Fortællingen om At Være Introvert Og At Stå Ved Det

Jeg har altid elsket at være alene. Da jeg var lille elskede jeg ligeså meget at lege alene, som at lege med andre. Og da jeg blev gammel nok til selv at bestemme om jeg ville i fritidsklub eller ej, gik jeg så ofte lige hjem fra skole for at nå at være alene hjemme lidt, at det til sidst ikke kunne betale sig, at jeg var tilmeldt. Jeg har heller aldrig kunnet lide at sove ude eller at være på koloni, men der gik mange år, før jeg koblede mit behov for at være alene til mit had til sleepovers og lejrture. Det var dog først, da jeg blev teenager, at jeg mærkede, hvor forkert jeg egentlig var i andres øjne.

Jeg gad nemlig virkelig ikke feste. Jeg ville enten helst bare være alene hjemme og hygge mig eller være sammen med et par få venner og lave noget sjovt. Og sådan har jeg det stadig.

En gang imellem tog jeg med til festerne, og jeg har da også drukket breezers og vodkasupertopform omme bag en hæk til gymnasiefesterne. Og for det meste var det også hyggeligt og man grinede med de andre og faldt på sin cykel og det var ih og åh så sjovt. Men jeg blev aldrig superduper fuld og jeg ville aldrig med videre. Og sådan er det stadig.

Jeg. Gider. Ikke. Og den følelse har siden teenageårene fået mig til at føle mig helt vildt forkert. Og kedelig. For hvem gider ikke feste til den lyse morgen?

Mig. Amalie gider ikke. Og slet ikke i byen med folk jeg ikke kender. Jeg kan faktisk nærmest ikke finde på noget, jeg gider mindre end det. Jeg vil næsten heller til matematikeksamen eller få mig en rodbehandling. (Jeg har faktisk aldrig fået en rodbehandling, så jeg ved ikke helt, hvad jeg snakker om her. Men har hørt, at det skulle være svært ubehageligt)

image

Dag 34 – Jeg vil meget hellere spise suppe og se film.

I mange år lod jeg bare som om at jeg virkelig synes sådanne ting var mega fede og fandt så ellers på den ene undskyldning efter den anden.
Det var lettere, da jeg var yngre. Så var det altid min mor, der var herre nederen. (Det er hun slet ikke, hun gav mig faktisk lov til overraskende meget i socialiseringens navn, det fortalte jeg bare aldrig mine venner) Og da jeg blev ældre og ikke længere kunne bruge min mor som undskyldning uden, at det blev underligt blev det arbejdets skyld, kærestens skyld eller kattens skyld, at jeg blev nødt til at gå tidligt.

Og så for at et par år siden holdt jeg langsomt op med at undskylde og i stedet fortælle sandheden. Jeg orkede det ikke længere. Alle de halve løgne og dårlige undskyldninger. Og jeg orkede slet ikke flere aftenener tilbragt og spildt på tilfældige toiletter, når jeg alligevel var gået med til noget, som jeg ikke havde lyst til og derfor måtte søge ly på toilettet for at få en pause eller for at vente på at klokken blev så mange, at det ville være okay at gå.

Men det er svært at sige sådan. For det er åbenbart noget, der desværre er svært for folk at forstå og acceptere. Noget jeg kan have lidt svært ved at forstå, siden jeg jo ikke anklager folk for at være overfladiske eller drukkenbolte, fordi de godt kan lide at fyre den af i weekenden. Tværtimod kan jeg sagtens se det sjove i det og forstå, hvorfor folk gør det. Jeg har bare sjældent lyst til det selv. Men det sker da. Nogen gange tager fanden ved mig og jeg joiner mine venner i byen og drikker drinks og danser grimt. Men det er sjældent og jeg gider oftest ikke blive ved ligeså længe, som mine venner gider.

image

Dag 200 – Jeg holder dog med glæde get-togethers for alle mine venner i stedet for at tage med dem i byen. Og nogen gange tager de blomster med. 

Men det betyder jo ikke at jeg er nederen. At jeg er kedelig. At jeg aldrig gider noget.

Jeg vil nemlig gerne være sammen med folk, drikke vin, grine, fortælle historier, se film, lave og spise mad, gå på cafe, gå på museum, gå ture, stå på skøjter, dyrke yoga, gå i teatret, shoppe, sladre, tale og bare være sammen. Men jeg gider ikke gå til store fester, hvor jeg ikke kender halvdelen af dem, som er med og jeg gider ikke blive særlig længe til store small-talk events, hvor mingling er the key word. Cause I dont mingle.

Heldigvis har jeg efterhånden fået sat foden så meget ned, at de fleste i min omgangskreds ved og accepterer, at jeg er sådan. Efterhånden hviler jeg så meget i mig selv, at jeg ikke føler mig forkert, når jeg siger nej tak eller går hjem før alle andre. For jeg har accepteret, at det er sådan jeg er. Jeg har accepteret, at jeg både elsker at se mine venner og at møde nye mennesker, men at jeg efterfølgende har brug for at være alene. Det er nemlig, når jeg er alene, at jeg lader op. Det er her, jeg bearbejder alle de indtryk, jeg får kastet i hovedet, det her jeg får lov bare at være mig.

image

Dag 203 – Jeg bearbejder bedst, mens jeg spiser. 

Det er dog oftest kun, når det kommer til fester og store arrangementer, at jeg får problemer. For det at jeg nyder at være alene er jo oftest en ganske smart ting. Jeg får fx ikke nervøse trækninger eller tror mit liv vil slutte, hvis jeg ikke har en aftale en fredag aften. Det sker faktisk først, hvis jeg har aftaler både torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så bliver jeg lidt træt. Som i meget træt og har brug for at ligge i min seng en hel dag og glo ind i min computer. Eller væggen.

Nej, det er når ordet fest kommer på banen, at det bliver rigtig svært. Og det irriterer mig, at jeg stadig tager mig selv i at lyve om, hvorfor jeg ikke kan komme eller hvorfor jeg går tidligt. Det er nemlig som om, at jeg-er-træt-grunden ikke er en ordentlig nok grund. Og hvis man så formaster sig til at være ærlig og sige, at nu er man fyldt op og har brug for at komme hjem og lade op er reaktionen ofte en, der ville passe bedre, hvis jeg havde sagt, at hele aftenen havde været mega nederen og at maden i øvrigt smagte af helvedes til.

Men jeg bliver ved med at holde fast. Jeg har tilbragt alt for meget tid steder, hvor jeg for længst burde være gået hjem og jeg har brugt al for meget energi på at finde på gode undskyldninger. Og det er jeg altså simpelthen blevet for gammel til.

image

Dag 206 – Så gammel, at jeg må bruge en hel dag i sengen ovenpå høj social aktivitet.

Fortællingen om At Elske Sig Selv

Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle rejse rundt med en rygsæk i Asien. Oprindeligt havde jeg forestillet mig, hvordan jeg, The Cheryl Strayed Way, ville vandre gennem Australiens vildnis (på en rigtig vandresti med pile, der peger i den rigtige retning, selvfølgelig) og på den måde gå indtil jeg fandt mig selv. Desværre blev The Bibbulmun Track, som jeg havde udset mig, lukket ned på grund af skovbrande og jeg måtte derfor finde en anden måde at komme nærmere mig selv på. Så det blev efter en del bloglæsning på blandt andet World of Wanderlust til en Asientur, hvor formålet, udover selvfølgelig at opleve og se en masse flotte og spændende ting, var at blive en bedre Amalie.

Inden jeg tog afsted forestillede jeg mig, hvordan jeg ville sidde på hvide sandstrande og se solen gå ned, mens jeg mediterede eller bare blev opslugt af øjeblikket og på den måde lærte, hvordan jeg bedre kunne leve i nuet.
Jeg forestillede mig, hvordan det via en kombination af yoga, et seriøst arbejde med selvværdsøvelser og det at klare mig selv igennem alle de udfordringer, jeg ville møde på min vej, ville være muligt at kunne lægge alt mit lort bag mig og komme tilbage som et menneske, der tror på sig selv, elsker sig selv og ikke mindst hviler i sig selv.
Og jeg har da oplevet en del flotte solnedgange og også haft nogle fantastiske øjeblikke, hvor lykken har fyldt mig helt ud og gjort det muligt for mig at være fuldstændig tilstede i nuet. Men det der med at arbejde med mig selv gennem selvværdsøvelser og yoga. Not so much.

migpåsten

Dag 80 – Meditationsværdig solnedgang

I hvert fald ikke indtil nu. Men nu hvor jeg er på Koh Lanta, en lille bitte thailandsk ø, hvor der ikke rigtig er andet at lave end at spise god mad, bade, sole og køre på scooter, har jeg endelig tid og overskud til at gøre alle de ting, jeg havde sat mig for.
Jeg skal ikke se noget, jeg skal ikke finde vej, jeg skal ikke shoppe.
Jeg skal bare være. Lige her hvor jeg er, og det betyder, at jeg faktisk slet ikke kan lade være tænke store tanker eller at hive min medbragte selvhjælpsbog Elsk Den Du Er frem.

Bogen guider dig igennem otte ugers forskellige øvelser i at genkende dine egne mønstre, lærer dig at ændre de destruktive af dem og giver dig samtidig redskaber til, hvordan du kan være din egen aller bedste ven. Noget jeg i høj grad godt kunne bruge hjælp til.
Jeg er nemlig ikke særlig sød ved mig selv. De ting, jeg nogle gange tænker om mig selv og den måde jeg kan skælde mig selv ud på ville jeg aldrig nogensinde kunne drømme om at sige til folk, jeg holder af. Jeg ville ikke en gang tænke dem.
Og jeg har efterhånden indset, at den eneste måde jeg kan blive glad og tilfreds med mit liv og med mig selv på er, hvis jeg begynder at behandle mig selv bedre.
For selvom man altid kan sige, at man er havnet i en dum situation eller er blevet såret, fordi en man holder af eller elsker har gjort en ondt, så kan man i virkeligheden kun bebrejde sig selv.

silene

Dag 82 – Strandrefkelsion

Det er nemlig dig, der har ladet andre behandle dig dårligt. Det er dig, der har sagt ok til, at leve et liv, du inderst ikke var tilfreds med. Det er dig, der ikke har sagt fra. Men du skal faktisk ikke bebrejde dig selv. Du skal tværtimod tilgive og sige undskyld for ikke have været dig for dig.
Du skal sige undskyld, fordi du ikke troede nok på dig selv, fordi du ikke vidste, at du var god nok præcis som du var. Og så skal du tilgive dig selv for ikke at vide de ting og for at have budt dig selv alt det, som du ikke fortjente.
Og så skal du lægge det bag dig.

Det var det, jeg forsøgte igår. Jeg skrev et brev til mig selv, hvor jeg fik fortalt den gamle Amalie, at det var okay. At hun var okay, og at jeg var ked af, at jeg ikke havde været der for hende og troet på hende. Troet på, at hun fortjente det bedste af det bedste og at hun hverken var forkert, dum, tyk eller kedelig. At hun er helt fantastisk, vidunderlig, sjov, smuk og klog. Og at selvom hun nogle gange fejler, ændrer det ikke på noget af det.
Og nu var jeg skriver det her igen kan jeg mærke, at visheden om, at det faktisk er sandt er endnu stærkere. Jeg skal bare blive ved med at sige det til mig selv, og på et tidspunkt vil det ikke længere være noget, jeg skal forcere. På et tidspunkt vil det være en selvfølge. Det glæder jeg mig til.

elskdigselv

Dag 83 – Elsk dig selv. Husk det nu.

.