Fortællingen om Når Ens Bedste Veninde Får En Kæreste

Det er begyndt at stå lidt trægt til med singlerne i min vennekreds. I sommer var det ellers som om, at der blev ved med at komme nye til, og selvom det selvfølgelig ofte var trist og svært for de veninder, der gik fra at være kærester med nogen til at være alene, så var det ret lækkert for mig og de andre singlepiger i venindegruppen.

Nu er der så kun 3,5 tilbage, og selvom jeg alle de gange, hvor en veninde er kommet til mig og har fortalt om sin nye mand, er blevet glad og har hvinet på hendes vegne, har det også været en smule svært. Ikke fordi jeg er blevet misundelig, men fordi det magiske i at være sammen om at være os selv, langsomt forsvandt mere og mere.

Og så kom Bedsteveninden. Det havde været under opsejling i et stykke tid, og vi havde debatteret frem og tilbage, jeg havde hørt på både the pros and the cons og jeg havde lyttet til frygten, som fandtes i hende, samt det lille og voksende håb om, at det måske faktisk var noget. Og så en aften stod hun i min hoveddør og smilede fjoget. De var blevet kærester. Og selvom alt inde i mig gerne ville have, at jeg skulle være fyldt med glæde på hendes vegne, så var jeg det ikke. Jeg var glad, bevares, men ikke kun. Og lige siden har jeg været fyldt med en mærkelig ambivalent følelse af både at ønske det aller, aller bedste for min bedste veninde, samtidig med gerne at ville have hende helt for mig selv.

For selvfølgelig er jeg glad for, at hun, som hun selv sagde forleden; “For første gang har fundet en kæreste, der faktisk er gennegående sød”. Selvfølgelig er jeg glad for, at hun er fyldt med følelser, der får hende til at smile som en tosset teenager. Og selvfølgelig er jeg glad for, at hun har fundet en, der vil hende på en måde, der virker helt og aldeles oprigtig og ordentlig. For jeg vil jo for alt i verden gerne have, at hun skal være lykkelig.

Men samtidig gør det også lidt ondt.

14212675_10153970572152297_1797267875854092139_n-kopi

Dag 215, år 2 – Venindekærlighed

 

Og så i lørdags skulle vi ses, og i vores snak et par dage før aftalen, talte vi om at vi skulle være sammen hele dagen. Hele dagen blev så først kl. 15, fordi hun havde lovet at klemme en gåtur ind med den nye kæreste inden, og det var derfor en halvbitter Amalie, der drog afsted mod hendes lejlighed. En som allerede havde gennemspillet, hvad hun troede, der ville ske – at Bedsteveninden ville være forsinket eller rykke aftalen til senere på grund af ham.

Jeg nåede faktisk at blive godt og grundig sur, mens jeg sad på cyklen, så sur at jeg ikke rigtig kunne forestille mig, hvordan dagen overhovedet skulle kunne blive god. Men så ringede hun, og sagde med en af de mange sjove stemmer vi ofte taler med, at hun lige var på vej ned i bageren for at købe noget kage til os, og om jeg ikke ville møde hende dernede?

Og der midt på cykelstien fik jeg tårer i øjnene. Tårer der fik mig til at stoppe op og få vredesknuden i mit bryst til at løsne sig. For jeg var egentlig slet ikke sur eller vred. Jeg var bange. Bange for at miste hende og alt det vi har sammen.

Og det er jeg nok stadig. Også selvom vi havde en aldeles fremragende dag, og at vores bytur senere om aftenen bød på et møde med den nye kæreste, som jeg meget fuldt fik hvisket til Bedsteveninden, at jeg hermed godkendte. For han er virkelig sød. Og jeg kunne se, at han kiggede ligeså fjoget på hende, som hun gjorde på ham. Og sådanne typer skal man sgu holde fast i.

Men det ændrer ikke på det faktum, at hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv, og at vi i det sidste år, hvor ingen af os har haft en kæreste, er kommet tættere på hinanden end nogensinde før. Vi har været hinandens personer, og det er en lille smule svært at acceptere, at hun nu har fået en, der er ligeså vigtig, måske faktisk vigtigere end jeg. Også selvom jeg ved, at det er det mest naturlige i verden, og at det også er sådan det skal være.

Så jeg øver mig. Øver mig i at være glad på hendes vegne uden også at være bange. For jeg ved egentlig godt, at der ikke er noget at være bange for. Hun vil nemlig altid være min. Min bedste veninde.

Taknemmelighedsrunden #39

1. Endnu en pige kontaktede mig i denne uge for at fortælle mig om Fodboldfyren, og selvom det var hårdt, var det underligt nok også virkelig hyggeligt at tale med hende. Trashtalk er altid bedre, når man har helt og aldeles fælles referencerammer. 

2. Bedsteveninden kom i starten af ugen endelig hjem fra det mørke Jylland, der hvor nærmest alle mine veninder kommer fra, og valgte at tilbringe den første dag tilbage i København sammen med mig, butikkerne der havde udsalg og en overdådig vegetarbuffet. Og det var akkurat lige præcis det, jeg havde brug for. 

3. Drengevennen fik endelig nosset sig sammen til at arrangere et møde mellem mig og hans kæreste, en han har haft i snart to år, men som jeg alligevel ikke havde mødt endnu. Og det var virkelig hyggeligt, sjovt og meget voksent sådan at mødes til drinks alle tre. 

4. Hvis der er nogen, der er gode til at udtænke mere eller mindre hypotetiske hævnplaner, så er det min veninde Michala, der i torsdags gav kaffe og småkager og samtidig kom med virkelig mange og gode forslag. Jeg er dog, selvom det er sjovt at udtænke onde planer, mere eller mindre kommet frem til, at den bedste hævn nok egentlig bare er, at være helt og aldeles ligeglad og ikke mindst lykkelig uden ham. Så det arbejder jeg på. Og så er det bare en bonus, at min bog, som jeg skriver for at arbejde mig igennem alt det her, sandsynligvis vil gøre nas et helt andet sted end hos mig, når den bliver udgivet.

5. Jeg er ret god til bowling, af grunde jeg ikke helt forstår, og derfor var det en sand fornøjelse at være ude og gøre netop det med tre af de dejligste veninder. Også selvom det faktisk endte med, at jeg kom på anden pladsen. Heldigvis stod den efterfølgende på pizza og rødvin hos mig, samt Tina Dickowsange sunget i kor. Jeg har ikke rigtig nogle nytårsforsætter i år, men hvis jeg skulle have et, skulle det være at sørge for flere af sådanne aftener. 

6. Don Draper kom forbi i fredags, og havde mod alle nye regler taget vin med. Og det var en ganske glimrende og lækker en af slagsen at slutte årets næstsidste dag af med. #høhø 

7. Nytårsaften blev et brag af et konfettirør. Veninder, sjove mænd, lækker mad, champagne i stride strømme og grimme dansemoves fyldte aftenen ud. Og da jeg lidt over midnat stod på Bedstevenindens altan og kiggede på fyrværkeriet, mens dejlige veninde Anne lagde armen omkring mig, følte jeg mig helt og aldeles sikker på, at 2017 bliver endnu mere fyldt med kærlighed end 2016 har været. Og det har, på trods af alt, været proppet med love. 

8. Og i dag, 1. januar er blevet tilbragt på Bedstevenindens sofa med et orgie af mad og hårnus. Og som om det ikke var nok hygge, skal vi lige om lidt hjem til min kære moder og papfar og spise chili con carne og se Arvingerne. Det bliver godt. 

Tak for i år, kære læsere. Jeg håber, I har haft et fortryllende nytår. Everything is love. 

Dag 155, år 2. Nytårslove

Taknemmelighedsrunden #36

1. Jeg har opdaget den mega seje og virkelig, virkelig gode og spændende podcast Kvinden med den tunge kuffert, som Third Ear har lavet i samarbejde med Politiken, og den er så spændende, at jeg kom til at høre alle tilgængelige afsnit på en dag. Ups.

2. Apropos podcast, så inviterede min seje radioveninde mig til radiobiograf hos Radio Contact, og jeg elskede det. Hvis I stadig ikke har prøvet at tage i radiobiograf, så få det gjort! Der er er noget ganske særlig over at sidde i mørket og bare lytte. Til fede historier vel og mærke.

3. Jeg kom til at drikke mig virkelig fuld og være ude til kl. 3 om natten på en hverdag i denne uge, og det var virkelig sjovt, selvom den næste dag, hvor der skulle arbejdes, jobmingles og senere leges værtinde var knap så sjov.

4. Selvom jeg havde tømmermænd var værtindelegen dog ganske underholdende. Jeg holdt nemlig ostefest for alle mine venner, og det var virkelig lækkert, virkelig sjovt og dejligt at se alle dem, jeg holder af samlet om det samme skæve plankebord. Og så var der jo det der ost.

5. Jeg har by the way stadig helt vildt meget ost i mit køleskab. Pænt sweet.

6. Jeg tror, jeg gjorde det ret godt til det der jobmingling, og sidder derfor med krydsede fingre for tiden. I må også gerne krydse jeres.

7. Bedsteveninden og jeg er gået all in på at være hinandens kærester, da vi har indset, at vi jo alligevel nærmest laver alt det kærester laver sammen, undtagen det med at bolle med hinanden. Og derfor tog vi hinanden under armen og tog hjem for at spise middag hos min mor og papfar igår. Og det var virkelig hyggeligt.

8. I dag holdt min mor det årlige jule-familietamtam, og der var kage, søde fætre og kusiner, julelys og masser af grin. Akkurat ligesom jeg kan lide det.

Dag 134, år 2 – Julelys

 

Taknemmelighedsrunden #31

1. Jeg varmer op til de nye afsnit af Gilmore Girls, der kommer i slutningen af november, og har i denne uge simpelthen set så mange af de gamle afsnit, at jeg hvert eneste stille øjeblik nynner lalalalala – Gilmore style. Derudover har jeg også brugt meget tid på at dåne over Jess (Team Jess!) og hans læderjakke, samt skulende blik. Savle, savle.

2. Jeg har også brug ret meget tid på at ideudvikle nye artikler og finde nye magasiner, der muligvis kunne tænke sig de der ideer lavet om til artikler = føler mig meget produktiv.

3. Har i denne uge også følt mig ekstra meget freelanceagtig, især i tirsdags, hvor jeg cyklede fra det ene møde til det andet. Og jo, et af dem var frokost med min veninde, hvor vi lidt for højt i Paludans Bogcafe kom til at sidde og snakke om, hvad der egentlig gør en dildo god. Men altså, resten var sådan noget arbejdsnoget.

4. For tiden er min aversion mod Tinder også blevet lidt mindre. Det har muligvis noget at gøre med, at det faktisk lykkedes mig at have en meget underholdende og hyggelig date, noget der i min Tinderhistorik sker yderst sjældent.

5. Ovenpå al den regn, der de sidste par dage har ødelagt mit hår og mit humør, forsøger jeg at være taknemmelig for alle de mange smukke solskinsdage, der faktisk også har været en del af denne uge. Også selvom det er lidt svært, når mit hår lige pludselig ligner Ronja Røverdatters.

5. Min ostelykkede nåede sit absolut højeste, da jeg igår var til Ostefestival hos Slowfood Copenhagen. Jeg gik derfra virkelig mæt, glad og fuldt af vin og ost. Og med en let ostekvalme, som fik mig til at tænke, at der nok ville gå et lille stykke tid, før jeg ville dykke ned i den lagrede spise igen.

6. I morges spiste jeg tre ostemadder. Og det var stadigvæk lækkert.

7. Og i eftermiddags tilbragte jeg kvalitetstid med bedsteveninden, der også er stor fan af ost, og som derfor lavede risotto til os med ekstra ost. Så vi kan vist konkludere, at de der ostepauser ikke behøver at være længere end en 12 timer plus minus. Mest minus.

Dag 95, efterårssol ❤️

Fortællingen om Venskab

Det tog mig cirka 25 år at forstå, at de venner jeg har og har haft gennem livet, overvejende gerne har villet være sammen med mig. At det ikke bare var noget, jeg troede, og at jeg ikke nødvendigvis betød mindre for dem, end de betød for mig.
Derfor er det også først efter, at jeg er blevet voksen, at jeg føler, jeg har fundet veninder, som jeg elsker og holder af, og som jeg er sikker på også føler det samme for mig.
Jeg har derfor heller ikke længere venskaber, hvor jeg føler, at jeg er den eneste, der holder forholdet i gang eller, hvor jeg ikke selv er helt med. 

venskab2

Dag 3 – Vilde blomster, vilde venskaber

Til gengæld har jeg alligevel venskaber, som til tider driver mig til vanvid.
En af mine bedste veninder og jeg har sådan et.
Jeg kan blive overvældet af irritation på grund af hende og kan synes, at hun er alt for meget og fylder det hele.
Disse tanker fylder nogle gange så meget, at jeg i øjeblikke kan tænke, at vi måske burde slutte vores venskab. At vi slet ikke passer sammen som veninder.
Men når jeg så ser hende igen efter et stykke tid, bliver tankerne skyllet hurtigere væk, end vi kan nå at kramme færdigt. Sådan havde jeg det i mandags, da jeg mødtes med hende for at drikke hvidvin og spise alt for meget mad i Torvehallerne. Der mærkede jeg, hvorfor det er, vi er veninder. At der ingen andre er, som fortstår mig som hende, og som ved lige præcis, hvad der skal til for at få mig til at le, når ingenting er sjovt.
Så hvorfor føler jeg også alt det uvenskabelige, så at sige?

venskab

Dag 2 – Venskab og nydelse

En gang tænkte jeg i frustration, at det til tider føltes som om, vi var kærester.
For jeg har aldrig skændtes med en veninde, som jeg har skændtes med hende.
Til gengæld har jeg heller aldrig følt så stærkt for en.
Vi har råbt og skreget, tudet, været fornærmede og slettet hinanden på facebook.
Vi har såret hinanden og følt, at den anden ikke var der, når vi havde brug for det. Men vi har alligevel begge to været klar til at hoppe på cyklen midt om natten, hvis der var gråd i den anden ende af røret.
Og jeg tror måske egentlig, at det er derfor, det kan være svært.
For man skændes ikke med nogen, man ikke er investeret i, og sjældent bliver man grænseløst irriteret på dem.
En anden god og klog veninde fik mig til at indse dette, og at min frustration formentlig oftest skyldes, at vi har mange af de sammen egenskaber og personlighedstræk. Vi supplerer på den måde ikke rigtig hinanden, men kæmper i stedet for at være os selv sammen med en, der kæmper ligeså meget om det samme.
Og det kan åbenbart få nogen til at slette den anden på facebook. (Mig…)

Har I også sådan nogle venskaber?