Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

I Norge er sorgen med mig hele tiden

Der er ingen fjelde mere. I stedet er der bytårne og dansk hedebølge. Jeg er kommet hjem fra Nord Norge, og som altid er det en ambivalent følelse. Akkurat ligesom, når jeg er der.

Det er dejligt at komme hjem, men svært at sige farvel. Og det er noget af det fineste at kigge på fjelde med min farmor, spise vafler og spille yatzy. Men min krop er næsten også hele tiden fyldt med sorg.

Det at gå igennem min fars barndomsland, at se alt det, han engang så hver eneste dag, det får mig til at føle mig tættere på ham end nogensinde. Og det er pisse hårdt. Også selvom jeg ikke ville være følelsen af tæthed foruden. Når jeg er i Norge og ser ud på alle de tusindvis af graner, der står på ræd og række som stolte soldater oppe på min farmors fjeld, når jeg hører elven risle og klukke og når jeg stirrer ud over havet fra midten af Dyrøyabroen, så fyldes mit hjerte med lige dele kærlighed og tristhed.

Jeg har skrevet om det før. Det med at ville ønske at jeg kunne spørge min far om alt det, jeg ikke nåede at få at vide, at tænke over, som jeg ikke vidste var vigtigt, mens han levede. Og det ønske bliver tusind gange større, når jeg sidder på min farmors trappe og kigger ind i den skov, min far han legede i, da han var en lille dreng.

Min bror har det ikke sådan. Han ser Norge som det land, hvor vores farmor bor. Der hvor man kan fiske, spise brun ost og spille uanede mængder af kortspil. For ham hænger det ikke sammen med vores far, for det var jo aldrig der han boede, da han var i vores liv. Der boede han i Danmark, og Norge var et sted man tog hen for at besøge den norske del af familien. Og ikke mere end det.

Og det har han jo ret i. Brønshøj og Hundested, der hvor vi boede sammen og der, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv burde betyde mere. Det burde være de steder, der gjorde ondt at være. Men det er det ikke. For mig i hvert fald.For mig er det landet langt mod nord, der hvor min far blev født, hvor han lærte at tegne, spille musik og lave norsk husmandskost, hvor han hjalp sin blinde farfar tilbage i huset, når han var faret vild, der hvor han fiskede i elven og der hvor han helt forelsket tog min mor med hen for at vise hende frem til sine forældre.

Det er Norge.

Fortællingen om altid at lede lidt efter en far

Jeg har altid været fascineret af fædre. Da jeg var helt lille af min egen far, hans stærke arme, hans krasende skæg, hans legende væsen. Da jeg blev ældre begyndte jeg at sammenligne fædre. Tanja havde en far, der lavede amerikanske pandekager og talte med accent. Nadias far havde tatoveringer og endnu stærkere arme end min egen fars. Michellas far havde en stor BMW og gav os penge til shawarma. Cathalinas far købte breezers og gav livslektioner.

Min far stegte frikadeller, spillede guitar, fiskede og var fuld. Og en dag, der døde han. Alt for tidligt. Før han nåede at lære mig at være voksen. Før jeg nåede at føle, at jeg ikke behøvede ham længere.

Min fascination af fædre er nok blevet endnu større efter det. Jeg fandt dem overalt. Fædrene. Både i virkeligheden og fiktionen. Dem, der passede på deres døtre, dem der kæmpede for at få lov at se dem, dem der lærte dem om de vigtige ting i livet, dem der skældte ud og satte grænser, dem der fik tårer i øjnene af stolthed.

De fleste mænd på min fars alder med rare ansigter og dybe stemmer fik tilført en historie, en personlighed, en rarhed og kærlighed. Jeg projekterede alle mine uforløste længsler efter faderkærlighed over på alle dem, jeg kunne komme til. Og jeg længtes og længstes efter at blive passet på.

Og det gør jeg til dels stadig. Forskellen er dog, at jeg for nyligt endelig indså, hvad det var jeg gjorde. Hvad det var jeg tillagde alle disse mænd, og samtidig forstod jeg, at lige meget hvor længe jeg leder, så finder jeg aldrig en far igen. Jeg kommer aldrig til at få en, der er der uanset hvad. En der med stolthed i øjnene sender mig ud i verden. En der vil gøre alt for, at jeg skal få det godt. Jeg får aldrig en, der passer på mig.

Spørgsmålet er om jeg overhovedet behøver det. Jeg er en voksen kvinde, der i grunden sagtens kan passe på sig selv. En der har masser af kærlighed i sit liv og som egentlig også gør ret meget for tiden for netop at vise, at jeg er voksen og kan selv. Men savnet til det, som jeg i grunden aldrig rigtig fik er alligevel så kæmpestort inde i mig, at det åbenbart indtil nu har manifesteret sig selv i en lyserød forestilling om, hvordan det ville være at have en rigtig far.

Også selvom at min mor gav mig alt det og lidt til, som min far ikke kunne.

Den dag for nogle uger siden, hvor jeg forstod, hvad det var jeg i alle disse år har gået og higet og ledt efter og samtidig også forstod, at jeg jo aldrig kommer til at få det var det både en lettelse, men også en enorm sorg. En lettelse fordi, jeg måske nu, snart, kan holde op med at lede og en sorg over alt det, som jeg føler, jeg havde ret til at få, men som jeg aldrig rigtig fik. En uretfærdighed og en følelse af magtløshed over endnu engang at måtte skuffe den lille pige inden i mig, som virkelig bare gerne ville passes på af sin far.

Og ikke mindst en sorg over, at jeg ikke kan forvente, ikke bør håbe længere og i stedet nu skal slippe trangen til at blive taget sig af. I hvert fald på den der kompromisløse og betingelsesløse måde en far tager sig af sin datter på.