Når håbet om kærligheden gør dig helt håbløs

Jeg brugte helt præcist 60 minutter på at være oprigtigt ked af, at det sluttede mellem Don Draper og mig. Og efter det var jeg videre. Jeg har været irriteret over, hvordan det sluttede, men jeg har ikke været ked af det. Lige indtil jeg kom hjem fra min sidste ferie i sidste uge, that is. Hele juli har jeg været travlt optaget af at have det sjovt, være i sorg og være en globetrotter, og derfor har jeg åbenbart ikke også haft tid til at føle noget særligt om det, at et to år langt forhold til en mand jeg, uanset hvad det så end var holdt af, sluttede.

Men det har jeg så haft nu. Også selvom jeg først fattede, hvorfor det var jeg var så sur i går. For ja, jeg har nemlig været pissesur. Sur på alle, der var glade og spændte over ny potientiel kærlighed. Sur på alle, der ikke kunne ses, fordi de skulle hjem og holde deres kæreste i hånden. Sur på mig selv over, at der jo tydeligvis er noget ravruskende galt med mig siden det eneste, jeg bliver mødt med på Tinder er mænd, der skriver “Hey…”. Og sur over, at være sur over, at det ikke er mig, der render rundt og smiler fjoget. Og så selvfølgelig sur over, at jeg overhovedet gerne vil smile fjoget. For så sker det jo fucking aldrig, det ved alle jo.

Det var dog som sagt først i går, at jeg indså, at min surhed måske egentlig ikke var surhed, men kedafdethed. Og at den kedafdethed nok alligevel, på trods af protester fra både hjerne og hjerte, sad derinde i mig fordi, det sluttede mellem Don Draper og jeg.

Det var det helt rigtige, at det sluttede. Ingen tvivl om det, og jeg er ikke heartbroken eller fyldt med savn. Men det at have været så tæt på nogen, det at have mærket intimitet, tosomhed og håbet om kærlighed – endelig efter så uendelig lang tid, hvor jeg ikke har tilladt mig selv eller andre at lade det komme mig nær – har for alvor åbnet op for, hvor meget jeg gerne vil det. Hvor meget jeg længes efter det. Og også, hvor langt væk det føles.

Og jeg har ikke lyst til at have det sådan. Jeg har hverken lyst til at have lyst til finde kærligheden, fordi så kommer den jo aldrig (jeg ved godt, det ikke er rigtigt, men det er svært at shake følelsen), og jeg har heller ikke lyst til at være en lorteveninde, der bliver misundelig på mine veninders kærlighedsglæder, for altså det er sgu da ucharmerende. Og nederen ikke mindst.

Men lige nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg stille op med alle de her føleser. Så derfor har jeg i stedet bingewatchet The Newsroom. En serie, jeg allerede har set, men ikke destomindre en serie, der får alt i verden til at føles lidt mere rigtigt.

Og det ved alle jo er super konstruktivt..

No men in sight

Taknemmelighedsrunden #115

1. Tog Drengevennen med ud for at spise burgere, og derefter tog han mig med ud for at spille billard. Og under begge aktiviteter fik vi talt om alt det, der var vigtigt.

2. Søde Frederikke fra mit studie havde givet mig en Tivolitur i fødselsdagsgave – en tur der var fyldt med masser af grin, stegte ting og fine snakke.

3. Rock & Roll AC fra mit studie kom forbi til middag og virkelig, virkelig, virkelig meget vin og virkelig, virkelig, virkelig gode og kloge snakke.

4. Life-Saver-Anne besluttede at Løvernes Konge og pizza ville være den bedste måde at kurere Don Draper Blues på. Og det havde hun fuldstændig ret i. De er helt væk.

5. Søde Sofie og Seje Rikke tog mig med i byen i fredags, og det var det hyggeligste nogensinde.

6. Dejlige Hannah fra dejlige Godthåb og Kaffe gav som altid lige dele kram, iskaffe og grin.

7. Min Louise diskede op med risotto, vin og kloge ord. Og hendes børn diskede op med kram og kærlighed.

8. Og i dag diskede jeg op med sushi bowls til dejlige Life-Saver-Anne som endnu en gang kom forbi med sin fine gravide mave og fik mig til at blive helt spændt på, at jeg har endnu en dejlig veninde, der nu blive mor.

Farvel til Don Draper

Jeg svælger lidt i det lige nu. Hører triste sange og ryger cigaretter. Tuder en smule. Ikke så meget på grund af ham, selvom jeg holder af ham og kommer til at savne ham.  Og  ikke så meget på grund af det, der kunne have været, for jeg ved godt, at der ikke kunne have været noget. Jeg tuder og sørger over at sidde tilbage alene, over håbet der blev slukket, over at skulle sige farvel til en, der trods alt har været i mit liv i mange år. Og så tuder jeg også lidt over al den penis, jeg nu skal vinke farvel til.

Jeg taler om Don Draper. Ham som jeg skrev om her uden rigtig at skrive om ham. Fordi jeg ikke turde, fordi jeg ikke ville jinxe det. Fordi jeg ikke ville gøre ham bange. Jeg tror nu ikke, at jeg gjorde nogle af de ting ved at skrive, hvad jeg skrev. Det ville ikke være gået alligevel, og jeg vidste det godt fra starten af. Men jeg følte alligevel, at jeg skyldte mig selv og ham at reagere på den underlige forandring, der lige pludselig var opstået imellem os. Den mærkbare tæthed, der kom den dag vi for første gang begav os ud i verden for at lave andet end at knalde og se Netflix. Og som blev større for hver gang vi gjorde netop det.

Så det gjorde jeg. Reagerede. Og det er jeg stolt af. Også selvom det ikke gik. Jeg er stolt af, at jeg sagde, hvad jeg tænkte, hvad jeg følte og hvad jeg ville. Og jeg er stolt af, at jeg sagde fra, da han alligevel ikke – selvom han sikkert gerne ville – kunne give mig det, jeg gerne ville have. Det jeg fortjente.

Men jeg er også trist. Trist over at to års tæthed endte i et telefonopkald fyldt med tavshed. Trist over, at en mand som var god på så mange måder ikke var god på de, der egentlig gjaldt. Trist over at følelsen af spændthed og nysgerrighed – dem der får dig til at smile fjantet – ikke længere er her.

Og så er jeg trist over overhovedet at sidde med følelsen af, at det er her er SÅ typisk. For jeg finder jo aldrig nogen. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men den er her, og det er pisse irriterende. Men jeg griner også lidt. Griner af at tristheden time efter time svinger mere og mere væk fra den smule af mistet kærlighed, jeg følte og mere og mere over mod al den gode sex, jeg ikke længere skal have med ham.

For ja, så var det nok ikke rigtigt alligevel.

Taknemmelighedsrunden #110

1. Don Draper har en pastamaskine. Og evnerne til at lave pasta cabonara.

2. Og jeg har virkelig gode evner som bland-selv-slik-blander.

3. Jrg fik 7 i min mundtlige eksamen, og jeg kunne ikke være gladere. Især fordi, jeg undervejs hele tiden var lidt i tvivl om det var rigtigt, det vi lavede.

4. Bearnaiselogen overraskede dejlige Rikke, der har afleveret sit speciale med pizza og vin i Kongens Have. Og hendes ansigtsudtryk var det hele værd.

5. Og da regnen begyndte at falde drog Rikke og jeg videre for at drikke drinks og fnise.

6. Fredag bød på gensyn med søde, dejlige højskolevenner til øl i Folkets hus og sommeraftenfniserier.

7. Og som en eksamenslæsningstreat kommer søde Studdy Buddy Elias forbi for at spise ærtesuppe og se dokumentar om New York Times og Trump. For vi er jo journalister.

Fortællingen om det der korte øjeblik, hvor Tinder faktisk ikke var nederen

En sen søndag eftermiddag, stadig iført nattøj og med en lidt tom følelse efter en weekend i Don Drapers selskab, oprettede jeg for 132. gang en Tinderprofil. Og siden den dag midt i februar er det faktisk gået overraskende godt. Så godt, at jeg så sent som for et par dage siden nåede at tænke og ytre, at der måske faktisk slet ikke havde været noget galt med Tinder, men bare noget galt med mig. Måske havde jeg rent faktisk været for afvisende og for “Dur ikke, væk” agtig. Måske var mænd slet ikke så nederen, som jeg troede.

Tanken opstod efter et yderst succesfuldt Tinderhook-up, der formåede at give mig lige præcis det selvtillidsboost, jeg havde brug for til rent faktisk at tro på, at andre mennesker end Don Draper synes, at jeg er værd at kysse på. Og derfor har jeg de seneste to uger også givet den ekstra gas med skriverierne med diverse fyre, især ham vi fra nu vil kalde Cykelmanden og ham, der får navnet Englænderen.

To virkelig underholdene og sjove mænd, der på hver deres måde fik mig til at grine og til at få lyst til at møde dem.

Og så blev det lørdag.

I mandags havde jeg aftalt med Cykelmanden, at vi skulle mødes og gå en tur lørdag eftermiddag, og jeg havde derfor også sagt “nej, tak til date i dag, men hvad med torsdag?” til Englænderen, der spurgte om vi skulle ses lørdag aften. Også selvom flere i min omgangskreds mente, at jeg da sagtens kunne tage på to dates på samme dag. Det mente jeg dog ikke selv, da jeg trods alt syntes, det var lige vovet nok efter min enormt lange periode, hvor de eneste dates jeg gik på foregik i Don Drapers seng.

Det kørte altså godt, der fredag eftermiddag, hvor jeg havde udsigt til fest om aftenen og to dates indenfor den næste uge.

Og ja, så blev det lørdag.

Jeg vågnede, solen skinnede og jeg skrev til Cykelmanden, som jeg havde skrevet med hele ugen og spurgte om, hvor vi helt præcist skulle mødes.

“Mødes?”, spurgte han. “Skulle vi mødes?”

Han havde glemt mig. Seri-fucking-øst.

Men altså, det er jo faktisk ikke første gang, at nogen har glemt, at de skulle på date med mig, dog er det første gang, at den der glemte det var totalt u-undskyldende over det. Der var altså ingen “Ej, det er jeg virkelig ked af, det må du sgu undskylde, jeg giver en kop kaffe”- sætning. Blot en, “Well, Tinder er et flygtigt medie, ligesom min personlighed”- sætning.

Hvilket i min bog does not fly well. Or at all = Cykelmanden kunne altså for min skyld gå sin  tur helt alene, kunne han.

Og så var det, efter jeg havde kaldt ham en nar i et par telefonsamtaler med et par veninder, at jeg besluttede mig for at skrive til Englænderen. Måske havde han allerede lagt planer eller måske var han frisk på en lille øl her på Saint Patrick’s Day?

Det var Englænderen dog ikke. Han havde tømmermænd, sagde han. Hvilket i mine øjne er en helt valid undskyldning. Desværre skrev han bare ikke rigtig andet end det. Ikke noget med “Rigtig godt tilbud, det gad jeg virkelig godt, men glæder mig til at se dig på torsdag”. Bare “Sorry, har tømmermænd, så er nok ikke så sjov at hænge ud med i dag”.

Og der, lige der var det, at jeg endnu en gang mistede troen på Tinder. Og egentlig også lidt på menneskeheden. Hvilket også betød, at jeg lige måtte ned og ligge lidt på mit stuegulv, mens jeg røg en cigaret og stirrede tomt op i loftet.

Jeg har dog ikke slettet appen endnu. Og måske skal jeg også på en date på søndag. Med en, der hedder det samme som Fodboldfyren, hvilket han jo selvfølgelig ikke kan blive ved med, hvis det bliver til noget. Det er klart. Men jeg er ikke ligeså optimistisk, som jeg var i fredags. Og som jeg skrev til Bedsteveninden:

Så ja. Tinder nåede at være sjovt i lige præcis tre uger. Men altså, det er vel også noget?

At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #95

1. Et godt kram, en dejlig snak og en smuk gåtur med Min Louise.

2. Ristaffel og Stranger Things med Life-Saver-Anne.

3. En god start på min nye kandidatuddannelse, som I kan læse lidt mere om her.

4. Aftensmad, øl og en tur down Memory Lane med Bedsteveninden.

5. Netværksmøde og cookies med en masse seje journalistkvinder.

6. Kagebagning og en masse kram med to små, søde mennesker.

7. Fastelavnsbollespisning med den bedste bror i verden.

8. Fredagsøl og spændende diskussioner med min nye medstuderende.

9. Don Draper.

10. Nattøj og lejlighedsnusning i mit lille hjem.

11. Og om lidt middag med to af de sødeste damer.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook