Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Reklamer

At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om overhovedet ikke at være færdig med at tale om Fodboldfyren

I december lavede jeg en side på bloggen med et kartotek, hvor alle indlæg om Fodboldfyren, både før og efter afsløringen, skulle ligge så nye læsere kunne finde historien på en lidt mere overskuelig og kronologisk måde. Og da jeg sad og kiggede igennem alle indlæggene, og jeg til sidst så det endelig resultat kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af mig selv. Der var 40 indlæg. Ikke alle handler decideret om ham, men han bliver nævnt på den ene eller den anden måde i hvert eneste af dem.

42 indlæg om en mand. Og derefter et stort interview i Femina. Plus andre planer, som jeg endnu ikke er nået langt med, og derfor holder lidt for mig selv.

Ja, det virker lidt meget. Og jeg kan derfor på sin vis godt forstå de mennesker i mit liv, der har spurgt, om jeg ikke snart har talt nok om Fodboldfyren. Om jeg ikke snart er færdig.

Min mor sagde sågar på et tidspunkt –  efter jeg fortalte hende om de mange søde og virkelig sårbare og ærlige beskeder jeg har fået efter mit interview, og som jeg kæmpede lidt med at svare på, da jeg gerne ville give det bedste svar og samtidig sige tak – at jeg jo heller ikke var en ekspert.  At jeg også var så meget mere end den historie, og at jeg skulle huske det i stedet for at blive ved med at hænge fast i fortællingen om min ekskæreste.

Og selvom jeg selv blev lidt overrasket over antallet af indlæg dedikeret til Fodboldfyren, er jeg hver gang nogen har sagt noget, der minder om ovenstående blevet irriteret. Og egentlig også lidt såret. For nej, jeg er fucking ikke færdig. Jeg er først lige begyndt.

Begyndt at forstå det hele. Begyndt at mærke, hvad det har gjort ved mig. Begyndt at komme videre. Og det har jeg brug for at fortælle om.

Jeg har brug for at fortælle og bearbejde, hvad det har betydet for mig at leve i et psykisk voldeligt parforhold. Jeg har brug for at sætte ord på alle de ting og steder, hvor hans ord og handlinger stadig svirrer rundt i mit hoved og stadig har magten over mig. Og jeg har brug for at fortælle alle de kvinder, der selv står i det eller har gjort, at det hårde, det frygtelige, det sindsødelæggende, men også det selvopbyggende først begynder efter, du har forladt ham. Og at det at gå sin vej til sammenligning er meget, meget lettere.

Alle taler om det stærke i at gå. Alle taler om, hvor mange kræfter det tager. Alle taler om, hvor vigtigt det er. Alle taler om, hvordan du når derhen, hvor du rent faktisk kan gå. Men ingen taler om tiden efter. Ingen taler om alle de nætter, hvor tomheden, skammen og gråden overmander dig. Ingen taler om de hviskende stemmer i dit hoved, der lyder som hans og som fortsat fortæller dig, hvor lidt du er værd. Ingen taler om, hvordan fanden du kommer videre derfra.

Og lige præcis derfor er jeg slet, slet ikke færdig med at tale om Fodboldfyren.

 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook

2017 – et år fyldt med håb, tvivl, mod, frygt, sisterhood og lidt for mange chips

Man kan jo ikke være blogger og så ikke skrive et Året-der-gik-indlæg. Eller altså, det kan man nok godt, men sådan en har jeg altså ikke lyst til at være. Jeg synes dog faktisk, at 2017 er lidt svær at danne mig et overblik over. Det har været et underligt år. Og et jeg på en måde slet ikke rigtig synes er færdigt. Jeg havde i hvert fald tænkt, at der ville ske lidt mere, end der gjorde. At jeg ville være et andet sted. At jeg ville have fundet ud af nogle flere ting. Og at jeg ville have slået mig til ro med den ting, jeg tog med mig ind i det nye år sidste gang det var nytårsaften. At jeg var blevet bedraget noget så grusomt.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at der slet ikke er sket noget. For det er der skam. Der er sket masser. Jeg havde besøg af den bedste irlænder, jeg kender og fik vist min by og alle dens kanelsnegle frem. Min bror tog mig under armen og med til Amsterdam, hvor vi havde den bedste bror/søster tur og de fineste snakke.

Jeg fik et job og droppede dagpengene, og følte mig for første gang i lang tid som en del af noget større og var så stolt, at jeg næsten revnede. Jeg startede mit eget firma, og indså, hvor meget arbejde, der rent faktisk ligger i livet som selvstændig, især når man mister førnævnte job igen. Jeg blev træt af at være vred på Fodboldfyren og besluttede derfor langt om længe at lukke tristheden ind i stedet.

Jeg tog til Grækenland med to af de bedste, der findes og spiste min egen vægt i feta. Min mor blev efter 12 år endelig gift med min papfar og jeg lavede 6 bryllupskager til fejringen. Jeg blev gudmor til Min Louises søde lille datter og mærkede for alvor, hvordan det føles, når veninder bliver til noget, der minder om søstre.

Jeg tog til Tallin med min søde mor og spiste en masse kage. Og så slugte jeg min stolthed og tog et job i Imerco, og stod samtidig fast på, at det er vigtigt at skrive om de uperfekte ting i mit liv, også selvom det måske kan ødelægge nogle muligheder eller skubbe nogle mennesker væk.

Et opgør med forventningerne
Det har med andre ord været et begivenhedsrigt år. Men også et år, der slet ikke blev som jeg troede. Jeg havde forventet, at jeg ville være længere med min karriere, og egentlig også med mit kærlighedsliv, end jeg er. Jeg havde forventet, at jeg ville have arbejdet endnu hårdere end jeg har gjort, og at jeg derudover også ved siden af havde fået arbejdet endnu mere med mig selv og dermed fået styr på de kæmpe store huller i mit hjerte, som afsløringerne om Fodboldfyren lavede. Jeg havde forventet, at jeg ville være rigere og ikke fattigere end i starten af året, og jeg havde nok også lidt forventet, at jeg ville være lidt tyndere.

Men sådan gik det altså ikke.

Jeg er nået et stykke, både med karrieren, hjertet, pengene og kroppen. Og et stykke er vist egentlig også ret fint. For det slog mig her forleden, at man jo altså aldrig bliver færdig. I hvert fald ikke før man dør. Hele livet er jo en rejse, en kamp, en vej at gå, et mål at nå. Og hver gang, man kommer et stykke og når et mål, så kommer der noget nyt, som man gerne vil eller ved, at man bliver nødt til.

Derfor så prøver jeg at lade være med at tage det så tungt, at jeg teknisk set ikke har aflsuttet noget i 2017 og forsøger i stedet at være glad for, at jeg er på vej. At jeg kan sætte kryds ved en masse ting, som fylder mit hjerte med glæde, og at jeg i det store og hele har gjort det så godt jeg kunne. At jeg har lært så utolig meget, at det halve måske egentlig godt kunne have været nok. Og ikke mindst, at jeg turde lægge ordene i en andens hænder og fortælle min historie om Fodboldfyren til en dygtig journalist på Femina. En historie som du stadig kan nå at læse, hvis du smutter ned i kiosken og køber dig det nyeste blad.

Mit 2017 har med andre ord været fyldt med mange bump på vejen, tusindvis af bekymringer, masser af tvivl, men heldigvis også masser af kærlighed, sisterhood, håb og vigtigst af alt – mod.

Og så måske lidt for mange chips. Men jeg tror faktisk, at jeg nåede min limit her forleden. Så no worries.

Jeg håber, at I alle er tilfredse med jeres år. Og at I får nogle helt fantastiske nogen hver især i 2018. Tak fordi I læser med. Det gør mig virkelig, virkelig glad.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om stadig at være lidt maltrakteret på grund af Fodboldfyren

Sidste år på denne tid var helt ubeskrivelig hård, fantastisk, grådfyldt, empowering og indsigtsfuld.

Det var nemlig på denne tid sidste år, at alle Fodboldfyrens skeletter væltede ud af af skabene og fik mig til at indse og forstå, hvilken mand det egentlig var, jeg havde været sammen med i fem år og elsket i seks.

Der er sket meget siden da. Og så alligevel ikke. Jeg er stadig vred. Ikke ligeså meget, som jeg var i starten, men stemmen der nogle gange afbryder min tankestrøm og iskoldt siger; Jeg håber bare du dør, Xx, den popper stadig op engang imellem.

Min umættelige retfærdighedsfølelse har dog efterhånden lagt sig og har indset, at den eneste og mest sande form for retfærdighed, som jeg kan få i alt det her er at leve videre og at leve godt. Så det prøver jeg på, så godt jeg kan.

Det er dog nogle gange svært. For selvom sandheden mest af alt har gjort mig stærk og fået mig til at forstå, hvor mange ting, jeg har troet på om mig selv, som i virkeligheden slet ikke var rigtige, så sidder nogle af de ting stadig virkelig dybt i mig.

Jeg kan stadig mærke hans ord.

Du er skør. Du er dum. Du er sindssyg. Du er uelskelig. Du er fed. Du er forkert. Du er usexet. Du er for meget. Du er for lidt. 

Og selvom jeg godt ved, at intet af det er sandt, tror min hjerne og mit hjerte nogle gange stadig, at det er.

Især når det kommer til det modsatte køn.

Jeg er stadig hunderæd for at date. Ikke ligeså fandens, fucking angst som jeg indså, at jeg var i sommer, slet ikke. Men min tro på mig selv på det her punkt er så lille, at jeg uden at indse det afviser alle, fordi jeg tror de allerede har afvist mig.

Og det gør mig så frygtelig ked af det.

I lang tid efter vi slog op, både før og efter jeg fandt ud af sandheden, var jeg glad for bare at være alene. Jeg havde brug for rum og tid til at finde mine ben og lære, hvem jeg var uden en kæreste. Det var første gang i 12 år, at jeg ikke havde en plus-one, og jeg elskede det og havde brug for at det varede ved.

Men nu, nu vil jeg faktisk gerne have en ved min side. En at grine med. En at ligge i ske med. En at lave mad med. En at gå på museum med. En at rejse med. En at kramme med.

Jeg vil gerne have en at elske. Og en, der elsker mig.

Og selvom jeg ikke går og piner efter en kæreste, for jeg har det dejligt og godt i det liv, jeg har fået bygget op post breakup, så ligger ønsket alligevel som en grundsten i mig nu. Desværre ligger det lige ved siden af skammen, sorgen og frygten.

Skammen over at være “sådan en, der lod sig trampe på”.

Sorgen over at have spildt så mange af mine år og sorgen over, at al den kærlighed jeg gav ikke blev givet til en, der brugte den til noget godt.

Frygten for at noget af det han sagde alligevel er sandt. At jeg er uelskelig. Og frygten for, at der slet ikke findes nogen derude til mig.

Jeg er dog alligvel for det meste optimistisk. Jeg tror på mig selv. Og jeg tror på kærligheden. Og allerede for noget tid siden mærkede jeg mit hjerte mærke noget. For første gang i to år, flaksede det derinde i mit bryst. Det gibbede en lille smule, en sommerfugl fløj forbi og et fjoget smil klistrede sig fast i mit ansigt.

Og det tager jeg som et tegn. Ikke nødvendigvis et tegn på, at ham der fik mit hjerte til at mærke noget er ham, der skal få det til at åbne sig helt op igen. Nej, jeg tager det bare som et lille subtilt tegn på, at jeg er ved at være klar. Trods skammen, sorgen og frygten er jeg ved at være der, hvor jeg kan se bort fra alle de ar mit hjerte har fået og alligevel vise det frem, når der kommer en forbi, som får det til at gibbe lidt.

Det håber jeg i hvert fald.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at være blevet bange for at date

Det er nu snart to år siden, at jeg tog mine ting og gik op i et fly til Hong Kong og dermed sagde farvel og tak til Fodboldfyren. Og til december er det et år siden, at alt faldt sammen omkring mig og alt med ét blev både tungere og mørkere og klarere og lysere. Jeg fandt ud af, hvad vores forhold virkelig var for ham, og fandt ud af, at alt det jeg havde troet var ægte og virkeligt, slet ikke var det.

På mange måder føles det som om, vi har slået op to gange, som jeg vist har også har skrevet før. Og selvom den anden gang var langt mindre tårevædet og fyldt med savn, er det alligevel den, der har slået mig allermest ned. Det er nemlig den, der for alvor har revet mit hjerte midt over, krøllet det sammen og smidt det væk, som var det en ligegyldig, vissen blomst. Det er den, der har slukket alt håbet i mig, det er den, der har gjort mig bange.

Det at vide, at Fodboldfyren bedrog mig så voldsomt, at jeg kunne falde for det gang på gang, at jeg ikke kunne se det, men især det at han igennem hele vores forhold ofte satte mig i en situationer, hvor den gennemgående følelse hos mig var “Nu dør jeg, jeg kan ikke mere” – har gjort, at jeg ikke tør noget som helst længere. For jeg vil ikke føle det igen.

Da jeg var i Grækenland, sad mine veninder og jeg en aften på en bar. Helt lækre og klar til drinks, sjov and what not, sad vi der og kiggede ud over havnen i Parga. Det tegnede til at blive en god aften, men da Bedsteveninden og Verdens Bedste Anne pegede over på en gruppe fyre på den anden side af baren, og spurgte om det ikke var noget, blev jeg helt kold inden i. Lige pludselig råbte alt inde i mig nej. Og så gik jeg. Jeg lod mine veninder blive tilbage i baren, og gik selv hele vejen op af bjerget og ned ad den anden side for at komme væk og tilbage til vores hotel. Og hele vejen ned græd jeg.

Det tog dog noget tid for mig rent faktisk at se lyset og forstå, hvorfor jeg var stukket af. Og hvorfor jeg havde grædt. Først sagde jeg til mig selv, at det blot var min introverte side, der havde brug for lidt space, og derfor ikke ville med i byen. Men langsomt gik det alligevel op for mig, at jeg jo rent faktisk ikke bare var gået hjem. Jeg var flygtet. Fordi jeg var bange.

Og sådan har jeg det mere eller mindre stadig. Jeg er pisse bange for at åbne mit hjerte, og kan faktisk slet ikke forestille mig, hvordan det dog skulle kunne ske. Jeg bliver overmandet af træthed og ugidelighed, som jeg nu har luret er en klar forsvarsmekanisme, når talen falder på dating, mænd og tinder. Og jeg har mere eller mindre overbevist mig selv om, at der jo alligvel ikke er nogen mænd, der ville synes, at jeg var nice nok til at blive forelsket i.

Og alt det ville måske ikke være lige så slemt, hvis ikke det var fordi, jeg efterhånden faktisk godt vil have en kæreste.  I de sidste to år har lysten ikke rigtig været der. Jeg har nydt at være alene. At finde mine egne ben i al det her rod, der har været mit sidste parforhold. Jeg har elsket at være fri, (og elsker det stadig) og jeg har slet ikke haft behovet for den romantiske kærlighed. Men nu er det der, og det hiver det i mig. Nu vil jeg faktisk gerne.

Jeg tør bare ikke. Jeg har fået mig selv overbevist om, at det uundgåeligt vil ske igen. At jeg er uelskelig. Og at følelsen – “Nu dør jeg, jeg kan ikke mere” – den endnu engang vil overmande mig. Og så er det jo nemmere bare at lade helt være. At købe en kat og så ligesom bare sige, at det var det. Også selvom alt indeni mig skriger på rigtig kærlighed. Også selvom jeg godt ved, hvis jeg bruger min logiske sans, at jeg er et fantastisk menneske. At jeg er klog, smuk, dejlig, sjov, empatisk og helt og aldeles lovable.

Det er bare som om den sans meget tit bliver overdøvet af noget, der råber højere. Og indtil forleden var jeg ikke sikker på, hvad det var, der blev råbt. Men nu ved jeg det.

“Du finder aldrig ægte kærlighed. Du vil altid blive såret. Og derfor kan du ligeså godt lade være”. 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om Tilgivelse 

I starten af sommeren lyttede jeg til en fantastisk podcast af Mikkel Frey Damgaard, der hedder Selvmordstanker, og som handler om Mikkel selv, der igennem hele sit liv har været bange for at arve sin fars selvmord, og derfor i podcasten undersøger om selvmord kan gå i arv. I løbet af podcasten lærer han så gennem folk, der kendte hans far, mere og mere om den mand, som ikke har været der, siden han var otte år gammel, og som han hele sit liv har forsøgt at adskille sig fra, fordi han ikke ville ende som ham.

Jeg følte egentlig ikke så frygtelig meget gennem de første mange afsnit af Selvmordstanker. Jeg syntes, podcasten var god og vellavet, spændende og rørende, men på et plan, der ikke som sådan havde noget med mig selv at gøre. Lige indtil jeg hørte sidste afsnit. Afsnittet der handlede om tilgivelse og closure.

Her mødes Mikkel Frey Damgaard med den psykolog, han mødtes med i første afsnit, og som havde givet ham den opgave at lære så meget om sin far som overhovedet muligt. Og efter al den læren-at-kende, der har foregået, sidder Mikkel med en helt anden følelse, end den han sad med, da podcasten gik i gang. Han er ikke vred længere, fortæller han. Han er ikke bange. I stedet er han fyldt med empati og medfølelse overfor sin far. Og fyldt med sorg over både at have mistet ham, men også over, hvor svært hans far havde det i tiden, inden hans død.

Jeg kan huske, at jeg gik og trak min cykel gennem en lille gade på Nørrebro på en af de der sløve og lyse sommeraftener, og at de grønne, grønne træers blade brusede i vinden over mig, mens jeg lyttede til Mikkels fortælling. Og for første gang i løbet af podcasten, blev jeg oprigtig rørt helt inde i kroppen. For hans ord beskrev så præcist, hvordan jeg i dag har det med min egen far. Jeg er nemlig heller ikke vred længere. Og tro mig, det var jeg i meget lang tid, da han levede. I dag er jeg i stedet, akkurat som Mikkel er overfor sin far, fyldt med empati og medfølelse over, at han havde det så svært. At han kæmpede sådan. Og at han aldrig lykkedes. Og så er der den kæmpe store sorg over, at han ikke er her. At jeg aldrig for alvor lærte ham at kende, men også en kæmpe stor sorg over alt det, han kunne have været, men ikke blev.

Og lige der, midt på gaden, midt i podcasten, indså jeg, at det er de følelser, den empati og den sorg, der skal være til stede, hvis jeg oprigtigt skal tilgive Fodboldfyren. Jeg kan ikke tilgive ham, fordi jeg selv gerne vil videre. Jeg kan ikke sige, at nu er jeg ikke vred længere, at jeg forstår, at jeg tilgiver og så vinke til ham i Føtex, hvis jeg ser ham. For selvom, det er et skridt i den rigtig retning, er det ikke ægte. Det er ikke ægte tilgivelse, også selvom rigtig mange, tror og føler, at det er.

Ægte tilgivelse kommer, når du oprigtigt føler med den anden person. Når du ikke vil have, at de skal lide mere. Når du ville ønske, at du kunne gøre noget for dem. Og sådan har jeg det bestemt ikke med Fodboldfyren.

En klog veninde jeg har, sagde til mig, at jeg måske skulle prøve at droppe det der psykopatmærkat, jeg har klistret fast på ham. At det, selvom det kan give en masse forklaringer og indsigter, ikke hjælper det store på der med tilgivelsen. For hvordan kan man tilgive en, der er ligeglad? En der ikke føler noget? En som ingen skyldfølelse har overhovedet?

Det er svært. Måske nærmest umuligt. Og derfor, sagde hun, skulle jeg måske i stedet forsøge at finde ud af, hvorfor han er blevet sådan. Hvorfor den lille lyshårede dreng, som jeg en gang så på en hjemmevideo, og som virkede genert, fjollet og elskværdig overfor sine to yngre brødre, blev til en mand, der iskoldt og uden kærlighed i kroppen, gang på gang kunne sige, at jeg intet var værd. Og derefter kunne gå ud og bevise det.

Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Men jeg ved i hvert fald, hvordan det virkelig føles at tilgive. Og der er stadig meget, meget langt derhen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook