Taknemmelighedsrunden #41

Jeg havde det simpelthen så sjovt med at bage pizza og at spise den, at jeg helt glemte Taknemmelighedsrunden igår. Eller altså, jeg huskede den faktisk, men først da klokken var 21.47, og der tænkte jeg alligevel, at det var lidt sent at sende noget ud i æteren. Så ja, det er derfor den først er her i dag. Undskyld forsinkelsen.

1. Jeg har officelt lagt de der januarblues bag mig og er for alvor kommet i gang med arbejdslivet og karrieredrømmene, og det føles pænt nice alligevel.

2. Min veninde Sofie kom forbi til brunch i mandags og havde taget både bacon OG pølser med. Og så selvfølgelig sit eget lettere forvirrede og dejlige jeg, der altid gør mig i godt humør.

3. Der findes næsten ikke noget, der kan få mit hjerte til at smelte som, når nogen jeg elsker og holder af, har brug for mig. Og i denne uge har jeg været in high demand fra forskellige sider. Og selvom det selvfølgelig ville være allerbedst, hvis mine venners liv bare altid kørte som smurt, så er det nu altså alligevel ret rart, at det er mig de vender sig mod, når det ikke gør. Også selvom alt de beder om er en snak og et marcipanhjerte eller et kram og en skål suppe. #ImreadyImyours

4. Jeg var forbi min kære mormor i denne uge, som havde bestilt stegt flæsk og persillesovs fra barnebarnskokken (mig), og som under maden kom med op til flere vise ord og sjove anekdoter. Og inden jeg gik, nåede hun også lige at stikke mig 400 kroner fra den krukke, hun altid putter sine overskydende kontanter ned i, så hendes stakkels barnebarn ikke skal sulte alt for meget.

5. Da jeg bagte citronmåne til seje Louise i sidste uge, bagte jeg halvanden portion, hvilket resulterede i, at jeg havde kage nok tilbage til hele tre besøg. Først Drengevennen, der fik to stykker og pertentligt pillede alle blåbærene af, mens vi så Prinsesserne fra Blokken, så Bedsteveninden og til sidst søde Linnea, der over det sidste stykke kage fik mig up to date med hendes liv og jeg hende med mig. Og det var altsammen rart. #Kagenderraktelangt

6. I denne uge har jeg været på et public speaking kursus hos Manning Inspire, hvor jeg også tog min coachuddannelse. Og det har simpelthen været det allerbedste at være tilbage og at lære noget helt nyt og virkelig fedt – At stå foran en masse mennesker og fortælle historier. Jeg har hele min barndom, og det meste af mine teenageår gået til teater, og metoderne man bruger til at blive en bedre public speaker minder ret meget om nogle af de øvelser, jeg kender så godt fra teaterlivet. Og det har været så sjovt nærmest at være tilbage på de skrå brædder, at jeg går og overvejer at melde mig ind i en impro-gruppe. Derudover var det også fedt at få nogle konkrete værktøjer til, hvordan man bygger et foredrag op og, hvor man skal gøre af sig selv og sin krop, når man står på scenen. Men det bedste ved det tre-dage lange kursus var dog helt klart, at jeg på en helt ny og virkelig sjov og meget mere levende måde kunne fortælle historien om Fodboldfyren, (Hvis ikke du ved, hvad jeg taler om, så tjek min instagram ud) og så derefter at få kastet en ballon og en masse dejlige komplimenter i hovedet af de andre deltagere. #Ballonermedhjerter

7. På trods af sygdom og travle kalendere lykkedes det alligevel mig og Bedsteveninden at ses hele tre gange i denne uge. Og selvom den ene gang kun varede knap lige så lang tid som det tager nogen at låne en anden en håndmixer, så tæller det stadig. Specielt fordi de to andre gange involverede hårnus og flødekarameller.

8. Min utraseje, dygtige og virkelig søde forfatterlærer fra Vallekilde Højskole sagde i sidste uge “selvfølgelig” til at mødes med mig, da jeg skrev og spurgte om hun havde tid til at hjælpe mig med at finde ud af opbygningen af min bog om Fodboldfyren. Og i lørdags mødtes vi så. Til kaffe og gode ideer. Til en hyggelig genforening og mange grin. Og hun syntes heldigvis, at min ide var pisse god, og har derfor allerede sagt ja til at læse og give kritik på i hvert fald det første kapitel. Hvilket gjorde mig meget, meget glad. Og ret, ret nervøs. For nu skal jeg jo virkelig i gang. Det siger min kalender selv. Og min forfatterlærer, ikke mindst.

9. Min søde Anne købte efter mit forfattermøde kage til mig. (Jeg havde jo ikke rigtig fået så meget kage i løbet af ugen) Og det var dejligt at se hende, og ikke mindst høre hende fnise over sin kæreste, der vist er ret så sød.

10. Og i dag kom så min anden Anne (ja, jeg er så heldig at have to) til pizza og madlavnings wannabe-twerk-dans i køkkenet. Og kunne der være en bedre måde at afslutte en nærmest perfekt uge? Næ, det kunne der ikke. #lovemedlovepå

Dag 168, år 2 – Ballonkærlighed

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #2

Jeg er ved at lave pandekager. Efter en lang dag fyldt med indsigter og nye drømme, som jeg slet ikke er sikker på kan eller bør lade sig gøre, er jeg gået i gang med at lave pandekager. Jeg står i mit lille køkken og prøver at lade dagen forsvinde ud af mit hoved. Prøver at koncentrere mig om at vende pandekagerne, men det er svært. Drømmen, karrieredrømmen bliver ved med at titte frem. Men det er jo fjollet. Det var jo ikke det, der var meningen. Også selvom det giver så skidegod mening. Og så ringer Bedsteveninden lige pludselig.

Hun fortæller om en fyr. At hun er irriteret på ham. At hun er irriteret på sit arbejde. Og at hun savner mig. Vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger ind til det med fyren. Siger at hun må fortælle ham, hvordan hun har det. Siger at det lyder som om hendes arbejdsplads virkelig godt kunne bruge noget businesscoaching. Og så spørger hun til mig. Jeg tøver. Jeg fortæller om alle mulige andre ting, end det mit hoved er fyldt af. At jeg er skal læse til skriftlig coacheksamen senere på aftenen, at jeg besøgte min mor og lillebror i mandags. At jeg endnu engang ikke kan overskue min Tinder. Men så siger jeg det. Starter ud med at advare hende. Sige at jeg godt ved, at det sikkert lyder helt vildt mærkeligt, især fordi vi jo begge to er journalister og altid har støttet hinanden i det. Arbejdet hen imod det samme. Men altså, at jeg har tænkt, at jeg måske faktisk ikke rigtig skal være journalist alligevel. At jeg i stedet skal lave foredrag, holde workshops, skrive bøger, bruge mig selv, tage udgangspunkt i det jeg selv har syntes har været svært og på den måde hjælpe andre. Hjælpe unge piger og kvinder til at forstå og tro på, at de faktisk er gode nok som de er. Hjælpe dem med at finde sig selv, før de giver sig hen til kærligheden. Og hjælpe dem med at holde på den, når de har fundet den.

Dag 119, år 2 – På vej ind i lyset

Jeg taler hurtigt. Lettere febrilsk. Og er uhyggeligt klar over, hvor cheesy det hele lyder. Jeg kan allerede mærke, hvad alle vil tænke. At det kan jeg da ikke hjælpe nogen med.
Jeg stopper min tale. Den er slut og jeg venter lidt beklemt på at høre, hvad Bedsteveninden har at sige til det. Regner med at der kommer et grin. Et held og lykke med det så. Men hun siger bare; “Øhm, ja? Det ved jeg da godt.”
Hun siger, at det da har været så tydeligt, at jeg har været på vej i den retning. Og at den retning da, er den helt rigtige. Hun siger, at jeg jo er venindegruppens mor. Den man altid kan komme til og blive fixet. Blive forstået. At jeg har så meget erfaring på selvværds- og kærlighedsfronten, at det ville være en skam ikke at dele den. At selvfølgelig skal jeg det.

Jeg føler mig helt dum. Igen. Men nu fordi, hun endnu en gang har gennemskuet mig, før jeg selv gjorde. Men allermest føler jeg mig helt varm. Helt inde i hjertet. For selvom jeg jo selvfølgelig burde være ligeglad, hvad andre tænker, betyder hendes og nærmest kun hendes accept, validering og thumps up mere end jeg havde troet. Det betyder alt. Især fordi, hun slutter af med at sige, at grunden til at hun synes den nye vej er lige mig, altså på ingen måde er fordi, hun synes jeg ikke bør være journalist. At jeg er en dårlig en af slagsen. Tværtimod.

Avs, kærlighedsoverload.

Læs med igen i morgen for tredje og sidste afsnit i karriereføljetonen.

Taknemmelighedsrunden #22

1. Jeg havde den mest awesome tur på Oslobåden med tre dejlige veninder fra mandag til onsdag, og selvom nogen brækkede sig af søsyge i kahytten og nogen (mig) havde de ondeste tømmermænd, da de (mig) steg af båden onsdag morgen og skulle videre på coachuddannelse, så var det absolut det hele værd. #livingthedream

2. Den førnævnte coachuddannelse, hvis 3. modul fandt sted fra onsdag til fredag, bekræftede mig endnu en gang i, at det har været det helt rigtige for mig at gå i gang med. Det er så mega fantastisk og spændende, og virkelig, virkelig givende.

3. Det er derudover pisse handy at kende så mange soon-to-be-coaches, når man pludselig får ex-boyfriend-troubles.

4. Igår tog jeg på datenight med min besti, Tinne og lod dermed de andre veninder lege selv, så vi kunne få noget alenetid. Det blev til sliders, doryfilm og virkelig meget girltalk om, hvor glade vi lige pludselig har opdaget, at vi begge to er. Og det er sgu ret fantastisk.

5. I dag har jeg holdt brunch med to andre skønne veninder, og vi spiste os simpelthen så mætte, at vi blev nødt til at tage vores bh’er af og lægge os over i sofaen for lige at få vejret igen. #foodcoma

6. Og i dag fik jeg også set min dejlige lillebror igen efter knap fire uger, og det var virkelig rart. Han er sgu så sød.

Dag 32, år 2 – Cruising with The Single Club

Fortællingen om At Være På Vej I Den Rigtige Retning

For halvanden måneds tid siden skrev jeg om, at være blevet væk fra mig selv. Om ikke at kunne finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå og faktisk om slet ikke at have fundet hen til der, hvor vejen deler sig og man skal vælge. I stedet skrev jeg om at gå hvileløst rundt i et slags Ingenmandsland og at have mistet kompasset, kortet og GPS’en.

Jeg er virkelig ikke særlig god til at finde vej, og jeg er sikker på, at hvis jeg havde levet i tiden før GPS’er og interaktive kort, så var jeg aldrig kommet særlig langt. Jeg kan fare vild i min egen baghave og kan, selv hvis mit liv afhang af det, ikke læse et kort. Så jeg er vant til at føle mig lidt lost og at spørge alle dem, jeg møder på min vej, om jeg nu også går i den rigtige retning. Men når det ikke handler om at finde faktiske koordinater og reelle adresser, men i stedet om at gå mod noget, at finde den vej, der skal være min og at blive mere eller mindre på den, så er mine vejfinderevner ret gode.

Dag 299 – Hvilken vej er den bedste?


Selvfølgelig har jeg til tider været i tvivl, om hvad jeg skulle vælge og hvilken vej, jeg skulle tage, men generelt har jeg aldrig haft svært ved at finde ud af, hvad målet var. Hvad det var jeg ville og hvor det var, jeg ville hen. Lige indtil jeg kom hjem fra Min Store Rejse, that is. Det har været så mega svært at finde hoved og hale i, hvem det nu var jeg egentlig var og hvad jeg i virkeligeheden gerne ville. Og om jeg overhovedet kunne komme til det. Det har været så svært, og der har været så meget lort, der hele tiden stod i vejen og skulle klares og overstås, at jeg har skiftet mellem bare at ville droppe alting og ligge mig ned under sofaen og dø lidt og så at skride fra det hele og alle de dumme valg, beslutninger og begrænsninger, der syntes at hobe sig op, og i stedet tage rygsækken på igen og drage ud i verden. For som jeg tænkte; det her hjemme noget, det hjælper jo tydeligvis ikke på projekt Find Dig Selv. Snarere tværtimod.

Men så skete der noget. For det første fik jeg et job, og selvom hovedparten af det job ikke har noget som helst at gøre med, hvad det er jeg vil, så har en lille del af det. Og det hjælper. Både på humøret, motivationen og ikke mindst min ultratomme pengepung. For det andet, og det er det bedste, så vandt jeg i januar 1. modul af Sofia Mannings coachinguddannelse, og det modul tog jeg så for to uger siden. Da jeg startede tænkte jeg, at det da nok var spændende, men mest i forhold til mig selv og jeg tænkte derfor ikke, at det var noget, jeg som sådan skulle bruge til noget. Det er det dog. Efter de tre dage som modulet varerede har jeg været helt oppe at køre over, hvor fedt det er, hvor spændende det er og hvor sjovt det er. Jeg tror aldrig, jeg har været så inspireret før, og jeg har i disse dage et noget lysere og gladere syn på, hvad fremtiden den kan bringe.

Derudover sagde en af underviserne noget, der virkelig ramte mig, og som jeg egentlig også skrev lidt om her. Hun fortalte, hvordan en forandring også tit kan ske, og måske først sker, når man bliver stående. At det tit er godt at gøre noget anderledes, at prøve noget nyt og på den måde komme tættere på, hvad det er man virkelig gerne vil, men at det ligeså ofte er bedst bare at blive der, hvor det er svært, hvor man ikke ved, hvad der kommer til at ske eller hvad man skal gøre. Hun sagde at handle også kan være at stoppe op, og da hun sagde det var det som om, at alle vinduerne åbnede sig og et englekor begyndte at synge. (Ad, det lød cheesy)  For det er jo lige præcis, det jeg skal. Jeg skal blive stående. Så det gjorde jeg og gør jeg. Jeg bliver her, selvom verdenen stadig hiver i mig og lover guld, grønne skove og spirituelle opvågninger. Og det ser som sagt allerede ud, som om jeg er kommet lidt tættere på, hvor den rigtige retning peger hen.

Dag 307 – På vej