortællingen om min ekskæreste.

Og selvom jeg selv blev lidt overrasket over antallet af indlæg dedikeret til Fodboldfyren, er jeg hver gang nogen har sagt noget, der minder om ovenstående blevet irriteret. Og egentlig også lidt såret. For nej, jeg er fucking ikke færdig. Jeg er først lige begyndt.

Begyndt at forstå det hele. Begyndt at mærke, hvad det har gjort ved mig. Begyndt at komme videre. Og det har jeg brug for at fortælle om.

Jeg har brug for at fortælle og bearbejde, hvad det har betydet for mig at leve i et psykisk voldeligt parforhold. Jeg har brug for at sætte ord på alle de ting og steder, hvor hans ord og handlinger stadig svirrer rundt i mit hoved og stadig har magten over mig. Og jeg har brug for at fortælle alle de kvinder, der selv står i det eller har gjort, at det hårde, det frygtelige, det sindsødelæggende, men også det selvopbyggende først begynder efter, du har forladt ham. Og at det at gå sin vej til sammenligning er meget, meget lettere.

Alle taler om det stærke i at gå. Alle taler om, hvor mange kræfter det tager. Alle taler om, hvor vigtigt det er. Alle taler om, hvordan du når derhen, hvor du rent faktisk kan gå. Men ingen taler om tiden efter. Ingen taler om alle de nætter, hvor tomheden, skammen og gråden overmander dig. Ingen taler om de hviskende stemmer i dit hoved, der lyder som hans og som fortsat fortæller dig, hvor lidt du er værd. Ingen taler om, hvordan fanden du kommer videre derfra.

Og lige præcis derfor er jeg slet, slet ikke færdig med at tale om Fodboldfyren.

 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook

Fortællingen om stadig at være lidt maltrakteret på grund af Fodboldfyren

Sidste år på denne tid var helt ubeskrivelig hård, fantastisk, grådfyldt, empowering og indsigtsfuld.

Det var nemlig på denne tid sidste år, at alle Fodboldfyrens skeletter væltede ud af af skabene og fik mig til at indse og forstå, hvilken mand det egentlig var, jeg havde været sammen med i fem år og elsket i seks.

Der er sket meget siden da. Og så alligevel ikke. Jeg er stadig vred. Ikke ligeså meget, som jeg var i starten, men stemmen der nogle gange afbryder min tankestrøm og iskoldt siger; Jeg håber bare du dør, Xx, den popper stadig op engang imellem.

Min umættelige retfærdighedsfølelse har dog efterhånden lagt sig og har indset, at den eneste og mest sande form for retfærdighed, som jeg kan få i alt det her er at leve videre og at leve godt. Så det prøver jeg på, så godt jeg kan.

Det er dog nogle gange svært. For selvom sandheden mest af alt har gjort mig stærk og fået mig til at forstå, hvor mange ting, jeg har troet på om mig selv, som i virkeligheden slet ikke var rigtige, så sidder nogle af de ting stadig virkelig dybt i mig.

Jeg kan stadig mærke hans ord.

Du er skør. Du er dum. Du er sindssyg. Du er uelskelig. Du er fed. Du er forkert. Du er usexet. Du er for meget. Du er for lidt. 

Og selvom jeg godt ved, at intet af det er sandt, tror min hjerne og mit hjerte nogle gange stadig, at det er.

Især når det kommer til det modsatte køn.

Jeg er stadig hunderæd for at date. Ikke ligeså fandens, fucking angst som jeg indså, at jeg var i sommer, slet ikke. Men min tro på mig selv på det her punkt er så lille, at jeg uden at indse det afviser alle, fordi jeg tror de allerede har afvist mig.

Og det gør mig så frygtelig ked af det.

I lang tid efter vi slog op, både før og efter jeg fandt ud af sandheden, var jeg glad for bare at være alene. Jeg havde brug for rum og tid til at finde mine ben og lære, hvem jeg var uden en kæreste. Det var første gang i 12 år, at jeg ikke havde en plus-one, og jeg elskede det og havde brug for at det varede ved.

Men nu, nu vil jeg faktisk gerne have en ved min side. En at grine med. En at ligge i ske med. En at lave mad med. En at gå på museum med. En at rejse med. En at kramme med.

Jeg vil gerne have en at elske. Og en, der elsker mig.

Og selvom jeg ikke går og piner efter en kæreste, for jeg har det dejligt og godt i det liv, jeg har fået bygget op post breakup, så ligger ønsket alligevel som en grundsten i mig nu. Desværre ligger det lige ved siden af skammen, sorgen og frygten.

Skammen over at være “sådan en, der lod sig trampe på”.

Sorgen over at have spildt så mange af mine år og sorgen over, at al den kærlighed jeg gav ikke blev givet til en, der brugte den til noget godt.

Frygten for at noget af det han sagde alligevel er sandt. At jeg er uelskelig. Og frygten for, at der slet ikke findes nogen derude til mig.

Jeg er dog alligvel for det meste optimistisk. Jeg tror på mig selv. Og jeg tror på kærligheden. Og allerede for noget tid siden mærkede jeg mit hjerte mærke noget. For første gang i to år, flaksede det derinde i mit bryst. Det gibbede en lille smule, en sommerfugl fløj forbi og et fjoget smil klistrede sig fast i mit ansigt.

Og det tager jeg som et tegn. Ikke nødvendigvis et tegn på, at ham der fik mit hjerte til at mærke noget er ham, der skal få det til at åbne sig helt op igen. Nej, jeg tager det bare som et lille subtilt tegn på, at jeg er ved at være klar. Trods skammen, sorgen og frygten er jeg ved at være der, hvor jeg kan se bort fra alle de ar mit hjerte har fået og alligevel vise det frem, når der kommer en forbi, som får det til at gibbe lidt.

Det håber jeg i hvert fald.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook