Fortællingen om At Have Det Fantastisk Og Frygteligt På Samme Tid 

Det er en underlig følelse. Følelsen af at have det fantastisk og frygteligt på samme tid. Egentlig er det forkert at kalde det én følelse, for det er jo to forskellige følelser, og de sidder ikke i kroppen på samme tid. Faktisk overhovedet ikke. Men det er et underligt fænomen. At man på den ene side kan være nærmest lykkelig, være glad, stolt og føle sig elsket, og på den anden side være ved at knække midt over.

Jeg taler selvfølgelig om den tristhed, der er ved at erstatte min vrede mod Fodboldfyren. Vreden er der stadig, popper op en gang imellem og siger hej og udtænker små og onde hævnplaner, som den godt ved aldrig vil blive ført ud i livet. Men tristheden fylder helt klart mest nu. Den sidder lige ved siden af lykken over, hvordan jeg har fået bygget mit liv op, hvordan jeg har stykket det sammen og fyldt det med mennesker og oplevelser som jeg elsker. Lykken fylder helt klart mest, heldigvis. Men tristheden er med mig næsten hver eneste dag også.

Den er der, når jeg går igennem mit barndomskvarter og mine skuldre bliver stive, når jeg tænker på, hvad der vil ske, hvis jeg støder ind i hans forældre eller ham. Den er der, når jeg fortæller en historie og hans navn dukker op, fordi han efter seks års parforhold ofte er en del af dem, både på den gode og den dårlige måde. Den er der, når min tankestrøm pludselig bliver afbrudt af et ondt minde eller endnu en realisation om, at han nok også har løjet om det og det og det. Den er der, når jeg ser en sød fyr og stivner fuldstændig og allermest har lyst til at løbe min vej af bar skræk, hvis han smiler til mig.

Men for det meste har jeg det godt. For det meste smiler, elsker, griner og nyder jeg livet. Men jeg føler mig også uendeligt alene, låst fast af fortiden og helt og aldeles uelskelig. Også selvom jeg godt ved, at jeg er ingen af delene.

Det er som om, jeg nogle gange står foran et kæmpestort og glat isbjerg, som jeg allerede er faldet ned af tusind gange, men som jeg ved, at jeg skal opad og henover den anden side igen, hvis jeg vil hjem. Og jeg er træt nu. Jeg orker næsten ikke at prøve at gå opad det en gang til. Jeg orker næsten ikke at falde og slå mig mere. Jeg orker næsten ikke at kravle op og vende mig rundt og se på, hvor jeg kom fra, se på alt det, der gjorde ondt og som har fået mig til at føle, som jeg føler nu.

Så jeg prøver at huske på alt det gode. Alt det fantastiske jeg også har, så jeg ikke skal tænke på alt det fantastiske, som jeg går glip af, hvis jeg ikke kommer op over bjerget. Alt det som venter på mig, de ting, mennesker, følelser og oplevelser, som jeg ikke kan være en del af nu, hvor mit hjerte er forseglet og min frygt kæmpestor. Jeg tænker, at jeg da godt kan bo her ved isbjergets begyndelse og have det godt. Have det fint. Jeg behøver ikke at se min frygt i øjnene, hvis jeg ikke orker, hvis jeg ikke har lyst. Jeg kan sagtens være lykkelig med et hjerte, der kun kan åbnes halvt.

Det siger jeg til mig selv. Også selvom jeg godt ved, at jeg lyver.

Dag 357, år 2 

Fortællingen om At Lukke Tristheden Ind For At Kunne Lukke Vreden Ud 

Jeg har snart brugt et halvt år på at være vred. Virkelig vred. Og jeg har slet ikke kunnet forestille mig, hvordan jeg kunne komme til at give slip på den og slet heller ikke, hvordan jeg kunne komme til at tilgive og slippe det hele.

For mig har det føltes fuldstændig umuligt. For hvordan skulle jeg kunne være ikke-vred? Det som Fodboldfyren har gjort er så voldsomt, så forfærdeligt og så gennem-utilgiveligt, at min meget veludviklede retfærdighedsans har været på konstant overarbejde lige siden, jeg fandt ud af, hvad der egentlig har foregået i alle de år vi var kærester.

Jeg har været så vred og så retfærdighedshungrende, at jeg har følt, at han burde komme i fængsel. At han burde dømmes for utroskab og generel nederenhed. For løgne og bedrag. For at have ødelagt og taget nogle af de hidtil vigtigste år af mit liv. For at have ødelagt mig. Og jeg har endda tænkt, at jeg næsten ville ønske, at han slog mig ud af frustration for det, jeg har skrevet og fortalt om ham her på bloggen, hvis vi mødte hinanden tilfældigt. Bare så jeg kunne melde ham til politiet, og han så rent faktisk ville blive dømt for noget.

Og selvfølgelig har jeg det. Det han har gjort er utilgiveligt. Og forfærdeligt. Og jeg har intet closure fået. Jeg har ikke råbt ad ham, jeg har ikke skældt ham ud. Jeg har ikke brændt alle hans ting eller tisset på hans playstation. Og det, der skulle have været mit afgørende “fuck-dig-moment” – at sætte de resterende af hans ting ud på gaden og sende en iskold sms om, at han nok burde skynde sig hen for at hente dem –  kom før jeg overhovedet vidste, hvor stort et svin han i virkeligheden var. På det tidspunkt vidste jeg så lidt, og selv det var alt for meget. Så jeg har været vred. Sydende og spruttende vred. Iskold- og jeg-håber-du-bliver-kørt-over-af-en-tank-vred.

Men jeg har nærmest ikke været ked af det.

Vreden har nemlig fyldt alt for meget til, at der overhovedet har været plads til tristheden. Og desuden har jeg heller ikke haft tid eller lyst til at deale med den. Eller har villet acceptere, at den overhovedet var der. I min verden har jeg allerede været ked af det længe nok. Jeg har faktisk brug seks år på det. Seks år på at være ulykkelig og uforstående overfor, hvorfor min kæreste var, som han var, og hvorfor jeg enten ikke kunne lave mig selv om eller bare gå min vej. Jeg har grædt, jeg har hulket. Og han fortjener ikke en eneste tårer mere.

Vreden derimod, den fortjener han.

Men efter et halvt år fyldt med vrede er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke mere. Og jeg vil heller ikke mere. Det tager alt for meget af min energi, alt for meget af min glæde, og han fortjener heller intet af det. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle slippe den.

Det tror jeg dog, at jeg ved nu.

3393339333933393

Dag 306, år 2

Som jeg skrev her, var jeg i weekenden på retreat med denne fantastiske mand. Og også med lidt hjælp fra min fantastiske medkursister på min Mastercoachuddannelse, har jeg indset, at jeg bliver nødt til at lukke tristheden ind, så jeg kan lukke vreden ud. Og jeg bliver nødt til at tilgive mig selv, før jeg kan tilgive ham. Og at tilgivelsen af ham er nødvendig for at jeg for alvor kan slippe hele denne fortælling og den allersidste rest af vrede, der måtte være tilbage.

Som sagt, så vidste jeg godt lidt det med tristheden. Jeg har bare ikke villet tro på det. Har ikke villet åbne op for den pose fuld af lort og synke ned i det. Men nu, efter i søndags, har jeg en følelse af, at det behøver jeg heller ikke. Jeg behøver ikke at synke ned i noget. Tværtimod. I stedet skal jeg finde frem til det største inde i mig. Det sted, hvor tilgivelsen, forståelsen og medfølelsen sidder. Og så skal jeg bruge den og dele ud af den. Først til mig selv. Og til sidst til ham.

Efter retreatet gik jeg en tur. Jeg gik med musik i ørene og en følelse af at være kommet tættere på at slippe end nogensinde før. På at sige farvel til vreden. Og på oprigtigt at kunne vinke goddag, hvis jeg pludselig stod overfor ham på gaden. Jeg gik og duftede til sommeren og mærkede, hvordan min skuldre, der nærmest permanent har siddet oppe under ørerne på mig det sidste halve år, sank ned på plads. Jeg mærkede små dryp af regn på min næse og en følelse af ro.

Og så græd jeg.

Taknemmelighedsrunden #58

1. Har fået trænet og lært en masse mere om coaching på masterniveau i denne uge, og det har både givet ro og har skabt tumult. Så det er præcis, som det skal være og altid plejer at være.

2. Har faret frem og tilbage til møder nærmest alle dage, og har derfor følt mig meget voksen og businessagtig. Også selvom det har betydet, at jeg på grund af alle møderne ikke rigtig har fået lavet så meget andet.

3. Var til et “Brug din stemme ordentligt” event hos Journalistforbundet tirsdag morgen sammen med søde Linnea, som efterfølgende over en kop kaffe spurgte om jeg da ikke ville holde tale på Røst festivalen næste weekend. Så det skal jeg nu. Du kan komme og høre mig lørdag d. 27. maj.

4. Havde Bedsteveninden til middag og vin tirsdag aften lige efter, at endnu en af Fodboldfyrens damer meldte sig på banen. Og det var rart at have hende ved hånden lige efter det. Specielt fordi hendes syn på hævn er meget… konservativt.

5. Apropos Fodboldfyren, så mødtes jeg med en af hans medstuderende fra dengang, han læste i Odense, og det var også ganske rart og hyggeligt. Specielt fordi hendes syn på Fodboldfyren…minder meget om mit eget.

6. Spiste mig mæt i burgers og sundaes sammen med Kage-Anne, i torsdags (som jeg btw lige vil pointere altså har en af de smækreste kroppe, jeg længe har set, også selvom hun elsker kage) og det var en af de aftener, hvor min perlelatter kunne høres langvejs fra. Altså fordi det var virkelig hyggeligt og sjovt.

7. Fredag fik jeg talt med Fodboldfyrens Kvinde Nummer 4, og det var som det plejer at være i sådanne situationer, både ganske brugbart og ganske hyggeligt. Så tænker umiddelbart, at jeg i det mindste må give ham det, at han indtil videre kun har formået at finde kvinder med både humor og intelligens at være mig langvarigt utro med….

8. Fredag var også dagen (eller aftenen) hvor jeg slog Drengevennen ikke en, ikke to, men tre gange i petanque. Hvilket var aldeles underholdende. Og hyggeligt.

9. Lørdagen tilbragte jeg mest på langs. Først i min egen sofa, mens jeg så Sense8, som seriøst bare er en monstergod serie, og derefter på Kage-Annes sofa, mens vi så Eurovision og spiste oceaner af slik.

10. Og i dag har jeg gået tur og nydt vejret. Tænkt gode tanker og glædet mig over, at jeg for det meste er glad, ja nærmest lykkelig. Og så har jeg også taget et billede af de her mælkebøtter.

Dag 289, år 2 – Mælkebøtteland 

Fortællingen om Et Velkommen Til Fodboldfyrens Kæreste Nummer Fire  

Eller kæreste og kæreste. Hun siger selv, at de var bollevenner. I citationstegn. Hvad end det så betyder. Jeg har ikke talt med hende. Kæresten/bollevennen altså. Hun skrev en kommentar til dette blogindlæg og fortalte, at også hun har haft et forhold til Fodboldfyren, og at hun har fulgt mig længe, og har været i tvivl om hun skulle sige noget eller ej.

Det har hun så gjort nu. Men som sagt har jeg ikke talt med hende, så jeg ved ikke mere, end hvad der står i hendes kommentar. Jeg har ellers svaret og sagt, at hun meget gerne må skrive en mail til mig, men har intet hørt endnu.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige eller mene efterhånden. Jeg havde jo allerede en ide om, at der måtte være flere forhold, siden manden ikke har kunnet regne ud, hvem det var, der havde fortalt mig sandheden. Og jeg har endda også håbet at høre fra flere, så jeg kunne stykke endnu mere af dette umulige puslespil sammen. Men at sidde der midt i et strategimøde på arbejdet og læse sådan en besked, det var…hårdt. Og irriterende.

Jeg blev nemlig ked af det. Selvfølgelig vil de fleste nok sige, men ked-af-det-heden overraskede mig. For jeg ved jo godt, hvem han er nu. Jeg ved jo godt, hvad det er han har gjort. Jeg ved godt, at alt var løgn. Så hvorfor bliver jeg ked af det? Hvorfor gør det ondt?

Jeg ved det ikke rigtigt. For oftest så hader jeg ham bare. Og samtidig er jeg taknemmelig for, at jeg aldrig behøver at se ham igen. At jeg slap væk. Og så fylder vreden. Lysten til at lade alle, der kender ham og holder af ham vide, hvilket menneske han i virkeligheden er. Og den lettere beroligende tanke om, at han sandsynligvis aldrig kommer til at opnå noget i sit liv, men i stedet kommer til at ende ensom og alene på en lædersofa købt med kontanthjælp.

Men selvfølgelig fylder sorgen også. Sammen med ked-af-det-heden. Især når jeg i glimt husker øjeblikke, som indtil for et halvt år siden altid har været forbundet med kærlighed. Øjeblikke og glimt fra det liv, vi levede sammen og som jeg troede på. Minder om ham, som jeg troede elskede mig.

Så derfor skriver jeg nu. Drikker et glas vin og ryger en cigaret. Alt imens Beyonce kører på fuld smadder. Jeg skriver, så jeg kan forstå – ikke ham, det kommer jeg aldrig til – men mig selv. Forstå og lytte til alt det, der rumsterer lige nu. Både hadet, vreden, tristheden, men også kærligheden. For den var der, og den var ægte. Den var ægte for mig. Og det er jo derfor, det gør ondt.

Dag 284, år 2 – Skriver hjertet ud


 

Fortællingen om At Være Bange For At Skrive Bogen om Fodboldfyren

I dag var jeg til min sidste samtale hos min psykolog hos TUBA. Jeg er nemlig done. Færdig. Fixet. Eller noget. Jeg har i hvert fald ikke flere gange tilbage hos TUBA, og det er helt i orden. Jeg har det godt. Jeg har lært en masse. Jeg er kommet tættere på mig selv og har fået en større forståelse for, hvorfor jeg, som mange andre børn af alkoholikere, gør som jeg gør i bestemte situationer. Føler som jeg føler. Tænker som jeg tænker. Så det er helt fint, at der er ikke er mere TUBA tilbage. Jeg har dog, fordi jeg er en evig sucker for at sidde og tale om mig selv, og derudover også har en grundlæggende angst for at blive deprimeret igen, lavet en aftale med min psykolog om, at hun bliver ved med at være min psykolog. Nu bare uden TUBA. Ikke at jeg tror, at jeg kommer til at bruge hende helt vildt meget, men mere så jeg ved, at hun er der, hvis jeg får brug for det. Og det er rart.

Vi talte om mange ting i dag, mig og hende. Men vi talte mest om Fodboldfyren. Om hvordan tristheden er væk, men vreden stadig hænger fast, som tyggegummi i håret. Om hvordan det tager tid at blive hel, når man er blevet slået i tusind stykker gang på gang igennem seks år. Om hvordan det stadig er svært overhovedet at tænke på at smile oprigtigt til en fyr, fordi det at åbne op for tanken om kærligheden, også åbner op for tanken om svigt. Og egentlig også fordi alle de stykker af mig, der endnu ikke er blevet klistret sammen igen, ikke er stærke nok til at tro helt på, at der faktisk er nogen derude, som gerne vil mig. Som ville synes, at jeg er fantastisk, og som ville elske mig, som den jeg er.

Og så snakkede vi om bogen. Den bog, jeg langsomt og overhovedet ikke særlig kontinuerligt, skriver på. Bogen, der skal fortælle hele sandheden. Den der skal afslutte hele denne historie en gang for alle. Den der skal give mig closure. (Og herre mange penge, forhåbentlig)

Jeg vakler nemlig nogle gange omkring den bog. Ikke fordi, jeg ikke vil skrive den, ikke fordi jeg ikke tør være ærlig, ikke fordi der med garanti kommer til at stå mange flere intime ting om mig, end der gør på hele denne blog. Det er ikke derfor.
Nej, jeg ved ikke, om jeg tør, fordi jeg ikke ved, om jeg kan. Om jeg kan klare det. Det er hårdt at skrive om alle de ting, der gjorde ondt. Og det er hårdt at gøre det på den måde, som en bog kræver det. Når jeg skriver her på bloggen om de ting, der var svære, er det et tilbageblik. En efterrationalisering. Det kan til tider være hårdt, men det er ikke ligeså svært, som når jeg i bogen skal gå ind i den pige, som jeg var den gang. Hende som ikke vidste bedre. Hende som bare prøvede det bedste hun kunne. Hende som ikke anede, hvad der ventede.

Og jeg er bange for, at jeg kommer til at ødelægge mig selv ved at gå ind i og tilbage til den pige, som engang var. Jeg er bange for, at jeg ved at sidde og dvæle ved hver eneste detalje, holder jeg mig selv tilbage fra at komme videre. Helt og ordentligt videre. Jeg er bange for at blive ved med at være i stykker.

På den anden side, så er jeg også bange for ikke at skrive den. For jeg ved og kan mærke, hvor vigtigt det er for mig. Og jeg tror også, helt dybt inde, at det er den eneste måde, jeg kan give ordentlig slip på. Også selvom vejen derhen vil være dark and full of terrors. 

Så ja, jeg vakler lidt. Også selvom jeg egentlig godt ved, hvad det ender med.

En forfatter.

Dag 199, år 2 – Forfatterlife

 

Fortællingen om Fodboldfyrens Nye Beskyldninger

Det går sgu ikke så godt det der med ikke at skrive om Fodboldfyren. Men til mit forsvar troede jeg, da jeg skrev det indlæg, at det faktisk var slut med flere overraskelser. Det var det dog ikke. Som jeg skrev her, hørte jeg for nylig fra en af de andre kærester, der fortalte, at han havde ringet for at høre om det var hende, der havde sladret. Og igår aftes fik jeg så en meget vred besked fra Fodboldfyrens nye kæreste, hvor hun anklagede mig for at have kastet æg på deres vinduer. Noget som jeg på ingen måde har gjort. For som jeg skrev til hende, har jeg hverken lyst til at bruge tid eller penge på at have noget med hverken ham eller hende at gøre. Og desuden synes jeg det ville være spild af æg. For jeg kan virkelig godt lide æg. Og går heller ikke ind for madspild. 

Udover at beskylde mig for at have kastet æg på deres vinduer, beskyldte hun mig også for at have et sørgeligt liv. Et liv, hvor det eneste jeg går op i er Fodboldfyen og at det er både trist og pinligt, at jeg ikke kan finde ud af at komme over ham. 

Jeg burde selvfølgelig bare lade det ligge. For jeg ved jo, at intet af det hun siger har noget på sig og at grunden til, at hun overhovedet går op i og læser det, jeg skriver om ham her på bloggen er fordi, hendes forhold til ham er ligeså ulykkeligt som mit var. Men jeg blev sgu vred. Og jeg er stadig vred. Jeg bryder mig nemlig ikke om at blive beskyldt for noget, som jeg ikke har gjort, føler eller er. 

Ja, jeg er stadig afsindig vred på ham, og den vrede fylder stadig meget hos mig. Men det er også det. Jeg hverken piner over ham, er jaloux (faktisk helt vildt meget tværtimod) eller savner ham. Og ja, jeg skriver om ham herinde, noget som er min ret og som by the way er helt og aldeles lovligt, og det kan af nogen sikkert godt opfattes som om, at jeg stadig er alle tre ovenstående ting. Jeg ved heldigvis, at det ikke er sådan, men anerkender dog stadig, at nej – jeg kan hverken sige, at jeg har tilgivet ham, er ligeglad med ham eller er helt og aldeles okay. For det har jeg og er jeg ikke. Og det er derfor, jeg skriver. 

Det er stadig hårdt og tungt at leve med, at ham som jeg elskede i mange år, i virkeligheden var et falskt monster. Det river stadig i mit hjerte, når jeg tænker på alle de gange, jeg følte noget stærkt og han bare lod som om. Det gør stadig ondt at have kendt ham. 

Og jo, jeg har da lyst til at hævne mig. Men det gør jeg som sagt ved at skrive en bog, ikke ved at kaste æg på hans vindue. Noget jeg desuden tænker, at der er plenty af andre piger, som ikke arbejder med deres vrede gennem en bog, som kunne finde på og kunne have lyst til at gøre. 

Jeg derimod kan nu bedst lide min hævn konstruktiv og pengeindbringende og mine æg stegt på en pande. Men det er måske bare mig. 

I like my eggs fried – Dag 269, år 2

Taknemmelighedsrunden #54

1. Min kære moder inviterede mig på middag og senere kirsebærtræskigning dagen inden, hun tog mod Caminoen for at gå den sidste del af den sammen med min papfar. Og selvom det var pissekoldt at kigge på kirsebærtræer, var det pisse hyggeligt at gøre det med min mor.

2. Bedsteveninden havde brug for at nyt skrivebord, og jeg manglede stearinlys. Så vi tog selvfølgelig i IKEA for at spise kødboller. Og prøve samtlige sofaer og senge. Og til sidst, lige inden lukketid, fik vi taget os sammen til at finde de der ting, vi kom for at købe.

3. Jeg passer Verdens Længste Kat indtil næste torsdag. Og selvom han nogle gange kigger på mig med foragt i øjnene, ligger han for det meste lige ved siden af mig og spinder ind i mit øre.

4. Jeg har hængt ud med min dejlige bror i nærmest to hele dage, da han også kom forbi Verdens Længste Kat for at bo et par dage, og det har været fantastisk rart og næsten ligesom, da vi begge boede hjemme, og min mor lod os være alene hjemme en weekend med et fyldt køleskab og penge til pizza. (Da vi selvfølgelig var gamle nok til at være alene hjemme i en weekend. No mommy shaming her)

6. Jeg er gået totalt i påskeferiemode, og en af dagene rykkede jeg mig ikke rigtig væk fra sofaen, det Suitsmaraton, jeg har haft kørende og katten. Altså bortset fra, når jeg skulle hente flere chips i køkkenet.

7. Min kære, dejlige onkel døde for tre år siden og ville den 14. april være fyldt 54. Derfor tog jeg med min mormor, min bror og min tante afsted til kirkegården for at lægge en blomst og sige tillykke. Og derefter tog vi på cafe for at spise frokost og blandt andet tale om, hvor dejlig min Onkel Thomas egentlig var.

8. En af Fodboldfyrens gamle medstuderende skrev til mig forleden og fortalte, hvor ked af det hun var over, at hun godt havde vidst, at der var noget sketcky over ham, men aldrig havde sagt noget til mig, selvom vi sås engang imellem. Og det var virkelig rart at høre fra hende, da det endnu engang bare bekræfter, hvor stort et svin han er, og at det aldrig har været mig, der var den skøre.

9. Igår inviterede min dejlige Louise mig på tre-retters middag, og det var så hyggeligt, så rart, så dejligt og virkelig god mad.

10. Og i dag holder jeg påskeaftensmad. (Der var ingen, der havde tid til påskefrokost) Og jeg glæder mig.

Dag 255, år 2 – Lyserøde venskaber