Fortællingen om Bloggens 2-års fødselsdag Og En Ny Vej

I morges vågnede jeg op og tog rød læbestift på. Og så gik jeg tilbage i seng for at skrive. I dag har jeg nemlig blogget i to hele år.

Det startede ud her og var i de første fire måneder en rejseblog blandet med følelser, tanker, længsler, frygt, håb, sorger og kærlighed. Både til mig selv og andre. I dag er det meget af det samme, selvom rejserne er blevet færre og bloggens stemme noget mere klar. Men hvad der altid har været en fast del af bloggen har været billederne.

Billederne som er blevet taget som en del af The 365 Day Photochallenge, som alle og enhver kan gå i gang med på instagram, og som går ud på at tage et billede hver dag i et år.

Jeg har så i dag afsluttet den for anden gang. Da jeg startede vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe, og var derfor ikke sikker på, hvad der skulle ske, når jeg nåede dag 365. Sidste år, da den dag så kom, besluttede jeg mig for at fortsætte endnu et år. Jeg havde vænnet mig til det og syntes stadig det var rigtig sjovt. Og desuden var det rimelig smart at fortsætte, når nu min blog hed Mit Uperfekte År, netop på grund af instagramudfordringen, som varer i et år.

Men i dag, i år, fortsætter jeg ikke. Det billede jeg har lagt op i dag bliver det sidste i The 365 Day Photochallenge. Jeg fortsætter med at blogge, og bloggen kommer til at fortsætte med at hedde det, den hedder. Men jeg kommer ikke til at fortsætte med at tage et billede hver dag det næste år. Jeg har de sidste par måneder ikke haft den samme gejst omkring det, og har derudover også haft lyst til at prøve nye ting med min instagram, der ikke kan gå hånd i hånd med endnu et år med udfordringen.

Men jeg fortsætter altså her på domænet. Fortsætter med at skrive mit hjerte ud, fortsætter med at forsøge at være så ærlig, jeg kan, fortsætter med at forsøge at bryde med glansbilleder og i stedet bidrage med tanker, følelser, håb, længsler, sorger, frygt og kærlighed. Men også forhåbentlig en masse, masse glæde, lykke, sjov og rød læbestift.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med. Tak for jer ❤

Dag 365, år 2 

Fortællingen om 365 Dage

I torsdags den 28. juli gennemførte jeg The 365 Day Photochallenge. Den som jeg i tidernes morgen byggede denne blog op omkring. Det betyder, at jeg egentlig bare kunne lukke ned og sige farvel og tak. Challenge completed. Over and out. Men det gør jeg ikke. Det kan jeg slet ikke. Jeg elsker at blogge her på Mit Uperfekte År, og jeg elsker at tage billeder af livets små øjeblikke og bruge dem til at illustrere de emner, jeg skriver om her på bloggen. Derfor besluttede jeg for nogle dage siden, da udfordringen på Instagram langsomt lakkede mod ende, at jeg tager endnu en runde med et billede hver dag hele de næste år. Og så ser vi til den tid, om jeg også der vælger at fortsætte eller om der skal ske noget nyt.

Uanset har det været et vildt år. Der er sket så meget, og mange af tingene har jeg delt med jer herinde. Der er selvfølgelig også ting, som jeg har valgt at lade være helt mine egne, ting som er for svære at dele med hele internettet, ting som er for skrøbelige eller ting som ikke kun er mit at dele, og som derfor forbliver ubeskrevet herinde. Men jeg vil alligevel i løbet af det næste år forsøge mig med endnu mere ærlighed, og ikke mindst kærlighed.

Tak fordi I læser med. Det gør mig glad helt ned i tæerne.

Dag 365

 

Læs bloggens allerførste indlæg her.