Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

I Norge er sorgen med mig hele tiden

Der er ingen fjelde mere. I stedet er der bytårne og dansk hedebølge. Jeg er kommet hjem fra Nord Norge, og som altid er det en ambivalent følelse. Akkurat ligesom, når jeg er der.

Det er dejligt at komme hjem, men svært at sige farvel. Og det er noget af det fineste at kigge på fjelde med min farmor, spise vafler og spille yatzy. Men min krop er næsten også hele tiden fyldt med sorg.

Det at gå igennem min fars barndomsland, at se alt det, han engang så hver eneste dag, det får mig til at føle mig tættere på ham end nogensinde. Og det er pisse hårdt. Også selvom jeg ikke ville være følelsen af tæthed foruden. Når jeg er i Norge og ser ud på alle de tusindvis af graner, der står på ræd og række som stolte soldater oppe på min farmors fjeld, når jeg hører elven risle og klukke og når jeg stirrer ud over havet fra midten af Dyrøyabroen, så fyldes mit hjerte med lige dele kærlighed og tristhed.

Jeg har skrevet om det før. Det med at ville ønske at jeg kunne spørge min far om alt det, jeg ikke nåede at få at vide, at tænke over, som jeg ikke vidste var vigtigt, mens han levede. Og det ønske bliver tusind gange større, når jeg sidder på min farmors trappe og kigger ind i den skov, min far han legede i, da han var en lille dreng.

Min bror har det ikke sådan. Han ser Norge som det land, hvor vores farmor bor. Der hvor man kan fiske, spise brun ost og spille uanede mængder af kortspil. For ham hænger det ikke sammen med vores far, for det var jo aldrig der han boede, da han var i vores liv. Der boede han i Danmark, og Norge var et sted man tog hen for at besøge den norske del af familien. Og ikke mere end det.

Og det har han jo ret i. Brønshøj og Hundested, der hvor vi boede sammen og der, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv burde betyde mere. Det burde være de steder, der gjorde ondt at være. Men det er det ikke. For mig i hvert fald.For mig er det landet langt mod nord, der hvor min far blev født, hvor han lærte at tegne, spille musik og lave norsk husmandskost, hvor han hjalp sin blinde farfar tilbage i huset, når han var faret vild, der hvor han fiskede i elven og der hvor han helt forelsket tog min mor med hen for at vise hende frem til sine forældre.

Det er Norge.

En mistet halskæde og en mistet del af min far

Da min far døde havde han tog ting på sig. En ring og et armbånd. Min bror fik armbåndet og jeg fik ringen. Og i flere måndeder gik jeg med den kæmpestore ring på fingeren, holdt på plads af en af mine egne ringe, som jg satte oven på min fars. Ringen klinkede mod alting og var stor og klodset på min tynde finger. Men jeg beholdt den stædigt på, kunne ikke tage den af. Lige indtil jeg fandt en lang kæde at sætte den fast i. Der kunne den hænge fint. Rundt om min hals og tæt på mit hjerte. Og minde mig om min far.

Jeg har haft den på, på hverdage og til fest, hvor jeg blot brugte den som et almindeligt smykke, jeg har haft den på til eksaminer som en held og lykke amulet, og jeg har haft den på, på dage, hvor jeg havde ekstra brug for at mærke min far.

Men i morges kunne jeg ikke finde den. Og det kan jeg stadig ikke. Den er væk. Jeg har ledt overalt. I tasker, i skuffer, under sengen. Jeg har ringet rundt og hørt om, jeg skulle have glemt den hos folk, men ingen steder er den. Den er væk.

Og selvom jeg godt ved, at det bare af en ring, at min far ikke forsvinder fra mig mere end han allerede er forsvundet, så har jeg tudet mig igennem hele det her indlæg. Og lang tid før, jeg begyndte at skrive. For det var den ring, den lille ting, som jeg kunne have med mig, som jeg kunne røre ved og som jeg vidste, at han havde rørt ved. Som jeg vidste, at han havde haft tæt på sig. Som jeg vidste, at han havde valgt at tage på, fordi han holdt af den.

Og jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg har mistet den ting. Som jeg mister alle mulige andre ting. At det er min skyld, at jeg nu ikke har den ring, som min far gav mig i døden.

At jeg ikke længere har den del af min far med mig.

d

 

 

Fortællingen om altid at lede lidt efter en far

Jeg har altid været fascineret af fædre. Da jeg var helt lille af min egen far, hans stærke arme, hans krasende skæg, hans legende væsen. Da jeg blev ældre begyndte jeg at sammenligne fædre. Tanja havde en far, der lavede amerikanske pandekager og talte med accent. Nadias far havde tatoveringer og endnu stærkere arme end min egen fars. Michellas far havde en stor BMW og gav os penge til shawarma. Cathalinas far købte breezers og gav livslektioner.

Min far stegte frikadeller, spillede guitar, fiskede og var fuld. Og en dag, der døde han. Alt for tidligt. Før han nåede at lære mig at være voksen. Før jeg nåede at føle, at jeg ikke behøvede ham længere.

Min fascination af fædre er nok blevet endnu større efter det. Jeg fandt dem overalt. Fædrene. Både i virkeligheden og fiktionen. Dem, der passede på deres døtre, dem der kæmpede for at få lov at se dem, dem der lærte dem om de vigtige ting i livet, dem der skældte ud og satte grænser, dem der fik tårer i øjnene af stolthed.

De fleste mænd på min fars alder med rare ansigter og dybe stemmer fik tilført en historie, en personlighed, en rarhed og kærlighed. Jeg projekterede alle mine uforløste længsler efter faderkærlighed over på alle dem, jeg kunne komme til. Og jeg længtes og længstes efter at blive passet på.

Og det gør jeg til dels stadig. Forskellen er dog, at jeg for nyligt endelig indså, hvad det var jeg gjorde. Hvad det var jeg tillagde alle disse mænd, og samtidig forstod jeg, at lige meget hvor længe jeg leder, så finder jeg aldrig en far igen. Jeg kommer aldrig til at få en, der er der uanset hvad. En der med stolthed i øjnene sender mig ud i verden. En der vil gøre alt for, at jeg skal få det godt. Jeg får aldrig en, der passer på mig.

Spørgsmålet er om jeg overhovedet behøver det. Jeg er en voksen kvinde, der i grunden sagtens kan passe på sig selv. En der har masser af kærlighed i sit liv og som egentlig også gør ret meget for tiden for netop at vise, at jeg er voksen og kan selv. Men savnet til det, som jeg i grunden aldrig rigtig fik er alligevel så kæmpestort inde i mig, at det åbenbart indtil nu har manifesteret sig selv i en lyserød forestilling om, hvordan det ville være at have en rigtig far.

Også selvom at min mor gav mig alt det og lidt til, som min far ikke kunne.

Den dag for nogle uger siden, hvor jeg forstod, hvad det var jeg i alle disse år har gået og higet og ledt efter og samtidig også forstod, at jeg jo aldrig kommer til at få det var det både en lettelse, men også en enorm sorg. En lettelse fordi, jeg måske nu, snart, kan holde op med at lede og en sorg over alt det, som jeg føler, jeg havde ret til at få, men som jeg aldrig rigtig fik. En uretfærdighed og en følelse af magtløshed over endnu engang at måtte skuffe den lille pige inden i mig, som virkelig bare gerne ville passes på af sin far.

Og ikke mindst en sorg over, at jeg ikke kan forvente, ikke bør håbe længere og i stedet nu skal slippe trangen til at blive taget sig af. I hvert fald på den der kompromisløse og betingelsesløse måde en far tager sig af sin datter på.

Det forbandede, forbandede savn

Det er knap tre uger siden, at det var otte år siden, at min far han døde. Jeg havde planer om at skrive et indlæg om det store savn, som bor i mig og som jeg nogle gange har svært ved at rumme. Men så døde Jonas, og savnet og dets vigtighed blev skubbet til side af sorgen over, at en så ung, smuk, dygtig, sjov, hjælpsom, spøjs og elskværdig ung mand nu ikke længere er en del af verden.

Jeg havde derfor tænkt, at indlægget om savnet nok ikke blev til noget her midt i sorgen over en andens død. Men så ringede Mette til mig. Vi har studeret sammen, og hun ringede fordi, hun manglede en kilde til en historie om unge, der har mistet deres fædre.

Igår kom hun så forbi. Helt fra Aarhus og stillede spørgsmål efter spørgsmål med sin fine nordjyske dialekt om, hvordan det er at leve med savnet og aller vigtist – hvordan det er ikke at have haft chancen for at lære min far ordentlig at kende.

Sidste år skrev jeg et blogindlæg om netop det. Om hvordan jeg pludselig havde indset, at der var så frygtelig mange ting, som jeg ikke kender til eller ved om min far. Ret præcist er der 15 år af hans liv fra da han drog afsted mod Danmark og til han mødte min mor, som jeg ikke ved noget som helst om. Og der er desværre også næsten ti år fra min bror og jeg stoppede med at se ham kontinuerligt og til han døde, som jeg heller ikke kender detaljerne fra.

Jeg ved ikke, hvad han kæmpede med indeni. Jeg ved ikke, hvad han elskede. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad hans livret var. Jeg ved ikke præcist, hvorfor det var han tog fra Norge til Danmark, jeg ved ikke, hvem hans venner var eller hvad han syntes om sit nye land. Jeg ved ikke, hvad han frygtede eller hvad han drømte om, jeg ved ikke, hvad han løb væk fra eller hvad han løb hen imod. Jeg ved ikke, hvad det var ved min mor, der fik ham til at blive forelsket i hende, og jeg ved ikke, hvad han tænkte om at blive far.

Sorg er tungt. Den sætter sig på dig og trykker dig ned. Og den kan være næsten ubærlig at bære rundt på. At leve sammen med. Det er på en eller anden måde en blanding af uforløst kærlighed og savn blandet med dyb, dyb tristhed. For det meste håndterer jeg dog den godt. Jeg taler om min far, fortæller historier, mindes og husker. Alt sammen uden at sorgen får lov at ødelægge det. Også selvom den altid er lige under overfladen af grinet. Men nogle gange så vinder den. Midt i talestrømmen knækker stemmen. Midt i smilet kommer gråden. Midt i kærligheden kommer savnet.

Og så lader jeg den fylde. Nogle gange kun for en kort stund, andre gange lader jeg den sidde indtil noget udefrakommende skubber den i baggrunden. Nogle gange græder jeg. Hulker. Andre gange kommer der kun en enkelt tåre. Og så er der de gange, hvor savnet og sorgen ikke bliver til andet end en følelse af slukket håb. For alt jeg egentlig ønsker mig i verden er at få lov at tale med min far bare en gang til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om kærlighed

Igår aftes da jeg lå i min seng og forsøgte at falde i søvn, kom jeg i tanke om, hvad dag det ville være, når jeg vågnede igen. Min fars fødselsdag. Han blev født den 3. oktober 1955 i en lillebitte by, langt oppe i Nord Norge, der hvor mørket indkapsler alt om vinteren, og hvor solen titter frem natten lang hele sommeren.

Jeg har tænkt meget på ham i den sidste tid. På hvad han ville have tænkt om mig og det jeg har sat i værks. På om hvordan han mon ville have reageret på sidste års chokerende nyheder. På hvordan han ville have haft det med at have sådan nogle voksne børn.

Nogle gange får jeg lyst til at tage til Hundested, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv, og hvor vi, min bror og jeg og nogle gange også vores mor, besøgte ham mange gange. Jeg får lyst til at stige af det lille tog, der kører mellem Hillerød og Hundested og gå ned gennem byen. Jeg får lyst til at tage ned til stranden og lade vinden blæse mig i ansigtet. Jeg får lyst til at kigge ind ad vinduet til der, hvor han boede. Jeg får lyst til at mærke ham.

Men jeg gør det ikke. Og jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer tilbage dertil. For byen er også fyldt med alt det, som ikke bare var is på stranden og fiskefrikadeller på kajen. Den er også fyldt med mindet om en lille piges usikkerhed. Lange og opmærksomme blikke hen på en mand, der ofte ikke var nok tilstede. Ondt i maven over inderst inde at vide, at det her var sådan det var, og at det aldrig nogensinde ville blive bedre. Og så det lillebitte, store savn, der opstod når toget igen kørte væk fra perronen og min far langsomt blev mindre og mindre.

Og det tror jeg ikke, jeg har lyst til også at mærke igen. Selvom jeg gerne vil mærke ham.

Det er sjovt, for da jeg satte mig ned for at skrive det her indlæg, regnede jeg med at det ville blive et varmt et. En tribute af en art. En kærlighedserklæring til min døde far. Også selvom jeg næsten ikke, lige siden jeg som 10-årig begyndte at skrive om ham, har kunnet skrive en tekst, der kun var god. Og det gør mig egentlig næsten ligeså ked af det, som det, at han er død. For selvom den del af mig, der fandtes, da jeg stadig var barn, hende der håbede og troede på, at han engang ville blive til en helt rigtig far den døde langt før, han gjorde, så sidder der åbenbart stadig en lillebitte rest tilbage i mig. En lille del, der gerne vil mindes det gode, den rigtige far. Hende der ikke vil belemres med fakta og dumme minder, men som for alt i verden bare gerne vil skrive om svingture, frikadelletårne og om en far og en datter, der sammen skaber noget, der kun er deres.

Så jeg tror, jeg lader hende bestemme nu. I dag lader jeg hende hviske alle de gode ting, han også kunne. Om guitarspil, hulebygning, persillesovs, historiefortællinger, mesterværkslignede tegninger af helte og om at kaste sig i favnen på en far, der emmer af tryghed og dufter af tobak og læder.

Jeg lader hende fortælle om kærlighed.

Læs mere om min far her, her, her her, her og her


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om Tilgivelse 

I starten af sommeren lyttede jeg til en fantastisk podcast af Mikkel Frey Damgaard, der hedder Selvmordstanker, og som handler om Mikkel selv, der igennem hele sit liv har været bange for at arve sin fars selvmord, og derfor i podcasten undersøger om selvmord kan gå i arv. I løbet af podcasten lærer han så gennem folk, der kendte hans far, mere og mere om den mand, som ikke har været der, siden han var otte år gammel, og som han hele sit liv har forsøgt at adskille sig fra, fordi han ikke ville ende som ham.

Jeg følte egentlig ikke så frygtelig meget gennem de første mange afsnit af Selvmordstanker. Jeg syntes, podcasten var god og vellavet, spændende og rørende, men på et plan, der ikke som sådan havde noget med mig selv at gøre. Lige indtil jeg hørte sidste afsnit. Afsnittet der handlede om tilgivelse og closure.

Her mødes Mikkel Frey Damgaard med den psykolog, han mødtes med i første afsnit, og som havde givet ham den opgave at lære så meget om sin far som overhovedet muligt. Og efter al den læren-at-kende, der har foregået, sidder Mikkel med en helt anden følelse, end den han sad med, da podcasten gik i gang. Han er ikke vred længere, fortæller han. Han er ikke bange. I stedet er han fyldt med empati og medfølelse overfor sin far. Og fyldt med sorg over både at have mistet ham, men også over, hvor svært hans far havde det i tiden, inden hans død.

Jeg kan huske, at jeg gik og trak min cykel gennem en lille gade på Nørrebro på en af de der sløve og lyse sommeraftener, og at de grønne, grønne træers blade brusede i vinden over mig, mens jeg lyttede til Mikkels fortælling. Og for første gang i løbet af podcasten, blev jeg oprigtig rørt helt inde i kroppen. For hans ord beskrev så præcist, hvordan jeg i dag har det med min egen far. Jeg er nemlig heller ikke vred længere. Og tro mig, det var jeg i meget lang tid, da han levede. I dag er jeg i stedet, akkurat som Mikkel er overfor sin far, fyldt med empati og medfølelse over, at han havde det så svært. At han kæmpede sådan. Og at han aldrig lykkedes. Og så er der den kæmpe store sorg over, at han ikke er her. At jeg aldrig for alvor lærte ham at kende, men også en kæmpe stor sorg over alt det, han kunne have været, men ikke blev.

Og lige der, midt på gaden, midt i podcasten, indså jeg, at det er de følelser, den empati og den sorg, der skal være til stede, hvis jeg oprigtigt skal tilgive Fodboldfyren. Jeg kan ikke tilgive ham, fordi jeg selv gerne vil videre. Jeg kan ikke sige, at nu er jeg ikke vred længere, at jeg forstår, at jeg tilgiver og så vinke til ham i Føtex, hvis jeg ser ham. For selvom, det er et skridt i den rigtig retning, er det ikke ægte. Det er ikke ægte tilgivelse, også selvom rigtig mange, tror og føler, at det er.

Ægte tilgivelse kommer, når du oprigtigt føler med den anden person. Når du ikke vil have, at de skal lide mere. Når du ville ønske, at du kunne gøre noget for dem. Og sådan har jeg det bestemt ikke med Fodboldfyren.

En klog veninde jeg har, sagde til mig, at jeg måske skulle prøve at droppe det der psykopatmærkat, jeg har klistret fast på ham. At det, selvom det kan give en masse forklaringer og indsigter, ikke hjælper det store på der med tilgivelsen. For hvordan kan man tilgive en, der er ligeglad? En der ikke føler noget? En som ingen skyldfølelse har overhovedet?

Det er svært. Måske nærmest umuligt. Og derfor, sagde hun, skulle jeg måske i stedet forsøge at finde ud af, hvorfor han er blevet sådan. Hvorfor den lille lyshårede dreng, som jeg en gang så på en hjemmevideo, og som virkede genert, fjollet og elskværdig overfor sine to yngre brødre, blev til en mand, der iskoldt og uden kærlighed i kroppen, gang på gang kunne sige, at jeg intet var værd. Og derefter kunne gå ud og bevise det.

Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Men jeg ved i hvert fald, hvordan det virkelig føles at tilgive. Og der er stadig meget, meget langt derhen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook