Fortællingen om At Sige Farvel Til Den Lyshårede Fodboldfyr

Såeh, det der med, at jeg sagde, at det gik helt fint og, at det bare var super fedt at kunne hænge ud med sin ex og se Game Of Thrones, ikk? Det tager jeg lidt i mig igen.
Eller altså, det har været super fedt, men det er det ikke rigtig længere. Ikke at der som sådan er sket noget ufedt eller noget, der ikke måtte ske, men henover den sidste måneds tid har jeg kunnet mærke, at det ikke gav mig det, det før har gjort. Snarere tværtimod. Lige pludselig holdt det at se Den Lyshårede Fodboldfyr op med at gøre det nemmere, at vi havde slået op, og gjorde det i stedet sværere. Jeg begyndte ikke at få ondt i maven, være i tvivl eller at savne, når han gik, men følelsen af at blive holdt tilbage tog mere og mere til, for hver gang vi sås.

Jeg mærkede det især, da jeg kom hjem fra USA, hvor jeg nærmest ikke havde snakket med ham i tre uger, og jo slet ikke set ham. Der var sådan en underlig ro inden i mig, og en anden slags opmærksomhed mod verden omkring mig, der med det samme han ringede og spurgte, hvordan min tur var gået, blev ødelagt. Først embracede jeg tanken om, at det måske var en meget god ide ikke at ses og snakke med ham, i hvert i noget tid, men så droppede jeg den. Vi hang ud igen, og det var rart og hyggeligt, men da han gik føltes det helt forkert. Altså ikke at han gik, men at vi havde sets. Det var bare ikke rigtigt længere. Jeg kan ikke rigtig forklare helt præcis, hvad det er, der har ændret sig. Andet end, at jeg har ændret mig, og gerne vil ændre mig endnu mere. Og det kan jeg ikke rigtig med ham i mit liv.

Dag 30, år 2 – Fri som fuglen?

Jeg troede, at det eneste, der vigtigt, hvis vi skulle kunne forblive venner var, at der ikke er nogen af os, der prøver at få den anden tilbage, og at der ikke er nogen af os, der er i tvivl om, at det var det rigtige at slå op. Men det er det ikke. I hvert fald ikke længere. For når han sidder der i min sofa i den lejlighed, vi boede i sammen og smiler, når vi joker og griner til tårerne triller, når vi giver lange goddag- og farvelkram, så er der noget, der river i mig. Og i ham. Hjertet bliver trukket lidt i, og den tryghed, varme og kærlighed, som der var rammer os lige i ansigtet. Og så kan man altså ikke komme videre. Og så kan man altså ikke være venner.

Derfor brugte jeg naturligvis de næste to uger efter denne realisation på at være en kylling og ikke sige til ham, at vi skulle stoppe med at ses. Man er vel voksen og fornuftig. Men så sidste søndag blev jeg nødt til at spytte det ud, få det sagt, gøre ham ked af det. Og det var svært. Han forstod det dog godt, selvom han blev både ærgerlig og trist, men jeg er glad for, at det ikke endte med at han blev vred og skuffet. I stedet endte det med to mennesker, der hjalp hinanden med for alvor at skille alt deres støvede lort fra hinanden. Lort der havde stået oppe på loftet, men som nu skulle med videre eller ned i et nyt kælderrum. Det endte med to mennesker, der med deres seks år lange historie fik snakket og talt og vendt tingene en gang til. Det endte med en aller sidste film, et allersidste kram og et allersidste, flygtigt kys. Og så gik han.

Og selvom døren blev lukket nu, og selvom jeg allerede kan mærke en lettelse, dog krydret med både vemod og tristhed, så siger jeg aldrig, aldrig. Måske vi senere kan være sådan nogen, der drikker en øl sammen og taler om livet på den der måde, man kun kan med nogen, man kender rigtig godt, måske ikke. Men det var i hvert fald ikke et farvel vi gav hinanden, men mere et; Vi ses igen. På et tidspunkt. Jeg elsker dig.

Dag 53, år 2 – Det der med at tage springet.

Fortællingen om At Føle Sig Udenfor Og At Give Endeligt Slip På Den Gamle Svigermekanik

Nogle gange bliver jeg ramt af en overvældende tristhed over at have givet slip på kærligheden. Også selvom jeg godt ved, at det var det rigtige at gøre. At det ikke var den endelige kærlighed og at den helt sikkert viser sig igen. Men tristheden kommer alligevel. I flæng, i øjeblikke, i glimt. Og selvom den ikke varer længe, fylder den alt, når den viser sig.

Den Lyshårede Fodboldfyr fortalte mig for to uger siden en nyhed om hans familie. En god og glædelig nyhed, som desværre kun formåede at gøre mig uendelig trist, misundelig og pænt gråd labil. Den handlede ikke om ham, heldigvis. Men den var alligevel alt det, som vi eller i hvert fald jeg, en gang havde tænkt, håbet og troet på skulle ske for os en dag. Og det var svært at blive konfronteret med alle de drømme og håb for fremtiden og det, at de nu er for evigt døde, når det gælder os, og så oveni købet nu går i opfyldelse for nogen andre i stedet. Nogen der i drømmen og fantasien også var der, men som ikke var hovedpersonerne. Det er de dog i høj grad nu, her i virkeligheden, hvilket også giver god mening. Min eks-svigerfamilie er lykkelige, og jeg prøver her fra afstanden imellem os også at være glad på alles vegne.

Det er bare lidt svært. For udover at det kan være svært at blive konfronteret med, hvad der ikke længere er, har det også været svært af to andre grunde. For det første har jeg, uanset hvor meget jeg end har nydt at være en del af Den Lyshårede Fodboldfyrs familie og lige meget, hvor meget jeg har holdt af dem og er blevet holdt af, ikke følt mig velkommen i bestemte situationer og omkring bestemte mennesker. Jeg har ikke følt mig som en del af familien og ikke følt, at jeg var god nok, som jeg er. Og det nager stadig. Det gør stadig ondt og det trækker mig stadigvæk direkte tilbage til mine første år i folkeskolen, hvor andre mennesker fik mig til at føle præcis det samme. Og selvom jeg godt ved, at jeg bare burde lade det ligge, at det ikke betyder noget længere, kan jeg ikke helt. Og når man har det sådan, er det svært at være glad på nogens vegne. Specielt når nogen er dem, der ligger til grund for følelsen in the first place.

Dag 297 – At føle sig helt lille

For det andet, og det hænger jo nok egentlig lidt sammen med det første, er det fandme en mærkelig og svær situation lige pludselig ikke længere at være en del af en familie, som man ellers har været fast inventar i, i knap seks år. Når man går fra nogen, når man ikke længere er sammen med en kæreste, er det jo desværre ikke kun ham, som man ikke skal have i sit liv længere. Det er også hele personens familie og nogle gange også alle vennerne. Og selvom det til tider har været svært for mig at være i Den Lyshårede Fodboldfyrs familie har jeg stadig holdt uendelig meget af dem. Jeg har nydt, at de var så forskellige fra min egen familie, jeg har sat pris på og følt mig beæret over deres gæstfrihed og opmærksomhed og i mange år har jeg troet og regnet med, at det var dem, der skulle være min anden familie. Og nu er de det slet ikke længere, og det gør lidt ondt. Ikke fordi jeg ikke tror, at jeg aldrig finder en mand, og at denne mand ingen god familie vil have. Det tror jeg såmænd nok skal ske. Og heller ikke fordi, jeg tvivler på, at det var den rigtige beslutning Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg tog. Men på trods af det, har det været og er stadig til tider svært at have sagt farvel og tak. Det er svært at tænke på, at deres liv jo også går videre, bare uden mig. De kommer stadig til at sidde og hygge sig i haven og holde fødselsdage. De kommer stadig til at tage i sommerhus med hele familien. Og de kommer til at fejre og opleve skelsættende ting og invitere nye personer ind i familien, alt sammen uden mig. Og det er også okay. Det er faktisk mere end det. Det er livet og det er dejligt. Jeg har bare ikke helt vænnet mig til at være udenfor endnu.

Jeg ved dog, at det kommer. Langsomt, men sikkert. Og i mellemtiden vil jeg nyde min egen skøre, farverige, elskværdige og underholdende familie og glæde mig over, at jeg altid har en plads der.

Dag 298- Heldigvis fejre min egen familie også fødselsdage i haven ❤️

 

Fortællingen om A Never Ending Heartbreak

I tirsdags var det en måned siden, jeg flyttede tilbage i min lejlighed. Og i torsdags var det seks måneder siden, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg slog op med hinanden. Det har været et underligt breakup, en langtrukket et og et, der stadig er så fyldt af kærlighed og meget mindre bitterhed, end jeg havde troet muligt. Men også et, der stadig gør ondt.
Jeg troede ellers, at jeg var ved at være ovenpå igen, noget som jeg efterhånden burde have lært ikke at tro på bare sådan uden videre. Der har nemlig været mange af sådanne øjeblikke med klarsyn og positivitet, som derefter er blevet slået helt i stykker igen af mit hjerte, der alligevel ikke var helet.

Inden vi i sommer, efter måneders gåen rundt om den varme grød, endelig fik sagt til hinanden, at vi ikke længere burde være sammen, troede jeg at det ville gå fint. Jeg havde nemlig allerede været ulykkelig og ked af det ved tanken i månederne op til, så da det endelig kom til The Real Talk var jeg sikker på, at den største sorg måske var ovre. But oh boy, was I wrong.

Da det endelig kom over vores læber føltes det nemlig, som om der var nogen, der var død, hvilket resulterede i, at jeg de følgende par uger græd, hver gang jeg kunne se mit snit til det. Det var dog ikke så tit, da vi stadigvæk ikke havde fortalt det til nogen, og derfor skulle virke cool og lykkelige udad til. Mine veninder vidste det dog godt, og jeg fik mange undrende blikke, når jeg fortalte, at vi ville vente med at gå rigtig fra hinanden, til jeg skulle afsted på Min Store Rejse. Og det lyder da også underligt, det er jeg godt klar over. Men det var det rigtige for os. For i de cirka to måneder det drejede sig om, havde vi det bedre, end vi havde haft det i meget, meget lang tid. Også selvom jeg tudede en del.

Da jeg så endelig tog afsted og det frygtelige farvel fandt sted i Kastrup Lufthavn var jeg dog igen så naiv at tro, at det her var det værste, det endelige, det hårdeste.
Det var det ikke. Jeg fik dog cirka fire måneder, hvor jeg mere eller mindre var fri af hjertesorg, fordi jeg var optaget af at rejse verden rundt og realisere mig selv, og samtidig ikke var i fysisk nærhed af Den Lyshårede Fodboldfyr. Det hjælper, skal jeg hilse at sige.
Det gør dog også, at man trækker tingene ud. For hvis jeg ikke var taget afsted, havde månederne efter vores breakup sikkert været hårdere, men jeg havde sikkert også været et helt andet sted, end jeg er lige nu. Jeg fortryder dog intet, og jeg ønsker og ønskede heller ikke et speedy breakup med en dertilhørende speedy healingsproces. Vi var trods alt sammen i seks år, og når man har kendt en person så længe, tager det også lang tid at give slip på dem.

image

Dag 201 – Når man bygger noget nyt, er det ofte bare noget rod i starten. 

Og derfor blev jeg heller ikke overrasket over, at der siden jeg kom hjem har været rigtig mange grumme, hjerteskærende følelser, som har banket på og bedt om at blive hørt. Dem som jeg ikke havde tid til i Asien. Og jeg har lukket dem ind, jeg har lyttet til dem, jeg har grædt med dem, og bagefter har jeg pakket dem pænt sammen og sagt tak for snakken.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg stadig kunne blive ramt noget så grumt og grusomt, som jeg gjorde i søndags. For selvom det tager tid, og selvom jeg ikke længere er naiv og tror, at man kan undgå at slå op med en man stadig elsker uden, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge og skrige ned i en pude, så troede jeg altså alligevel ikke, at jeg seks måneder inde i mit breakup ville gøre nøjagtig det, endnu en gang.

Men det gjorde jeg. I søndags efter jeg kom hjem fra min fantastiske rejse rundt i Nord-Norge blev jeg fyldt med tristhed. Tristhed over, at min sjæleven ikke var derhjemme til at dele min begejstring over turen, tristhed over at han aldrig ville være det igen og tristhed over, at det stadig gør så fandens ondt nogen gange. Jeg prøvede ellers at holde mig på grådens rand. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, jeg prøvede at hygge mig med tændte stearinlys og en god serie, jeg sang sågar af mine lungers fulde kraft, da sang altid har hjulpet mig, når tristheden har sneget sig på. Men lige lidt hjalp det. Det var dog først, da jeg bankede hovedet op i mit åbne badeværelsesskab efter at have bøjet mig ned for at samle noget op fra gulvet, at jeg det slog klik. Slaget i hovedet og alle mine toiletartikler spredt ud over hele badeværelset var dråben, der fik mit bævrende bæger til at flyde over. Jeg bankede skabslågen i og råbte og skreg. Jeg kastede alle puderne fra min seng rundt i soveværelset. Jeg smed mig ned i sofaen og skreg, græd, hulkede og snottede ned i den. Og det føltes som om, det aldrig ville holde op.

Det gjorde det dog. Heldigvis. Og jeg ved, at det bliver bedre. Men det har været en svær uge, som har fulgt efter den søndag aften, også selvom ugen også har været fyldt med sjov, varme og kærlighed. Jeg har dog lært en ting, eller jeg har egentlig altid vidst det, nu er jeg bare blevet mindet om det igen. Man skal huske at række ud og bede om hjælp. Så det gør jeg i morgen.
Og i aften vil jeg synge og øve mig på min guitar. Det hjælper nemlig også.

image

Dag 220 – Singing my heart out. 

Fortællingen om Stolthed Og En Hippeworkshop Or The Story Of Pride And A Hippie Workshop

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF PRIDE AND A HIPPIE WORKSHOP ***

Jo længere tid jeg rejser, jo mere hippiemodtagelig bliver jeg. I Ubud på Bali deltog jeg i det ene mærkelige foredrag og yogatime efter det andet og sugede for det meste alting til mig. (Bortset lige fra det der med, at man godt kan leve af vand og solens stråler alene, som jeg skrev om her)
Tror seriøst ikke på, at man kan leve hele sit liv uden romkugler.

Men jeg er totalt nede med det der lad-os-taaale-om-vores-føøølelser halløj, meditation, yoga og underlige workshops, hvor man skal stirre ind i ansigtet på komplet fremmede mennesker og derefter sige noget dybt. Eller det er jeg i hvert fald blevet. Og det var præcis det, jeg gjorde, da jeg i sidste uge spontant sagde ja til at joine min nye Chiang Mai Besti og prøve sådan en underlig føle-føle workshop af.

Workshoppen fandt sted i lokalerne på stedet som efterfølgende er blevet mit favorit hangousted i Chiang Mai, The Tea Tree Cafe. Her kan man udover at spise lækker vegansk mad og drikke powersmoothies deltage i alverdens sociale arrangementer, blandt andet workshops, som har det formål at skabe instant connections mellem deltagerne.

teatree

The Tea Tree Cafe

 

Og det blev der da virkelig også. Efter halvanden times tid i en lageragtig bygning, hvor eftermiddagssolen skinnede ind på os havde jeg lært otte mennesker bedre at kende, end jeg nogensinde kom på de fleste af mine medstuderende på universitet.

For ud over at glo hinanden dybt i øjnene, blev vi også bedt om at fortælle den vi stod overfor, hvad vi mindst havde lyst til at fortælle dem, om hvad de ville vide, hvis de kendte os virkelig godt og hvad vi havde gjort eller opnået, som vi var virkelig stolte af. Mens den anden fortalte, måtte man ikke sige noget eller reagere, og det var heller ikke meningen, at man skulle komme op med et svar på det, der blev fortalt til en. Noget der egentlig var helt vildt befriende, når man først havde vænnet sig til det.

workshop

Dag 127 – Smukt lys og smukke tanker til hippie workshoppen

 

Det mest befriende var dog at få lov til at tænke over og svare på, hvad der lige nu gjorde mig mest stolt. Inden det spørgsmål kom på banen havde jeg blandt andet skulle liste alt, hvad jeg virkelig elsker ved mig selv, og der havde jeg blandt andet nævnt, at jeg elsker mig selv for at være taget afsted på denne rejse og for at have turdet. Et svar som jeg var næsten lige ved at gentage, da spørgsmålet om stolthed blev stillet. Men jeg stoppede op og brugte lidt længere tid på at overveje, hvad det egentlig er, som jeg er stolt over. Og så kom det.

Jeg er stolt over, at jeg var stærk nok til at gå. At forlade en som jeg elskede og stadig elsker ufattelig højt, men som det ikke er meningen, at jeg skal være sammen med. Jeg er stolt over, at jeg kunne. At jeg kunne få mig selv til det velvidende, at det på ingen måde ville være let, men snarere hjerteskærende hårdt. Det er jeg stolt af, både for ham og for mig.

Lige efter at de sidste ord havde forladt min mund skete der noget, som jeg også er ret stolt af eller i hvert fald meget glad og taknemmelig for. Pigen, der stod overfor mig begyndte at græde og omfavnede mig, hvilket fik mig til at græde og gengælde omfavnelsen. Og så stod vi der, to mennesker, der for lidt siden intet havde vidst om den andens eksistens, og krammede og græd.

Det er jeg også stolt af.

 

stolthed

Dag 117 – De første tanker om stolthed kom selvfølgelig på havet. Jeg lagde bare ikke helt mærke til dem der.

 

The Story of Pride And Hippie Workshops 

The longer I travel for, the more hippie embracing I get. In Ubud in Bali I went to one weird lecture and yoga class after the other, and most of the time I just took it all in. Though not the lecture about how it actually is possible to just live off of water and sunlight alone.
I seriously don’t believe that it’s possible to live your entire life without cake.

But I’m totally down with the whole lets-talk-about-our-feelings shit, mediation, yoga and weird workshops, where you have to stare into a complete strangers eyes and afterwards say something profound.
And that was exactly what I did last week when I said yes to join my new Chiang Mai Besti and give that whole touchy feely workshop a go.

The work shop took place in what has since become one of my favourite hangout places in Chiang Mai, The Tea Tree Cafe. Here you can eat delicious vegetarian and vegan food, drink power smoothies and also take part of cool social activities and workshops, some of them with the sole purpose of creating instant connections between the participants.

teatree

The Tea Tree Cafe

 

And instant connections was certainly made. After an hour and a half I had gotten to know 8 people better than I did most of my fellow students from college. Because we didn’t just stare into each others eyes, we were also asked to answer different questions and to tell the answers to the person we were currently facing.
For instans we had to tell one of the other participants the one thing we really didn’t want to tell them and then afterwards get to listen to their answer. Other questions and answers that moved me were questions like; If you really knew me you would know and What I’m most proud of is.

While you were listening to the other persons answer you weren’t allowed to respond and in most cases the teacher didn’t want us to say anything even after the tale was over, something I found difficult in the beginning but fairly liberating at the end.

workshop

Day 127 – Beautiful light and beautiful thoughts at the hippie workshop

 

But the most liberating was actually to get the time and room to think about what I’m most proud of. Before that question was posed, we all had to list all of the things that we love about our selves, and I of course mentioned, that I really love my self for going on this journey. An answer that I almost repeated when I had to answer the question about pride.
But I paused and let myself think a little harder about what I actually really was proud of. And then it came to me.

I am proud that I was strong enough to walk away. To leave a person that I loved and still love very much, but who I’m not supposed to be with.
I am proud that I could make myself do that knowing that it wouldn’t be easy, but rather heartbreakingly difficult. I’m proud of that. Not only for me, but for him too.

And right after the last word had left my mouth something happened that I’m also kind of proud of or at least happy anf grateful for. The girl that stood in front of me began to cry and embraced me, which made me cry and hug her back. And there we stood, two people that a short while ago had no idea that the other one existed, and hugged and cried.

That I’m proud of too.

stolthed

The first thoughts about pride actually came while on the ocean. I just didn’t realize it then.

 

 

Fortællingen om Tankefyldte Solnedgange og Den Lyshårede Fodboldfyr

De sidste tre dage har jeg tilbragt helt alene, og helt med vilje. Der har været masser af muligheder for at hænge ud med andre backpackere, mange af dem også solorejsende. Men jeg var fyldt med en uro, noget der ikke helt stemte og jeg trak mig derfor tilbage fra festlighederne og gik mine egne veje.
På Gili Air Island, hvor jeg befandt mig, var det dog ikke helt så nemt, som jeg havde troet at finde ensomme pletter, hvor man kunne falde i et med himlen og tænke alle de tanker, man havde brug for at tænke.
Der var fyldt med mennesker, og selvom øen var smuk, tropeagtig og spøjs på den gode måde, er jeg desværre nok lidt skuffet over manglen på ro.
En ro som jeg lige pludselig kunne mærke, at jeg havde stærkt brug for.

Jeg fandt dog heldigvis noget ro bare ved at være mig selv, og roen gav mig tid til at mærke efter og fordøje alle de mange indtryk, der er skyllet ind over mig de sidste par uger. Og det gav mig også tid til at føle savnet og mærke smerten, der ind imellem solbadning, læsning og svømmeture tittede frem og skar lidt i mig.

For jeg savner ham. Den Lyshårede Fodboldfyr. Det er et savn, der slet ikke er som jeg havde forestillet mig, og så alligevel er det.
Det er der ikke hele tiden, det hænger ikke over mig som en tung dyne og tynger mig ned og gør det umuligt at nyde mit eventyr, men det er der og selvom det ikke fylder ligeså meget, som jeg havde troet det ville, så er det akkurat ligeså sorgfyldt, som jeg havde regnet med det ville være.
Det er nemlig ikke bare et savn – Et savn er ofte noget, der er til at holde ud, fordi man ved, at man snart ser hinanden igen – det her er en sorg, en sorg der er næsten ligeså tung, som når en man har kær dør.
For vi er begge døde. Vi har forladt den verden, vi havde skabt sammen, og nu kan jeg langt om længe mærke, at vi aldrig kommer til at vende tilbage til den igen.

lonly solnedgang

Dag 56 – Solnedgangtid er alenetid

Det var dog ikke kun min alenetid, der fik sat erkendelsesrullen i gang.
På vej til Gili Air Island mødte jeg en spøjs tysk pige, som efter et bad breakup var taget til Indonesien for at deltage i et ti-dages meditations-retreat, som blandt andet indebar en meditationstid på 11 timer om dagen, ingen kommunikation med andre og blot to små måltider om dagen.
Hun strålede rimelig meget, da hun fortalte om det, og i løbet af min og hendes første dag på Gili Air fik vi talt en del om de der kærester, og om hvor ondt det kan gøre og hvordan det derfor er så vigtigt først og fremmest at være god mod sig selv, før man på ordentlig vis kan gå ind i et nyt forhold.

Vi lå i skvulpede rundt i det lave vand på en af øens mange strande og blev enige om, at selvom det er svært og hårdt og ondt er det nok meget normalt, at man i vores alder går fra kærester, man ellers havde troet skulle være den, man skulle giftes med. For det er sjældent at man som helt unge udvikler sig i samme retning og lige pludselig står man et helt andet sted end, hvor den anden står.

På et tidspunkt spurgte hun mig, hvad jeg ville ændre ved Den Lyshårede Fodboldfyr, hvis jeg kunne. Jeg tænkte længe over det. Først fløj der billeder af stakkevis af uvaskede tallerkner, som han var ualmindelig god til at udskyde at gøre noget ved, i gennem hovedet på mig og dernæst ideer om, hvor anderledes vores forhold ville have været, hvis han var typen, der sprang op af sofaen og sagde; Lad os pakke kufferten og tage et sted hen, sammen!
Alt det kunne være gode ændringer, tænkte jeg. Men det ville ikke betyde noget eller gøre noget ved, at vi i sidste ende alligevel ville blive nødt til at forlade hinanden.
Så jeg svarede; ”Jeg ville få ham til at elske mig mere. Få ham til at elske mig ligeså højt, som jeg elsker ham.” Og hun nikkede som om hun engang selv havde tænkt det samme.

kat

Dag 55 – Min første samtalepartner i to dage

Jeg er nu ikke i tvivl om, at Den Lyshårede Fodboldfyr elsker mig. En gang var jeg fuld af tvivl, uro og længsel, men i dag er jeg sikker på, at han elsker mig.
Og det er rart og betryggende og smukt at vide, at han er derude og føler lige præcis det for mig. At jeg er en af de få, der har fået en plads i hans ellers godt beskyttede hjerte. Men jeg ved også, at han ikke elsker mig nok.
Om grunden er, at jeg bare ikke er the one eller om han har pakket sit hjerte så godt ind i bobleplast, at hverken hans og min kærlighed ikke kan nå derind, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det til sidst blev for svært for mig at blive hos en, som jeg vidste ikke var parat til at kaste alt, hvad han havde i hænderne for ikke at miste mig.

Og selvom jeg både før og lige siden min afrejse har været fuld af tvivl, ved jeg efterhånden, at det er det rigtige. Og jeg ved, at jeg må bære sorgen og savnet og den angst det hele medfører med mig og lade det overvælde mig og få mig helt ned i knæ. Jeg må lade mig selv føle det hele, og først derefter kan jeg endeligt lukke døren til vores verden og pakke nøglen væk

både

Dag 54 – Man tænker bedst, mens solen går ned.

Fortællingen om Et Lufthavnsfarvel

Jeg havde egentlig forventet endnu flere tårer, end dem der kom, da Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg sagde farvel. Jeg havde forestillet mig, hvordan vi begge to hulkende ville klynge os til hinanden og hvordan jeg i en tåge af tårer endelig ville give slip på hans hånd og gå igennem sikkerhedskontrollen.
Faktisk så var det egentlig mere eller mindre det der skete, når nu jeg tænker lidt nærmere over det. Måske knap så meget hulken fra hans side af, og i stedet blot en enkelt mandig tåre eller to.
Men ellers så levede selve farvelseancen pretty much op til mine forventninger.
Det var hårdt og ondt og svært, og jeg kan stadig mærke følelsen af hans bløde sweatshirt mod min kind og hans hånd, der til sidst slipper min, da jeg vender mig om og går mod point of no return og væk fra fra ham og fra os.

burgere

Dag 39 – Den sidste kærlighedsnadver

Men efter det var der ikke rigtig noget, der levede op til nogen forventninger.
Jeg gik rundt i lufthavnen som en hver anden rejsende. En der måske bare skulle et smut til Barcelona eller Paris, og ikke en, der skulle være væk i tre måneder eller længere. Jeg købte en mascara og kiggede på bøger og kunne lige pludselig ikke mærke noget som helst.

lufthavn

Dag 40 – Sidste glimt af Europa

På flyet til London faldt jeg i søvn midt i læsningen af min medbragte bog (Americhana, som jeg i øvrigt stærkt kan anbefale, også selvom jeg faldt i søvn) og i Heathrow Lufthavn stillede jeg mig i kø til flyet mod Hong Kong, det fly der for alvor ville tage mig langt, langt væk, men gik ombord som var det et hvilket som helst fly.
Som om det ikke betød noget særligt.

Under flyveturen så jeg tre film og spiste pligtskyldigt den kinesisk-inspirerede flymad, hvorefter jeg forsøgte at sove. Jeg tænkte en del på Den Lyshårede Fodboldfyr, men uden at føle nogle særlige stik i hjertet og uden tårer.

I Hong Kong gik jeg rundt og rundt og forsøgte at tyde de kinesiske skilte og finde ud af, hvad der var værd at bruge tid og penge på at se. Jeg sejlede med en lille færge, kom op på toppen af The Peak og så ned over millionbyen og dens mange tusind lys, der farvede nattehimlen blå, lilla og grøn. Jeg spiste nudler og tog billeder og svedte, som jeg kun har svedt de få gange, jeg har begivet mig ud i at dyrke Hot Yoga.
Et par gange flød følelsen af savn ind over mig, og billeder af vores lejlighed, af ham og vores tid sammen poppede op på nethinden.
Men ingen tårer kom, og derfor troede jeg fejlagtigt, at jeg med lufthavnsfarvellet måske havde fået overstået det værste.

hongkong

Dag 41 – Hong Kong

Men da jeg sent om aftenen endelig havde fundet vej tilbage til mit hotel og havde låst mig ind på værelset var det som om det lille bitte værelse blev endnu mindre. Væggene trykkede imod mig og alting føltes forkert. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg virkelig var helt alene, og at jeg havde sagt farvel til den, der igennem hele mit voksne liv havde været den, der var aller tættest på mig.
Og så græd jeg.

Fortællingen om Farvelhed

De sidste ti dage har stået i farvelhedens tegn.
Jeg tager nemlig afsted i morgen, men det er først nu, efter utallige spørgsmål med ordlyden; “Hvad så, er du klar?”, som jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af at svare på, at jeg er ved at forstå, at det snart er tid til Den Store Afrejse.

cap

Middag med Bedsteveninden

Jeg har løbet rundt som en gal for at nå at ordne alt det praktiske før afrejse, og for at se alle dem, jeg holder af og kommer til at savne, samtidig med at jeg har været på arbejde hver eneste dag.

Så når mine veninder eller min mor har set sørgmodigt på mig og krammet mig ekstra hårdt, så har jeg ikke rigtig kunne mærke savnet eller det vilde i, at jeg lige om lidt befinder mig på den anden side af jorden og ikke ved, hvornår jeg kommer hjem igen. Og selvom jeg nærmest blev lidt for pinligt glad og benovet over, at alle mine veninder udtrykte savn og havde sørgelige ansigter, da jeg holdt farvelmiddag i søndags, så er det først nu, at det er ved at gå op for mig, at jeg ikke skal se dem eller min familie i virkelig lang tid.

Derfor kom jeg vist også til at synge I’m Leaving on a Jetplan lidt for melankolsk igår aftes, mens jeg sad og pakkede. Håber ikke, at naboen opfangede min knækkende røst.

te

Dag 38 – Afternoon thea med den sødeste mor

I aften skal jeg ud med Den Lyshårede Fodboldfyr. Vi skal ud og spise burgere og i biffen og se Inderst Inde, for ligesom at slå en ring om vores forhold med en af vores yndlingsbeskæftigelser.  Vi har været sammen hele dagen, kigget hinanden dybt i øjnene, og jeg har fået en ring til minde om ham og os. Og jeg kan da godt mærke det. Det rykker lidt i kroppen, luften emmer af farvelhed og jeg har lyst til bare at smelte sammen med ham og blive hans siamesiske tvilling. Men jeg vil samtidig gerne ud i verden, og jeg vil gerne lære at være mig uden ham.
Så i morgen siger vi farvel midt i Kastrup Lufthavn. Og der kommer det nok.
Alt det som jeg ikke rigtig har kunnet mærke indtil nu.

kage

Dag 37 – Farvelkage til Berlingske Nyhedsbureau