Fortællingen om At Være Ensom i Et Hav Af Venner

Jeg håber, det er muligt at skrive det her indlæg uden at lyde som en stor whiny brokkerøv. For det er virkelig ikke det, jeg vil. Eller synes, jeg er. Og jeg har da også overvejet slet ikke skrive noget. Men så igen, hvad fanden skal man ellers bruge sin blog til, hvis altså ikke man er sådan en, der finder det vigtigt at fortælle verden, hvilke par strømper, man har valgt at tage på i dag. (Av, nu kom jeg vist alligevel til at lyde….bitchy)

Så nu fortæller jeg det. Og håber samtidig, at folk forstår, at det ikke er en anklage, brok eller surhed. For det er det ikke. Jeg tror egentlig mest det er frygt og gamle sår. Blandet med en lille smule tristhed. Okay, lidt mere end en lille smule.

Jeg har ingen planer i weekenden. Eller det er løgn. Jeg skal spise brunch med min sødeste Anna på søndag, men indtil da skal jeg ingenting. For alle mine veninder er optagede. Og da jeg fandt ud af det igår, efter en ellers dejlig formiddag med et tandlægebesøg, der viste ingen huller og frokost med Bedsteveninden, så blev jeg først trist og derefter tvær. Og måske også lidt skuffet.

Selvfølgelig er det ikke nogens skyld, og man kunne da også argumentere for, at jeg kunne have været ude i bedre tid, og at mine veninder og venner jo altså ikke er ansvarlige for, at jeg har noget at lave i weekenden. Så det gjorde jeg. Altså argumenterede. Men følelserne blev alligevel siddende. Ja, faktisk voksede de sig større og satte sig endnu bedre fast, indtil jeg endte med at råbe af min ovn, fordi den blæste varm damp i hovedet på mig, da jeg åbnede lågen for at tage den pizza ud, jeg aggressivt havde klasket sammen.

Og så måtte jeg lige sætte mig ned og tale lidt med mig selv. For at finde ud af, hvorfor det gik mig sådan på. Og hvorfor det i dag stadig svier lidt. Det var ikke let, for det hele føltes blandet sammen i en stor pærevælling af nederenhed, men der var alligevel en sætning, der blev ved at skille sig ud og dukke op.

Det er altid mig, der spørger. 

Det er det nu ikke. Hvis jeg skal være ærlig. Der er masser af gange, hvor jeg er den, der bliver spurgt. Og jeg nærer slet ingen tvivl om, at mine veninder vil mig. Men jeg tror dog alligevel, at jeg “vinder”, hvis der nogensinde er nogen, der laver et regnskab over, hvem der tager mest initiativ. Og det gør lidt ondt. Og sender mig samtidig direkte tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt mig udenfor og forkert. Og hvor jeg ikke måtte være med. Hvilket egentlig førte mig direkte videre til den næste gennemgående følelse – frygt.

Dag 266, år 2 – Alene

Jeg er bange for at miste. Jeg er bange for, at alt det jeg har kæmpet for at opbygge og al den kærlighed – som jeg gerne indrømmer, at jeg er dybt afhængig af, fordi det er den eneste, udover min families, som jeg har – vil forsvinde. For så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid følt mig lidt alene. Lidt forkert. Lidt på kanten. Men i løbet af det sidste halvandet år, har jeg følt mig mere rigtig end, jeg nogensinde har følt mig før. Jeg har følt, at jeg hører til. At dem jeg holder af og elsker, elsker og holder af mig, fordi jeg er, som jeg er. Jeg har følt mig langt væk fra kanten, og meget mere midt i midten. Og der vil jeg gerne blive ved med at være. Men jeg ved også, at det kommer jeg ikke til. Livet i 20’erne er flygtigt. Det er en tid fuld af forandring, og det liv man lever i dag er ikke nødvendigvis det liv, man lever i morgen. Det er både det, der gør 20’erne til noget af det mest fantastiske, men også til noget af det sværeste. For jeg ved god, at mine venskaber ikke kommer til at blive ved med at være, som de er nu. Og selvom jeg synes, jeg udvikler mig, endelig har fundet min rette hylde og er på vej hen et sted, så føles det alligevel som om mine veninder bevæger sig lidt hurtigere end mig. Og det gør det nogle gang lidt svært at trække vejret. For hvad hvis de alle sammen bevæger sig for langt væk?

Det hele er stadig lidt rodet. Og det er jo, som I kan se, heller ikke bare en ting, der fik mig til at råbe af ovnen. Det er både fortidsshit, nutidsshit og fremtidsshit. Og der er nok egentlig ikke rigtig så meget at gøre ved det andet end at trække vejret ned i maven, give mine tanker plads og lytte til mig selv. Det er dog bare lidt svært, når en anden insisterende stemme bliver ved med at råbe op.

Nogle gange kunne det bare være rart, hvis jeg ikke altid selv skulle sørge for, at jeg har planer for weekenden. 

Men det er nok utopi. Og nok utopi for de fleste. Medmindre du er en af de der bloggere, der viser deres sokker frem, måske.