Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

I Norge er sorgen med mig hele tiden

Der er ingen fjelde mere. I stedet er der bytårne og dansk hedebølge. Jeg er kommet hjem fra Nord Norge, og som altid er det en ambivalent følelse. Akkurat ligesom, når jeg er der.

Det er dejligt at komme hjem, men svært at sige farvel. Og det er noget af det fineste at kigge på fjelde med min farmor, spise vafler og spille yatzy. Men min krop er næsten også hele tiden fyldt med sorg.

Det at gå igennem min fars barndomsland, at se alt det, han engang så hver eneste dag, det får mig til at føle mig tættere på ham end nogensinde. Og det er pisse hårdt. Også selvom jeg ikke ville være følelsen af tæthed foruden. Når jeg er i Norge og ser ud på alle de tusindvis af graner, der står på ræd og række som stolte soldater oppe på min farmors fjeld, når jeg hører elven risle og klukke og når jeg stirrer ud over havet fra midten af Dyrøyabroen, så fyldes mit hjerte med lige dele kærlighed og tristhed.

Jeg har skrevet om det før. Det med at ville ønske at jeg kunne spørge min far om alt det, jeg ikke nåede at få at vide, at tænke over, som jeg ikke vidste var vigtigt, mens han levede. Og det ønske bliver tusind gange større, når jeg sidder på min farmors trappe og kigger ind i den skov, min far han legede i, da han var en lille dreng.

Min bror har det ikke sådan. Han ser Norge som det land, hvor vores farmor bor. Der hvor man kan fiske, spise brun ost og spille uanede mængder af kortspil. For ham hænger det ikke sammen med vores far, for det var jo aldrig der han boede, da han var i vores liv. Der boede han i Danmark, og Norge var et sted man tog hen for at besøge den norske del af familien. Og ikke mere end det.

Og det har han jo ret i. Brønshøj og Hundested, der hvor vi boede sammen og der, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv burde betyde mere. Det burde være de steder, der gjorde ondt at være. Men det er det ikke. For mig i hvert fald.For mig er det landet langt mod nord, der hvor min far blev født, hvor han lærte at tegne, spille musik og lave norsk husmandskost, hvor han hjalp sin blinde farfar tilbage i huset, når han var faret vild, der hvor han fiskede i elven og der hvor han helt forelsket tog min mor med hen for at vise hende frem til sine forældre.

Det er Norge.

En mistet halskæde og en mistet del af min far

Da min far døde havde han tog ting på sig. En ring og et armbånd. Min bror fik armbåndet og jeg fik ringen. Og i flere måndeder gik jeg med den kæmpestore ring på fingeren, holdt på plads af en af mine egne ringe, som jg satte oven på min fars. Ringen klinkede mod alting og var stor og klodset på min tynde finger. Men jeg beholdt den stædigt på, kunne ikke tage den af. Lige indtil jeg fandt en lang kæde at sætte den fast i. Der kunne den hænge fint. Rundt om min hals og tæt på mit hjerte. Og minde mig om min far.

Jeg har haft den på, på hverdage og til fest, hvor jeg blot brugte den som et almindeligt smykke, jeg har haft den på til eksaminer som en held og lykke amulet, og jeg har haft den på, på dage, hvor jeg havde ekstra brug for at mærke min far.

Men i morges kunne jeg ikke finde den. Og det kan jeg stadig ikke. Den er væk. Jeg har ledt overalt. I tasker, i skuffer, under sengen. Jeg har ringet rundt og hørt om, jeg skulle have glemt den hos folk, men ingen steder er den. Den er væk.

Og selvom jeg godt ved, at det bare af en ring, at min far ikke forsvinder fra mig mere end han allerede er forsvundet, så har jeg tudet mig igennem hele det her indlæg. Og lang tid før, jeg begyndte at skrive. For det var den ring, den lille ting, som jeg kunne have med mig, som jeg kunne røre ved og som jeg vidste, at han havde rørt ved. Som jeg vidste, at han havde haft tæt på sig. Som jeg vidste, at han havde valgt at tage på, fordi han holdt af den.

Og jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg har mistet den ting. Som jeg mister alle mulige andre ting. At det er min skyld, at jeg nu ikke har den ring, som min far gav mig i døden.

At jeg ikke længere har den del af min far med mig.

d

 

 

Det forbandede, forbandede savn

Det er knap tre uger siden, at det var otte år siden, at min far han døde. Jeg havde planer om at skrive et indlæg om det store savn, som bor i mig og som jeg nogle gange har svært ved at rumme. Men så døde Jonas, og savnet og dets vigtighed blev skubbet til side af sorgen over, at en så ung, smuk, dygtig, sjov, hjælpsom, spøjs og elskværdig ung mand nu ikke længere er en del af verden.

Jeg havde derfor tænkt, at indlægget om savnet nok ikke blev til noget her midt i sorgen over en andens død. Men så ringede Mette til mig. Vi har studeret sammen, og hun ringede fordi, hun manglede en kilde til en historie om unge, der har mistet deres fædre.

Igår kom hun så forbi. Helt fra Aarhus og stillede spørgsmål efter spørgsmål med sin fine nordjyske dialekt om, hvordan det er at leve med savnet og aller vigtist – hvordan det er ikke at have haft chancen for at lære min far ordentlig at kende.

Sidste år skrev jeg et blogindlæg om netop det. Om hvordan jeg pludselig havde indset, at der var så frygtelig mange ting, som jeg ikke kender til eller ved om min far. Ret præcist er der 15 år af hans liv fra da han drog afsted mod Danmark og til han mødte min mor, som jeg ikke ved noget som helst om. Og der er desværre også næsten ti år fra min bror og jeg stoppede med at se ham kontinuerligt og til han døde, som jeg heller ikke kender detaljerne fra.

Jeg ved ikke, hvad han kæmpede med indeni. Jeg ved ikke, hvad han elskede. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad hans livret var. Jeg ved ikke præcist, hvorfor det var han tog fra Norge til Danmark, jeg ved ikke, hvem hans venner var eller hvad han syntes om sit nye land. Jeg ved ikke, hvad han frygtede eller hvad han drømte om, jeg ved ikke, hvad han løb væk fra eller hvad han løb hen imod. Jeg ved ikke, hvad det var ved min mor, der fik ham til at blive forelsket i hende, og jeg ved ikke, hvad han tænkte om at blive far.

Sorg er tungt. Den sætter sig på dig og trykker dig ned. Og den kan være næsten ubærlig at bære rundt på. At leve sammen med. Det er på en eller anden måde en blanding af uforløst kærlighed og savn blandet med dyb, dyb tristhed. For det meste håndterer jeg dog den godt. Jeg taler om min far, fortæller historier, mindes og husker. Alt sammen uden at sorgen får lov at ødelægge det. Også selvom den altid er lige under overfladen af grinet. Men nogle gange så vinder den. Midt i talestrømmen knækker stemmen. Midt i smilet kommer gråden. Midt i kærligheden kommer savnet.

Og så lader jeg den fylde. Nogle gange kun for en kort stund, andre gange lader jeg den sidde indtil noget udefrakommende skubber den i baggrunden. Nogle gange græder jeg. Hulker. Andre gange kommer der kun en enkelt tåre. Og så er der de gange, hvor savnet og sorgen ikke bliver til andet end en følelse af slukket håb. For alt jeg egentlig ønsker mig i verden er at få lov at tale med min far bare en gang til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Den dag Jonas døde

De kaldte ham Røde. Ikke fordi han var kommunist, men fordi hans hår havde samme farve som varm kobber. Jeg kaldte ham Jonas, når jeg spurgte min bror om, hvordan det gik med den ældste ven, han havde.

Min bror og Jonas lærte hinanden at kende i 1. klasse og har hængt sammen lige siden. I barndommen og ungdommen helt uløseligt, i voksendommen lidt mindre. Men stadig tæt. Forbundet af fortid, nutid og fremtid.

Sidste søndag blev det bånd brudt. For af grunde vi ikke ved eller forstår ville Jonas ikke livet længere. Igår begravede vi ham. Under et ubærligt lag af våd jord og under et smukt tæppe af blomster.

Jeg har intet skrevet her siden sidste søndag. Efter opkaldet, der ændrede hele verden. Mine fingre har kriblet, men alt der kom frem handlede om Jonas. Intet andet kunne komme igennem. Og derfor skriver jeg nu om drengen og manden, som ikke her længere. For jeg kan ikke andet.

Hele ugen har jeg tænkt på den lille Jonas. Drengen, der fylde min brors barndom ud. Drengen, der efter 18 år hørte til i vores familie. Drengen, der irriterende spurgte om titusind ting på togturen min bror, jeg og Jonas altid tog sammen fra Husum til Nørreport for at komme i skole. Drengen, der kunne diskutere alt i en uendelighed. Drengnen, der altid stod klar med hjælp til dem, der havde brug for det. Drengen, der købte en frihedsgudindekrone med hjem til mig fra New York, en krone som jeg beholdt i en kasse i mange år efter, fordi tanken bag altid gjorde mig varm om hjertet af taknemmelighed over at blive tænkt på.

Min sorg er dog lille i forhold til den, som har sat sig ovenpå min bror og den gruppe af venner, som Jonas var en del af. Sat sig ovenpå hans forældre og hans kæreste. På hans familie. Og min sorg er ligeså meget på grund af deres sorg. Jeg savner Jonas. Men jeg savner ligeså meget den verden, der var til før i søndags. Før alle der stod tæt omkring ham i livet fik knust alt omkring dem.

Forleden så jeg et afsnit af The Blacklist, hvor antagonisten Raymond Reddington forklarer en selvmordstruet kvinde, hvad hendes valg vil betyde for de mennesker, der står hende nær. Han spørger;

“Have you ever seen the aftermath of a suicide bomber? I have. You could tell where the suicide bomber was standing when the west blew. It was like a perfect circle of death. There was almost nothing left of the people standing closest to him. 17 dead. 46 injured. Blown to pieces. The closer they were to the bomber the more horrific the effect. That’s every suicide. Every single one. An act of terror perpetrated against everyone who has ever known you. Everyone who has ever loved you. The people closest to you, the ones who cherish you are the ones who suffer the most pain, the most damage. Why would you do that? Why would you do that to people who love you?”

Jeg ved ikke, hvad der foregik i hovedet på min brors bedste ven, da han besluttede sig for at tage sit eget liv. Måske troede han virkelig, at det ville være bedre for alle og ham selv, hvis han ikke var her længere. Jeg ved det ikke, det er der ingen, der gør. Men uanset, hvad hans bevæggrunde var er der et hav af mennesker, der nu bliver nødt til at leve med den historie. En historie om en ven, en bror, en søn, en kæreste, der tog sit eget liv, før de nåede ikke at hjælpe ham. Og det er ubærligt.

Jeg er ikke vred. Måske er der nogen, der er, hvilket jeg forstår. Men mit krop er fyldt med sorg, med tristhed og med afmagt over, hvor ondt det hele er. Men mest af alt er jeg bare ked af det. Ulykkelig over at så smukt et menneske ikke her længere.

IMG_9326.JPG

 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook

Fortællingen om kærlighed

Igår aftes da jeg lå i min seng og forsøgte at falde i søvn, kom jeg i tanke om, hvad dag det ville være, når jeg vågnede igen. Min fars fødselsdag. Han blev født den 3. oktober 1955 i en lillebitte by, langt oppe i Nord Norge, der hvor mørket indkapsler alt om vinteren, og hvor solen titter frem natten lang hele sommeren.

Jeg har tænkt meget på ham i den sidste tid. På hvad han ville have tænkt om mig og det jeg har sat i værks. På om hvordan han mon ville have reageret på sidste års chokerende nyheder. På hvordan han ville have haft det med at have sådan nogle voksne børn.

Nogle gange får jeg lyst til at tage til Hundested, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv, og hvor vi, min bror og jeg og nogle gange også vores mor, besøgte ham mange gange. Jeg får lyst til at stige af det lille tog, der kører mellem Hillerød og Hundested og gå ned gennem byen. Jeg får lyst til at tage ned til stranden og lade vinden blæse mig i ansigtet. Jeg får lyst til at kigge ind ad vinduet til der, hvor han boede. Jeg får lyst til at mærke ham.

Men jeg gør det ikke. Og jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer tilbage dertil. For byen er også fyldt med alt det, som ikke bare var is på stranden og fiskefrikadeller på kajen. Den er også fyldt med mindet om en lille piges usikkerhed. Lange og opmærksomme blikke hen på en mand, der ofte ikke var nok tilstede. Ondt i maven over inderst inde at vide, at det her var sådan det var, og at det aldrig nogensinde ville blive bedre. Og så det lillebitte, store savn, der opstod når toget igen kørte væk fra perronen og min far langsomt blev mindre og mindre.

Og det tror jeg ikke, jeg har lyst til også at mærke igen. Selvom jeg gerne vil mærke ham.

Det er sjovt, for da jeg satte mig ned for at skrive det her indlæg, regnede jeg med at det ville blive et varmt et. En tribute af en art. En kærlighedserklæring til min døde far. Også selvom jeg næsten ikke, lige siden jeg som 10-årig begyndte at skrive om ham, har kunnet skrive en tekst, der kun var god. Og det gør mig egentlig næsten ligeså ked af det, som det, at han er død. For selvom den del af mig, der fandtes, da jeg stadig var barn, hende der håbede og troede på, at han engang ville blive til en helt rigtig far den døde langt før, han gjorde, så sidder der åbenbart stadig en lillebitte rest tilbage i mig. En lille del, der gerne vil mindes det gode, den rigtige far. Hende der ikke vil belemres med fakta og dumme minder, men som for alt i verden bare gerne vil skrive om svingture, frikadelletårne og om en far og en datter, der sammen skaber noget, der kun er deres.

Så jeg tror, jeg lader hende bestemme nu. I dag lader jeg hende hviske alle de gode ting, han også kunne. Om guitarspil, hulebygning, persillesovs, historiefortællinger, mesterværkslignede tegninger af helte og om at kaste sig i favnen på en far, der emmer af tryghed og dufter af tobak og læder.

Jeg lader hende fortælle om kærlighed.

Læs mere om min far her, her, her her, her og her


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om At Sætte Dage Af Til Sorg Og Hvordan Man Taler Om Det

I dag, den 3. oktober, ville min far være fyldt 61 år. Han blev dog kun 54, og til januar er det altså 7 år siden, han døde. Jeg har skrevet om ham og hans død før, men aldrig rigtig om, hvordan sorgen altid er der. At den sidder i mig som en lillebitte prik, der nogen gange vokser sig stor og fylder hele kroppen ud, mens den andre gange og for det meste af tiden, bare følger med mig rundt som et ar eller et modermærke – noget der ikke går væk eller gør ondt, men som er der, hvis jeg mærker efter.

I hverdagen tænker jeg dog ikke så meget på ham, for han har ikke været en del af min hverdag siden, jeg var 6 år gammel. Derfor kan jeg heller aldrig sætte mig ind i og mærke den dybe, dybe sorg det må være at miste en forælder, der faktisk var der hver eneste dag. Det kæmpe u-fyldelige tomrum det må efterlade en i. Men jeg mangler ham stadig. Som når jeg går forbi en ung pige på gaden, der taler i telefon med sin far, som når nogen spørger, hvad mine forældre laver, som når jeg oplever noget stort, jeg gerne vil fortælle ham om, og som i dag på hans fødselsdag.

Men jeg græder sjældent over ham længere. Og jeg lader ham heller ikke fylde særlig meget. Både fordi det reelt er lang tid siden nu og det åbne sår, som hans død efterlod mig med alligevel er helet ret fint. Men det er også fordi, det er som om, der er en eller anden grænse for, hvor længe man må være ulykkelig, og den grænse er for længst overskredet. I hvert fald i omverdenens øjne. 6 år og 10 måneder er lang tid, og selvom det selvfølgelig er trist og altid vil være det, burde sorgen være ovre. Det er den dog ikke, og det vil den nok aldrig være, og selvom jeg godt ved det, og ved at det er okay og helt i orden, er det som om, at det efter et stykke tid ligesom kun er i orden at sørge og mindes på bestemte dage. Dage, der giver mening for de mennesker, der intet aner om sorg.

Dag 40, år 2 – Vand og solnedgange = Perfekte mindeomstændigheder

Så det gør jeg. Jeg sørger på hans fødselsdag og på hans dødsdag, og de resterende 363 dage i året holder jeg min sorg for mig selv. Ikke at den er der hver eneste dag, men den popper tit op og siger hej, river i mig og gør mig så tung at jeg kunne synke til bunds i havet, hvis jeg prøvede. Men på de to dage, der desværre ikke er så langt fra hinanden, er det som om, at alle forstår, hvis jeg siger, at jeg savner min far. Alle forstår, hvis jeg tager på kirkegården og lægger blomster eller tænder et lys foran hans billede. Hvis bare der er en anledning til det. Heldigvis kan jeg meget godt lide ritualet i det. At gøre det samme år efter år. At huske ham, at tænke på ham helt med vilje. For på den måde får jeg også lov til selv at styre min egen sorg. Jeg vælger selv, at i dag kan jeg være ked af det, hvis det er det, jeg har brug for. I dag kan jeg være melankolsk og trist. Jeg går ind i sorgen helt med vilje i stedet for at blive overrumplet af den en dag ved et busstoppested, hvor jeg pludselig tror, jeg ser ham over på den anden side af gaden. Og selvom det ikke desto mindre stadig sker en gang imellem, giver det mig alligevel noget at sørge med vilje – Det gør de gange, hvor det kommer som et lyn fra en klar himmel lidt nemmere at håndtere.

Dermed ikke sagt, at jeg egentlig synes den fornemmelse, jeg får fra omverdenen er i orden. Vi burde alle kunne sørge præcis, når vi har lyst til det, helt uden anledning eller anden grund, end at det er fucking trist. Vi burde kunne græde, råbe og skrige, hulke, mindes og huske alt det vi vil. Både midt i tristheden, men især også midt i glæden. Jeg oplever tit, at hvis jeg nævner min far som en del af en sjov historie, får jeg ikke de grin og smil, som jeg ville have fået, hvis han havde levet. I stedet bliver folk helt alvorlige og kigger på mig med store spørgende øjne – noget der på ingen måde hjælper og som egentlig bare er ret irriterende. For selvom jeg vil have lov at være ked af det ligeså tosset, jeg vil, vil jeg også have lov at være glad og fortælle om ham, snakke om ham og huske ham uden al den sorg.

Dag 66, år 2 – Et lys for at mindes

Men det er svært at håndtere andres sorg, det synes jeg også selv. For hvornår gør man for meget, og hvornår gør man for lidt? Umiddelbart tænker jeg dog, at det er bedre at spørge en gang for meget, end en for lidt. Det er bedre at få at vide, at den der sørger ikke har lyst til at snakke om det, end at de sidder og føler at ingen kære sig om deres sorg. Men det vigtigste tror jeg faktisk bare er, at tale med dem om de døde, uden at lade døden fylde samtalen. At lade dem fortælle om alle de skøre ting, som den de har mistet gjorde. At de elskede ostemadder med ketchup eller at de altid lavede en brandgod chili con carne. Ting man fortæller i forbifarten, og som ikke behøves at anerkendes på anden måde, end det man ville have sagt eller gjort, hvis personen man talte om stadig var i live. Hvis man kan det, så hjælper man meget mere, end man måske tror.

I dag tror jeg dog ikke, at jeg skal tale med nogen om min far. Det er nok at skrive herinde og tænde et lys. Måske synger jeg en sang, måske ikke. Men i dag, der husker jeg ham. Helt med vilje. Tillykke med fødselsdagen, far.

Læs mere om samme emne her og her og her