Fortællingen om At Være Alene-Alene Og Så Alligevel Ikke

Jeg har nu været tilbage i min lejlighed i to uger, og jeg er så småt ved at vende mig til at være alene igen. Og med alene mener jeg i den fysiske forstand. Det faktum, at jeg er a.l.e.n.e – alene arbejder jeg stadig på. Det er nemlig noget, jeg nærmest aldrig har været. Jeg har mere eller mindre haft en kæreste, siden jeg var 14 år gammel. Ikke den samme vel og mærke, men jeg har haft en. (Noget jeg vist også lige har nævnt i forbifarten her og her) En der fyldte mig op og som var en del af mig og min person. Der har altid været en lige efter Amalie. Amalie og Dit kommer senere, Amalie og Dat har været i teatret, Amalie og Dut skal ud at rejse. Og nu, for første gang i knap 12 år er jeg helt alene.

Jeg var selvfølgelig alene og single, da jeg tog afsted på min lange rejse. Det blev jeg, da jeg grædende og snottende sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr i Kastrup Lufthavn og forlod Danmark, ham og vores liv. Vores verden. Men det er først nu, hvor jeg er tilbage i mit eget normale liv, at jeg rigtig mærker det. Mærker og forstår, at det er det jeg er. Alene. Helt alene i mig selv. Og så alligevel er jeg det ikke.

For vi taler stadig sammen. Fodboldfyren og jeg. Det er stadig ham, jeg ville ringe til, hvis der skete noget forfærdeligt eller noget helt vildt sjovt. Det er stadig ham, der næsten er alt. Og så alligevel ikke helt.

Forleden korresponderede vi over snapchat (jeg hedder forresten Amalie FR på snapchat, så I følger bare, hvis I har lyst) og han sendte mig en selfie.
Og jeg ved ikke, om det var lyset, min egen træthed eller noget tredje, men han så underlig ud. Eller altså, han så ud, som han plejer, men så alligevel ikke. Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, men efter noget tid gik det op for mig, at det måske var fordi jeg for første gang så ham, som den han er. Som den andre ser ham som og ikke som min store og eneste kærlighed. Og det gjorde mig på den ene side enormt trist, og på den anden side også fortrøstningsfuld.

stormfuld

Dag 193 – Solen titter frem.

Trist fordi den realisering gør det endnu tydeligere, at det her ikke bare er en ond drøm. Vi er ikke sammen længere og skal heller ikke være det. Og fortrøstningsfuld fordi det at se ham i sådan et lys måske kan gøre det lettere at blive ved med at kende ham. At beholde ham i mit liv. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at selvom jeg ikke vil og ikke kan være sammen med ham, stadig har allermest lyst til at kaste mig i armene på ham, når jeg ser ham. Og det er ligesom ikke særlig progressivt for hele getting-over-him-and-him-over-me-udfordringen. Men samtidig er der ingen af os, der har lyst til ikke at ses, ikke at snakke, ikke at kende hinanden.

Så jeg håber og har nu fået lidt mere tro på, at vi en dag kan se på hinanden uden, at det gør ondt. Uden at føle, at det måske er en fejl. Uden at være lige ved at række ud og så ikke gøre det.

Men uanset, hvad vores forhold ender med at blive til, skal jeg stadig lære at stå på egne ben. Lære at være alene, vende mig til, at der ikke kommer nogen lige efter Amalie. Og det er, hvad det meste af min tid går med i øjeblikket.

Jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er uden en kæreste. Uden ham.
Jeg har veninder på besøg. Jeg rykker rundt på møblerne. Jeg planlægger og drømmer om, hvordan mit nye liv skal være. Jeg spiser pizza i nattøj, mens jeg ser Greys Anatomy. Jeg ligger vandret i sengen og vender mig så hele madrassen bouncer.
Jeg er mig, Amalie. Hvem end hun så er.

comiseng

Dag 196 – “Single Life, I’m embracing you.”

Spørgsmål Fra Singleland

Efter at have været i mere eller mindre faste parforhold i omkring 12 år (12 år?! Enten er jeg virkelig gammel eller også startede jeg bare meget tidligt….) er jeg blevet virkelig, virkelig single nu. Og det har affødt en del spørgsmål om denne nye, fagre verden.

  • Hvad skal man gøre, hvis man hedder Amalie og man finder Ulven Peter på Tinder? 
  • Når man på en date bliver spurgt om, hvorvidt man er misundelig på de veninder man har, som har børn – er det så et trickspørgsmål? Sådan et som, hvis man siger ja, så finder manden straks et kors og et par hvidløg frem og begynder at hvæse som en vred kat? Eller er det, fordi han bare gerne vil vide om, man eventuelt kunne være frisk på at lægge krop til et par babyer? 
  • Helt seriøst – hvor meget betydning skal man lægge i smileys eller mangel på samme?
  • Forventer mænd over 35 også, at man er glatbarberet?
  • Hvorfor kan voksne mennesker, der sikkert normalt godt kan finde ud af at sige klart og tydeligt nej tak til kage eller rosenkål, hvis de har ikke lyst – ikke finde ud af, at sige det samme til mennesker, som de har ikke har lyst til?
  • Er man en slut, hvis man bare gerne vil ses med nogen, drikke vin og knalde, men ikke rigtig gider at ligge i ske bagefter?
  • Hvorfor hedder alle pæne mænd i alderen 28-35 år enten Christian eller Martin? Magen til uopfindsomme 80’er forældre skal man da så overhovedet ikke lede længe efter.
  • Hvornår er det i orden at nævne en eks-kæreste? Og her mener jeg selvfølgelig ikke på sådan en; “Ej, det er sjovt, du siger det, der har jeg en gang også været med min eks-kæreste. Det var helt vildt romantisk!” Men mere sådan en; “Nårh, nej, der er ikke nogen, der har stjålet halvdelen af mine møbler, jeg har bare ikke lige fået købt nogle nye efter min eks-kæreste flyttede.”
  • Burde man i stedet bare få sig en kat og så sige, at det var det?
  • Og er det med vilje, at supermarkedernes singlepakker giver en lyst til at sætte en pistol for panden?

 

singlemenu

Ja, så fuck da mig, da.

Fortællingen om At Gemme Sig I Netto

Nå. Så jeg så lige Den Lyshårede Fodboldsfyrs mor i Netto. Og løb derefter væk.
Og gemte mig. Super voksent, I know.

Og det var ikke en gang, fordi jeg ikke havde lyst til at sige hej. Hun var en ganske sød svigermor fra en ganske sød svigerfamilie, som jeg savner. Og hun er endda også så normal og uakavet, at et tilfældigt møde i Netto garanteret slet ikke ville have været underligt eller ubehageligt.

Jeg kunne bare ikke rigtig lige overskue det midt i aftensmadsovervejelserne og oven på en dag, hvor den Lyshårede Fodboldfyr i forvejen har haft sat sig ovenpå en del af min tankevirksomhed på sådan en rigtig irriterende måde.
Sådan en, der giver en (mig) lyst til at spise en hel pose chips krydret med chokoladeskildpadder. In one sitting. Noget som jeg jo ellers i skrivende stund arbejder en del på netop ikke at gøre og i sidste ende få lyst til.

Så jeg løb væk. Jeg nåede lige at gribe det glas med Dolmiosovs, jeg havde tænkt mig at kaste skødesløst ud over mine fyldte pastaer og spæne op til kassen for at betale.
Alt imens jeg bad til at hun ikke kunne genkende mig bagfra.
Og who am I kidding? De fleste mennesker (som ikke er idioter) kan sgu da godt genkende folk, de har kendt i mere i et kvarter, bagfra.

dinner

Day 173 – Hælervarerne

Men jeg nåede ud af den fordømte Netto og hjem med, hvad der lige nu nærmest føles som hælervarer, fordi det hele skete med sådan en hast og med øjnene ned i jorden.
Og nu har jeg så dårlig samvittighed. Og jeg ærgrer mig. For jeg ville jo som sagt egentlig gerne lige have sagt hej til den kvinde, som er mor til den mand, jeg har elsket i snart seks år. Og som i øvrigt er rigtig sød.

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke sige hej, for så skulle jeg jo også sige farvel.
Sådan rigtigt. Og det er sgu lidt svært.

netto

 Outfittet der fremover vil blive båret i Netto