Fortællingen om Bloggens 2-års fødselsdag Og En Ny Vej

I morges vågnede jeg op og tog rød læbestift på. Og så gik jeg tilbage i seng for at skrive. I dag har jeg nemlig blogget i to hele år.

Det startede ud her og var i de første fire måneder en rejseblog blandet med følelser, tanker, længsler, frygt, håb, sorger og kærlighed. Både til mig selv og andre. I dag er det meget af det samme, selvom rejserne er blevet færre og bloggens stemme noget mere klar. Men hvad der altid har været en fast del af bloggen har været billederne.

Billederne som er blevet taget som en del af The 365 Day Photochallenge, som alle og enhver kan gå i gang med på instagram, og som går ud på at tage et billede hver dag i et år.

Jeg har så i dag afsluttet den for anden gang. Da jeg startede vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe, og var derfor ikke sikker på, hvad der skulle ske, når jeg nåede dag 365. Sidste år, da den dag så kom, besluttede jeg mig for at fortsætte endnu et år. Jeg havde vænnet mig til det og syntes stadig det var rigtig sjovt. Og desuden var det rimelig smart at fortsætte, når nu min blog hed Mit Uperfekte År, netop på grund af instagramudfordringen, som varer i et år.

Men i dag, i år, fortsætter jeg ikke. Det billede jeg har lagt op i dag bliver det sidste i The 365 Day Photochallenge. Jeg fortsætter med at blogge, og bloggen kommer til at fortsætte med at hedde det, den hedder. Men jeg kommer ikke til at fortsætte med at tage et billede hver dag det næste år. Jeg har de sidste par måneder ikke haft den samme gejst omkring det, og har derudover også haft lyst til at prøve nye ting med min instagram, der ikke kan gå hånd i hånd med endnu et år med udfordringen.

Men jeg fortsætter altså her på domænet. Fortsætter med at skrive mit hjerte ud, fortsætter med at forsøge at være så ærlig, jeg kan, fortsætter med at forsøge at bryde med glansbilleder og i stedet bidrage med tanker, følelser, håb, længsler, sorger, frygt og kærlighed. Men også forhåbentlig en masse, masse glæde, lykke, sjov og rød læbestift.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med. Tak for jer ❤

Dag 365, år 2 

Reklamer

Fordele og Ulemper ved Singlelivet

Fordele:

1. Jeg kan kysse alle de frøer, jeg har lyst til og jeg kan også helt lade være.

2. Man behøver ikke hele tiden at informere en significant other om, hvor man er, hvem man er sammen med og hvornår man kommer hjem.

3. Der er markant mindre vasketøj, der skal ordnes, og hvis jeg har lyst til at hænge hele lortet op i stuen, fordi det er mørkt og uhyggeligt at hænge det op på loftet, er der ikke nogen, der råber op om vigtigheden af et godt indeklima.

4. Der er langt mere vin involveret i et singleliv end sodavand. Hvilket nok er meget godt.

5. Der er aldrig andre end mig, der spiser det sidste stykke pizza.

6. Hvis jeg har lyst til at bruge min weekend på at ligge i sprut- og eller kagelage med en bunke veninder og selv lægge hus til, behøver jeg ikke at tjekke med andre end min sovebamse, og han er altid socialt anlagt.

7. Hvis jeg har lyst til at købe et vitrineskab og fylde det med farverige glas, er der ingen mandspersoner, der føler at deres maskulinitet bliver truet eller stiller irriterende spørgsmål som; Jamen, hvilken praktisk funktion har dette møblement og hvad skal vi dog med så mange glas?

8. Jeg har mulighed for at være komplet egocentreret og kun tænke på mig selv, på hvad jeg vil og hvornår jeg vil det, hvilket helt klart støtter op om mantraet; You Are A Strong And Independent Woman And You Dont Need A Man To Complete You!

9. Når man er sådan en stærk og uafhængig kvinde, der ikke har brug for en mand, har man også langt færre pigetanker om, hvornår han mon skriver, hvorfor han ikke skriver, om man sagde noget dumt og om hvad den der smiley egentlig betød.

10. Der er langt mindre kød involveret i singlelivets madlavningsseancer, hvilket nok også er meget godt.

Ulemper:

1. Man har ingen specifik person at dagdrømme om fremtiden om, hvilket nogle gange kan resultere i nogle lidt for seriøse kendiscrushes.

2. Mine pigearme og dårlig trailerkørselsevner kommer virkelig frem i lyset, når nye tunge møbler skal erhverves og bakses op på 4. sal. Kan man leje en kæreste for en dag?

3. Når man bliver spurgt om man har en kæreste og siger nej, føles det altid lidt som om man skal skynde sig at sige, at man enten lige er kommet ud af et forhold, hvilket implicit betyder, at man er fredet, eller at man altså er begyndt at se en fyr og håber på, at det bliver noget seriøst. Det eneste man dog ikke kan sige i denne sammenhæng er, at man har det helt fint alene.

4. Nogle gange bliver man så træt i ansigtet af Tinder og Happn, at man kommer til at kaste sin telefon ind i køleskabet og lukke døren.

5. Det er altid mig, der spiser det sidste stykke pizza.

6. Nogle gange hænder det, at man kommer i putteunderskud og derfor bliver nødt til at ligge i ske med en veninde, hvilket i princippet jo ikke er en dårlig ting, men bare heller ikke helt er det samme som at ligge med røven op af en mands øh, underliv.

7. Ting, der står højt oppe bliver aldrig længere brugt, hvilket i grunden er lidt synd. #Vimødesigenendagkærekagefad

8. Sådan nogle kønssygdomsrelaterede besøg hos lægen var bare aldrig et issue, da jeg var i et parforhold.

9. Byture som single sammen med singleveninderne er ofte noget mere anstrengende og noget mindre afslappede, når først vi-skal-alle-finde-en-mand-at-tage-med-hjem-agendaen bliver lagt frem på bordet. Specielt når det eneste, jeg i virkeligheden har lyst til at tage med hjem er en dressing-dryppende shawarma.

10. Der er sjældent nogen, der kan klø en på ryggen.

Dag 225 – Endnu en fordel; Der er ingen til at dømme dig, når du en aften bruger en time på at tage en milliard selfies.

 

Fortællingen om At Føle Sig Uinspireret

Nå. Så fik jeg endelig tid til at trække vejret igen efter endt eksamenslæsning. Eller altså, jeg synes stadig, jeg har ret meget at se til, men på ingen måde ligeså meget, som jeg har haft de sidste par uger. Desværre har det faktum, at jeg nu har mere tid mellem hænderne ikke ført til, at jeg har skrevet side op og side ned, hverken herinde, for mig selv eller på mine projekter. Der er selvfølgelig heller ikke en gang gået en uge, siden jeg sagde pænt tak for min karakter og skred ud af Syddansk Universitets hoveddør. (for evigt) Så det er måske også forståeligt, at jeg lige har skullet bruge lidt tid på at sunde mig og se Orange Is The New Black. (Undskyld, mor-her, jeg kunne ikke lade være, du kommer først hjem fra ferie om alt for lang tid.)

Men jeg føler alligevel lidt, at der burde være kommet en masse ud af mine fingre og ned gennem tastaturet på denne gamle mac, jeg har lånt mig til. Det gør der bare ikke rigtig lige nu. Jeg fik ellers så mange ideer, mens jeg læste til eksamen, men nu virker det ikke så gode længere. Eller også er det bare mig, der stadig er træt. Derfor bliver det her indlæg heller ikke noget stort og vigtigt, klogt eller dybt, men blot et lille jeg-er-her-stadig et af slagsen. For det er jeg.

Jeg lever stadig, nu lidt mere frit end før, men med ligeså mange bekymringer, glæder, sorger og tanker som før. Og så venter jeg spændt på, at de ideer jeg har fået de sidste par uger, bliver lysende og inspirerende igen, så jeg kan fylde mit hjørne af internettet ordentligt ud endnu en gang. Og i mellemtiden tror jeg, at jeg vil forsøge at lave så mange sjove, spændende og nye ting som muligt. Det skulle vist hjælpe på inspirationen. Eller noget.

Dag 326 – Og nogen gange hjælper det også bare at glo op i himlen

Taknemmelighedsrunden #10

Wow, hvor er det vildt, så godt min sidste post Du Ved Han Er En Douche Når blev modtaget! Tusind tak for alle jeres likes og kommentarer på facebook, det har været så sjovt og fedt at læse!

Og nu til taknemmelighederne:

1. Selvom jeg efterhånden er ved at brække mig over international politikteorier og desuden er ved at være så mør og træt af eksamenslæsning, at jeg i torsdags vandrede rundt i Kongens Have stadig iført cykelhjelm, så er jeg faktisk ved at have styr på lortet. #detskalnokgå

2. Jeg var til fødselsdag igår og fik herre meget kage. Det var lækkert.

3. Al mit arbejde og al min eksamenslæsning har gjort, at jeg har fået en utrolig voksen døgn- og søvnrytme = jeg vågnede 9.30 i dag og tænkte; Hold da op, der er vist da nok nogen, der fik sovet længe, hva! #megetusædvanligtiamaliesverden #mansoverikkelængehvismanvågnerførkl11

4. I onsdags inviterede min mor mig hjem til sig for at læse eksamen, så hun kunne nusse om mig imens. Det var rart.

5. Jeg har lige fået at vide, hvad man får for en artikel hos Femina = Min økonomi ser meget bedre ud, og jeg har slet ikke engang skrevet noget endnu.

6. I tirsdags tog jeg min brors kæreste under armen og trak hende med til crossfit. Og selvom vi begge to nåede at fortryde flere gange inden træningen gik i gang, var det faktisk ganske sjovt. Specielt når vi nu var to, der hadede livet i de 12 minutter den hårde intervalagtige træning stod på.

7. Om præcis seks dage får jeg gaver. Fordi jeg har fødselsdag.

8. I fredags nåede jeg både at se min seje “Vi-har-ikke-noget-arbejde- gruppe” til Journalistforbundets sommerfest og se en veninde til is og chokoladefondant. Alt sammen inden jeg krøb ned under dynen kl. 24, som jo er det seneste tidspunkt en ægte voksen kan gå i seng på.

Dag 316 – Roser til fødselsdagsfester er altid godt.

Du Ved Han Er En Douche Når

I kender dem godt, ikk? The douches. Dem som virker søde, men i virkeligheden bare er idioter forklædt som pæne mænd med skæg. Jeg har udspurgt mine veninder for at få deres bedste douchehistorier, og her er nogen af dem.

– Han finder en ny kæreste en måned efter I har slået op, og da du ikke ligefrem reagerer med glæde over nyheden bliver han fornærmet og siger, at han da bare ville havet været glad på dine vegne, hvis det havde været omvendt.

– I har set hinanden til knaldning et par gange, og pludselig inviterer han dig i biffen, fordi han har et gavekort, der snart udløber. Men da det bliver tid til at købe billetterne, bruger han kun gavekortet til at betale for sin egen billet og går derefter uden et ord hen for at købe slik. Til sig selv.

– Du har lært, at det er klogt at fortælle, hvordan en handling får dig til at føle i stedet for at beskylde vedkommende for altid at komme for sent/aldrig sige søde ting/bolle med andre end dig. Så du fortæller ham, hvordan du føler og han siger, at det da er en åndssvag følelse.

 – Han inviterer dig på date på sin tagterrasse og bliver forbavset over, at du ikke har hørt om dens eksistens før og afslutter derefter daten. 

– Han slår op med dig og I forsøger at være venner på den betingelse, at I skal fortælle hinanden, hvis I får en ny kæreste. To måneder efter ringer han og siger, at han ser en pige. De er ikke kærester og han ved ikke, om de bliver det. Men han synes lige du skulle vide det.

– I har set hinanden fast gennem flere måneder og har mødt hinandens familier, da du finder ud af, at han sidste weekend knaldede en anden. Hans undskyldning: Vi har jo aldrig haft snakken.

– I har knaldet en gang, og han tror derefter med det samme, at du gerne vil giftes. Derfor skriver han en lang besked om, hvorfor det ikke kan være jer, og at han er virkelig er ked af, at han har såret dig.

– Han fortæller dig, at han har fået en ny kæreste og i samme sætning får han indskudt, at han bare virkelig håber, at du også bliver lykkelig en dag.

– Han får dig til at gemme dig på badeværelset, fordi han af årsager uforståelige for alle andre rationelle mennesker, beslutter sig for at lukke sin ekskæreste ind, da hun uanmeldt tropper op og ringer på døren.

– Han tager dig med i dyrehaven på sin motorcykel, og da I er kommet godt ind i skoven, slår han op med dig. Han er dog dit eneste ride home, og derfor kan du hverken lave en scene eller gå din vej, men er i stedet tvunget til at sidde tæt op af ham hele vejen hjem igen.

Dag 313 -Et ægte pragteksempel.

Taknemmelighedsrunden #9

1. Det har lige været den 1. og ergo har jeg igen penge på min konto. Jeg kan godt lide at have penge på min konto.

2. Det er blevet sommer! Både officielt og vejrmæssigt, hvilket er fantastisk. Det er også ret varmt og svedigt, men jeg labber for det meste solen i mig.

3. I onsdags var jeg til Distortion for første gang, og det var noget så morsomt. Jeg digger totalt fester afholdt i lækkert sommervejr og hvor man med god samvittighed kan krybe i seng kl. 23, helt fuld og træt.

4. Den der redaktør, som sidste uge godt kunne lide mine ideer, har nu sagt ja til mine ideer. #følermigawesome.

5. Igår var jeg til fødselsdag hos min brors søde kæreste, som kommer fra Bogø og derfor holdt en ægte sommerfødselsdagsfest i sit barndomshjems have, som emmede af landidyl. Haven var også fyldt med gigantiske rabarber, som jeg fik lov at hive op af jorden og tage med hjem og trylle om til søde rabarberfyldte sager.

6. Jeg har endelig fået lavet mig en ordentlig eksamenslæsningsplan, og det ser faktisk ud, som om jeg godt kan nå at få puttet hele pensum ind i mit stakkels lille hoved til tiden. Så hold mig lige fast på det, okay?

Dag 306 – Distortion

Fortællingen om At Være På Vej I Den Rigtige Retning

For halvanden måneds tid siden skrev jeg om, at være blevet væk fra mig selv. Om ikke at kunne finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå og faktisk om slet ikke at have fundet hen til der, hvor vejen deler sig og man skal vælge. I stedet skrev jeg om at gå hvileløst rundt i et slags Ingenmandsland og at have mistet kompasset, kortet og GPS’en.

Jeg er virkelig ikke særlig god til at finde vej, og jeg er sikker på, at hvis jeg havde levet i tiden før GPS’er og interaktive kort, så var jeg aldrig kommet særlig langt. Jeg kan fare vild i min egen baghave og kan, selv hvis mit liv afhang af det, ikke læse et kort. Så jeg er vant til at føle mig lidt lost og at spørge alle dem, jeg møder på min vej, om jeg nu også går i den rigtige retning. Men når det ikke handler om at finde faktiske koordinater og reelle adresser, men i stedet om at gå mod noget, at finde den vej, der skal være min og at blive mere eller mindre på den, så er mine vejfinderevner ret gode.

Dag 299 – Hvilken vej er den bedste?


Selvfølgelig har jeg til tider været i tvivl, om hvad jeg skulle vælge og hvilken vej, jeg skulle tage, men generelt har jeg aldrig haft svært ved at finde ud af, hvad målet var. Hvad det var jeg ville og hvor det var, jeg ville hen. Lige indtil jeg kom hjem fra Min Store Rejse, that is. Det har været så mega svært at finde hoved og hale i, hvem det nu var jeg egentlig var og hvad jeg i virkeligeheden gerne ville. Og om jeg overhovedet kunne komme til det. Det har været så svært, og der har været så meget lort, der hele tiden stod i vejen og skulle klares og overstås, at jeg har skiftet mellem bare at ville droppe alting og ligge mig ned under sofaen og dø lidt og så at skride fra det hele og alle de dumme valg, beslutninger og begrænsninger, der syntes at hobe sig op, og i stedet tage rygsækken på igen og drage ud i verden. For som jeg tænkte; det her hjemme noget, det hjælper jo tydeligvis ikke på projekt Find Dig Selv. Snarere tværtimod.

Men så skete der noget. For det første fik jeg et job, og selvom hovedparten af det job ikke har noget som helst at gøre med, hvad det er jeg vil, så har en lille del af det. Og det hjælper. Både på humøret, motivationen og ikke mindst min ultratomme pengepung. For det andet, og det er det bedste, så vandt jeg i januar 1. modul af Sofia Mannings coachinguddannelse, og det modul tog jeg så for to uger siden. Da jeg startede tænkte jeg, at det da nok var spændende, men mest i forhold til mig selv og jeg tænkte derfor ikke, at det var noget, jeg som sådan skulle bruge til noget. Det er det dog. Efter de tre dage som modulet varerede har jeg været helt oppe at køre over, hvor fedt det er, hvor spændende det er og hvor sjovt det er. Jeg tror aldrig, jeg har været så inspireret før, og jeg har i disse dage et noget lysere og gladere syn på, hvad fremtiden den kan bringe.

Derudover sagde en af underviserne noget, der virkelig ramte mig, og som jeg egentlig også skrev lidt om her. Hun fortalte, hvordan en forandring også tit kan ske, og måske først sker, når man bliver stående. At det tit er godt at gøre noget anderledes, at prøve noget nyt og på den måde komme tættere på, hvad det er man virkelig gerne vil, men at det ligeså ofte er bedst bare at blive der, hvor det er svært, hvor man ikke ved, hvad der kommer til at ske eller hvad man skal gøre. Hun sagde at handle også kan være at stoppe op, og da hun sagde det var det som om, at alle vinduerne åbnede sig og et englekor begyndte at synge. (Ad, det lød cheesy)  For det er jo lige præcis, det jeg skal. Jeg skal blive stående. Så det gjorde jeg og gør jeg. Jeg bliver her, selvom verdenen stadig hiver i mig og lover guld, grønne skove og spirituelle opvågninger. Og det ser som sagt allerede ud, som om jeg er kommet lidt tættere på, hvor den rigtige retning peger hen.

Dag 307 – På vej