Opgør med ghosting: Jeg opdrager Danmarks mænd en afvisnings-SMS ad gangen

Ghosting er djævlens værk. Og det samme er den lidt mere subtile, men stadig super frustrerende og på ingen måde i orden kort-for-hovedet-besked, hvor der bliver svaret på det spørgsmål eller udsagn, du sendte, men så heller ikke mere.

Faktisk er den næsten værre, fordi forfatteren bag på trods af at have ingen intention om rent faktisk at se personen de lige har svaret igen, alligevel nu kan gemme sig bag det faktum, at de jo svarede. De opførte sig altså ikke som den klassiske douche, der boller, siger vi ses og så derefter forsvinder ud af den blå luft for evigt.

Men de lyver for sig selv. For det er akkurat ligeså douchy at komme med et “ikke-svar” som det er ikke at komme med et overhovedet.

Det er ikke fordi, jeg ikke som sådan forstår det. Det er aldrig fedt at skulle afvise nogen. Det er ubehageligt og meget lidt rart, og derfor er det også meget nemmere bare at lade som ingenting. At håbe, at den du enten ikke svarer eller som du sender et “ikke-svar” til fatter, hvad det betyder uden, at du behøver at sige det.

Jeg forstår det virkelig godt. Men det gør det ikke mere okay af den grund.

Dating gør os ensomme

Dating er tough business. Der er en milliard singler og den næste og nyeste er derfor altid lige om hjørnet. Men jeg frygter, at vi alle sammen bliver ved med at rende rundt og lede efter det nyeste nye. Især hvis vi ikke formår at kigge hen i sengen – hvor hende eller ham, som stadig er ret ny, men som nu ikke er helt ligeså ny som for en halv time siden – og rent faktisk lade os selv turde blive der i den tid det tager at finde ud af, om personen indeholder det, som vi gerne vil have. For ellers, ja så ender vi med at blive de mest ensomme mennesker i verden.

Desværre virker det lidt som om det er det, der er ved at ske.

Jeg har derfor taget det på mig at gøre op med ghosting, med “ikke-beskeder”, med manglende direkte afvisninger og med troen på, at det for det første er i orden at gøre ovenstående ting og for det andet, at det er en helt normal ting ikke at ville/turde blive hængende og se om ham eller hende man rent faktisk har fundet kunne være noget.

Opgøret med ghosting

Min metode er meget simpel, og jeg er selvfølgelig ikke sikker på, at den virker. Endnu i hvert fald.

1. Jeg ghoster aldrig.

2. Jeg sender ikke “ikke-beskeder”.

3. Jeg dropper aldrig nogen efter en enkelt runde lagengymnastik. (Med mindre han viser sig at overskride mine grænser, når jeg beder ham om at lade være)

Derudover, og det her den vigtigste del i mit opgør mod ghosting og generel dating-nederenhed kommer:

4. Jeg finder mig ikke i at ovennævnte ting bliver gjort mod mig. Jeg ignorerer ikke, at der ikke bliver svaret, at han på usagt vis forsøger at komme ud af det, vi har har haft gang i, eller at han virkede som hvis Prince Charming og Mr. Right havde fået en søn lige indtil han fik lov at komme op i mig.

I stedet pointerer jeg det. På en sober, jeg-er-ikke-sur-jeg-er-skuffet-måde. Jeg fortæller, hvordan jeg føler.

At jeg gerne ville have været blevet ved med at ses.

At jeg synes det er ærgerligt, at det ikke kommer til at ske, men at det jo desværre er sådan det er nogle gange, og at der ikke er noget at gøre ved det.

Og så fortæller jeg, at selvom vi ikke kan forvente noget af hinanden som sådan, så synes jeg stadig ikke, at det er i orden, at han ikke tager sig tid til at fortælle mig, at han ikke længere har lyst til at fortsætte vores bekendtskab.

At jeg forventer, at en voksen mand godt kan finde ud af, at sige tak, men nej tak på en pæn og ordentlig måde, især efter at have tilbragt en god del tid sammen.

Og så ønsker jeg ham held og lykke og en dejlig dag. For ligesom der ikke er nogen grund til at afvise et andet menneske uden at fortælle dem det, så er der heller ingen grund til at være passiv-aggressiv.

Here’s to hope

Jeg har ikke prøvet min opdragelsesteknik af på nok mænd til, at jeg kan fortælle jer om det har en generel effekt. En gang har jeg fået et meget, meget undskyldende svar, en anden gang har jeg intet hørt. Og jeg ved jo ikke, hvad der foregår inden i mænd (eller kvinder) der får sådan en besked.

Jeg ved bare, at jeg håber at det gør noget. At det får dem til at tænke over, om det mon ikke ville være bedre bare at sige det. Og om det ikke også føles bedre at behandle sine medmennesker på en ordentlig måde.

Jeg er ligeså lidt chillieren som en dødsangst hveps i august

Nogle gange overrasker jeg mig selv ved at opføre mig som et helt normalt og cool menneske, der virker som om hun har styr på sig selv, hvad hun gerne vil have og hvordan hun gerne vil have det. Som om hun står ved sig selv, ikke gider så meget pjat og slet ikke rigtig gider at spille et spil.

Det er ret nice, når det sker, for jeg er nemlig langt fra særlig cool i virkeligheden. I virkeligheden er jeg, som overskriften lyder, lige så lidt chilleren som en dødsangst hveps i august. Når der er noget, jeg gerne vil have, når det er noget, der betyder noget, når der er noget på spil, så har jeg så ufattelig svært ved at keep it cool. I stedet overtænker jeg alt, overanalyserer alle tænkelige udvekslinger og panikker så snart det er muligt.

Det sker både i arbejdssituationer, men især når det gælder dating. Hvis jeg er ligeglad er det no problem. Men hvis jeg synes han er sød, oh so help me God. Jeg prøver ihærdigt, det er ikke det, men det lykkedes aldrig i så lang tid. Et lidt underligt blik, en lidt for lang tavshed, en sms uden et spørgsmål, og hvepsen Amalie begynder straks at svirrer rundt om sig selv.

Hvad betyder den der smiley?
Han er allerede ovre det her og mig. 

Sagde jeg noget dumt?
Jeg sagde helt sikkert noget dumt. 

Hvorfor er der nu INGEN smiley?
Fordi han synes du virker åndssvag at skrive med.

Fortiden spøger (ikke)

Det er ret udmattende. Især fordi det jo samtidig med at være spændende og rart også er dybt frustrerende, svært og angtsprovokerende. Og jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvorfor det egentlig er, at det er sådan. Hvorfor det er, at jeg ikke bare for fuck sakes kan lade være med at lægge sig meget i ting, hvorfor jeg ikke bare kan se, hvad der sker, hvorfor jeg ikke bare kan lade tingene ske og være mig selv imens.

Indtil i går var jeg overbevist om, at det helt sikkert havde noget at gøre med Fodboldfyren at gøre. At det var alt det der traumegøjl, der fik min usikkerhed til at blive dobbelt så stor. At jeg ser farer overalt og derfor ikke bare kan tage en skide chill pill og tro på, at mænd generelt ikke er sådan super nederen.

Men så stak Bedsteveninden mig et glas vin, kiggede på mig og sagde;
“Jeg tror altså ikke, at du er så skadet længere, som du selv går og tror.” 

Og det tror jeg egentlig, hun har ret i. Der er helt sikkert stadig alt mulig lort, som først kommer ordentlig frem og viser sig, når jeg en dag står i parforhold til anklerne og pludelig mærker alle skeletterne banke på. Men lige nu tror jeg faktisk ikke, at det hverken er skeltetterne eller Fodboldfyren, der spøger.

Det er bare mig selv. Mig og min usikkerhed. En usikkerhed som altid har været her. Men en usikkerhed, som jeg ikke har mærket så frygtelig meget til, fordi jeg i snart tre år har holdt mig fra egentlig at lade mig selv kunne lide nogen. Og når den så pludselig kommer igen efter så lang tids fravær bliver jeg slået helt omkuld, bliver helt forvirret og helt panisk, fordi følelsen på en og samme tid er så fremmed og så forfærdelig velkendt.

Den gør mig i tvivl om alting. Om jeg sagde noget forkert, om jeg er forkert, om han er forkert, om han er rigtig og endda også om, hvem jeg egentlig er.

Er jeg sådan en, der griner coolt og tager en tår af min øl på den her måde, som jeg gør lige nu? Eller er jeg sådan en, der fniser ned i min drink og holder mig for munden, som jeg gør nu? 

Er jeg sådan en, der er høflig og siger, at de ting han synes om lyder spændende, selvom jeg ikke synes det? Eller er jeg sådan en, der står fast på, hvad jeg synes ligemeget, hvad han synes? 

Er jeg sådan en, der siger tak for en god aften og går hjem alene? Eller er jeg sådan en, der gør hvad jeg har allermest lyst til og tager ham med hjem? 

Sandheden er nok, at jeg jo er alle de ting. Nogle gange er jeg mega cool og rap i replikken. Andre gange er jeg fnisende og lillepige-agtig. Nogle gange er jeg åben overfor at udvide min horisont og lære noget nyt, og andre gange er jeg så sikker på, hvad jeg selv mener, at jeg ikke gider at diskutere det. Nogle gange har jeg lyst til at vente og opbygge en spænding, og andre gange kan jeg ikke holde det ud og har lyst til at knalde i den nærmeste busk.

Og alle de versioner er okay. Alle de sider af mig er jo mig. Og alle de sider mærker usikkerhedshvepsen svirre. Jeg skal bare lære at lade den gøre det uden at gå i panik og stikke folk, der måske egentlig også selv er pisse usikre.

Foto: Josefine Fjelstervang

Fortællingen om at blive stående på trods af frygten for knuste hjerter

I to år har jeg lukket mit hjerte inde bag en tyk mur. I det sidste halve års tid har jeg dog forsøgt at lukke lidt mere op. Lidt efter lidt. At se efter godheden i mændende omkring mig. At tro på, at der faktisk findes kærlighed, som ikke ødelægger en. Og nu er det som om, at jeg ikke længere har ligeså meget lyst til at løbe skrigende bort ved tanken om, at skulle lukke nogen ind, som jeg ellers har haft. Trangen er der stadig, bevares. Undskyldningerne for at lade være er mange og den del af mig selv, der forsøger at passe på, at mit hjerte ikke bliver kørt igennem kødhakkeren endnu engang er måske næsten blevet endnu mere aktiv end den har været før. For lige pludselig er der nogen. En der måske er noget. Eller i hvert fald en, som jeg har lyst til at finde ud af om er noget.

Og fordi det ikke er så ligetil som man kunne ønske med Ham Der Nogen, er der ifølge min indre hjertevogter også endnu flere grunde til at lade være. Til at droppe det. Til at finde en anden. Til at sige “Glem det, jeg mente det ikke. Det er ligemeget”.

Men jeg har ikke lyst til at glemme det. Og det er ikke ligemeget. Jeg ved stadig ikke, hvad det er. Om der overhovedet er noget. Om det bare er mig, der ser noget, fordi der var en, der sagde, at der måske var noget at se. Men jeg ved, at jeg smiler lidt mere for tiden. Jeg ved, at jeg er nysgerrig og spændt over, at der endelig sker et eller andet på den front og på, hvad der måske kunne ske senere. Jeg ved, at jeg bliver glad, når han siger noget sødt, og at jeg har lyst til at sige noget sødt tilbage.

Og jeg ved, at jeg har lyst til at blive stående. Også selvom det letteste ville være at løbe væk.

Ghostingens fem faser fortalt i GIFs

Alle der har været på Tinder kender til det. Enten har de gjort det eller også har de været dem, nogle andre har gjort det imod. Vi taler om ghosting. Datingfænomenet som burde ophøjes til at være ordet, der beskriver min generation. I mine unge dage var jeg selv en ghoster ind imellem, fordi jeg den gang ikke havde nosserne til at sige tak, men nej tak. Og jeg skal da heller ikke sige mig for god til aldrig at have stoppet med at svare i en døende eller uinteressant Tindersamtale. For dem er der ved gud en del af.

Jeg har dog aldrig ghostet nogen, jeg har mødt i virkeligheden (altså efter jeg fik mig et par nosser, da jeg var omkring 22) og jeg har heller aldrig ghostet – og den helt onde – unmatchet nogen midt i en ellers velfungerende og behagelig samtale. Begge ting synes jeg nemlig, at jeg er alt for voksen til at gøre. Desværre er der en del, der ikke sætter sig selv op på den piedestal, og derfor bliver vi andre nogle gange ladt tilbage med en masse forvirrende og ikke særlig rare følelser. Og en del faser, vi skal igennem.

Her er fem af dem.

1. Hallo-er-du-der-du-kan-da-ikke-bare-forsvinde-fasen

confused pulp fiction GIF-downsized_large (1)

2. Ej-han-kom-nok-bare-til-at-trykke-unmatch-ved-en-fejl-fasen

not listening dumb and dumber GIF-downsized_large (1)

3. Jamen-så-fuck-da-dig-din-gigantiske-nar-fasen

kerry washington rage GIF by HULU-downsized_large

 

4. Jeg-kommer-til-at-dø-alene-og-blive-spist-af-min-egen-kat-fasen

sad how i met your mother GIF-downsized_large

5. Fuck-det-du-fortjener-mig-ikke-alligevel-din-amøbe-fasen

beyonce i slay GIF-downsized_large

Fortællingen om det der korte øjeblik, hvor Tinder faktisk ikke var nederen

En sen søndag eftermiddag, stadig iført nattøj og med en lidt tom følelse efter en weekend i Don Drapers selskab, oprettede jeg for 132. gang en Tinderprofil. Og siden den dag midt i februar er det faktisk gået overraskende godt. Så godt, at jeg så sent som for et par dage siden nåede at tænke og ytre, at der måske faktisk slet ikke havde været noget galt med Tinder, men bare noget galt med mig. Måske havde jeg rent faktisk været for afvisende og for “Dur ikke, væk” agtig. Måske var mænd slet ikke så nederen, som jeg troede.

Tanken opstod efter et yderst succesfuldt Tinderhook-up, der formåede at give mig lige præcis det selvtillidsboost, jeg havde brug for til rent faktisk at tro på, at andre mennesker end Don Draper synes, at jeg er værd at kysse på. Og derfor har jeg de seneste to uger også givet den ekstra gas med skriverierne med diverse fyre, især ham vi fra nu vil kalde Cykelmanden og ham, der får navnet Englænderen.

To virkelig underholdene og sjove mænd, der på hver deres måde fik mig til at grine og til at få lyst til at møde dem.

Og så blev det lørdag.

I mandags havde jeg aftalt med Cykelmanden, at vi skulle mødes og gå en tur lørdag eftermiddag, og jeg havde derfor også sagt “nej, tak til date i dag, men hvad med torsdag?” til Englænderen, der spurgte om vi skulle ses lørdag aften. Også selvom flere i min omgangskreds mente, at jeg da sagtens kunne tage på to dates på samme dag. Det mente jeg dog ikke selv, da jeg trods alt syntes, det var lige vovet nok efter min enormt lange periode, hvor de eneste dates jeg gik på foregik i Don Drapers seng.

Det kørte altså godt, der fredag eftermiddag, hvor jeg havde udsigt til fest om aftenen og to dates indenfor den næste uge.

Og ja, så blev det lørdag.

Jeg vågnede, solen skinnede og jeg skrev til Cykelmanden, som jeg havde skrevet med hele ugen og spurgte om, hvor vi helt præcist skulle mødes.

“Mødes?”, spurgte han. “Skulle vi mødes?”

Han havde glemt mig. Seri-fucking-øst.

Men altså, det er jo faktisk ikke første gang, at nogen har glemt, at de skulle på date med mig, dog er det første gang, at den der glemte det var totalt u-undskyldende over det. Der var altså ingen “Ej, det er jeg virkelig ked af, det må du sgu undskylde, jeg giver en kop kaffe”- sætning. Blot en, “Well, Tinder er et flygtigt medie, ligesom min personlighed”- sætning.

Hvilket i min bog does not fly well. Or at all = Cykelmanden kunne altså for min skyld gå sin  tur helt alene, kunne han.

Og så var det, efter jeg havde kaldt ham en nar i et par telefonsamtaler med et par veninder, at jeg besluttede mig for at skrive til Englænderen. Måske havde han allerede lagt planer eller måske var han frisk på en lille øl her på Saint Patrick’s Day?

Det var Englænderen dog ikke. Han havde tømmermænd, sagde han. Hvilket i mine øjne er en helt valid undskyldning. Desværre skrev han bare ikke rigtig andet end det. Ikke noget med “Rigtig godt tilbud, det gad jeg virkelig godt, men glæder mig til at se dig på torsdag”. Bare “Sorry, har tømmermænd, så er nok ikke så sjov at hænge ud med i dag”.

Og der, lige der var det, at jeg endnu en gang mistede troen på Tinder. Og egentlig også lidt på menneskeheden. Hvilket også betød, at jeg lige måtte ned og ligge lidt på mit stuegulv, mens jeg røg en cigaret og stirrede tomt op i loftet.

Jeg har dog ikke slettet appen endnu. Og måske skal jeg også på en date på søndag. Med en, der hedder det samme som Fodboldfyren, hvilket han jo selvfølgelig ikke kan blive ved med, hvis det bliver til noget. Det er klart. Men jeg er ikke ligeså optimistisk, som jeg var i fredags. Og som jeg skrev til Bedsteveninden:

Så ja. Tinder nåede at være sjovt i lige præcis tre uger. Men altså, det er vel også noget?

Ting man (jeg) tænker inden man (jeg) skal på date

1. Kunne jeg mon, som den første kvinde i verdenshistorien, lige nå at tabe mig ti kilo inden fredag?

2. Jeg er en smuk, selvstændig, stærk og fantastisk kvinde og alle burde være taknemmelige for at komme på date med mig.

3. Jeg ligner et æsel i ansigtet og mit shapewear er blevet for småt til at trække vejret i + jeg har intet lavet i denne uge, som på nogen måde kan spinnes til at lyde interessant. Jeg burde være taknemmelig, hvis han kun ligner en ork en lille smule.

4. Kommer man til at lyde tyk, hvis man siger, man laver god bearnaise?

5. Kommer man til at lyde spiseforstyrret, hvis man siger, man elsker grøntsager?

6. Kom så! Mand dig op! Du kan godt! Du er sej! Du er spændende! Og du kommer ikke til at dø alene!

7. Hvis man har en kat, kommer man jo teknisk set ikke til at dø alene + man slipper for at sidde mundlam og se på en mand, der i værste tilfælde kunne finde på kun at tale om sine frimærker.

8. Er det sjovt på sådan en quirky måde at sige, at man helst ikke bevæger sig unødigt medmindre det drejer sig om sex eller om at nå isbilen?

9. HVORFOR HAR JEG IKKE NOGET TØJ, DER BÅDE ER SEXET OG UNDERSPILLET?!

10. Whatever. Hvis ikke han kan lide din blå blazer er han jo alligevel en idiot.

PS. Daten gik godt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

10 steder hvor dating og jobhunting minder alt for meget om hinanden

1. Til jobsamtaler gælder det om at få dine mindre gode sider til at lyde som styrker, som fx når du oversætter det, at du er virkelig dårlig til at møde ind kl. 9 til, at du altid er den sidste, der går fra kontoret *fordi du var den sidste, der kom*

2. På dates gælder nogenlunde den samme regel. Han elsker at stå tidligt op og løbe en tur = du kan også virkelig godt lide at løbe *hen til pizzeriaet inden det lukker*

3. Du må af en eller anden grund aldrig virke for ivrig, når der er en fyr, du kan lide. Du skal i stedet helst være cool og afventende, og virke som om du altså har mange andre muligheder, hvis han ikke er helt på.

4. Når du skal forhandle din nye løn på dit nye job, som du kun får, hvis I kan blive enige om et passende beløb, må du heller aldrig nogensinde for guds skyld virke for ivrig. Det er faktisk en god ide at virke lidt ligeglad med, at du lige har landet drømmejobbet og en endnu bedre ide er, hvis du kan lade som om, der er en større spiller på banen, der gerne vil give dig mere i løn, end det du er blevet tilbudt.

5. I en ansøgning skal du helst ikke skrive for meget om dig selv. Nej, virksomheden vil gerne læse om ja, virksomheden. Og selvfølgelig hvad du kan gøre for virksomheden. Og hvad du godt kan lide ved virksomheden. Og ikke mindst hvorfor du gerne vil arbejde i virksomheden.

6. På dates skal du heller ikke tale for meget om dig selv. Du skulle jo nødig virke selvoptaget. Og desuden vil din date alligevel helst tale om sig selv. Din date vil også rigtig gerne svare på spørgsmål, hvor du virker virkelig spændt på, hvad svaret er. Også selvom det kan være svært at virke spændt på noget, der handler om frimærker eller statisikker.

7. Hvis man skal have et job, så skal man networke. Mingle. Smalltalke. Man skal ud over rampen og ud af sin komfortzone, og så lige pludselig falder man over jobbet. Eller i hvert fald en person, der kender en, som kender en, som måske kan give dig et nummer på en, der arbejder et sted, du ikke rigtig gider at arbejde. Men som de siger; Man skal jo starte et sted. Og det sted kan ligeså vel være en kommune i Vestjylland som et high tech firma i Ørestaden, ikk?

8. Hvis man skal have en kæreste skal man networke. Mingle. Smalltalke. Man skal ud over rampen og ud af sin komfortzone. Og så lige pludselig falder man over ham. Eller man falder i hvert fald over en eller anden, som måske er meget sød, men som ikke rigtig er din type og som virkelig godt kan lide søskildpadder eller sumobrydning, og som ikke rigtig forstår, hvorfor du køber økoæg. Men altså, nu skal du ikke være så kræsen, vel?

9. Det gælder om at være kæk, men ikke for kæk på Tinder. Derudover skal du også helst virke som the girl next door, dog uden at være en basic bitch. Du må gerne se fræk ud, men du må ikke være slutty. Dine billeder skal helst formidle, at du både har et stabilt job, samtidig med at du rejser verden rundt, dog helst ikke på den der trivielle turist-back-packer-måde, hvor du poserer med en dresseret abe på skulderen. Derudover er det også en god ide at virke moderlig, dog uden overhovedet at skrive noget om gerne at ville have børn. Et plus point er, hvis du formår at vise, at du er glad for mad, helst kød, men uden at det kan ses på din krop.

10. I dit CV er det en god ide at komme med lidt finurlige informationer om dig selv. Gerne noget, hvor du beskriver dine hobbies. Hvis du ikke har nogen er det derfor en god ide lige at finde på et par stykker, så det ikke virker som om, du efter arbejde bare går hjem og ser Netflix. Hvis du er en kvinde i slut 20’erne er det desuden en god ide, at skrive at du er single og bor alene, også selvom du ikke er det. Man skulle jo nødigt ansætte nogen, der har tænkt sig at få børn inden for den nærmeste fremtid. Eller overhovedet. Du må dog heller ikke virker alt for macho, derfor kan det være en god ide at tilføje strikning eller zumba til de der imaginære hobbies.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook